Tag ikke fejl: Putins Rusland ønsker at destabilisere den vestlige orden. Husker vi det i Danmark? Af Mikkel Vedby Rasmussen

Tag ikke fejl: Putins Rusland ønsker at destabilisere den vestlige orden. Husker vi det i Danmark? Af Mikkel Vedby Rasmussen

16.12.2017

.

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Der er tre illusioner, som står i vejen for, at Danmark kan føre den rigtige politik over for Rusland. Den første er, at Danmark er for lille, og vores militære kapaciteter for små til, at vi kan gøre nogen forskel over for Rusland. Derfor skal vores indsats være værdipolitisk snarere end sikkerhedspolitisk. Den anden illusion er, at Ruslands handlinger i Ukraine eller andre steder på dets vest- og sydgrænse ikke adskiller sig væsentligt fra, hvordan stormagter i almindelighed og de vestlige lande i særdeleshed opfører sig. Den tredje illusion er, at vi kan lære noget af den måde, hvorpå præsident Putin forvalter det russiske folks interesser i en globaliseret verden.

Imod illusion #1: Gør Danmark en forskel?
”Det forsvarsudspil, som regeringen fremlagde i sidste uge, udtaler den udenrigspolitiske kommentator og Ruslands-kender Anna Libak, ”er altså ikke noget, som får det russiske regime til at ryste i bukserne”.

Det var den 11. oktober, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde regeringens udspil til en forøgelse af forsvarsbudgettet med 12,8 milliarder kroner frem til 2023. Regeringens prioritet var ”at styrke forsvarets evne til kollektiv afskrækkelse og forsvaret af NATO”. Danmark skal i 2023 kunne mobilisere en brigade på 4.000 soldater, som har evnen til at operere i de baltiske lande med kampvogne, støtteartilleri, luftværn og andre støttefunktioner, som vil gøre hæren i stand til at kæmpe og vinde over en ligeværdig modstander. Regeringen foreslår desuden at udstyre de tre danske fregatter med SM2- og SM6-missiler, hvilket vil give dem evnen til at nedskyde fly og missiler i hele Østersøområdet. Samtidig får fregatterne og søværnets helikoptere anti-ubådsudstyr. Og i 2021 vil de første F-35-kampfly være landet i Skrydstrup.

Samlet set vil disse nye våbensystemer og nye soldater forøge kapaciteten i det danske forsvar, som har manglet materiel – og frem for alt de fornødne soldater – til at være på niveau med den sikkerhedspolitiske situation. Afghanistan-krigen har betydet, at Danmark er det Østersøland, der har næststørst erfaring med kampoperationer (nummer ét er Rusland selv). Denne erfaring kan ikke købes for penge, men det kan det udstyr, som det kræver at kunne operere mod en konventionel modstander som Rusland, og den logistik, som skal til, for at kunne reagere hurtigt og understøtte tunge enheders deployering.

Når investeringsplanerne er realiseret i 2023, vil det danske forsvar være en styrke, som man må regne med i Østersøregionen. Dels fordi man kan stole på, at de danske styrker har evnen til at deployere hurtigt til de baltiske lande og har opbygget et tæt samarbejde med disse landes militære styrker. Dels fordi Danmark er afgørende for NATOs operationer i Østersøen.

For Danmark er – som altid – porten til Østersøen, og vores evne til at lukke den port for russerne i tilfælde af en konfrontation mellem NATO og Rusland forbliver afgørende for NATOs evne til at afskrække Rusland.

NATOs militære planlæggere har længe frygtet et scenario, hvor Rusland på kort tid erobrer et eller flere baltiske lande, hvorefter NATO vil være tvunget til at kæmpe sig vej for at undsætte det. I Østersøen vil russiske missiler fra Kaliningrad, ubåde og fly kunne gøre det meget omkostningsfyldt for NATO at kæmpe sig frem, mens en fremrykning fra Polen vil kunne blokeres fra russisk og hviderussisk territorium. Det vil betyde, at omkostningerne ved bare at begynde en hjælpeaktion over for de baltiske lande vil være så store, at opgaven forekommer umulig.

Før Anden Verdenskrig spurgte man i Frankrig: ”Hvem vil dø for Danzig?” (”Pourquoi mourir pour Dan(t)zig?”). I dette tilfælde kunne man spørge: Hvem vil dø for Vilnius? Svarer NATO-landene ”ikke os, tak”, er Atlantpagtens sikkerhedsgarantier ikke det papir værd, som de er skrevet på; og Rusland vil ikke alene have nappet et baltisk land, men også have kappet tråden, som bandt NATO sammen. For at undgå den situation vil Danmark gerne investere i sit forsvar. Forsvaret af Danmark er afgørende for at mindske Ruslands evner til at blokere Østersøen, og med sine nye kapaciteter vil det danske forsvar i samarbejde med de allierede kunne blokere for russerne.

