Morten Ryom: For Venstre er de arbejdsløse skakbrikker

Morten Ryom: For Venstre er de arbejdsløse skakbrikker

20.06.2016

.

Hvor stabilt et hjem kan man egentlig opbygge til sig selv og sine børn, hvis man kan være tvunget til at flytte med et par års mellemrum?



Kommentar af Morten Ryom (folketingskandidat, S)

DET LIGNER LIDT tilstande fra stavnsbåndstiden: at regeringen nu ønsker at kunne flytte rundt med – og tvangsplacere – almindelige mennesker, som var man ikke andet end en flok skakbrikker på deres kapitalistiske spilleplade. Der er vel næppe noget mere slavelignende end at ville tvinge almindelige mennesker til at bo bestemte steder. Med forslaget viser regeringen for alvor, hvad den står for: At rødder og hjemstavnskærlighed kun er for de rige.

DET ER ET ÆRKELIBERALT forslag: At ville fjerne rimelighedskravet angående transporttid når ledige skal søge job. Som det ser ud nu er rimelighedskravet på 3 timers transporttid. 
”Vi kan se, at der er steder i landet og brancher, hvor virksomhederne har svært ved at finde ansatte,” siger beskæftigelsesministeren: ”Og det vil vi gøre noget ved, så flaskehalse ikke risikerer at bremse væksten”. Denne analyse er overraskende – for undersøgelser har vist, at over 25 pct. af de jobansøgninger, som sendes afsted, i forvejen HAR passeret rimelighedsgrænsen på de 3 timers transport. Det er jo godt, at der er mennesker som er klar på at søge job og stillinger som er placeret langt fra deres hjem. Men problemet ved at fjerne, eller lempe, rimelighedskravet er, at det kan ramme mennesker med børn og familie.

MAN KAN IKKE tvinge mennesker rundt i landet som var de små marionetdukker. Og jeg forstår ikke denne sygelige fanatisme og næsten religiøse jagt på vækst. Vi, arbejderklassen – forstået som: os, der faktisk får jord under neglene – har kæmpet hårdt og længe for at opnå de muligheder, vi selv og andre har i dag. Engang boede arbejderen i en faldefærdig, toværelses lejlighed midt i Københavns daværende slum, og dengang var ideen om at også arbejderen skulle have villa, vovse og Volvo, ikke andet end en fjern drøm. Men i dag er dette virkeligheden. Arbejderen bor nu i villakvarteret og i forstæderne; med ligusterhæk, fiberbredbånd, forsamlingshus og familieidyl. Den mulighed vil den nuværende regering altså tage fra os almindelige mennesker. For vi må jo spørge os selv: Hvor stabilt et hjem kan man egentlig opbygge til sig selv og sine børn, hvis man kan være tvunget til at flytte med et par års mellemrum?

 

Jeg forstår ikke denne sygelige fanatisme og næsten religiøse jagt på vækst
_______

 

Selv er jeg i byggebranchen. Her er vi forvejen klar på at skulle flytte os rundt med jobbet; for der bliver jo ret sjældent bygget to huse oven på hinanden, og selv større projekter varer sjældent mere end et par år. Så vi er klar over at vi skal være mobile, men netop derfor er vi også glade for at rimelighedskravet tager hensyn til os. Når jeg nu bor i Aalborg, måske har kone og børn, og jeg så pludselig skal arbejde i København; hvem kan så garantere at min kone kan få et job der? Og hvem siger at mine børn vil have lyst til at flytte skole? Hvem kan garantere at vi som familie overhovedet falder til i København? 



VI HAR ALLE ret til et hjem. Ret til at bo der, hvor vi mener, at vi hører hjemme. Vi har ret til et familieliv, og vi har ret til at der tages hensyn til ægtefæller som også har arbejde, og børn som går i skole og har venner hvor de bor. Disse ting er ikke noget man bare kan rykke op ved roden hver andet eller tredje år.

Det må være så let at have en lang akademisk uddannelse, være valgt til Folketinget fx i Thyborøn og have nem adgang – med skattebetalt transport – til og fra København, foruden en medfølgende lejlighed i hovedstaden. Alene fordi de ikke kan leve med at folk går ledige et par måneder indenfor et fag som mit står regeringen klar til at ofre en vigtig del af de rettigheder, vi har kæmpet for at få. Men jeg vil ikke være en skakbrik i regeringens sygelige spil hvor målet er vækst, koste hvad det koste vil. Jeg vil ikke gamble med almindelige menneskers ret til familieliv.

 

Alene fordi de ikke kan leve med at folk går ledige et par måneder står regeringen klar til at ofre en vigtig del af de rettigheder, vi har kæmpet for at få
_______

 

Morten Ryom (f.1992) er smed og folketingskandidat for S i Aalborg. 2012-2014 formand for Erhvervsskolernes Elev-Organisation og i 2014 vinder af DM i Debat. FOTO: Sigrid Nygaard/Polfoto