Asger Røjle: Har Asien stadig brug for USA?

Asger Røjle: Har Asien stadig brug for USA?

08.06.2017

.

Sydkorea har valgt den liberale og dialogorienterede Moon Jae-In, der – i modsætning til Trumps trusler – lover dialog med Nordkorea

Analyse af Asger Røjle [fra RÆSON30, sommer 2017]

USA har aldrig været en asiatisk magt. Så meget vold på geografien kan politik alligevel ikke gøre.

Det er derimod åbenlyst, at skiftende amerikanske regeringer siden Anden Verdenskrig af gode historiske årsager har spillet en altafgørende politisk og militær rolle i det magtpolitiske spil i Østasien. En stabiliserende – og indimellem krigsførende – rolle, som ikke alle i regionen har brudt sig om. Efter trekvart århundrede er der ikke ret mange i de involverede hovedstæder, der for alvor tør overskue, hvordan regionen ville se ud uden.

De fleste amerikanske præsidenter har været hjulpet af god rådgivning fra egne eksperter om asiatiske magtforhold og traditioner. Og på mange måder har flere af dem i Asien optrådt med en asiatisk pli og respekt, som har fået diplomatiet til at fungere. Det kan man imidlertid ikke sige om USA’s stadig relativt nyvalgte præsident, Donald Trump, som i sine første udmeldinger – især under valgkampen – var meget direkte og meget amerikansk, når han udtalte sig om asiatiske forhold. Kineserne var valutamanipulatorer, japanerne var unfair handelsfolk, sydkoreanerne skulle selv betale for deres forsvar, og ”det ville aldrig komme til at ske”, at nordkoreanerne skulle komme i besiddelse af de atomvåben, som de er meget tæt på at have færdigudviklet.

Siden sin tiltrædelse har Trump vel at mærke neddæmpet flere af disse udiplomatiske – og ikke altid lige velinformerede – udmeldinger om asiatiske forhold. Også på det punkt er hans regering gradvist blevet ’normaliseret’. Og ikke så få asiatiske stats- og regeringsledere er i forretningsmanden Trump faktisk begyndt at se en mand, som man på god asiatisk manér vil kunne handle med i porten og lave forretninger med.

Den 9. maj sejrede den liberale og dialogorienterede Moon Jae-in i det sydkoreanske præsidentvalg – midt i en ophedet krise om Nordkoreas atomvåbeneventyr. Det øger sandsynligheden for, at løsningen på krisen bliver mere ’asiatisk’ og mindre ’amerikansk’.

Det har i et stykke tid været klart, at Moons sejr var den mest sandsynlige udgang på den indenrigspolitiske krise, som Sydkorea har gennemlevet i det seneste halve år. Alle parter har haft tid til at vænne sig til tanken. Men ikke desto mindre rusker det op i flere af de tendenser, vi ellers har set i de senere måneder. Det kan godt vise sig at blive et vendepunkt.

Tilbage til ’Solskinspolitikken’
Situationen har ellers bevæget sig i retning af konfrontation omkring Nordkoreas atomvåben. Trump erklærede, at det skulle være slut med Obama-regeringens ”strategiske tålmodighed” – og det er åbenlyst, at den hidtidige politik ikke har formået at standse Nordkoreas bestræbelser på at sikre landets og regimets overlevelse ved at komme i besiddelse af et fungerende atomvåbenforsvar, som i værste fald vil kunne ramme mål i selve USA – eller i lande i Asien, som er allieret med USA.

Derfor har man i første halvdel af 2017 set en stadig hårdere linje fra omverdenen vendt mod Nordkorea – og Pyongyang har svaret i samme toneleje. Alle muligheder har været i spil, lød det fra Trump og hans rådgivere – inklusive en militær aktion mod det isolerede land. Der er blevet skubbet til Kina for at få landet til at lægge et hårdere pres på Nordkorea – og der er lagt op til endnu strammere økonomiske sanktioner mod det nordkoreanske regime.

Over for denne tendens står den nyvalgte Moon Jae-in for det modsatte. Han er et politisk barn af den såkaldte solskinspolitik, der blev ført i årene fra 1998 til 2007, og han har sagt, at han vil bestræbe sig på at overhøre de skingre toner i Nordkoreas retorik og tværtimod søge en dialog, en ”snak om at snakke sammen”, med sine landsmænd i nord. Den tidligere solskinspolitik formåede faktisk at skabe en del økonomisk samarbejde til begge landes fordel, hvor nordkoreanske arbejdere var billig arbejdskraft for sydkoreanske industriforetagender. Men efterhånden som det viste sig, at Nordkorea og dets ledere i pinlig grad skulle bestikkes med kontanter for at støtte samarbejdet, og efterhånden som det ikke for alvor gav pote i form af samfundsforandringer i nord, mistede den førte politik gradvist sin popularitet og opbakning i syd.

