12.07.2018

Man forærer EU-skeptiske kræfter sejren ved ikke at arbejde for europæerne, og i stedet hænger fast i det, jeg kalder for globalismens doktrine: Forestillingen om, at verden skal være en global landsby, hvor det bliver hyggeligere og hyggeligere, jo mere vi kommer hinanden ved

Interview af Jonas Steengaard Jensen (del 2, del 1 findes her)

MELLEMØSTEN
RÆSON: Efter Trump har trukket sig ud af Iran-aftalen, siger nogen, at der tegner sig et klarere billede af Iran på den ene side og Israel og Saudi-Arabien på den anden. Hvad tror du, EU og Vesten kan gøre i den konflikt?
LIBAK: EU har ikke hidtil spillet en rolle som selvstændig udenrigspolitisk aktør i Mellemøsten, vi har groft sagt ladet USA tage teten. Og det bekymrer mig, at EU nu agter at træde i karakter ved at føre en udenrigspolitik som handler om, at man vil gå op imod USA ved at blive i Iran-aftalen sammen med Kina og Rusland. Så havner EU i det forkerte selskab. Det er da et problem, når Iran i høj grad har brugt sin nyvundne styrke på at holde Assad ved magten i Syrien. Og fra EUs side har vi sådan set hele tiden insisteret på, at fred i Syrien ikke er en mulighed, så længe shiiten/alawitten Assad fortsat er ved magten i et land, som er domineret af sunni-muslimer. Hvis Syrien fortsat har en alawit, altså en repræsentant fra en shiamuslimsk sekt ved magten, så er det bare opskriften på evig tilslutning til al-Qaeda og eller Islamisk Stat. Derfor er jeg sådan set glad for, at sunnierne ser USA forlade Iran-aftalen, for de har haft Vesten lidt mistænkt for at være på shiitternes side, fordi amerikanerne væltede Saddam Hussein i Irak og banede vejen for et shiitisk styre – og desuden lavede Iran-aftalen. Og sunnierne kan jo se, at det iranske præstestyre efter indgåelsen af Iran-aftalen har forøget sin magt betydeligt i hele Mellemøsten: Iran truer Israel fra baser i Syrien, Iran har indledt en brutal stedfortræderkrig med Saudi-Arabien i Yemen, og Iran har styrket sin indflydelse i Libanon. For os i EU har krigen i Syrien umiddelbart størst betydning, fordi der er herfra flygtningene kommer. Nu har Assad lige lavet en lov, der betyder, at syrere ikke kan regne med at få deres ejendom tilbage, hvis de vender hjem. Lur mig, om han ikke har tænkt sig at bruge den lov strategisk til at sprede sunnierne så meget, som det lader sig gøre. Der bliver ikke fred, før Assad er væk. Derfor skal vi da ikke støtte Iran ved at blive i Iran-aftalen, når Iran som spiller en mindst ligeså stor rolle for Assads overlevelse som Rusland.

Iran-aftalen har betydet en yderligere destabilisering af Mellemøsten, fordi Iran har brugt sin økonomiske fremgang offensivt. Derfor er det rigtig godt, at den aftale ikke længere gælder, og at Iran bliver svækket. Obama og co. havde så travlt med at sige, da de lavede Iran-aftalen, at ”når Iran blev integreret i verdensøkonomien igen, så ville de moderate kræfter vinde frem”. Men sidste år henrettede Iran flest i hele verden, måske bortset fra Kina der holder tallene hemmelige. Til det må man bare sige: Hvad er der blevet af de moderate kræfter? Man hører hele tiden om, hvor moderat præsident Rouhani er, samtidig med at præstestyret forsikrer omverdenen om, at de vil udslette Israel. Jeg ved simpelthen ikke, hvad man mener med, at Iran-aftalen skulle gøre Iran mere fredsommeligt. Det er en statssponsor af terrorisme.

 

Iran-aftalen har betydet en yderligere destabilisering af Mellemøsten, fordi Iran har brugt sin økonomiske fremgang offensivt. Derfor er det rigtig godt, at den aftale ikke længere gælder, og at Iran bliver svækket
_______

 

RÆSON: Så det var en god beslutning at trække sig ud af Iran-aftalen?
LIBAK: Ja, det var på høje tid. Jeg hørte også oprindeligt til dem, der havde svært ved at se, hvorfor aftalen overhovedet blev indgået, for allerede dengang var der en kæmpe debat om betimeligheden af den. Og jeg hæfter mig nu ved, at dem, iranerne siger, er deres største fjender, og som de gerne vil have udslettet – saudierne og israelerne – er vældigt glade for, at Iran-aftalen ikke findes mere. Det skulle ellers være dem, som var mest truet af de atomvåben, som Iran-aftalen skulle forhindre bliver udviklet. Jeg er helt sikker på, at når de synes, det er godt, at Iran-aftalen er faldet, så er det nok, fordi Iran blev meget stærkere af den aftale og brugte sin indflydelse helt forkert.

