Marie Krarup: Er Rusland en trussel mod Danmark?

Marie Krarup: Er Rusland en trussel mod Danmark?

13.04.2017

.

Debatten om Rusland handler i lige så høj grad om troen på den liberale verdensorden som om Rusland. Debatten bliver så polariseret, fordi Dansk Folkeparti er det eneste parti i Folketinget, der ikke skriver under på den liberale verdensordens verdensbillede.

Af Marie Krarup, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti (fra RÆSONs forårsnummer)

To verdensordener: den liberale – og den realistiske.
’Den liberale verdensorden’ – det er navnet på den optimistiske indstilling til verden, der vandt indpas efter Den Kolde Krigs afslutning. Francis Fukuyamas idé om historiens afslutning blev gængs tænkning hos de fleste beslutningstagere. Nu var kommunismen forsvundet med USSR, og demokrati og menneskerettigheder ville brede sig over kloden og skabe fred og frihed for alle. Det ville næsten gå af sig selv. Dog ikke helt – derfor var man nødt til at have væbnede styrker, der kunne give de lande, der var lidt langsomme til at ændre sig, et puf i ryggen, så de kunne komme i gang med den nødvendige demokratiske og menneskeretslige udvikling. USA var den globale leder af bevægelsen. Og efter Den Kolde Krigs afslutning fulgte en række interventioner. Gennemgående blev et land anset som fjendtligt og farligt, hvis det ikke havde et system præget af liberalt demokrati og menneskerettigheder. Samtidig udvidede man EU og NATO – begge med indbyggede krav om reformer i liberal retning.

Med Trump i Det Hvide Hus er Fukuyamas æra afsluttet. Forhåbentlig vil et andet verdensbillede nu brede sig – det realistiske:

I min udlægning går det realistiske verdensbillede ud på, at man anerkender, at forskellige kulturer og lande har forskellige værdier. Man anerkender ikke de såkaldt universelle menneskerettigheder som universelle, og man har følgelig heller ikke nogen forpligtelser til at missionere for disse værdier. Man ser dem som et udtryk for dele af den vestlige kultur – altså for partikulære værdier udsprunget i en helt særlig sammenhæng og historie. Man behøver ikke at frygte andre kulturer og værdier, hvis blot man kan få en ordning, hvor man anerkender andre landes ret til selv at bestemme deres eget system og deres egen indenrigspolitik. Saudi-Arabien og Kina er gode eksempler på lande, som vi har et godt og fornuftigt forhold til, selvom vi bestemt ikke kan lide deres måde at regere på. Vores afstandtagen fra deres samfundssystemer giver os ikke retten til at reformere landene. Vesten er jo ikke Sovjetunionen, der faktisk følte en forpligtelse til at udsprede den kommunistiske verdensrevolution til alle lande.

 

I min udlægning går det realistiske verdensbillede ud på, at man anerkender, at forskellige kulturer og lande har forskellige værdier. Man anerkender ikke de såkaldt universelle menneskerettigheder som universelle, og man har følgelig heller ikke nogen forpligtelser til at missionere for disse værdier.
_______

 

Det realistiske verdensbillede skal kombineres med de westfalske principper om suverænitet og ikke-indblanding i andre landes interne anliggender [Den Westfalske Fred refererer til fredsslutningen efter religionskrigene i 1600-tallet, der dannede grundlaget for det moderne system af suveræne nationalstater, red.]. Det giver stabilitet. Kan man få andre lande til at acceptere denne opførsel, er vi nået langt.

Ruslands ideologi
Har Rusland en angrebsplan eller ej? Det er naturligvis et vigtigt spørgsmål. Der er utrolig mange, der mener at kunne påvise, at Rusland er et revanchistisk land – dvs. at man ønsker at generobre de områder, der var dele af det kommunistiske imperium, Sovjetunionen. Der findes også politiske intellektuelle i Rusland, der har den slags idéer. Den mest berygtede er den tidligere institutleder og medgrundlægger af det nationale bolsjevikiske parti Aleksandr Geljevitsj Dugin, der er kommet med nogle voldsomme angreb på Vesten. Han trækkes som regel frem, når man skal finde et ’bevis’ på Kremls aggressive planer. Men han er ikke populær i Kreml og fik frataget sin stilling under Ukrainekrisen. En ukrainsk-russisk intellektuel, Rostislav Ishchenko, bruges også af nogen som bevis på, at Rusland pønser på et angreb. Men manden er uden betydning og uden indflydelse i Kreml.

