Mogens Lykketoft: Der findes en næsten revolutionær uro i store dele af vælgerkorpset

Mogens Lykketoft: Der findes en næsten revolutionær uro i store dele af vælgerkorpset

27.06.2017

.

Der findes en næsten revolutionær uro i store dele af vælgerkorpset. En uro skabt af harme over den skæve fordeling af goderne og bekymring for fremtiden – især ens egne muligheder for job og social tryghed. Det kan centrum-venstre omsætte til ny fremgang, hvis man kan give mere slagkraftige og sympatiske svar på bekymringer for folkevandringer, automatisering og frihandel.

Af Mogens Lykketoft [fra RÆSON30]

Aldrig før i historien har flere levet så gode og lange liv, uden krig, med godt helbred og adgang til uddannelse. Inden for rækkevidde har vi redskaberne til at skabe velfærd og fred til hele menneskeheden i næste generation. Vel at mærke hvis vi forstår vores totale afhængighed af hinanden på denne lille klode – og derfor får mobiliseret vilje og handlekraft til et nyt, tættere og anderledes internationalt samarbejde. Men der er en åbenbar risiko for, at vi er ved et vendepunkt, hvorfra udviklingen kører den gale vej. Fremtidshåb er hos flere og flere erstattet med frygt. Den såkaldt liberale verdensorden, som mange troede var naturgiven efter Murens fald, er siden finanskrisen blevet rystet i sin grundvold. De traditionelle magthavere og autoriteter udfordres af utryghed og utilfredshed med lavvækst, arbejdsløshed, gældsætning, sociale nedskæringer, skærpet konkurrence fra fremmed arbejdskraft og de uoverskuelige problemer med at integrere nye, stærkere bølger af flygtninge og migranter. I mange samfund uddybes uligheden. Det er fx tilfældet i USA, hvor den rigeste ene pct. i næsten fire årtier har hamstret hele stigningen i nationens velstand. På verdensplan ejer nogle få håndfulde dollarmilliardærer mere end den fattigste halvdel af jordens befolkning.

Reaktionen er et oprør mod den gamle magtelite – men et oprør, der går i mange modstridende retninger. Nogle ser problemets kerne i folkevandringer og slutter sig til partier, der vil lukke sig om nationalstaten. Andre ser de uregulerede markedskræfter og den uhæmmede grådighed hos de rigeste som ondets rod og ønsker at skabe velfærdssamfund efter nordisk forbillede. Vi så begge disse modsatrettede reaktioner stærkt repræsenteret i den seneste amerikanske valgkamp af henholdsvis Donald Trump og Bernie Sanders. Meningsmålinger frem til sidste sommers konventer viste klart, at Sanders ville have haft bedre chancer for at slå Trump end Hillary Clinton, der fra begge sider blev opfattet og angrebet som repræsentanten for den magtelite, der havde svigtet.

For centrum-venstre på begge sider af Atlanterhavet er læren af det amerikanske præsidentvalg især, at der findes en næsten revolutionær uro i store dele af vælgerkorpset. En uro skabt af harme over den skæve fordeling af goderne og bekymring for fremtiden – især ens egne muligheder for job og social tryghed. Det kan centrum-venstre omsætte til ny fremgang, hvis man kan give mere slagkraftige og sympatiske svar på bekymringer for folkevandringer, automatisering og frihandel. Svaret: at investere i større tryghed og i de kvalifikationer, der giver adgang til et nyt og bedre job end dét, der er tabt eller truet. Men nu vandt Trump første runde, netop fordi den offensive velfærdsmodel ikke var på stemmesedlen. Valget af Emmanuel Macron til Frankrigs nye præsident er heldigvis et væsentligt skridt i modsat retning – en sejr for fornuften og for Europa.

 

For centrum-venstre på begge sider af Atlanterhavet er læren af det amerikanske præsidentvalg især, at der findes en næsten revolutionær uro i store dele af vælgerkorpset. Det kan centrum-venstre omsætte til ny fremgang, hvis man kan give mere slagkraftige og sympatiske svar på bekymringer for folkevandringer, automatisering og frihandel.
_______

 

Bæredygtighed: Det er ikke en mulighed at blive ved med at leve, som vi gør
Mere end nogen af sine forgængere forstod Barack Obama, at USA – trods sin enestående magt – ikke kan løse verdens problemer med ensidige militære aktioner, men har brug for internationalt samarbejde. Men med Trump har USA fået en præsident, der foragter FN og vil skære voldsomt ned på USA’s bidrag til og engagement i verdensorganisationen og dertil er erklæret modstander af klimaaftalen. Det er en vældig udfordring for hele verden. For uanset alle sine svagheder – som især skyldes stormagtsuenighed i Sikkerhedsrådet – har FN bidraget væsentligt til de fremskridt, verden har nået de seneste 71 år. Med de nye politiske signaler fra Washington er alt dette truet. USA betaler knap en tredjedel af alle udgifter til FN’s fonde og programmer og over en fjerdedel af de fredsbevarende operationer – og på alle disse områder truer store nedskæringer.

