
Deniz Serinci om Tyrkiets valg: Seks grunde til, at oppositionen har svære odds mod Erdogan
18.05.2018
.Selvom Tyrkiets opposition har flere fordele ved det kommende præsident- og parlamentsvalg, så formår de stadig ikke at udgøre én samlet front mod Erdoğan. Desuden får sidstnævnte væsentligt mere taletid i medierne, der for det meste er kontrolleret af ham selv.
Af Deniz Serinci
DEN 24. JUNI skal tyrkerne til præsident- og parlamentsvalg. Kritikere af landets præsident Recep Tayyip Erdoğan kalder valget den sidste chance for at stoppe Tyrkiets udvikling henimod en endegyldig autoritær stat med øgede magtbeføjelser til Erdoğan. Tilhængere af sidstnævnte siger derimod, at en præsident med øget magt kan stabilisere det til tider kaotiske land, der indenfor de sidste par år er blevet ramt af en del terrorangreb og et kupforsøg.
Oppositionen i Tyrkiet advarer mod de øgede magtbeføjelser. De har svære odds mod den siddende præsident, hvilket fremgår af diverse meningsmålinger, som viser en gennemsnitlig føring til Erdoğan på 51,3 pct. pr. den 14. maj op til valget den 24. juni. Der er overordnet seks grunde hertil; oppositionen er splittet; mange tyrkere foretrækker Erdoğan, når det kommer til både økonomi, religiøse rettigheder og udenrigspolitik; mange føler et behov for en stærk leder og sidst, men ikke mindst, så får oppositionen væsentlig mindre taletid i medierne end Erdoğan. Det betyder, at præsidentens narrativ når bredere ud.
1. Mere taletid i medierne til Erdoğan
Op til valget har Erdoğan og hans konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), der indgår i ”Folkets Alliance” med det højreorienterede Nationalistisk Aktionsparti (MHP), fået mange mere taletid i medierne end oppositionen. Ved folkeafstemningen sidste år fik Erdoğans Ja-side, ifølge dagbladet Politiken, 486 timers taletid på nationalt TV, mens oppositionens Nej-side fik 45,5 timer.
Oppositionens medier er for det meste enten overtaget eller lukket ned af regeringen – med anklagelser om at støtte terrorstemplede organisationer som Kurdistans Arbejderparti (PKK) og den islamiske Gülen-bevægelse, som Erdoğan beskylder for at stå bag det fejlslagne kupforsøg i sommeren 2016. Desuden er cirka 170 kritiske journalister i fængsel, også anklaget for at støtte terror. Dermed når oppositionens narrativ ikke så bredt ud. Erdoğan har næsten fået monopol på den politiske mediedækning.
Erdoğan har næsten fået monopol på den politiske mediedækning
_______
2. En splittet opposition
”Folkets Alliance” står gennemsnitligt til 51,3 pct. pr. den 14. maj i meningsmålingerne. Som modtræk er fire oppositionspartier gået sammen i ”Den Nationale Alliance”; det sekulære parti CHP (hvad står det for oversat på dansk?), det nationalkonservative Iyi Parti, det religiøse Lykkens Parti (SP) og det konservative Demokratisk Parti (DP).
Imidlertid er det andenstørste oppositionsparti, det kurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP) slet ikke med i alliancen, bevidst fravalgt af ”Den Nationale Alliance”. Uden HDP – der plejer at få 10-13 pct. af stemmerne og i 2015 formåede at sætte en stopper for Erdoğans drømme om øgede magtbeføjelser – er oppositionen svækket og kan ikke udgøre én samlet front mod Erdoğan.
Oppositionen føler ikke, at de kan inkludere HDP, fordi partiet bredt anses for at være den politiske gren af det forbudte militante PKK, der står på Tyrkiets og EU’s terrorliste. Da Erdoğans militær smed PKK-relaterede kurdiske militser ud af den syrisk-kurdiske by Afrin i marts i år, blev det støttet af alle partierne i oppositionen – bortset fra HDP. For disse partier vil det være selvmodsigende at indgå i en alliance med HDP, når samme partier samtidig har støttet krigen mod PKK-relaterede grupper i Syrien. Desuden vil Erdoğan kunne stemple oppositionen som ”forrædere” og ”terrorstøtter”, hvis de inkluderede HDP i deres alliance. Det har de ikke lyst til.
Oppositionen fra ”Den Nationale Alliance” svækkes desuden af, at de ikke har meget til fælles. Øjnene er især rettet mod de konservative kurdiske vælgere. Hvem vil de stemme på? Hidtil har mange af dem sat deres kryds ved Erdoğans AKP. Men Erdoğan har mistet popularitet blandt denne gruppe. Det skyldes præsidentens alliance med det højrenationalistiske MHP, der er imod indrømmelser til minoriteter, tyrkiske myndigheders angreb på kurdisk kultur (statuen af nationaldigteren Ehmedê Xanî blev revet ned i Tyrkiet og statuen af helteikonet fra nationalsagn, Kawa, blev nedrevet af tyrkiskstøttede syriske styrker i Afrin), fjernelse af kurdiske skilte, vil flere konservative kurdere formentlig droppe Erdoğan denne gang.