Jeg vil mene, at det i dag ikke er muligt at finde belæg for en aggressiv ’udvidelsesplan’ i Kreml. Jeg mangler i hvert tilfælde helt klart at se den. De gange, jeg har fået forelagt et sådant ’bevis’, har det vist sig at bero på misforståelser eller fejlfortolkninger. Putins tale i april 2005, hvor han taler om Sovjets sammenbrud som en geopolitisk katastrofe, siger IKKE, at Rusland skal udvides – men bliver alligevel ofte udlagt sådan.

Rusland i dag adskiller sig fra Sovjetunionen ved at have en ideologi, der ikke KAN eksporteres. Russisk kultur, det russiske sprog, kirken og familieværdierne kan ikke påtvinges andre lande, sådan som det klasseløse samfund kunne. Den kommunistiske ideologi opfattedes som universel, ligesom Vesten opfatter demokrati og menneskerettigheder i dag. Men den nuværende russiske konservatisme er i høj grad partikulær og umulig at eksportere til fx Polen eller Danmark. Ruslands nuværende ideologi kan beskrives som et ønske om at opbygge en konservativ nationalstat med regional stormagtsstatus.

 

Mange vestlige politikere ser en sammenhængende aggressiv udvidelsesplan i Ruslands optræden i Moldova, Georgien, Ukraine og Krim. Jeg vil gerne medgive, at der er en sammenhæng, men jeg kan ikke se, at den indgår i et samlet billede af et ønske om at udvide Ruslands territorium.
_______

 

Mange vestlige politikere ser en sammenhængende aggressiv udvidelsesplan i Ruslands optræden i Moldova, Georgien, Ukraine og Krim. Jeg vil gerne medgive, at der er en sammenhæng, men jeg kan ikke se, at den indgår i et samlet billede af et ønske om at udvide Ruslands territorium. Derimod er den sammenhængende politik udtryk for en beslutning fra russisk side om at hævde sine interesser. Også med militær magt, hvis det skulle være nødvendigt. Derfor var Krimkrisen også så forudsigelig. En fortsat udvidelse af EU og NATO ses som en trussel imod russiske interesser og vil sandsynligvis finde et russisk modsvar på forskellig vis.

Rusland som stormagt
I 90’erne var Rusland en syg og svag stat illustreret ved Boris Jeltsins person – gammel og fordrukken. Han forsøgte at tale Vesten imod, og han prøvede at hævde russiske interesser – både da NATO blev udvidet (uden Rusland) og i forbindelse med Kosovokrigen – men der var ikke kræfter nok til at gøre noget. EU og NATO blev udvidet og udvidet – og Rusland kunne bare se til, mens landet blev sat helt ud på et sidespor angående indretningen af Europa.

Med Putin ved magten – godt hjulpet af en periode med høje oliepriser – syntes denne udvikling uacceptabel. I 2007 holdt Putin sin berømte tale i München, hvor han sagde stop. I stedet udfoldede han sit eget syn på verden. Her lignede Rusland et land under belejring – men også et Rusland, der ikke vil bøje nakken. Et selvhævdende Rusland, der slår fra sig, hvis landets interesser ikke tilgodeses. I Georgien svarede man året efter hårdt igen på et georgisk angreb på russiske styrker. Samtidig fortsatte man opbygningen af det russiske forsvar, der i 1990’erne nåede at forfalde næsten helt og aldeles. Senest har Rusland med sin militære involvering i Syrien vist, at landet heller ikke er blegt for at hævde sine interesser uden for det nære område.