Ruslands handel er afhængig af skibstrafikken i Østersøen, og hvis russerne ikke har kontrol med Østersøen både til vands og i luften, vil Ruslands evne til at operere mod Finland, Sverige og de baltiske lande være dramatisk reduceret. Med de svenske investeringer i Patriot- missiler samt de danske fregatters SM2- og SM6-missiler vil det være meget farligere for russiske fly at operere i området med fjendtlige hensigter. Anti-ubådskapaciteter vil modgå de russiske ubådes evne til at forhindre NATO i at nå de baltiske lande med forsyninger og tropper ad søvejen. For relativt få penge kan Danmark således bidrage til at ændre den militære ligning i Kreml.

I København var den russiske ambassadørs reaktion på regeringens forsvarsudspil, at Danmark var ’anti-russisk’. Ambassadør Mikhail Vanin mener således, at ”her er Danmark i selskab med fire andre lande, Polen og de tre baltiske stater, mens de øvrige lande i EU ikke er så hysteriske og anti-russiske” (Berlingske, 20. oktober 2017). At de ’anti-russiske’ lande ifølge ambassadøren er lande omkring Østersøen, er ikke tilfældigt, for det har en direkte indvirkning på Ruslands strategiske kalkyle, hvilke kapaciteter disse lande råder over, og hvor godt de koordinerer dem. At Danmark er det sidste af de nævnte lande, som øger sit forsvarsbudget, er kun en bekræftelse på, at Østersøen er blevet et højspændingsområde.

Imod illusion #2: Er Vesten ligesom Putin?
At tysse på dem, der råber op – også selvom de måtte protestere over en åbenlys uretfærdighed – er en meget dansk reaktion. På samme måde bliver det balternes frygt eller ukrainernes krig, som er problemet, snarere end den russiske politik. Ud fra dette perspektiv er Rusland fritaget fra ansvar, fordi russerne handler på baggrund af en tingenes tilstand, som alle – i London, København eller Kiev – må acceptere. ”Man er aldrig fri til at løbe fra både sin geografi og sin historie”, skriver Marie Krarup (DF) således i Berlingske 27. juli 2017. Hun refererer til Ukraines forestilling om at kunne følge sin egen vej uden russiske vejspærringer. Det var, mener hun, urealistisk for Ukraine – og lige så farligt for Vesten at støtte op.

Marie Krarup formår i Berlingske torsdag den 27. juli 2017 – at få Ruslands invasion af Ukraine og annektering af Krim til at være en historisk begivenhed, som – beklagelig eller ej – ikke står til at ændre. Hun omtaler ”de dele af Ukraine, der knækkede af efter Majdan-begivenhederne. Det gælder Krim, der nu er russisk, og det gælder Donbas, hvor borgerkrigen raser med støtte fra henholdsvis Rusland og NATO”. Selve postulatet er så skamløst, at man skal blinke og læse en ekstra gang, før man ser, hvad der sker.

Først normaliserer Krarup russisk politik ved at få den russiske infiltration af det østlige Ukraine og den efterfølgende orkestrering af et oprør til at ligne en spontan folkelig modstand mod revolutionen i Kiev. Dansk Folkeparti holder meget af ’knække af’-metaforen – hvad enten det er Udkantsdanmark eller Udkantsukraine, der ’knækker af’, så er det et udtryk for, at hovedstadens kosmopolitiske eliter går for langt.

Næste skridt i argumentet er at relativere russisk politik. Ruslands annektering af Krim henvises til en konstaterende bisætning – Krim er nu russisk, der er ikke mere at sige om det. Og Donbas er i borgerkrig, som støttes af både Rusland og NATO, der – må man forstå – er lige gode om at holde ilden ved lige. At Rusland – uanset hvordan det er blevet sminket – har indsat regulære styrker, støttet af kampvogne og artilleri, mens NATO har bidraget med træning af ukrainsk hær og politienheder, gøres til den samme ting.

At dem med modsatte synspunkt er mennesker, som ikke har viden og erfaring til at forstå, hvad der virkelig foregår, er et gennemgående træk ved argumenterne imod oprustning over for Rusland. Præsten og debattøren Kathrine Lilleør forsikrer således Berlingskes læsere om, at Krarup ikke elsker Putin – hun ved simpelthen bare mere om både Rusland og forsvaret end sine kollegaer på Christiansborg (Berlingske, 28. januar 2017).