Vinder Erdoğan ikke over 50 pct. af stemmerne ved første runde, skal han ud i anden runde. Og skulle Erdoğan her risikere at konkurrere mod Iyi Parti eller CHP’s kandidater, vil det være et dilemma for mange kurdere. Ikke mange konservative kurdere vil typisk stemme på det ærkesekulære CHP eller på Iyi Parti, hvis leder Meral Akşener var indenrigsminister, da tusinder af kurdere forsvandt og blev dræbt i 1990’erne.
Ikke mange konservative kurdere vil typisk stemme på det ærkesekulære CHP eller på Iyi Parti, hvis leder Meral Akşener var indenrigsminister, da tusinder af kurdere forsvandt og blev dræbt i 1990’erne
_______
En anden intern splid i oppositionen kommer til udtryk ved, at ikke mange ærkesekularister og alevier – Tyrkiets største religiøse mindretal, der udgør 20-25 pct. af tyrkerne og er CHP’s kernevælgere – vil bryde sig om en alliance med det religiøse SP. SP’s leder, Temel Karamollaoğlu, menes at have opildnet islamister, der dræbte over 30 alevier i byen Sivas i 1993, hvor han dengang var borgmester. Samtidig er der heller ikke mange SP-vælgere, der bryder sig om CHP, fordi de ønsker at smide politisk islam ud af den offentlige sfære. Som en regeringstalsmand sagde, så ”er CHP en fjende af alle de værdier, som Necmettin Erbakan (SP’s grundlægger, red.) repræsenterer”.
3. Økonomi: Mange tyrkere er taknemmelige overfor Erdoğan
Det, der især har gjort Erdoğan populær i Tyrkiet, er den væsentligt forbedrede økonomi. Før Erdoğan var Tyrkiets levestandard – målt efter børnedødelighed – lig med Syriens (før borgerkrigen). Efter Erdoğan er Tyrkiets levestandard kommet op på Spaniens standard.
Før Erdoğan oplevede landets dets værste økonomiske krise i 2001. I 2013 – efter 11 år med Erdoğan på magten – talte eksperter om ”kinesiske dimensioner” i den tyrkiske økonomi, der blev den 16. største i verden. Under Erdoğan blev infrastrukturen i landet markant forbedret med flere nye veje, broer og sygehuse og der kom flere serviceydelser. De, der før i tiden skulle fra Vesttyrkiet til Østtyrkiet og besøge familie, måtte ofte køre i overfyldte busser i 20-25 timer. Under Erdoğan fik tyrkerne råd til indenrigsfly, der kunne klare turen fra Øst til Vest på få timer. Det er mange tyrkere stadig taknemmelige for.
Lige nu har den tyrkiske økonomi det ikke godt. Og det – skulle man tro – kan flytte vælgerne væk fra Erdoğan. Men selvom økonomien også var begyndt at få det dårligt sidste år – under folkeafstemningen i april 2017 – stemte et flertal alligevel på Erdoğan. Det tyder på, at tyrkerne, trods ønsket om en bedre økonomi, ikke har tiltro til, at oppositionen har en realistisk plan for at videreudvikle den tyrkiske økonomi.
4. Erdoğan ses som garant for religiøs frihed til sunni-majoritet
Ved Tyrkiets oprettelse i 1923 blev et sekulært system indført af landsfaderen Kemal Atatürk (1881-1938), hvorefter det eksempelvis blev forbudt for kvinder at bære tørklæder på offentlige institutioner. Derfor kunne mange ikke studere iført tørklæder. Det opfattede mange troende muslimer fra sunni-majoriteten i landet, der udgør op til 75 pct. af befolkningen, som et angreb på deres elementære religionsfrihed. ”Vi kunne studere iført slør i vestlige lande, men ikke i et muslimsk land som Tyrkiet,” som en kvinde fortalte RÆSON under en reportagetur. Landets stærke militær sørgede for, at de troende muslimer ikke kunne komme til magten og håndhævede dermed den strenge sekularisering.
Erdoğan har, som den første leder, formået at reducere det sekulære militærs magt gennem en række retssager og en folkeafstemning i 2010. Da Erdoğan i 2008 ophævede forbuddet mod at bære tørklæde på uddannelsesinstitutioner, nåede hans popularitet store højder.
Under sine valgtaler har Erdoğan spillet på, at hvis oppositionen med CHP – Atatürks oprindelige parti – i spidsen og militæret kommer til magten igen, vil den endnu engang undertrykke religionsfriheden.
”De gjorde ting mod religionen og efterlod ikke en moské i byen… CHP har en forurenet mentalitet,” sagde præsidenten. Det er et scenarie, de konservative tyrkere ikke ønsker.