Rusland er stadig meget, meget langt fra at være lige så stærkt som NATO. På det konventionelle militære område har Rusland ca. 1/10 af NATO’s styrke. Kun på det nukleare område er der lighed i styrkeforholdet. Man kan dermed sige, at Ruslands atomraketter er Ruslands adgangskort til international stormagtstatus. Derfor er der også en udbredt vrede i Rusland over USA’s planer om et missilskjold, der menes at ville gøre en stor del af Ruslands a-våben betydningsløse.

 

Rusland er kommet tilbage som en magt, der ønsker indflydelse. Det er besværligt for Vesten, for Rusland har sin egen måde at agere på. Men eftersom Rusland næppe går væk, er vi nødt til at formulere en sammenhængende politik over for landet.
_______

 

Rusland er kommet tilbage som en magt, der ønsker indflydelse. Det er besværligt for Vesten, for Rusland har sin egen måde at agere på. Men eftersom Rusland næppe går væk, er vi nødt til at formulere en sammenhængende politik over for landet.

Samarbejde eller russofobi?
Ruslands politiske system er langt fra det vestlige. Demokratiet er mere formelt end reelt. Politik i Rusland er mindre koncentreret om politisk ideologi end i Vesten og mere centreret om personer med magt. Magt udøves ikke ifølge formelle regler, men i lige så høj grad gennem uformelle netværk. Korruptionen er udbredt. Derfor er det vigtigere at have stærke netværk de rigtige steder, end det er at have mange mandater i Dumaen. Men Putin har nu begge ting og sidder tungt på magten. Hans system kan i høj grad sammenlignes med en enevældig konges.


Ingen tvivl om, at det er et usympatisk politisk system, et system, vi ikke vil have i Danmark. Men behøver man have det samme politiske system for at kunne tale sammen og samarbejde om at løse konflikter? Hvorfor kan man tale med Kina, men ikke med Rusland? Det har jeg aldrig forstået.

Og når vi ser på, hvad der rent faktisk sker i verden, så er det heller ikke sådan, det foregår. Når det drejer sig om Arktis, hvor vi jo er nabo til Rusland, så foregår der en ganske fornuftig og tillidsfuld samtale om, hvordan man skal indrette sig. Der er ingen problemer. Men når det kommer til Ukraine, Baltikum, Georgien osv. er tingene helt anderledes. Så får vi at vide, at russerne er irrationelle og brutale og derfor fuldstændig umulige at tale med.

Kunne det være, fordi samtalen i de sidste tilfælde ofte går igennem en tredje part?

Jeg har besøgt de tre baltiske stater og Ukraine og der mødt en voldsom retorik over for Rusland og russere. Noget, der mange gange nærmer sig had – a la ’en god russer er en død russer’. I mange tilfælde nægter man, at der er sket en ændring fra Sovjet til Rusland. Man vil ikke erkende, at også Rusland led i sovjettiden. Det var ikke Rusland imod de andre – det var kommunismen imod alle, og der var mange ledende kommunister fra andre lande end Rusland. Virkeligheden er mere kompliceret end fortællingen om ’de onde russere imod de gode etniske mindretal’.

Fra en kilde i NATO har jeg fået at vide, hvordan der er blevet spændt ben for et teknisk samarbejde med Rusland om at lave et regel- og kontrolregime angående flyvninger tæt på andre landes grænser. De østeuropæiske lande vil ikke have dette samarbejde, fordi de anser det for en indrømmelse til Rusland! Jeg bliver ærgerlig, når jeg hører den slags. Selvfølgelig skal man da forsøge at lave fornuftige regler, når man kan. Især fordi der har været så megen tumult om krænkelser af grænserne. Så må vi da få orden på det. Men det forhindrer de østeuropæiske lande altså!

