17.06.2017
.“Hvis det repræsentative demokrati ikke kan finde løsninger, der opleves som rimelig fair over for alle, og som er i helhedens interesse, risikerer det at skride ud og fremkalde ekstremistiske løsninger. Den forandring af vores samfund, der har fundet sted de sidste 30 år, er sket i et tempo, der er mere revolutionært end evolutionært, og udgangen på revolutioner er altid uforudsigelig”
Af Per Stig Møller [fra RÆSON30]
Europa står over for gigantiske udfordringer, der truer vores fremtid som liberale velfærdssamfund. Den eksplosive afrikanske befolkningstilvækst skyller allerede ind på vores kyster, men det er småting, i forhold til hvad der er i vente. Klimaforandringerne kan gøre det hele endnu værre. Dertil kommer, at Europa kan se frem til at stå svagere i den globale økonomi.
Forudsætningen for, at vi kan mestre disse udfordringer, er, at vores samfund er stabile, og at vores demokratier fungerer, men kan vi være sikre på det?
Forudsætningerne for demokratiet
Vi tager altid for givet, at der ikke er nogen fare for demokratiet. Men det er et skrøbeligt, menneskeskabt system, som selvfølgelig også kan ødelægges af menneskene. Det er sket før. Op af asken fra de nedbrændte kejserriger Rusland, Østrig-Ungarn og Tyskland steg efter Første Verdenskrig en række nye europæiske stater, der alle begyndte med demokratiske forfatninger. Efter 15-20 år med den økonomiske krise og protektionisme overlevede demokratiet dog kun i én af dem, Tjekkoslovakiet. I bogen ’Den store katastrofe’ skriver historikeren Ian Kershaw:
”[Kun] hvor en demokratisk stat kunne opretholde bred tilslutning fra både de dominerende eliter og befolkningsmasserne, sådan som det var tilfældet i Nordvesteuropa, eller hvor de autoritære eliter var i stand til at kontrollere et statssystem, der opererede i deres interesse, beskar de borgerlige friheder og organisationsretten, som i store dele af Øst- og Sydeuropa, var de fascistiske bevægelser ikke stærke nok til at vinde magten”.
Fascismen brød kun igennem dér, hvor den statslige autoritet var diskrediteret, de politiske eliter svage, partipolitikken fragmenteret og friheden til at ”opbygge en bevægelse, der lovede et radikalt alternativ”, til stede, konstaterer han.
Opretholdelsen af den demokratiske stat forudsætter således bred opbakning til den statslige autoritet fra både eliten og den brede befolkning samt et stabilt partipolitisk system. Men kan vi regne med, at denne opbakning er til stede i al fremtid?
Under den økonomiske krise i Mellemkrigstiden sikredes opbakningen til den demokratiske stat i Nordvesteuropa af den socialpolitik, som både de politiske eliter og fagbevægelserne kunne tilslutte sig. I Sverige kom Folkehjemmet, og i Danmark Kanslergadeforliget med store økonomiske og sociale reformer, hvorpå langt de fleste fornemmede, at partierne fungerede ’i deres interesse’. Derfor så kun få sig om efter ’et radikalt alternativ’, og de ekstreme højre- og venstrepartier fik kun få mandater.
Da Anden Verdenskrig var slut, lå de mellem- og østeuropæiske stater under den kommunistiske jernhæl. Belært af Mellemkrigstiden og ansporet af Marshallhjælpen fra USA afsvor Vesteuropa derimod protektionismen og fortsatte udbygningen af velfærdsstaten. Derved sikrede man den demokratiske stats legitimitet. Politisk stabilitet, økonomisk fremgang og en socialpolitik, der fik alle til at føle sig inddraget i samfundshelheden, garanterede en rolig politisk udvikling. Og freden blev cementeret – først gennem oprettelsen af EF i 1957 og siden af den successive optagelse af lande, der havde vristet sig fri af diktaturet og kommunismens jernhæl og indført demokrati og markedsøkonomi.