Det var med opbakning fra alle verdens daværende stats- og regeringschefer, at FN i september 2015 vedtog de 17 nye verdensmål – og tre måneder senere i Paris enedes om langt mere vidtgående og præcise forpligtelser på ét af de 17 – nemlig kampen mod global opvarmning. I begge var Obamas USA en drivkraft. Verdensmålene er en nødvendig dagsorden, hvis ikke vi skal efterlade en verden med stadig flere og værre konflikter og andre menneskeskabte katastrofer, der risikerer at give vores efterkommere langt ringere livsvilkår, end vi selv har haft.

I dag er vi tre gange så mange mennesker som for godt 70 år siden, og vi bruger ikke kun tre gange så meget af klodens kapital – men meget, meget mere. Inden vi i løbet af de næste fire årtier kan håbe at stabilisere klodens folketal, vil vi endda nå at blive ti milliarder mennesker. For at udrydde fattigdom og sult – og sikre alle mennesker sundhed og uddannelse – er vi nødt til at finde andre veje end dem, vi har fulgt de sidste 70 år. I et stærkt internationalt samvirke, hvor de rige lande hjælper de fattige, skal vi også forene denne kamp med en meget stærkere indsats for kønsligestilling og reduktion af de uhyrlige økonomiske uligheder både inden for de enkelte lande og landene imellem.

At sikre en bæredygtig udvikling, når det gælder miljø og klima, kræver en hurtig og revolutionerende ændring af hele vores måde at producere, forbruge og fordele velstand på. Men med den hastige udvikling i viden og teknologi kan målet bringes inden for rækkevidde. Der er grænser for vækst i forbruget af klodens uerstattelige ressourcer. Men der er ikke grænser for vækst i kvalitet – vi kan ændre levevis, uden at vi i vores del af verden behøver at opleve det som tilbageskridt. Og vi kan gøre det sideløbende med, at vi udrydder den ekstreme fattigdom.

I årene efter årtusindskiftet blev antallet af ekstremt fattige i verden halveret. Men det meste skete i Kina – og i en økonomisk model, som også kineserne selv nu erkender ikke er bæredygtig. Ganske vist er det kun en syvendedel af verdens syv milliarder indbyggere, der har en så overdådigt ressourcekrævende levevis som os i Vesten. Men et par milliarder i bl.a. Asien er i fuld fart på vej derhen. Realiteten er imidlertid: De kan ikke opnå denne levevis, og vi kan ikke beholde den. Vi skal alle ændre retning. Omstilling til vedvarende energi lettes af dramatiske tekniske fremskridt, der sænker prisen på sol- og vindenergi. I Indien, hvor hundredtusinde landsbyer endnu mangler elektricitet, er det nu billigere at sætte solceller op end at anlægge et net fra et kraftværk, der oser af fossilt brændstof. Men den nødvendige omstilling kræver stærke regeringer og internationalt samarbejde – ikke mindst for at opbygge velfungerende myndigheder og offentlige institutioner.

Rige og fattige lande må arbejde sammen om at bekæmpe korruption, økonomisk kriminalitet, skattesvig, skatteflugt og skattely, så rige selskaber og individer kommer til at betale skat der, hvor de tjener deres penge. Samarbejdet herom er måske den allervigtigste form for udviklingsbistand. Her skal man hente en stor del af de enorme midler, der i kommende år skal investeres i omlægning til forsyning med vedvarende energi, nye trafiksystemer, ny byplanlægning og byggeteknik, affaldshåndtering osv.