Jeg mener, at det må være andre landes opgave at forklare de østeuropæiske lande, at de skal tage det roligt og lade være med at ødelægge mulighederne for samarbejde med Rusland. Det er forståeligt, at de har dybe traumer fra deres barske historie. Men de skal ikke med disse traumer forhindre en fredelig udvikling i fremtiden. Det er deres opgave at komme overens med deres egen historie og komme videre uden at ødelægge noget for sig selv og andre. Og de kan føle sig helt trygge i NATO. Verdens stærkeste militære alliance vil passe på dem.

 

Ruslandsdebatten er den nye udlændingedebat. Man er ond, hvis man ikke kan se Ruslands imperialistiske planer. Der skulle gå mange år, før dæmoniseringen af kritikerne af udlændingepolitikken forsvandt. Jeg håber virkelig ikke, det vil tage så lang tid med ruslandsdebatten!
_______

 

Den danske presse og Rusland
I 2016 dokumenterede en rapport fra Danmarks Journalisthøjskole, at den danske presse tegner et negativt og truende billede af Rusland. Rapporten beskæftiger sig kun med danske medier, men jeg tror, man vil kunne se den samme historie i hele Europa og USA. Der er ikke mange personer, der kender til Rusland, og de få, der er, har ikke lyst til at ytre sig. Fordi man – hvad jeg personligt har erfaret – bliver svinet til.

Ruslandsdebatten er den nye udlændingedebat. Man er ond, hvis man ikke kan se Ruslands imperialistiske planer. Der skulle gå mange år, før dæmoniseringen af kritikerne af udlændingepolitikken forsvandt. Jeg håber virkelig ikke, det vil tage så lang tid med ruslandsdebatten!

Pressen burde selvfølgelig pille de ensidige, dæmoniserende billeder af Rusland og Putin fra hinanden. Men det modsatte er sket. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor pressen ikke kan følge almindelig kritisk skik. Spørg: Hvorfor tegner man dette ensidige billede? Hvem har interesse i det? Nogle af svarene kunne være: de lande, der får massiv vestlig økonomisk støtte, fordi de mener, at de er ved at blive spist af den russiske bjørn. De politikere og intellektuelle, der lever højt på den ideologiske forståelse af verden med de gode (liberale) imod de onde (de ikke-liberale). Samt folk, hvis tankegang er stivnet i koldkrigstiden og aldrig har fået sig omstillet til den nye verden.

Der er altså ganske givet mange andre gode bud på dette oplagte spørgsmål. Spørgsmålet bliver bare aldrig stillet. Desværre.

Vesten har også skyld i Ukrainekrisen
Ukrainekrisen er den forudsigelige konflikt, som EU og NATO har en del af ansvaret for uden at ville forstå det.

EU’s associeringsaftale med Ukraine var i vestukrainernes interesse, men ikke i østukrainernes. Derfor var der udbredt utilfredshed i øst, da aftalen blev gennemført – efter at den østvenlige præsident, Viktor Janukovitj, var blevet fordrevet på illegitim vis. Så blussede borgerkrigen op. Den er NATO nu med til at holde i gang – ved at støtte vestukrainernes kamp imod østukrainerne (som får støtte af Rusland) i stedet for at lægge pres på alle parter for at få dem til forhandlingsbordet.

Den officielle fortælling om Ukraine siger, at Rusland har angrebet Ukraine. At de har erobret Krim og nu er i gang med at erobre Donbassområdet. At Rusland bekæmper Ukraine, fordi russerne ønsker at undgå, at Ukraine får held til at opbygge en selvstændig stat med en selvstændig identitet og et frit demokrati. At Rusland ønsker sit ufrihedens system udbredt til så stort et område som muligt. Falder Ukraine, falder Europa. Sådan lyder den officielle fortælling – og derfor skal de vestlige lande i egen interesse fortsætte med at støtte ukrainernes kamp.

Med EU-associeringsaftalen har EU og NATO promoveret den vest-ukrainske dagsorden så kraftigt, at balancen mellem den østlige og vestlige del af landet – der tidligere kunne holdes nogenlunde – røg på gulvet i 2014. Med EU’s og NATO’s involvering i Ukraine har man gjort konflikten international. Og man har overtaget fortællingen om Rusland som et land, der ikke kan forhandles med. Det er farligt. Meget farligt. Fordi det i sidste ende kan føre os ud i en verdenskrig.