RÆSON: Saudi-Arabien har under kronprins Mohammed bin Salman markeret sig med en stigende tendens til moderate reformer. Er det i stedet en udvikling, Vesten burde bakke op om?
LIBAK: Jeg hører ikke til dem, der mener, at regimet i Saudi-Arabien er bedre end det i Iran. Men man bliver nødt til at have allierede i enhver region, hvis man er USA og vil have indflydelse på verdens gang. Ellers kan man lige så godt sige, at man ikke vil have noget at gøre med de fleste af verdens lande. Det, jeg ser som en positiv udvikling i Saudi-Arabien, er forholdet til Israel. Jeg ser gerne, at Israel overlever som stat, og det er ingen given sag, når så lille et land er omgivet af så mange fjender, der gerne vil have det udraderet. Derfor er jeg glad for, at der sker en tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Israel, og sådan set også mellem Egypten og Israel. I den arabiske verden har man arbejdet målrettet på at få Israel ned ved at gøre problemet med palæstinensiske flygtninge i regionen større og større. Man har undladt at give dem statsborgerskab og integrere dem og de mange børn, som de med tiden har fået, og samtidig har man stået knaldhårdt på, at de alle sammen skal kunne vende tilbage til Israel som led i en fredsaftale. Det vil jo gøre umuliggøre Israels fortsatte eksistens. Det skal forestille, at de arabiske landes hjerter bløder for palæstinenserne, men det kan man ikke rigtig tro på, når de fastholdes som flygtninge i gigantiske ghettoer. Så det er vigtigt, at Saudi-Arabien er venligere stemt over for Israel, selv om saudierne naturligvis ikke siger det højt.

Det er svært for mig at se, hvordan Saudi-Arabien skulle blive demokratisk. Det kan kun ske, hvis saudierne ikke længere kan leve af deres olie, og lige nu går oliepriserne op. Lige så snart du har olie og kan trække rigdommene op ad jorden, så er du ikke afhængig af din befolkning, og så kan du være ligeglad med, om den er produktiv og innovativ – alt det, vi satser på i Vesten. Det er også det, som er Ruslands forbandelse. Men hvis styret først blev afhængig af befolkningen for fortsat at være et velstående land så ville styret blive nødt til at tillade større frihedsgrader, ikke mindst for kvinder. Jeg synes ligesom alle andre, at det lyder lovende med de nye saudiske reformer, men jeg vil se det, før jeg tror det, for det har været et teokrati i så lang tid, at det er svært at være optimistisk. Det er nemmest at lave et land om i demokratisk retning, hvis det har historiske erfaringer med magtdeling og en uvildig embedsstand. Ellers er det temmelig svært.

RÆSON: Hvis man forestiller sig, at Israels geopolitiske position bliver styrket, fordi de arabiske lande gerne vil have en allieret mod Iran, vil de så ligge så sikkert, at de kan løse Palæstinaspørgsmålet egenhændigt?
LIBAK: Nej, det tror jeg ikke kommer til at ske i min levetid. Til gengæld er der sket det utrolige, at israelerne opgav Gaza. Jeg var dernede i 2006, da der var valg, og der var fred i luften. Israelerne ville gerne slippe for at være bødler. Så de gav Gaza væk, og Hamas vandt valget. Så nu har de en terroristrede i baghaven. Det går jo ikke. Hvis de desuden også opgiver Vestbredden, vil Israel på det smalleste sted være 15 km. Det kan ikke lade sig gøre at forsvare. De gav Gaza væk og har ikke fået andet end Qassam-raketter i hovedet siden da. Naturligvis er der én lære, den israelske offentlighed har draget af det: De skal ikke opgive territorium igen. Så jeg tror ikke, der er nogen fred, der tegner sig i horisonten. Men med Trump er det blevet mindre sandsynligt, at Israel bliver udslettet.