Men også i den private sektor kræver det tusindvis af milliarder i nye og anderledes bæredygtige investeringer. Det vil kræve nye finansieringsformer, som Verdensbanken og de regionale udviklingsbanker allerede arbejder med for fuld kraft, men som skal inddrage også den private finans- og forsikringssektor, pensionskasserne og kapitalfondene. Der er et meget stort progressivt erhvervsliv – heriblandt nogle af klodens største virksomheder – der allerede er fuldt engageret og kan se en langsigtet forretning i at handle bæredygtigt. Fremtrædende erhvervsledere appellerer til regeringerne om at sikre de rammer for markedsøkonomien, der gør det indlysende at investere i det, der er bedst for menneskehedens fremtid, fordi det samtidig er der, man i det længere perspektiv kan tjene flest penge. Det skal være indlysende både for den private forretningsmand, de store investorer og den enkelte forbruger, at det at handle bæredygtigt også er det, der bedst kan betale sig. Det kræver regeringer, der vil lave regler – påbud, forbud og skattesystemer – der understøtter den rigtige ændring i adfærden.

Der er brug for et storslået partnerskab mellem erhvervslivet og det offentlige til at speede udviklingen af nye bæredygtige teknologier og produkter op. Lande, der går i spidsen her – sådan som Danmark hidtil har gjort – kan ikke alene gavne egen omstilling, men også fremelske virksomheder, der kan skabe nye og bedre arbejdspladser ved at levere svar på fremtidens behov i store dele af den øvrige verden.

Derfor er klimaspørgsmålet det mest presserende
De 17 verdensmål er dybt forbundne indbyrdes – og intet mål er for så vidt vigtigere end de andre. Mål 16 – om fred, retfærdighed og stærke institutioner – er dog en forudsætning for fremskridt på alle de andre områder. Vi får ikke udryddet den ekstreme fattigdom, hvis ikke vi standser krigene og de humanitære katastrofer. En voksende andel af verdens heldigvis faldende antal ekstremt fattige er dem, der lever i krigszonerne eller i de hårdt belastede nabolande. Så selvom intet mål er vigtigere end andre, er der ét, der skal tages fat på her og nu med særlig styrke, hvis ikke konsekvenserne af manglende handling skal stjæle opmærksomhed og ressourcer, der skulle have været brugt på at komme fremad på hele dagsordenen.

Verden har nu 65 millioner mennesker, der er fordrevet fra deres hjem. Heraf er en tredjedel flygtet over nationale grænser. Yderligere snesevis af millioner berøres i kortere eller længere tid af miljøkatastrofer – ikke mindst som konsekvens af de klimaforandringer, der allerede føles hårdest i nogle af verdens fattigste lande, fx som langvarig tørke og misvækst i det østlige og sydlige Afrika.

Videnskabens budskab til os lyder: Hvis ikke vi handler NU, så vi kan begrænse den globale opvarmning til højst to grader over temperaturen før industrialiseringen, vil opvarmningen accelerere, og den kan blive umulig at få under kontrol.

Hvis det sker, vil vi om få årtier have hundredvis af millioner af mennesker på tvungen folkevandring, fordi deres nuværende livsgrundlag forsvinder på grund af stigende vandstand i havene, spredning af ørkener og nedsmeltning af de gletsjere, der i dag forsyner en milliard mennesker med ferskvand. Man behøver ikke megen fantasi for at forestille sig de konflikter og omkostninger, der vil følge af, at mange hundrede millioner mennesker på grund af klimaforandringer skubber til andre mange hundrede millioner. Det kan alt for nemt komme til at opsluge alle de ressourcer, vi skal bruge til at udrydde fattigdom og sult i denne verden.

Derfor er klimaindsatsen det allermest presserende. Derfor var det så opløftende, at man i december 2015 kunne enes om den hidtil mest ambitiøse og forpligtende internationale aftale på dette område. Endnu ikke tilstrækkeligt. Men et grundlag, der – med de næste års forventede teknologiske landvindinger og yderligere politisk mobilisering – kan nå at bringe os på ret kurs. Vi kom så langt, fordi verdens to vigtigste lande og største økonomier – USA og Kina – ved denne lejlighed omsider var enige om, at klimaaftalen var i deres egen interesse, og de derfor i fællesskab bankede alle de mest bagstræberiske lande på plads.