 

Moon Jae-ins sejr afspejler – ud over en lang række indenrigspolitiske faktorer – at mange vælgere i Sydkorea er parate til at prøve noget nyt i forhold til Nordkorea og give en variant af solskinspolitikken en ny chance.
_______

 

Umiddelbart bringer det ham i et modsætningsforhold til Donald Trump som ligner det højspændte forhold, der eksisterede mellem præsidenterne Roh Moo-hyun og George W. Bush for 12-14 år siden. Men Moon Jae-in har i valgkampen gjort et stort nummer ud af at sige pæne ting om alliancen med USA. Han er ikke så åbenlyst antiamerikansk, som Roh Moo-hyun var. Og han har ligefrem fremhævet Donald Trumps bramfri udtalelse om under de rette betingelser gerne at ville spise en burger sammen med Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, som et argument for, at han og Trump dybest set er på linje.

Moon Jae-ins sejr afspejler – ud over en lang række indenrigspolitiske faktorer – at mange vælgere i Sydkorea er parate til at prøve noget nyt i forhold til Nordkorea og give en variant af solskinspolitikken en ny chance. De har gennem hele den aktuelle krise været betydeligt mere bekymrede for, hvad Trump og hans USA kunne finde på at gøre, end de har været nervøse for, at Nordkorea ville gøre alvor af alle sine bombastiske krigstrusler. Og de forestiller sig, at Moon som præsident vil kunne sætte foden i døren og blokere for ethvert krigseventyr over for Nordkorea fra vestlig side – et krigseventyr, hvor de første ofre uundgåeligt vil være befolkningerne i Korea, både i nord og syd.

Set fra et vestligt moralsk udgangspunkt er det helt urimeligt at belønne nordkoreanerne for deres brud på alle aftaler og FN-resolutioner ved at sætte sig ned og begynde at forhandle med dem om at genstarte handel og økonomisk samarbejde. Men hvis det er det, der skal til for igen at få fred og arbejdsro i regionen, så er det set fra et asiatisk udgangspunkt en god og nødvendig vej at gå. På det punkt er Moon Jae-in helt på linje med holdningerne i det store naboland Kina, og der er næppe tvivl om, at man i Kinas hovedstad, Beijing, drager et lettelsens suk over, at det var ham, der blev valgt.

Krisen med Kina
Kina har i lang tid været et tohovedet uhyre i forhold til Nordkorea. Trump-regeringen har lagt et vægtigt pres på kineserne for at få dem til at øge deres pres på Pyongyang i atomvåbenspørgsmålet, hvilket en del af det kinesiske magtapparat tilsyneladende også har gjort. Kina har medvirket til at vedtage nye sanktioner i FN-regi og har også håndhævet nogle af dem i højere grad end tidligere, hvilket har fået de officielle nordkoreanske medier til – i bitre toner – at skælde ud på den gamle allieredes nedrige troløshed. Men samtidig har private og halvofficielle kinesiske handelsfirmaer hele tiden været meget aktivt involveret i at undergrave og omgå samme sanktioner, og det er ikke nogen hemmelighed, at man i Beijing gerne ser Pyongyang opgive atomvåbnene, men meget nødigt ser regimet i nord kollapse.

Det er ikke givet, at Moon og Kinas ledere vil omfavne hinanden fra starten. Der har i de senere måneder udviklet sig en meget alvorlig politisk krise mellem Kina og Sydkorea, som det vil kræve en hel del statsmandsfinesse at redde begge parter ud af. Baggrunden er opstillingen af det amerikanske antimissil-forsvarssystem THAAD i Sydkorea. Man har fra såvel amerikansk som sydkoreansk side hastet systemet igennem – både at få det opstillet og gjort operativt – netop inden Moon Jae-in kom til. Under valgkampen vendte han sig nemlig imod projektet og sagde, at han vil kigge på det igen – frem for alt fordi det har skabt rasende kinesiske protester og unødvendig diplomatisk ballade. Kina mener, at det til THAAD tilhørende radarsystem også er beregnet på at overvåge Kina.