At der var fred og ingen fare, var der almindelig enighed om efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Det liberale demokrati havde vundet Den Kolde Krig, og med tiden ville alle lande blive liberale demokratier, mente fx politologen Francis Fukuyama, der i 1992 udsendte ’The End of History and the Last Man’. Han havde imidlertid to forbehold, som altid overses, når man nu griner af hans optimisme. Det ene forbehold gælder de steder, hvor en befolkningsgruppe af kulturelle grunde oplever vedvarende økonomisk fiasko, alt mens en anden gruppe er overordentlig succesfuld ”i det kapitalistiske spil”. Denne splittelse mellem de mange i en udsigtsløs økonomisk sump og de få, der udnytter kapitalismen fuldt ud, kan ifølge Fukuyama føre til et autoritært alternativ, ”som måske aldrig er set før i historien”. Det andet forbehold gælder ”den aktuelle genoplivning af den islamiske fundamentalisme, der i realiteten rammer ethvert land i verden, som har en betydelig muslimsk befolkningsgruppe […] Islamisk fundamentalisme har mere end en overfladisk lighed med den europæiske fascisme”. Selv USA, forudser Fukuyama, kan blive ramt af disse to forbehold, for ”selv her … er det muligt at se begyndelsen til nye, frembrydende, illiberale ideologier som et fjernt resultat af forskellige kulturelle attituder i forhold til den økonomiske aktivitet”.
Under vores fredelige, liberale demokrati rumler altså såvel økonomisk som civilisatorisk uro, mente Fukuyama i 1992. Det kan vi høre nu.
Selvom vi har meget svært ved at forestille os et andet og bedre regeringssystem end demokratiet, må vi se i øjnene, at det er under pres, og at dets globale, glorværdige sejrstogt er standset efter finanskrisen og den efterfølgende økonomiske nedtur.
_______
Vi oplever nye store splittelser i vores samfund. Til den ene side står de, der har forstået at udnytte og nyde godt af kapitalismens velsignelser. Til den anden side alle, der ikke synes, de har mærket så meget til disse velsignelser. At et fåtal har været ’overordentlig succesfulde’, stikker i øjnene på alle dem, der har fået prædiket løntilbageholdenhed, mærket arbejdsløshed og nedskæringer, set deres omgivelser blive forringet og oplevet, hvordan hverdagen er blevet vanskeligere. Dermed risikerer den solidaritet, der i mellemkrigsårene og de første 50 år efter Anden Verdenskrig bar og forstærkede det liberale demokrati, at gå op i fugerne.
Store grupper føler ikke, at deres ’interesser’ varetages, når deres jobs forsvinder i effektivitetens hellige navn, og indvandrerne fylder op på socialkontorerne. Derfor ser de sig om efter noget ganske andet end de sædvanlige regeringspartier. I Storbritannien fandt de et alternativ i form af Brexit. I USA, hvor Hillary Clinton kaldte disse vrede vælgere ’deplorables’, inkarnerede Donald Trump alternativet. I begge tilfælde vendte ’de store masser’ ryggen til eliterne og de gamle partier, hvis autoritet dermed var krakeleret. I Rusland havde man længe forinden vendt ryggen til Jeltsins forvirrede demokrati fra 1990’erne til fordel for Putins ’styrede demokrati’.
I Kontinentaleuropa finder vælgerne alternativet i Sverigesdemokraterne, De Sande Finner, Alternative für Deutschland, Femstjernebevægelsen, Front National, Geert Wilders og Alexis Tsipras. I en blidere, dansk aftapning ser vi Alternativet og Nye Borgerlige, som i hvert fald begge er udtryk for længslen mod noget helt andet. I Danmark kan de gamle, regeringsbærende partier knap nok holde halvdelen af vælgerne på deres banehalvdel! Det gamle partisystem er opløst, og kun 4 pct. af danskerne er medlemmer af en vælgerforening. Demokratiet er under forvandling. Måske er det ligefrem udfordret?
Demokratiets krise er middelklassens krise
Selvom vi har meget svært ved at forestille os et andet og bedre regeringssystem end demokratiet, må vi se i øjnene, at det er under pres, og at dets globale, glorværdige sejrstogt er standset efter finanskrisen og den efterfølgende økonomiske nedtur. Hverken kineserne eller russerne vil have demokratiet. Og ifølge en ny undersøgelse kan 80 pct. af franskmændene, 68 pct. af italienerne, 50 pct. af briterne, 40 pct. af amerikanerne, 23 pct. af svenskerne og 21 pct. af tyskerne godt tænke sig ”en stærk leder, der er villig til at bryde reglerne” (Jyllands-Posten, 31/1 2017). Danmark nævnes ikke i denne undersøgelse, men i en tidligere svarede 11 pct. ja på et lignende spørgsmål.