Under sine valgtaler har Erdoğan spillet på, at hvis oppositionen med CHP – Atatürks oprindelige parti – i spidsen og militæret kommer til magten igen, vil den endnu engang undertrykke religionsfriheden
_______
5. Udenrigspolitik: Erdoğan spiller på tyrkernes stolthed
Oppositionen kan heller ikke matche Erdoğan, hvad angår hans – ifølge hans vælgere – udenrigspolitiske succeser. Erdoğan bliver set som den stærke mand, der formår at sætte de eksterne fjender på plads – om de så befinder sig i Europa, Mellemøsten eller i Afrika. Han har fået udleveret påståede flygtede Gülen-tilhængere fra Kosovo og Gabon. Erdoğan har sat militæret ind mod PKK-relaterede grupper i Syrien og knust deres selvstyre på kun to måneder.
Desuden har han mundtligt sat EU på plads – til stor stolthed hos hans især nationalistiske vælgere, der føler sig dårlig behandlet af EU. Som Erdoğan sagde i et interview med den tyske tv-station ARD: ”Vi har i over 50 år ventet på at komme ind i det europæiske fællesskab, og det er stadig ikke sket.” Da den tyrkiske regering i 2017 ville sende ministre til de tyrkiske diasporaer i Europa for at føre valgkamp, blev det afvist af Tyskland og Holland. Flere tyrkiske ministre blev stoppet af politiet i de europæiske lande. Den tyrkiske præsident beskyldte dengang hollænderne for at være ”levn fra nazisterne”. Konflikten med EU styrkede formentligt også Erdoğan. Han blev set som lederen, der turde sige en europæiske klub, der ikke ønskede tyrkiske valgkampe heroppe, imod. Hans narrativ om, at EU er ”hykleriske” vandt dermed indpas. Tyrkiske aviser kritiserede, at tilhængere af PKK, der står på EU’s terrorliste, jævnligt kan demonstrere på europæiske stræder og fremvise PKK-billeder og -flag, mens ministre fra folkevalgt tyrkisk regering, der ikke står på nogen terrorliste, ikke kunne lave propaganda i Europa.
6. Ønsket om en stærk leder
Efter kupforsøget i sommeren 2016 ønskede mange vælgere en stærk leder, der kunne udrense systemet for fjender og potentielle kupmagere og undgå et nyt kupforsøg. Og kup har der været flere af. Siden 1923 har tyrkerne således tre gange oplevet, at militæret har grebet direkte ind og kuppet folkevalgte regeringer. Derudover pressede militæret i 1997 en folkevalgt premierminister til at træde tilbage. Desuden har angreb fra væbnede grupper siden 1984 kostet over 50.000 mennesker livet. Efter kupforsøget i sommeren 2016, der kostede over 250 mennesker livet, fik mange tyrkere nok. De stemte ja til den nye forfatning, der gav præsidenten mere magt – heriblandt beføjelse til at fjerne potentielle kupmagere. Denne gruppe har været glade for Erdoğans lederstil og vil formentlig fastholde ham ved valget den 24. juni.
Der er også ting, der peger imod, at Erdoğan kan vinde, eller som i det mindste kan svække hans chancer. Tyrkiet har en af verdens højeste parlamentariske spærregrænser, nemlig 10 pct. Det udelukker mange partier fra at blive repræsenteret i folkeforsamlingen. Folk, der typisk ville stemme på det religiøse Lykkens Parti (SP) – der er mere konservativ end Erdogans AKP-parti – har ofte i sidste ende droppet SP og stemt på AKP i stedet. Med dets 1-2 pct. af stemmerne ville SP alligevel ikke komme over spærregrænsen. Dermed ville en stemme på dem gå til spilde og så kunne man ligeså godt stemme på AKP, der er sikker på at komme over spærregrænsen, tænkte folk. Men med oppositionens ”Nationale Alliance” får mindre partier nu mulighed for at omgå den høje spærregrænse og komme ind ved hjælp af det store parti CHP. Det kan måske få tilhængere af de mindre partier til at stemme på deres egne partier og ikke Erdoğans AKP. Desuden vil det nationalkonservative Iyi Parti, formentlig stjæle stemmer fra både AKP og MHP. Iyi Partis leder Meral Akşener er afhopper fra MHP og repræsenterer mange af de konservative og nationalistiske tanker, som AKP og MHP også har. Men i sidste ende tyder meget på, at økonomien er det vigtigste for folk. Lykkes det oppositionen, inden valget den 24. juni, at overbevise vælgerne om, at den kan videreudvikle økonomien, kan det gøre en forskel for valgresultatet. ■
Med oppositionens ”Nationale Alliance” får mindre partier nu mulighed for at omgå den høje spærregrænse og komme ind ved hjælp af det store parti CHP. Det kan måske få tilhængere af de mindre partier til at stemme på deres egne partier og ikke Erdoğans AKP
_______
Deniz Serinci (f. 1985) er bachelor i historie og kandidat i journalistik. Han er desuden forfatter til bøgerne ”Tyrkiet – fra 1923 til 2018” (Frydenlund, 2018), ”Kurdistan – en historisk fremstilling” (Mellemgaard, 2018), ”Slave i Islamisk Stat” (Gyldendal, 2017) og bruges jævnligt som Tyrkiet-analytiker i dansk tv og radio. ILLUSTRATION: Recep Tayyp Erdoğan under statsbesøg i Mexico [foto: Presidencia de la República Mexicana]