 

Antallet af kinesiske turister i Sydkorea er på få måneder faldet til det halve, og kinesiske forbrugere boykotter i en koordineret aktion sydkoreanske varer og varehuse i Kina – en boykot, som allerede har kostet det sydkoreanske erhvervsliv dyrt.
_______

 

Antallet af kinesiske turister i Sydkorea er på få måneder faldet til det halve, og kinesiske forbrugere boykotter i en koordineret aktion sydkoreanske varer og varehuse i Kina – en boykot, som allerede har kostet det sydkoreanske erhvervsliv dyrt.

Men nu står de omstridte THAAD-ramper på deres plads på en golfbane i det sydlige Sydkorea, og de vil kunne bruges den dag i morgen. Det vil være en uhørt provokation fra Moon Jae-ins side over for USA, hvis han ligefrem kræver dem fjernet igen. De færreste iagttagere venter, at han vil vove at gøre det – forudset at han og Trump kan blive enige om, hvem der skal betale for opstillingen. Trump har for nylig sagt, at han går ud fra, at Sydkorea betaler udgiften fuldt og helt (hvad der ikke har været tilfældet i alliancen indtil nu).

Men hvis Moon ender med at lade de omstridte radarer stå, hvor de står, så har han et alvorligt forklaringsproblem over for Kina – en diplomatisk udfordring, som også kræver en asiatisk løsning, en eller anden handel i porten.

Det sammensatte forhold til Japan
Samtidig vil Moon Jae-in og hans nye regering formentlig stå over for et lidt anspændt første møde med deres japanske kolleger. Japan og Sydkorea er USA’s to vigtigste allierede i det nordøstlige Asien, men de to parter har altid haft et indbyrdes forhold præget af mistro. Der er bestemt ingen grund til at tro, at det umiddelbart bliver bedre under Moon.

Det er en fast tradition, at alle sydkoreanske præsidentkandidater anslår en meget antijapansk tone under valgkampen. Det har historiske årsager. Bitterheden i det koreanske samfund over den brutale japanske besættelse fra 1910 til 1945 er ikke væk. Men Moon var endnu mere utvetydig i sin kritik af Japan end sine modkandidater. Han slog fast, at den historiske aftale, som hans forgænger i 2015 indgik med Japan om de såkaldte trøstekvinder – de unge koreanske kvinder, der under verdenskrigen blev tvunget til fronten som tvangsprostituerede for japanske soldater – ikke var indgået på en ordentlig måde, at den var ”ydmygende” for Sydkorea, og at den bør genforhandles – noget, der afvises fuldkomment fra japansk side.

Flere indflydelsesrige japanske aviser har under den sydkoreanske valgkamp udtrykt håb om, at Moon ville tabe. Den største af dem, den konservative Yomiuri Shimbun, spurgte i en leder morgenen efter hans valg: ”I hvilken udstrækning fatter Moon, at Japan aldrig vil gå med til en anmodning om at genforhandle en aftale, som var indgået som en endelig og irreversibel løsning?” I samme leder udtrykker avisen alvorlig bekymring for, at Moon Jae-ins nye version af solskinspolitikken vil lette det massive pres på Nordkorea, som omverdenen ellers har etableret, og som efter avisens mening er nødvendigt.

Men lige så stærk traditionen for antijapansk retorik er i sydkoreanske valgkampe, lige så stærk er traditionen for, at de to parter retter sig ind og vrangvilligt samarbejder om regionale spørgsmål, når den store allierede, USA, for alvor sætter sig oven på dem. Professor Yuki Asaba, japansk sydkoreaekspert fra Niigata Amtsuniversitet, spår i en udtalelse til den engelsksprogede japanske avis The Japan Times, at Moon godt vil være klar over, at et direkte krav om en genforhandling ”alvorligt vil forværre det i forvejen kritiske billede, som det japanske folk har af Sydkorea”. Han forklarer: ”Moon forstår helt sikkert, at han ikke kan gå så langt som til at kræve aftalen ophævet. I stedet vil han sandsynligvis forsøge at få noget ekstra ud af Japan – fx at lade premierminister Abe give den samme undskyldning, som udenrigsminister Kishida gav i forbindelse med aftalen i 2015”. Hvis den spådom holder stik, vil det i sandhed også være en asiatisk måde at slippe uden om det dilemma på.

Asger Røjle (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad og andre danske medier, og han udgiver nyhedsbrevet www.forkant.nu om udviklingen i Japan og regionen.

ILLUSTRATION: Le Hae-Chan, rådgiver for den sydkoreanske præsident, møder den kinesiske udenrigsminister Wang Yi, maj 2017 (Photo by Hou Yu/CNSPHOTO/VCG)