Krarup er langtfra den eneste, der fremstiller sig selv som realisten, der beskriver verden, som den virkelig er, i modsætning til de naive og ideologiserede modstandere. Flemming Rose ønsker således mere forskning i Rusland, hvilket synes at være en høfligere udgave af Krarups kritik af danske diplomater og efterretningsfolk for manglende indsigt i russiske forhold (Berlingske, 28. oktober 2016).

Argumentet om, at verden i virkeligheden slet ikke ser ud, som regeringen, pressen og eksperter påstår, går også igen på venstrefløjen. Umiddelbart kunne man tro, at Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) – qua sit navn – ville finde det problematisk, at Rusland har startet en væbnet konflikt i Ukraine og annekteret Krim med våbenmagt. Men på RIKOs vegne skriver Jørn Boye Nielsen, Søren Riishøj, Poul Villaume og Clemens Stubbe Østergaard i Politiken, at det egentlige problem er ’høgene’ i Vesten. De gentager det russiske argument om, at hybridkrig er noget, Vesten fører mod Rusland – ”forstærkes oprustningen, cyberkrige, propagandakrige, sanktionskrige og hybridkrige yderligere, så kan vi reelt komme tæt på katastrofen, om ikke andet ved et uheld eller en fejlkalkulation af modpartens hensigter” (Politiken, 9. oktober 2017).

I artiklen tager RIKO-forfatterne udgangspunkt i Vestens diskurser om Rusland snarere end i Ruslands handlinger. Ved at se disse diskurser løsrevet fra den praksis, de indgår i, bliver der vendt op og ned på årsag og virkning. Hos RIKO fremstår de vestlige landes reaktion på Kremls handlinger som vestlig aggression, og i farten glemmer RIKO bekymringen for netop at udløse en oprustningsspiral, som præger den vestlige debat. Denne bekymring mener RIKO at stå alene med.

RIKO reducerer alle kritiske analyser af Rusland til udtryk for uvidenhed og/eller udslag af et særligt krigerisk temperament. På den måde fremstår disse analyser med et slag som partsindlæg, mens RIKOs synsvinkel står tilbage som den eneste objektive læsning af begivenhederne. Præcis som det er tilfældet hos Marie Krarup, bliver det umuligt for RIKO at have en diskussion, som rent faktisk er realistisk og afmålt, fordi de betragter sig selv som de eneste realister i en verden befolket af utopiske liberale eller anti-russiske høge.

Dybest set er argumentet: Vestlig konfrontation med Rusland søger at løse et problem, som ikke findes – og som, hvis det findes, er skabt af Vesten selv. Hvis blot Vesten ikke tog sig så meget af Ukraine eller de baltiske lande; hvis blot Vesten lyttede til Ruslands synspunkter – så ville problemet forsvinde. Man hører ekkoet af Neville Chamberlain, der kaldte Tjekkoslovakiet et land ”about which we know nothing”. Det er, som om Rusland rager så højt op, at man kan se hen over Ukraine og de baltiske lande. Det ville være så meget nemmere, hvis de blot fandt sig i deres skæbne.

Netop denne tilgang til små lande med store naboer fik Berlingske til på lederplads at tage afstand fra Krarups indlæg (som citeret ovenfor). Avisen påpegede, at ”skulle man følge den logik, burde Danmark … affinde sig med Tysklands dominans” (Berlingske, 29. juli 2017). Krarup mente i et animeret modsvar, at den leder måtte være skrevet af en praktikant (Berlingske, 31. juli 2017).

For i al deres påberåbelse af historien er det Krarup og RIKO, der glemmer fortiden. For dem er historien ikke en proces, som man selv kan påvirke. Men dansk udenrigspolitik har siden Anden Verdenskrig taget udgangspunkt i historien: Vi konkluderede efter 1945, at vi aldrig igen ville være sårbare over for Tyskland eller andre stormagters luner. Derfor støttede vi aktivt institutioner som FN, EU og NATO. Og derfor er det indlysende, at Danmark skal tale alle små landes sag – for dermed taler vi vores egen.