Derfor var skiftet i USA’s holdning til klimasagen efter præsidentskiftet så skræmmende og bedrøveligt. Den ene af Paris-aftalens motorer gik for en tid i stå. Alligevel er der en vis portion optimisme i behold. På COP22 i Marokko i november 2016 – lige efter det amerikanske præsidentvalg – bekræftede resten af verdens lande nemlig deres løfter fra Paris. Og i USA ser vi, at de store byer og kysterne fastholder deres omfangsrige ambitioner – og det er faktisk dem, der skal stå for den største del af investeringen i omstilling af energisystemer, trafik, byplanlægning mv. Selv i den Republikansk-regerede oliestat Texas investeres der lige nu flere penge i vedvarende energi end i olie. Bæredygtighed er – som en stor del af det amerikanske erhvervsliv råber til Trump lige nu – ikke et påfund fra kineserne for at genere amerikansk produktion. Det er derimod en stadigt bedre ’business case’ for USA, som det store land i unødigt og uklogt stort omfang overlader til kineserne ved ikke at leve op til Paris-aftalen. Måske gør netop dette efterhånden indtryk på præsidenten. Og måske bringer den positive vending i tonen efter den kinesiske præsidents besøg hos Trump også nu tilnærmelse i klimasagen på vej.

 

Der er interessekonflikter, der skal håndteres, fordi balancen mellem dem hele tiden forskydes under Kinas rejse frem mod sin uafvendelige status som det 21. århundredes anden supermagt.
_______

 

Måske er Trump ved at forstå nødvendigheden af et godt forhold mellem USA og Kina
Forhåbentlig bliver der holdbarhed i den hurtige optøning af forholdet mellem USA og Kina, som vi oplevede ved mødet mellem de to præsidenter. Måske får den nye rådgiverkreds af milliardærer og generaler held til at overbevise Trump om, at netop forholdet mellem de to største økonomier er afgørende for verdens fremtidige fred og velstand. Der er interessekonflikter, der skal håndteres, fordi balancen mellem dem hele tiden forskydes under Kinas rejse frem mod sin uafvendelige status som det 21. århundredes anden supermagt. Men der er langt vigtigere fælles interesser for Kina og USA i gensidig samhandel og investering og i sammen at sikre freden.

Den kinesiske ledelse har en altoverskyggende interesse i at opretholde fred i det østlige Asien, så den økonomiske fremgang for kineserne kan fortsætte og understøtte kommunistpartiets fortsatte greb om magten. Derfor vil Kina også gå langt for at undgå ufred fra Nordkorea. USA gør omvendt klogt i at afstemme sin reaktion på nordkoreanske provokationer med Kina. Uovervejet krig i Korea kan blive en helt uoverskuelig katastrofe. Nordkorea kan selvfølgelig nedkæmpes. Men landets enorme våbenarsenal kan slå millioner ihjel på den koreanske halvø i de få dage eller uger, det vil tage at besejre regimet. Og ingen kan gennemskue, om USA’s og Kinas fælles interesser kan overleve en sådan ufattelig katastrofe.

Lad os inderligt håbe, at generalerne og milliardærerne omkring Trump forstår dette og kan tale ham fra spontane militære demonstrationer. Der er absolut ingen sammenligning mellem de mulige katastrofer, der kan følge af et slag mod Nordkorea, og de begrænsede konsekvenser af Trumps symbolske angreb mod den syriske luftbase d. 9. april. Det angreb var russerne varslet om – og Assad kunne reelt ikke besvare det hverken med angreb mod USA eller dets allierede.

I det hele taget er håbet i den ganske verden, at man ikke skal tage alle Trumps bombastiske meldinger for pålydende. Håbet er, at den tvivl, der blev skabt om NATO og sammenholdet over for Putin, kan overvindes, efter den nye spænding mellem USA og Rusland i Syrien har vist Trump, at der ikke er lette og hurtigere løsninger på uenighederne med russerne.

Håbet er også, at de mange verbale angreb på frihandelsaftaler ikke følges op af konkrete initiativer, der kan svække økonomi og beskæftigelse hos vigtige samhandelspartnere i Europa, Asien og Latinamerika for derefter at vende tilbage som en boomerang mod USA selv.

Tilbage står ikke mindst spørgsmålet: Hvordan vil Trumps politik udfolde sig i konflikterne, der står i kø i og omkring Mellemøsten? I Irak nærmer krigen mod IS sig en militær sejr i Mosul. Det er helt afgørende, at sejren følges op af håndfast bistand til forsoning og opbygning. Det kræver, at USA sammen med sine allierede – herunder Danmark – kan balancere klogt mellem sunnier og shiaer, arabere, kurdere og tyrkere. Når det gælder Syrien, skal al kraft sættes ind på at overbevise Rusland om nødvendigheden af en forhandling, der udfaser Assad og hans værste bødler – uden at udrense hele hans statsapparat.