 

De gav Gaza væk og har ikke fået andet end Qassam-raketter i hovedet siden da
_______

 

EU OG DANMARK
RÆSON: Du sagde, at EU ikke spillede en rolle i Saudi/Iran-konfliken og udenrigspolitisk ikke er en sværvægter. Men hvad så med EU’s rolle i forhold til sine medlemmer? Er den positiv?
LIBAK: Jeg er varm tilhænger af EU, men går ind for et andet EU, end det vi har i dag, dvs. et EU, der sætter europæerne først. Jeg ønsker et EU, der dels foretager de strategiske beslutninger, i forhold til Kina og Rusland og fx har en politik for, hvad kineserne må opkøbe og investere i hos os, og om russerne skal have lov til at anlægge Nordstream II-gasledningen, og hvad vi skal betale i EU for russernes gas. Alternativt spiller de store magter nemlig EU’s medlemsstater ud mod hinanden. EU er en økonomisk magtfaktor og har mulighed for at presse sig til indrømmelser på vegne af unionen. Kun EU er stærk nok til at insistere på fri og fair konkurrence. Men EU’s styrke er også afgørende i forhold til migranter, hvor det kun er EU, som har mulighed for effektivt at presse hjemlandene til at tage deres statsborgere tilbage, når de bliver afvist som asylansøgere i EU. Det kan den enkelte medlemsstat ikke. Derfor ville Danmark være virkelig ilde stedt uden EU.

Men det kræver et EU, der fatter, at verden har ændret sig; at magten er ved at glide EU og hele Vesten af hænde, og at det er på tide at beskytte de borgere, der lever i EU – og det er mange. Man kan ikke redde hele verden. Vi kan ikke løse Afrikas problemer ved at lade migranter bosætte sig i EU. Vi kan kun smadre vores eget kontinent. Vi skal glæde os over, at vi har fået hele Østeuropa med i EU. Hvis man stod fast på sit eget grundlag, kunne man endda få flere lande fra Balkan med som medlemmer. Men det kan man ikke i en situation, hvor man forærer EU-skeptiske kræfter sejren ved ikke at arbejde for europæerne, og i stedet hænger fast i det, jeg kalder for globalismens doktrinen: Forestillingen om, at verden skal være en global landsby, hvor det bliver hyggeligere og hyggeligere, jo mere vi kommer hinanden ved.

 

Man forærer EU-skeptiske kræfter sejren ved ikke at arbejde for europæerne, og i stedet hænger fast i det, jeg kalder for globalismens doktrine: Forestillingen om, at verden skal være en global landsby, hvor det bliver hyggeligere og hyggeligere, jo mere vi kommer hinanden ved
_______

 

RÆSON: Så Macron skulle i stedet for en dybere integration af EU måske tage et blad ud af Trumps bog og sætte ‘Europe First’?
LIBAK: Den, der er tættest på at gøre det i EU, er Macron. Han er en meget misforstået skikkelse, hvis man ser på den politik, han fører. Han er så populær, fordi han ligesom Trump går op imod globaliseringens negative sider. Han fører en knaldhård indvandringspolitik og har stået i spidsen for aftaler med Nordafrika, der skal forhindre tilstrømningen af asylansøgere over Afrika fra Middelhavet. Det er ikke mindst ham, der har været drivkraften i denne proces over for Merkel ift. at sige, at det ikke går længere. Er der nogen, jeg har tillid til, så er det Macron, og det er, fordi han står for præcis det modsatte af, hvad man så gerne vil have, han skal stå for. Han bliver fremstillet som en anti-populist, der går op imod de mørke kræfter. Folk vil hellere have en pæn populist end en grim populist. Jeg er ligeglad. For mig er det afgørende, at man fører en politik, der sætter europæerne først, og det er det, som Macron forsøger sig med.

RÆSON: Er det sandsynligt, at Angela Merkel vil komme ham i møde på de økonomiske reformer af EU-zonen?
LIBAK: Jeg tror, at hun muligvis har et ønske om at komme ham i møde, og jeg tror, at hun vil gøre det. Det er derfor, at man lige er blevet enige om en kæmpe sanering af Grækenlands gæld. Det siger jeg ikke, fordi jeg synes, det er rimeligt. For vi andre har jo gennemført de strukturelle økonomiske reformer, der også har barske for os. Det har Sydeuropa ikke gjort. De har aldrig fulgt euroens spilleregler eller omstillet deres økonomi til at være i et samarbejde, hvor man ikke længere kunne devaluere valutaen og blev nødt til at restrukturere til højere produktivitet og konkurrencedygtighed. Nu er vi i en situation, hvor der er mange unge arbejdsløse i Sydeuropa, der ikke har ansvaret for det, der er sket. Nogle af dem var 10 år gamle, da det hele begyndte. Deres vrede er så stor over, at de ikke kan få arbejde, og at de hænger på et gældsbjerg, deres forældre har skabt. Hvis man ikke vil have, at Italien bryder sammen under presset fra migration og økonomisk overbudspolitik, så er man nødt til at hjælpe af hensyn til EU’s sammenhængskraft. Selv om det strengt taget ikke er rimeligt.