Imod illusion #3: Har Putin lidt ret?
De debattører, som er kritiske over for Vesten, tager på overfladen udgangspunkt i en reel bekymring for, at oprustningen kan være vanskelig at kontrollere, og at det øgede konfliktniveau i sig selv kan udløse en konfrontation, som ingen af partnerne i virkeligheden ønsker. Men hvor dette problem ofte præsenteres som et dilemma (det såkaldte sikkerhedsdilemma), hvor begge parter har et ansvar, så er Rusland berøvet ansvar i disse debattørers fremstilling af konflikten. Rusland handler, som det må; som om Kreml handler per instinkt, mens Vesten handler rationelt og kalkulerende. Rusland bliver i denne fremstilling en naturkraft snarere end en stat med interesser. Vladimir Putins strategiske evner fremstilles som et produkt af kultur og nationalitet, og det følger næsten, at man derfor ikke kan stille ham til ansvar for sine handlinger – han følger blot en russisk måde at tænke og handle på. Omvendt følger det af fremstillingen af vestlig rationalitet, at vi skal tage højde for Ruslands natur som et givet vilkår i den geopolitiske ligning. ’Høgene’ får at vide, at de ikke forstår Rusland (men det gør de; de vil bare ikke lade denne forståelse tale til Ruslands fordel). I den opfattelse ender det med at være selve den vestlige måde at tænke på, som bliver problemet: ”Vesten forstår ikke Rusland. NATO tænker militaristisk”.

Der er en lige, men ikke udtalt, linje mellem det billede af Rusland, Marie Krarup tegner, og Dansk Folkepartis forslag om at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk ret. Netop derfor handler diskussionen om Rusland ikke kun om udenrigspolitik. Som journalisten og forfatteren Samuel Rachlin skriver: ”Krarups kampagne har afsløret, at det, hun ikke siger om Putin og Rusland, er lige så vigtigt som det, hun siger om Putin og Rusland” (Kristeligt Dagblad, 21. februar 2017).

For Kathrine Lilleør er det tydeligt, at Vesten har valgt en unødig konflikt med Rusland. I sit indlæg om Krarup skriver hun: ”Når Krarup således mener, at forsvaret overvurderer den russiske trussel, og at vi bør indstille vores handelssanktioner mod landet, er det ikke, fordi hun elsker Kreml. Men fordi Vestens moralske pegefinger destabiliserer freden, ødelægger muligheden for gode diplomatiske samtaler og i øvrigt skygger for en meget større umiddelbar trussel, nemlig den islamistiske terror”. Hun konstaterer: ”Realiteten er, at der globalt er en stigende modstand mod Vestens og USA’s implementering af egne værdier. I en sådan grad, at det vestlige værdisæt ikke længere kan siges at stabilisere verdensfreden. Tværtimod”.

Hvis dette argument lyder bekendt, så er det, fordi præsident Putin er kommet med det gentagne gange. Fx i sin tale ved München-sikkerhedskonferencen i 2007, hvor han sagde: ”I consider that the unipolar model is not only unacceptable but also impossible in today’s world. And this is not only because if there was individual leadership in today’s – and precisely in today’s – world, then the military, political and economic resources would not suffice. What is even more important is that the model itself is flawed because at its basis there is and can be no moral foundations for modern civilization”.

For Putin er Vestens magt (den unipolære model) opskriften på en ‘hyperkonflikt’, fordi den søger at skabe en verden baseret på et vestligt verdensbillede og håndhævet med vestlig magt. Det går galt, mener Putin, fordi hvert land har sin egen model og sin egen moral. Derfor bliver den vestlige insisteren på sine værdier en trussel mod verdensfreden.

Putins retoriske trick med relativering af moral og værdier til et spørgsmål om nationale interesser og den militære evne til at håndhæve værdier er med til at gøre det umuligt at bedømme hans regime ud fra andre standarder end hans egne. Dermed siger Putin til Vesten: ”Jeres ledere er ikke bedre end mig”. Noget, som mange, inklusive USA’s præsident, er imponeret af. Da FOX News’ Bill O’Reilly forholdt Trump, at Putin var ’a killer’, svarede præsidenten: ”There are a lot of killers. You think our country’s so innocent?”.

Selvfølgelig er USA ikke det. Men diskussionen er ikke en diskussion mellem moralisme og realisme. Det er sådan, Putin gerne vil stille den op – med Vesten som moralister – og det er sådan, at hans apologeter [dem, der retfærdiggør hans position, red.] kommer til at fremstå som verdensmænd og -kvinder. Ved at stille diskussionen sådan op kommer Putins måde at indrette og lede det russiske samfund på til at ligne en lidt håndfast udgave af, hvad andre lande gør. Dermed bliver det også en opskrift, som nogle kunne vælge at lade sig inspirere af.