Men der er mange ubekendte – også i resten af regionen. USA støtter fortsat meget ensidigt Saudi-Arabien og Golfstaterne. Det gælder i krigen i Yemen, der er en af denne verdens tyste, men forfærdende humanitære katastrofer – og et produkt af overdreven antiiransk paranoia.

Uklart er det, om USA – trods Trumps hårde retorik – vil vedstå forpligtelserne i atomaftalen med Iran, der jo var et fornemt resultat af Obamas og Kerrys forståelse af, at forhandling frem for krig var både mulig og klogest i forhold til iranerne. Heldigvis er aftalen ikke kun indgået mellem USA og Iran, men forhandlet sammen med Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU og desuden godkendt af et næsten enigt FN. Den er – uanset alle andre kilder til konflikt med Iran – det eneste konkrete bidrag i årtier til at undgå spredning af masseødelæggelsesvåben i regionen.

Forhåbentlig breder der sig også i Washington en forståelse af, at Iran er en uafviselig forhandlingspartner, hvis Irak og Syrien nogensinde skal fredeliggøres. Her er Trump-familiens nære forhold til Netanyahus Israel en farlig joker, fordi de israelske politiske ledere – modsat landets militære chefer – stadig synes at foretrække krig mod Iran frem for forhandling.

Det er også bekymrende, at USA’s præsident synes aldeles uvillig til at presse Israel til et forhandlingsbord med palæstinenserne med henblik på en tostatsløsning, hvor 50 års besættelse til ubodelig skade for begge folk omsider kan afsluttes.

Afghanistan er fortsat grundlæggende ustabilt: Som verden blev mindet om med USA’s bombeangreb i april, forsøger IS at oprette filialer her – samtidig med at Taleban rykker fremad, bl.a. i Helmandprovinsen, hvor danske styrker gennem et årti prøvede at bistå og led tragiske tab.

Fremskridt mod forsoning og fred i alle disse konflikter er den nødvendige betingelse for at bremse rekrutteringen til de vanvittige terrorbevægelser, der med frygteligt korte mellemrum slår til med mordaktioner også i Europas storbyer, men som tager livet af ufatteligt mange flere fredelige mennesker i de muslimske lande.

Der vil fortsat være formørkede fanatikere og rodløse sjæle både i Mellemøsten og i Europas indvandrerghettoer, der lader sig rekruttere til terrorhandlinger – også selvom konflikterne i Mellemøsten dæmpes. Men sumpen vil blive drænet afgørende. I Mellemøsten skal Europas fremtidige rolle forhåbentlig være især at støtte genopbygning – både den fysiske genopbygning af samfundene og genopbygning af tilliden mellem de stater og grupper, der har bekriget hinanden. Det er i vores egen interesse over en længere årrække at investere stort og rundhåndet i økonomisk og social udvikling for de mange, som konflikterne har tvunget på flugt.

 

Der er næppe tvivl om, at de skrappe krav til budgetbalance i EU vil blive blødt op.
_______

 

For at sikre sin legitimitet må EU tage et opgør med sparepolitikken
Apropos Europa burde vi spille en langt stærkere og fælles rolle i at trække USA længst muligt tilbage til det multilaterale samarbejde. Både i FN om verdensmål og klima, i NATO om en fælles kurs over for Rusland og på globalt plan for at fastholde frihandelsdagsordenen. Men Europas ledere har fået fastlåst en ubehagelig stor del af deres dagsorden på flygtningeproblemet og konsekvenserne af Brexit. Man må frygte, at dét for en tid svækker Europas handlekraft på de større globale dagsordner.

Selv de lande, der har været mest liberale lande med hensyn til tilvandring af flygtninge og migranter – Tyskland og Sverige – har slået bremserne i, fordi risikoen for højreradikale gennembrud på den politiske scene syntes alt for nærliggende. I den politiske virkelighed findes intet alternativ til strammere asylpolitik.

Man må håbe, at modellen fra Tyrkiet-aftalen kan udstrækkes til mere rundhåndede indsatser for flygtninge i andre overbelastede nærområder. For Europa må forstå, at begrænsninger af tilstrømningen til vort kontinent må afbalanceres med langt større konkret humanitær indsats og udviklingsbistand derude, hvor det store antal flygtninge fortsat befinder sig.

Brexit blev besluttet uden nogen form for bevidsthed om, hvor store og negative konsekvenser der knytter sig til Storbritanniens udtræden af EU. I modstandernes valgkamp stod løgnene i kø – og på ja-siden havde ingen gjort sig klart, hvad de skulle gøre, hvis det utænkelige skete. Forhandlingerne om britisk udtræden de næste to år er helt uoverskuelige. De vil stille enorme krav til regeringsapparaterne hos begge parter, og de kan kun ende som en gensidig tabersag. Kostbar for hele Europa, men værst for Storbritannien, der også risikerer en skilsmisse mellem England og Skotland.