Det liberale demokratis sejrsgang er aflyst, og i stedet er det selv kommet i krise. Det indså også Francis Fukuyama, som derfor i 2014 vendte tilbage med nye analyser i bogen ’Political Order and Political Decay’. Optimismen er her veget for pessimisme. Nu truer forfaldet. ”I virkeligheden er alle politiske systemer – fortidige og nuværende – udsat for forfald. Den kendsgerning, at et system engang var et succesfuldt og stabilt, liberalt demokrati, betyder ikke, at det vil fortsætte med at være et sådant i al evighed”, advarer han, idet han konstaterer, at demokratiet ikke længere leverer til alle på en tilfredsstillende måde. Den kapitalisme, som han i forbifarten tidligere havde advaret mod, var nu blevet et hovedanliggende og en trussel mod demokratiet, fordi forskellene i samfundet var vokset voldsomt og havde udhulet den demokratibærende middelklasse. Derfor løfter han pegefingeren og skriver: ”Demokratiets fremtid i de udviklede lande vil afhænge af dets evne til at forholde sig til problemet med den forsvindende middelklasse”.
Middelklassen – de, der hverken er rige eller fattige – er vigende, men kan stadig godt opleve at stige i realløn. Men stiger de riges indkomst meget mere end deres, opstår der en ikke før set forskel. Den effektivisering, der følger af den globale konkurrence, gør de ’rige’ endnu rigere, mens middelklassen taber arbejdspladser, og de ufaglærtes jobs forsvinder.
Så kommer krisen, for middelklassen er den traditionelle bærer af demokratiet. Den liberale, amerikanske politiske filosof John Rawls kom frem til, at store uligheder i samfundet kun kan forsvares, hvis de løfter de fattige op – ”uligheder [er] kun […] berettiget dersom de er til større gavn for de dårligere stillede end for de bedre stillede” (Jus-tus Hartnacks gengivelse af Rawls politiske filosofi i ’Menneskerettigheder’).
Vokser samfundskagen fx således, at der nu bliver 100 flere skiver til deling, og de rige tager de 35, kan det altså ikke forsvares. Men det er just sådan, det er gået i den vestlige verden de sidste 35 år. Ifølge en ny LO-undersøgelse tjente direktørerne i de 20 største selskaber i Danmark i 1983 fem gange så meget som LO-arbejderen. I 2017 tjener de 35 gange så meget! ”Er jeg virkelig 50 gange mere værd for virksomheden end en almindelig medarbejder? Svaret er selvfølgelig nej”, udtalte en anonym direktør den 1. april 2017 til Berlingske – og det var ingen aprilsnar.
I 1907 forudså Jack London i ’Jernhælen’, at ’eliten’ ville indstifte et brutalt diktatur for at holde alle de andre nede. I 1992 antydede Fukuyama, at de store forskelle kunne føre til et autoritært styre, der enten sætter de rige på porten eller undertrykker det utilfredse flertal. Og i 2014 advarede han: ”Ingen, der lever i et etableret, liberalt demokrati, skal derfor uden videre tro på dets uundgåelige overlevelse”. Fortsætter det, som det har gjort siden 2008, skal man i hvert fald ikke sige, at man ikke var advaret.
I 1840’erne var der så stor grøde og fremgang i den franske økonomi, at den franske statsminister, François Guizot, i Nationalforsamlingen med stolthed opfordrede kapitalejerne til at gå endnu stærkere til den: ”Berig Dem, mine herrer!” Det gjorde de så i en sådan grad, at en revolution fem år efter fældede regimet og indførte demokrati. Samme år udsendte Karl Marx det kommunistiske manifest. Den voksende ulighed havde nu skabt den vrede, der fælder systemerne. Men det nye demokrati blev kortvarigt, for ’den herskende klasse’ slog igen og indførte Napoleon III’s autoritære kejserrige. I det fredeligere Danmark bød samfundskonflikten kun på en indskrænkning af Grundloven fra 1849, Slaget på Fælleden og Estrups autoritære styre.