Men det er jo desværre i vestukrainernes interesse at promovere denne fortælling, fordi den giver dem overhånden over østukrainerne. De får mulighed for at cementere deres magt – og de får støtte fra NATO til at fortsætte krigen imod deres politiske modstandere, samtidig med at Rusland støtter østukrainerne.

Sandsynligheden for at Ukraine nogensinde vil kunne vende tilbage til at være en bro mellem øst og vest, ser derfor ud til at blive reduceret for hver dag, krigen får lov til at vare. Samtidig kan konflikten udvikle sig til en storkrig. Det kan ikke passe, at vi skal gå søvngængergang ind i en ny verdenskrig, som ingen har interesse i. Vesten bør lægge et kraftligt pres på Ukraine og Rusland og de øvrige parter i krigen for at få dem til forhandlingsbordet.

Den liberale verdensorden kombineret med nationalisme
Det er en falsk fortælling, at krigen i Ukraine handler om ideologi, og at man ikke kan forhandle med Rusland. Desværre er Vesten nem at få til at tro på østeuropæernes fortællinger. De passer også helt præcis ned i formen med den liberale verdensorden, hvor man er farlig, hvis man ikke er et liberalt demokrati. Og det er Rusland jo ikke. Samtidig er der desværre ikke så mange, der stiller spørgsmålstegn ved Ukraines system. Det er ikke let at se, at det skulle være et smukkere demokrati end i Rusland. Men nu har verdens ledere fået ind i knolden, at Rusland er aggressivt og farligt, mens østeuropæerne er demokratiske og rationelle. De østeuropæiske fortællinger har virket.

Resultatet er, at den østeuropæiske nationalisme er blevet kombineret med den liberale verdensorden og nu udgør en trussel imod verdensfreden, fordi det fører til, at den vestlige verden ikke tilstrækkelig ihærdigt forsøger at finde en forhandlet løsning på konflikterne i Europa.

Er Rusland en trussel mod Danmark?
Jeg er helt enig med Forsvarets Efterretningstjeneste i, at Rusland ikke ser ud til at have aggressive planer over for NATO [FE konkluderer i sin risikovurdering for 2016 bl.a., at ”Ruslands militære opbygning og modernisering vil give landet øgede militære handlemuligheder over for Vesten, men Rusland vil ikke risikere en direkte militær konfrontation med NATO. Ruslands mistro til NATO og den russiske risikovillighed øger dog risikoen for misforståelser og fejlkalkulationer”, red.].

Rusland er svagt i forhold til os. Det ville være selvmord at angribe et NATO-land. Men jeg mener, det er meget vigtigt at tilføje, at vi lever i farlige tider, fordi NATO, EU og USA (indtil Trump) ser ud til at have overtaget den østeuropæiske nationalisme og forenet den med den liberale verdensordens tanker. Det skal vi ud af. Kommer vi ikke det, kan vi ende med en krig i Europa, der opstår på grund af en misforståelse eller en fejl.

Så Rusland kan helt sikkert blive en trussel mod os, hvis vi ikke prøver at opbygge et forhold, hvor man kan tale sammen. Vi skal aflevere den liberale verdensorden på historiens losseplads ved siden af kommunismen, og så skal vi se realistisk og nuanceret på verden og gå i gang med at tale med alle parter, så vi bedst muligt kan undgå konflikter og krig.

I Danmark skal vi styrke vores forsvar og være et pålideligt medlem af NATO. Samtidig skal vi opfordre til samtale med russerne og tvinge dem og ukrainerne til at finde en løsning på konflikten i Ukraine. På længere sigt vil det også give os flere kræfter til at kæmpe der, hvor vi allerede ER i krig. Nemlig imod Islamisk Stat og andre terrororganisationer.

ILLUSTRATION: Vladimir Putin (foto: MIKHAIL METZEL/ITAR-TASS/Ritzau)