Men de 27 tilbageværende medlemslande i EU har andre brudlinjer, der også skal repareres. Vi bliver nødt til at presse hårdere for at retablere sandt demokrati i Ungarn og Polen og imødegå autoritære tendenser og korruption også i andre østlige medlemslande. En udvidelse af Unionen bør kun komme på tale, når man har fuld sikkerhed for, at kandidatlandet lever op til demokratiets grundlove. Det er budskabet til kandidater på det vestlige Balkan og selvfølgelig til Tyrkiet.

Hvis Europa-projektet skal opnå fornyet popularitet og sammenhængskraft, vil det kræve både styr på de ydre grænser og revision af den spare- og nedskæringspolitik – austerity – der under tysk ledelse har været ført de seneste fem-seks år, og som har forværret spændingerne mellem eurolandene i nord og syd. Der må gøres op med de neoliberale forestillinger om, at Europa kun bliver konkurrencekraftigt, og at mennesker kun vil arbejde nok, hvis vi mindsker den sociale tryghed og de offentlige udgifter, øger uligheden og sænker skatterne.

Det er ikke overdrevne sociale ydelser, der har skabt gælden. Det er derimod den hæmnings- og ryggesløse spekulation i den finansielle verden, der udløste finanskrisen og den store arbejdsløshed og derfor førte til hul i kassen.

Social stabilitet og økonomisk bæredygtighed kræver samfundsforandringer, så alle får chancen for at bruge deres talenter og sikre deres familier en anstændig tilværelse. Større investering i livslang uddannelse er her et kernepunkt. Bæredygtighed kræver enorme infrastrukturinvesteringer – ikke mindst i de rige lande – i vedvarende energi, kollektive trafiksystemer og i byernes struktur. Det er endnu en grund til, at der skal blødes op på EU’s sparepolitik og strenge krav om budgetbalance.

Øget offentlig gældssætning er ikke et mål i sig selv, og der er bestemt ikke brug for en ny privat forbrugsfest for lånte penge. Men samtidig er det også klart, at sparepolitikken ikke er vejen til mindre gæld – for besparelserne skaber utryghed. De dæmper forbrug og investeringer og fastholder dermed en beskæftigelse, der samlet set er for lav. Det er ikke muligt at spare sig ud af et hul i kassen, der skyldes en økonomisk eller finansiel krise. Vejen ud af hullet er målrettet og midlertidigt at lette finanspolitikken for at få flere i arbejde og færre, der har brug for offentlig forsørgelse. Når der igen er gang i den private del af økonomien, skal der strammes ind.

Staterne kan i øjeblikket låne penge rentefrit. Det er hverken for de private eller det offentlige uklogt at låne for at investere i en bedre og mere sikker fremtid. Og det er en fordel, at det her og nu skaber øget beskæftigelse og kan bidrage til en stærkt tiltrængt styrkelse af befolkningernes tro på det europæiske projekt.

Der er næppe heller tvivl om, at de skrappe krav til budgetbalance i EU vil blive blødt op. Det vil ske af to årsager: både fordi det bliver et politisk krav fra flere og flere partier og lande, og fordi nulrenten og nationalbankernes pengeudpumpning ikke er nok til at holde økonomien i gang. For at folkene i både nord og syd kan genopdage EU som garant for fred, demokrati, velfærd og social stabilitet, skal det europæiske projekt fornyes, så Europa igen kan rette sin opmærksomhed mod at være en aktiv progressiv kraft på verdensscenen. Det ser ud, som om den nye franske præsident – tidligere investment banker – har forstået disse sammenhænge. Vi må håbe, at også udfaldet af det tyske forbundsdagsvalg i september kan trække i den rigtige retning.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er fhv. finansminister, udenrigsminister, partiformand (2003-2005), formand for Folketinget (2011-2015) og formand for FN’s Generalforsamling (2015-2016). Med sin hustru, Mette Holm, har han i bogen 
I verdens tjeneste (Rosinante 2016) skildret de globale udfordringer og det multilaterale samarbejde, som det tog sig ud fra formandsposten i FN’s Generalforsamling 2015-2016.

ILLUSTRATION: Mogens Lykketoft (foto: Cicilie S. Andersen/polfoto)