Da de ’brølende’ 20’ere endte i et børskrak med en gigantisk arbejdsløshed til følge, afløstes de nye demokratier som nævnt af forskellige former for autoritære og diktatoriske regimer. Men i Danmark sikrede Kanslergadeforliget både den sociale fred og demokratiet. Nok var Det Konservative Folkeparti ikke med i forliget, men det ville det gerne have været. Heller ikke De Konservative ville nemlig kendes ved en kapitalisme, der kun sørgede for sig og sine og efterlod alle andre i suppedasen. Den unge Aksel Møller advarede i ’Ungkonservatisme’ om, at det kunne blive nødvendigt med ”en statskontrolleret Kapitalisme”, for ”et aflukket, selvbestøvet Bourgeoisi har for længst mistet sin Berettigelse”. Samtidig understregede han, at ”livet i den konservative Stat bygger paa Ulighed”, og at ”Kapitalen skal leve i Tryghed, naar den opfylder sin Samfundsmission”, men vel at mærke kun, når den anerkender sine sociale forpligtelser. I tidens højstemte stil afsluttede han bogen med at præcisere: ”Løftet op over de snævre Maal for en enkelt Klasse, udstrakt til at gælde hele Folket, bliver Solidaritetsfølelsen, Fællesfølelsen, Virkeliggørelsen af det, som Konservatismen vier alle sine Kræfter og al sin Stræben: Helhedens Politik”. Helhedens politik!
Og det er lige netop fornemmelsen for den, der er ved at gå tabt, konstaterer Danske Banks topchef Thomas F. Borgen i Berlingske: ”Hvis danskerne ikke kan se sig selv i skattesystemet og føler, at det er uretfærdigt, splitter du befolkningen. Og så får vi ekstreme holdninger, som ikke fører landet i den rigtige retning” (1. april 2017). Når få ikke kan få for meget, og flere ikke kan få mere, går det galt.
Hvem drages til ansvar for det dårlige frasalg af DONG til Goldman Sachs, der tjente milliarder på en kursstigning, som skatteborgerne ellers kunne have haft glæde af? Hvilken minister skal forsvare nedlæggelsen af Indenrigsgården i Kastrup Lufthavn? Ingen, for den har regeringen solgt til en australsk kapitalfond, der ikke skal stå til ansvar over for danskerne.
_______
Hvem husker hensynet til helheden?
Demokrati er folkestyre – ikke oligarki, hvor få styrer hen over de mange. Demokratiet tager hensyn til mindretallene og sikrer samtidig, at et mindretal ikke hensynsløst kan køre hen over flertallet.
Det liberale demokrati bygger på markedsøkonomi og indfører regler, som sikrer, at markedet fungerer og ikke annekteres af nogle få. Derfor har det indført konkurrenceregler og antitrustlove. I demokratiet er markedet ikke helt frit, fordi et ureguleret marked vil ende med, at de store opkøber alle de mindre konkurrenter og sætter den frie konkurrence ud af spillet. Og vi er måske på vej i den retning, mener den franske økonomihistoriker Thomas Piketty: ”Siden 1970’erne er uligheden atter steget voldsomt i de rige lande […] Vil verden i 2050 eller 2100 være ejet af børshandlere, topledere og indehavere af betydelige formuer eller af olielandene eller Bank of China?” spørger han i ’Kapitalen i det 21. århundrede’ (2014).
Demokratiets legitimitet består i, at det tjener helhedens interesser. For at sikre, at alle får deres synspunkter med og deres interesser varetaget, har man opfundet det repræsentative demokrati med dets partisystem, hvorved alle synspunkter er repræsenteret undervejs. Men unddrages store dele af samfundsøkonomien og samfundsfunktionerne det demokratiske politiske system gennem udliciteringer og privatiseringer, udliciteres og privatiseres det politiske ansvar. Og det er, hvad der i vidt omfang er sket i de sidste 30 år.
Man har haft den bedste hensigt: at frigøre kræfterne fra statens spændetrøje. Derved skærpes konkurrencen, borgernes valgmuligheder forøges, priserne falder, samfundsøkonomien styrkes, og staten bliver bedre i stand til at varetage fx sine sociale forpligtelser over for dem, der i effektiviseringens og den nødvendige økonomiske politiks navn gøres arbejdsløse.