Det er ikke alene forkert, fordi Putins Rusland er et fundamentalt mindre frit samfund end fx det danske, men det er også forkert, fordi Putin derved får os andre til at glemme vores interesser.

Det er ikke Rusland, som skal definere Danmarks eller Vestens interesser, og vi har – uanset moral og samfundsmodel – ikke nogen grund til at tillade Rusland at opføre sig aggressivt. Ironien er, at denne aggressive udenrigspolitik jo netop kun tjener Ruslands interesser. Rusland stiller sig ikke op for at skabe fælles løsninger og et samlet internationalt samfund, men forfølger snævre nationale interesser. De russiske argumenter om verdensordenen tjener til at opretholde Putins regime. Selvom disse argumenter forklæder sig som realisme, så er denne realisme i sig selv ideologisk. Det er dermed et ideologisk felttog, når Rusland prøver at påvirke den vestlige opinion – om det så er Brexit-afstemningen, valget af Trump, valgene i Frankrig og Tyskland eller de daglige nyhedsforvrængninger på internettet.

Ruslands position vækker i Vesten genklang hos dem, der i forvejen ikke er meget for liberale værdier og internationale institutioner. Putin ses som eksponent for fx et kristent verdenssyn eller magtpolitisk realisme, men dette er en form for forklædning – argumenterne er udtryk for en autoritær og nationalistisk ideologi. Putin er i færd med at eksportere sin samfundsmodel og dermed sin model for internationale forhold – præcis hvad han beskylder Vesten for at gøre. Det er ikke kun et spørgsmål om indhold. Putins autoritære stil appellerer til dem, der tænker politik i absolutter og gerne vil have en håndfast politisk ledelse til at beskytte nationale værdier, der opfattes som truet af svage demokratiske regeringer, som tillader for meget pluralisme og multikulturalitet og dermed undergraver nationale værdier.

Som så ofte før er den bedste vejledning i, hvad Kreml gør, at nærlæse, hvad Putin beskylder Vesten for at gøre. Et af Kremls bedste retoriske trick er at fremstille sine modstandere som anti-russiske, når de blot har gennemskuet, hvad Putin har gang i.

I sit indlæg i Berlingske har ambassadør Vanin svært ved at forstå, hvor de danske ’anti-russiske’ holdninger kommer fra, for ”historisk har vi aldrig været fjender”. Her ser han bort fra de russiske atomvåben, som var rettet mod København under Den Kolde Krig (og i øvrigt besættelsen af Bornholm efter krigen). I årtier støttede Rusland kommunister i Danmark, som ønskede at omstyrte den danske samfundsmodel.

Grunden til, at Danmark i dag skal stå fast over for Rusland, er, at et stærkere forsvar ikke blot afskrækker Rusland fra at angribe de baltiske lande, men også afskrækker de kræfter, der – som under Den Kolde Krig – ønsker at omstyrte den liberale verdensorden. Dengang som nu er viljen til at forsvare sig udadtil et udtryk for, hvilken værdi man sætter på samfundet og dets værdier og institutioner indadtil.

Den vestlige verdens uenighed med Rusland falder sammen med den mest dybdegående diskussion af vores samfunds fremtid siden 1945, som er kommet til udtryk bl.a. i valget af Trump og Brexit. Denne debat gør det kun endnu mere kompliceret at formulere en sammenhængende udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Så meget desto mere nødvendigt er det at fjerne de tre illusioner, som blokerer for, at vi kan føre den rigtige politik over for Rusland.

I forståelsen for Rusland kombineres flere træk ved dansk kultur. En modstand mod at protestere mod overmagten. En tendens til at bagatellisere konflikt. Hertil kommer så de politikere og meningsdannere, som deler Putins ønske om et opgør med liberale værdier og internationale institutioner – eller blot sympatiserer med ønsket om at stække amerikansk magt. Den kombination står i vejen for at forstå, at vi har en interesse i at afskrække Putin, fordi han støtter et opgør med både vestlige værdier og vores samfundsmodel. Hvis vi taber til Putin, taber vi ikke alene de baltiske lande. Vi risikerer at tabe os selv. ■

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og institutleder ved Institut for Statskundskab, Købehavns Universitet. 2014-15 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet og Dansk Institut for Militære Studier. Han er bl.a. forfatter til ”Hvad er krig og fred i dag?” (Informations Forlag, 2017).

ILLUSTRATION: Russisk-indisk militærøvelse i Rusland, oktober 2017 [foto: Yuri Smityuk/Polfoto]