RÆSON: Er du nervøs for en ny Brexit-situation i nogle af de sydeuropæiske lande?
LIBAK: Briterne stemte sig ud med hjertet. Hvis man spørger sydeuropæerne, så vil de enormt gerne være med i EU, fordi de ved, hvor korrupte deres egne myndigheder er. De har overhovedet ikke tillid til, at det bliver bedre, hvis de er udenfor EU. Så samtidig med at de hader EU, så ønsker de at blive. Det er heller ikke i Danmarks interesse, at de får eftergivet en masse gæld og får mere lempelige betingelser. Men på den anden side står et andet hensyn, fx det at italienerne skal have hjælpe til at få lukket deres grænser. Det, de ikke skal have hjælp til, er, at vi tager deres asylansøgere. De skal bare have lukket grænserne. For der er ikke noget medlemsland, som vil acceptere, at de som led i en obligatorisk omfordelingsordning fuldkommen mister kontrollen med, hvem der kommer og hvor mange der kommer til deres land.

Jeg mener også, vi skal have reformeret konventionerne, så det er EU, der selv bestemmer, hvilke asylansøgere og hvor mange asylansøgere, der skal ind i unionen. Så må det enkelte medlemsland melde ind til EU-kommissionen, hvor mange det vil have. Derefter må man regne sammen og hente dem i FN-lejre uden for EU eller i opsamlingslejrene i Nordafrika. Jeg tror ikke, noget land vil sige, at de ingen vil have. Jeg tror, at fx Tyskland siger, de vil have måske 100.000, og Danmark gerne vil tage 1.000, måske endda 2.000 om året. Vi kan ikke fortsætte med den nuværende situation, for det svækker EU helt enormt, at vi ikke har kontrol med, hvem der kommer ind i unionen. For dét, der går folk i EU på er ikke nødvendigvis antallet, som er nedbragt betydeligt: Det er den manglende kontrol med tilstrømningen.

RÆSON: Det er også i høj grad frygten for flygtninge i Visegrad-gruppen, der er drivkraften for modstanden mod EU. Hvordan kan man håndtere den udfordring?
LIBAK: I lyset af hvor godt det går økonomisk i de østeuropæiske lande, så synes jeg, at der er en vis mening i at sige, at vi vil overføre nogle af pengene herfra til Sydeuropa. Der er høje vækstrater i Ungarn og Polen. Jeg er helt sikker på, at det udelukkende er flygtningesituationen, der har skabt den nuværende krise mellem Østeuropa og EU. For når man ser på Eurobarometer-analyserne af befolkningernes holdninger til EU, så er østeuropæerne ikke mindre begejstrede for EU-medlemskabet end vest- og nordeuropæerne. Tværtimod. I lande som Ungarn og Polen siger fire femtedele, at deres land har gavn af medlemskabet. Så kan du tale så meget om Orbán og Kaczyński, som du vil. Man skal derfor roligt tage dem på ordet, når de siger, at deres modstand handler om manglende kontrol med tilstrømning af asylansøgere.

Man skal også spørge dem, hvorfor de er sure. De er sure, fordi Europas grænser ikke er lukket, og fordi man ikke sætter europæerne først og siger, at vi skal have kontrollen med vores eget territorium. I stedet siger vi, at det blot er populisme. Hvor ved vi fra, at det er tilfældet? De steder, hvor fremskridtstroen og optimismen er størst, er også i Østeuropa. Målinger viser, at i Østeuropa i modsætning til i Vesteuropa tror på, at ens børn vil få en bedre fremtid end en selv. Man kan tale meget om, at de er bange og angst for flygtninge og er hægtet af globaliseringen. Gu’ er de ej!