Det er imidlertid ikke altid, borgerne oplever disse forandringer som forbedringer. Når de førhen offentlige busruter udliciteres, nedlægger de nye ejere de urentable. Det er der ikke noget at sige til, for den private virksomhed skal have overskud. Ellers går den ned. Det ville være sværere for den offentlige ejer at nedlægge ruterne, for det ville straks blive en sag for lokalpressen og oppositionen i kommunalbestyrelsen, hvor borgmesteren måtte forklare og forsvare nedlæggelsen. Den slags er man fri for, når man har udliciteret og privatiseret.
Når man i den nødvendige politiks navn, som tilfældet fx har været i Esbjerg, slår tre små skoler med 300 elever hver sammen til én stor, forlænges 600 børns skolevej. Når man af samme grund nedlægger de små hospitaler, giver man borgerne længere rejsetid, ligesom tilfældet var med nedlæggelsen af mange rådhuse. Før kunne borgerne henvende sig til det kommunale skattekontor for at få råd. Nu er det nedlagt, og på SKATs henvendelser til borgerne står der ”no reply”. Samtidig er der blevet langt til den Borgerservice, som ellers skal hjælpe alle dem, der ikke kan finde ud af computere og den e-Boks, som alle nu har fået ordre på at bruge. At den diktatoriske digitalisering, der udløste en bonus på 6,8 mio. svenske kroner til finansdirektøren, samtidig har påført PostNord et milliardunderskud, der skal dækkes af staten, fordi vi nu skriver mails og ikke breve, kom åbenbart bag på beslutningstagerne. De har til gengæld tilladt postvæsenet at bringe brevene ud i samme tempo som i 1624.
Det såkaldte Udkantsdanmark står således uden bus, rådhus, sygehus, posthus, skole og politi samt uden dækning på mobiltelefonen. Der er dårligere forhold for pendlerne, hvis rejsetid er blevet forlænget, bl.a. fordi den offentlige investering IC4-tog var en milliardstor fejlinvestering, ligesom tilfældet var med SKATs ejendomsvurderings- og inddrivelsessystemer. Og hvor er ansvaret for disse fejlbeslutninger blevet af? spørger den forundrede og forsømte borger. Åbenbart ingen steder. Nok bliver SKATs ansvarlige direktør fjernet, efter at man har sendt 12 mia. kr. til en snyder i Golfen, smølet med at få fat i Panama-papirerne og opgivet at inddrive 90 mia. kr. Men på vej ud ad døren fik han et stort gyldent håndtryk samt et nyt job i det offentlige – ligesom den politichef, der imod alle regler sendte hundrede millioner af kroner til gamle bekendte for at løse nogle opgaver for politiet. Når folk uden at have begået noget forkert fyres fra slagterierne, Vestas eller Lego, får de højst et håndtryk.
Hvem drages til ansvar for det dårlige frasalg af DONG til Goldman Sachs, der tjente milliarder på en kursstigning, som skatteborgerne ellers kunne have haft glæde af? Hvilken minister skal forsvare nedlæggelsen af Indenrigsgården i Kastrup Lufthavn? Ingen, for den har regeringen solgt til en australsk kapitalfond, der ikke skal stå til ansvar over for danskerne.
Er dette at varetage ’helhedens interesse’ – eller varetager man kun sin egen? Det er det sidstnævnte, som fratrædelsesordningerne samt bonus- og incitamentsprogrammerne lægger op til. Ét er, at det private erhvervsliv bruger dem; de penge tilhører dem selv. Noget andet er, at det offentlige har overtaget dem, for her er pengene skatteborgernes. Bonusser kan være rimelige, hvis arbejdet er udført bedre og hurtigere end forventet, men så sandelig ikke hvis det er udført dårligere og langsommere end aftalt ved chefens ansættelse.
I erhvervslivet er direktørlønningerne steget eksorbitant. Det er incitaments- og bonusordningerne også. Dagbladet Politikens direktør modtog et tocifret millionbeløb oven i sin årlige millionhyre for at love ikke at søge væk de næste par år. Efter at have siddet i spidsen for Novo Nordisks store nedtur, der har kostet aktionærerne 40 pct. af deres opsparing i firmaet, får direktøren 66 mio. i afskedsgave. Og dét, efter at en anden af direktørerne havde fået 73 mio., da han forlod sit job og gik til et andet medicinalfirma, hvor hans årsløn er på over 30 mio. kr. Da direktøren for Danish Agro, Christian Junker, fratrådte, fik han 21 mio., men udtalte dog, at ”jeg anerkender, at det er mange penge, og jeg er bevidst om, at det givetvis kan støde nogle landmænd”. Ja, mon ikke. Det er deres penge. Som incitament fik Nets’ direktør 500 mio. kr., og andre chefer i Nets fik tocifrede millionbeløb, hvorefter Nets kom ud med et underskud på 500 mio.