RÆSON: Når man tænker på udfordringerne med Brexit, fx Nordirlandproblematikken, er det så realistisk, at de får ført et såkaldt hård Brexit igennem?
LIBAK: Jeg tror og håber ikke, at de nogensinde kommer ud. For jeg tror, at det bliver et langstrakt forløb, og det er kun i vores interesse, at det bliver endnu mere langstrakt. Om fem år kan de se anderledes på sagen, når den britiske økonomi er kommet i problemer, og EU har ændret sig, så briterne uden videre kan få det, Cameron i sin tid tiggede forgæves om i Bruxelles forud for Brexit. Et loft over indvandring og indeksering af velfærdsydelser. Så håber jeg, det kommer til en ny folkeafstemning, hvor briterne siger ja til at blive. Gradvist er EU ved at ændre sig. Eksisterende EU-ret og afgørelser fra EU-domstolen og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bliver hele tiden udfordret af medlemsstaterne, og det skal nok virke på sigt. Tag Østrig, som siger, at de i hvert fald har tænkt sig at indeksere børnechecken uanset hvad. Eller den tyske regering, som beslutter, at der kun kan blive familiesammenført 1000 mennesker til flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus om måneden. Det betyder, at nogle må vente i mange år, og det har ikke hidtil været anset for muligt. Eller tag Danmark, hvor vi taler om “procesrisiko” og at gå til “kanten af konventionerne.” Derfor håber jeg, at det om fem år vil være sådan, at briterne kan se sig selv i projektet igen, fordi de nu kan få alt det, de bad om, og så er der ingen grund til, at de melder sig ud. Men lad os nu se.

RÆSON: Når man ser på det nye skisma, vi har talt om, vil du så sige, at vi i højere grad vil se åbenheds-/lukkethedspolitik til forskel fra klassisk højre-/venstrepolitik? Er partier som de klassiske socialdemokratier på centrumvenstre i krise, og har de en fremtid i Europa?
LIBAK: Det er også noget, jeg skriver om i min bog “Forstå populismen!“. Der er i Vesten i dag ikke ét succesfuldt parti, som ikke har globaliseringens negative konsekvenser på dagsordenen. Nogle bliver kaldt populister, andre har overtaget de populistiske partiers dagsorden – ikke deres populisme, blot dagsordenen. Populister er nemlig blevet populære på grund af deres politik, ikke på grund af deres deres populistiske metode, hvorved jeg forstår, at man iscenesætter sig som et folk, der bliver krænket af overmagten. Vi ved, at det er politikken, der er afgørende, fordi dem, der overtager populisternes dagsorden (som Socialdemokratiet i Danmark) bliver populære, selv om de ikke iscenesætter sig som et krænket folk, men bare siger, at de har taget fejl tidligere og nu går ind for en stram udlændingepolitik. Dagsordenen er helt domineret af oprør mod globalismen. I det landskab, der er blevet udkrystalliseret, er der stadig et højre og venstre at spore, hvis vi ser på Vesten som helhed. I dét højre- og venstrelandskab vil venstrefløjen primært slå på ulighed som den negative faktor ved globaliseringen, mens højrefløjen primært vil slå på indvandring. Begge bliver dog, fordi modstanden mod globalismen er så stærk, nødt til at forholde sig til og have en politik på begge spørgsmål.

 

Der er i Vesten i dag ikke ét succesfuldt parti, som ikke har globaliseringens negative konsekvenser på dagsordenen. Nogle bliver kaldt populister, andre har overtaget de populistiske partiers dagsorden
_______

 

Hvis vi tager indvandringen først, vil du se, at venstrefløjen i højere grad vil forklare problemerne med indvandringen med sociale faktorer, og slå på, at vi skal give lige muligheder til den del af underklassen, der har anden etnisk baggrund. Men i det omfang at indvandringen begynder at true velfærdsstaten, fordi den er så dyr, vil de også slå ind på en strammere kurs. Men når de argumenterer, vil de tale om velfærdsstaten, etnisk proletariat og mulighed for at løfte befolkningen. På højrefløjen vil du i højere grad vil se, at man betoner kulturelle forskelle. Her skyldes problemerne ikke så meget sociale faktorer men derimod religiøse, historiske og kulturelle forskelle, der gør, at vi ikke kan smelte sammen i et homogent og harmonisk samfund.