Oven i de meget høje lønninger lægges bonusser og incitamenter, som om den høje løn ikke i sig selv burde være incitament nok til at gøre sit yderste. Bestyrelserne må åbenbart gå ud fra, at direktørerne ikke yder deres bedste, medmindre de får en ekstra stor gulerod hængt foran sig. At det åbenbart forholder sig sådan, vedgik Nets’ direktør Bo Nilsson den 10. maj 2017 i Berlingske, hvor han forsvarede ekstratildelingen af 2 mia. kr. til 70 nøglemedarbejdere med, at ”det har været godt for folks motivation og deres evne til at levere en betydelig transformation af Nets på en relativt kort bane”. Den gode løn var ikke nok.
At direktørerne beriger sig eksorbitant, kan man ikke bebrejde den enkelte. Hvem ville sige nej til at få en millionbonus, uanset hvordan man har udført arbejdet? Ansvaret ligger derfor hos bestyrelserne og i sidste ende hos aktionærerne selv. Det er aktionærerne, der vælger bestyrelserne, og det er i forhandlingerne med disse, at direktørerne sikrer sig så lukrative ordninger. Netop fordi det er gået over gevind, sagde storaktionæren i Carlsberg ATP for nylig nej til en lønpakke på 48 mio. kr. til topchefen. Nok har de lignende arrangementer i Storbritannien og USA, men ”de har nogle programmer med så aggressive elementer, at det ikke er værdiskabende for os som aktionærer”, forklarede ATP’s vicedirektør til Berlingske den 3. april 2017.
Thi hvis ikke erhvervslivet vedkender sig sit samfundsansvar, kommer der først en folkelig og derefter en politisk reaktion. Før eller siden indføres der reguleringer, højere topskattesatser, kontrol og tilsyn, som erhvervslivet sikkert – og med god grund – helst er fri for.
_______
Bestyrelserne plejer netop at henvise til den merværdi, som chefen skaffer firmaet. Men forskere har svært ved at genfinde denne merværdi i virkelighedens verden. I den forbindelse udtalte professor ved CBS Ken Bechmann for nylig til Berlingske: ”De gange, jeg har undersøgt det, har sammenhængen mellem performance og aflønningen været overraskende svag. Det gælder i en dansk kontekst, men også internationalt: Sammenhængen mellem resultater og aflønning, som man gerne vil kunne bruge til at retfærdiggøre variabel løn, har været forholdsvis svær at finde” (4. april 2017). Når det alligevel lykkes cheferne at få bestyrelserne med på disse lønningers ’himmelflugt’, skyldes det ifølge Thomas Piketty deres forhandlingsevner, for ”den har ikke ret meget at gøre med en hypotetisk forbedring af de pågældende lederes produktivitet”.
Jo, svarer bestyrelsesformændene: Uden disse lønpakker får vi ikke de bedste folk. Men skulle den bedste få en tagsten i hovedet, finder man nok en, der er lige så god. Alle de førhen uundværlige er jo enten på pension eller på kirkegården, og alligevel kører virksomhederne videre.
Jo, men de internationale lønninger skal vi kunne konkurrere med, lyder det så. Men vi kan alligevel ikke konkurrere med de vanvittige ordninger i USA og Storbritannien – eller Tyskland, hvor chefen for det skandaleramte VW efter 13 måneder i jobbet kunne forlade det med 12,5 mio. euro ekstra i lommen. Desuden er man flere steder ved at få nok af denne grådighed i de ledende kredse. I Tyskland har IG Metall netop bebudet et opgør med disse cheflønninger og et krav om, at der indføres en øvre grænse. I USA blev Donald Trump præsident ved bl.a. at love at gøre op med Wall Streets unoder. I Storbritannien er premierminister Theresa May blevet så træt af de enorme lønninger, at hun har bebudet et indgreb imod dem. I EU har man lavet et kodeks for ansvarlig omgang med bonusser. Kodekset respekteres dog ikke, så her kan der jo følge lovgivning efter.
Thi hvis ikke erhvervslivet vedkender sig sit samfundsansvar, kommer der først en folkelig og derefter en politisk reaktion. Før eller siden indføres der reguleringer, højere topskattesatser, kontrol og tilsyn, som erhvervslivet sikkert – og med god grund – helst er fri for. For selvfølgelig får en oplevet uretfærdighed flertallet til at kræve retfærdighed. Det er, påpeger også Piketty, ”fuldstændig klart, at pludselige udsving i priser og lønninger, i indkomster og formuer er med til at forme de politiske anskuelser og holdninger, og at disse for deres del afføder institutioner, regler og politiske programmer, der ender med at forme de økonomiske og sociale udviklinger”.
I USA havde 73 pct. af befolkningen i 1999 et positivt indtryk af de store virksomheder. I dag er dette tal faldet til 40 pct., oplyste The Economist den 17. september 2016. I lederen citerede bladet i øvrigt præsident Theodore Roosevelt for hans advarsel fra 1910 mod ”den håndfuld gigantiske virksomheder, der skaber hidtil uset rigdom for et lille antal mennesker”, og fulgte hans advarsel op med ordene: ”Igen er der brug for, at verden tordner mod de store selskaber, som er begyndt at skabe et folkeligt tilbageslag, der truer den globale økonomis succes”. Tilbageslaget ser vi for tiden i form af antifrihandelsbevægelserne, neoprotektionismen, kampen mod globaliseringen samt reaktionerne mod EU i form af fx Brexit, Marine Le Pens og Mélenchons tilsammen 42 pct. af stemmerne i første runde af det franske præsidentvalg og den italienske Femstjernebevægelses ønske om at bryde med Bruxelles.
Kapitalismen afvikler sig selv
Hvad vi er vidner til, er kapitalismens selvmord. Som historikeren Antony Beevor bemærker i Adam Holms interviewbog ’Endestation Europa’, er ”kapitalismen desværre i gang med at gøre det af med sig selv … Kapitalismen er blevet sin egen værste fjende”. Paradoksalt nok var det netop, hvad Karl Marx i 1848 forudsagde ville ske! Ikke uden grund konstaterede ’Ordsprogenes bog’, at ”den grådige vækker splid”. I Oliver Stones film ’Wall Street’ hylder Gordon Gekko grådighed og leverer dermed kapitalismens modstandere det reb, de vil hænge den i. Men kapitalismens faktiske afvikling vil være til ubodelig skade for samfundsøkonomien. For selvom den skejer ud, forbliver den nødvendig for et markedsbaseret, liberalt demokrati. Den er lokomotivet, der trækker togvognene frem. Der er bare ikke meget ved et lokomotiv, der kobler vognene fra.
Skal vi klare de store udfordringer i form af ustyrlig immigration, klimaforværringer og en ny økonomisk verdensorden, skal vores demokratier være stabile og det offentlige system fungere tilfredsstillende. Men hvor godt fungerer det repræsentative system, når kun få engagerer sig i det? Når det igen og igen ved folkeafstemninger underkendes af det direkte demokrati? Det repræsentative demokrati lader sig ikke afløse af det direkte, for folkeafstemninger kan næppe levere stabile, bæredygtige og langsigtede løsninger, eftersom det altid kun tager stilling til én ting. Virkeligheden er, at løsningerne på netop folkevandrings-, klima- og globaliseringsproblemerne griber ind i hinanden.
Men hvis det repræsentative demokrati ikke kan finde løsninger, der opleves som rimelig fair over for alle, og som er i helhedens interesse, risikerer det at skride ud og fremkalde ekstremistiske løsninger. Den forandring af vores samfund, der har fundet sted de sidste 30 år, er sket i et tempo, der er mere revolutionært end evolutionært, og udgangen på revolutioner er altid uforudsigelig.
Per Stig Møller (f. 1942) er fhv. udenrigs-, kultur-, kirke- og miljø-minister, var medlem af Folketinget fra 1984 til 2015, er dr. phil. og har bl.a. skrevet bøgerne ’På sporet af det forsvundne menneske’ (1976), ’Orwells håb og frygt’ (1983), ’Den naturlige orden’ (1996), ’Magt og afmagt’ (1999) og ’Kaj Munk, digter præst og urostifter’ (2014).
ILLUSTRATION: Per Stig Møller (foto: Miriam Dalsgaard/polfoto)