Så er der uligheden. Det er klart, at venstrefløjen kører knaldhårdt på multinationale selskaber, der gemmer deres penge i skattely. Det er en vældig central kamp. På højrefløjen vil man stadig have, at folk skal kunne tjene penge og skabe vækst og velstand, men man vil også bekymre sig. Men begrundelsen vil være, at den frie og fair konkurrence ikke fungerer, når små og mellemstore virksomheder bliver trynet, fordi de store udnytter deres monopolstatus. Det vil være det et vigtigt argument i ulighedsdiskussionen for de borgerlige. Men ikke det eneste. Det andet argument vil være det sikkerhedspolitiske. Som, at det ikke nytter noget, at man lader kineserne anlægge lufthavne på Grønland, eftersom de kan få alt for stor politisk indflydelse.

Så efter at globalisme-doktrinen er faldet, er alle tvunget til at forholde sig til de negative konsekvenser af globaliseringen. Hvor der før var konkurrence om at være begejstret over globaliseringen, er der nu, blandt de succesfulde partier i Vesten, en konkurrence om at problematisere globaliseringen. Der er altså to hoveddiskussioner: ulighed og indvandring. Intet parti, der vil have mange stemmer, undgår at være kritisk over for globaliseringens konsekvenser på begge områder, men de argumenter, de bruger, skiller dem i højre- og venstrefløj.

RÆSON: Foruden udlændinge virker klimaet også til at blive et vigtigt emne på begge fløje til næste valgkamp. Kan man vækste sig ud af klimaproblemerne, eller bør man bide i det sure æble og skrue ned for den økonomiske udvikling for at redde situationen?
LIBAK: Alt det positive, der er sket på klimafronten, er sket gennem teknologiske landvindinger. Det, man ikke ser for sig, er, at der er kommet mange flere mennesker på kloden. Hvis vi var fortsat med at storforbruge naturressourcer, som vi gjorde i 1800-tallet, så ville vi alle være døde nu. Det er udviklingen, der driver økonomiseringen med ressourcer. Amerikanerne havde i 1980 det samme vandforbrug, som de har i dag, selvom der er 80 millioner flere amerikanere nu. Sådan vil det blive ved. Der sker en befolkningseksplosion uanset hvad, og hvad tror du så, der vil ske, hvis du siger, at vi ikke skal vækste mere? Vil det føre til, at vi alle vil leve sundere og fornuftigere? Svaret er klart nej. Folk ville begynde at grave kul op og fyre selv!

Den eneste måde du kan få plads til en befolkning på Jorden, der vokser eksponentielt, er ved hele tiden at opfinde nye løsninger. Jeg er sikker på, at mennesket har en CO2-udledning, der leder til temperaturstigninger. Hvilke konsekvenser det får, er jeg mere i tvivl om. Når jeg snakker med folk, der studerer klima i private sammenhænge, når de ikke skal citeres, så siger de, at man er meget sikker på, at der er global opvarmning som følge af menneskelig aktivitet, og man er sikker på, at det vil påvirke klimaet. Men hvor meget og hvordan, det vil påvirke klimaet, og i hvilken grad mennesker overhovedet kan gøre noget ved det, er der ingen, der kan sige med sikkerhed.

Men derfor skal vi selvfølgelig alligevel ikke bare fraskrive os ansvaret. Der er bare kun én måde at redde planeten på, og det er gennem forskning. Det er en absurd klimadiskussion at have, når der sidder nogen og siger, at vi skal gøre oksekød dyrere her i Danmark. I år 2050 vil Indien have øget sin befolkning med det, der svarer til hele EU! Og så vil man have, at 5,5 millioner danskere betaler mere for oksekød. Jeg synes, de 5,5 millioner danskere skulle give sig til at forske som død og kritte. For vi har allerede specialiseret os i energiteknologi, der nedsætter ressourceforbruget. Det er dét, der er fremtiden. Vi skal opfinde løsninger for en verden, hvor mange flere gerne vil forbruge meget mere. Uden at vi kan standse dem. ■

 

Det er en absurd klimadiskussion at have, når der sidder nogen og siger, at vi skal gøre oksekød dyrere her i Danmark. I år 2050 vil Indien have øget sin befolkning med det, der svarer til hele EU! Og så vil man have, at 5,5 millioner danskere betaler mere for oksekød
_______

 

Anna Libak (f. 1968) er folketingskandidat for Venstre. Hun er medlem af bestyrelsen for Det Udenrigspolitiske Selskab, tidligere udlandsredaktør på Berlingske og udgav for nylig bogen Forstå Populismen! ILLUSTRATION: Regeringscheferne fotograferes inden NATO-topmødet, 11. juli 2018 [foto: Ludovic Marin/Pool/Reuters/Scanpx]