Jan Hoby: Mette Frederiksen tager forskud på brudte valgløfter

Jan Hoby: Mette Frederiksen tager forskud på brudte valgløfter

14.12.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Mette Fredriksen afslører uforvarende i sin kronik i Politiken, at Socialdemokratiet ikke har en plan for et nyt og bedre samfund for de mange. Det giver derfor ikke længere mening at tale om en selvstændig socialdemokratisk ideologi i Danmark. Den demokratiske socialisme har en fremtid, internationalt og her til lands – men den bærer bare ikke Socialdemokratiets navn.

Kronik af Jan Hoby

DET VIRKER SOM DESPERATION før lukketid, når Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, skriver en kronik i Politiken den 7. december med overskriften: ‘Jeg har skrevet dette til jer, der kan være skuffede over Socialdemokratiet’. Der har formentlig været både spindoktorer og ledende socialdemokrater ind over den endelige udgave. Men det er pokkers svært at forstå, hvad hun vil med kronikken.

Mette Frederiksen lufter ikke visioner, værdier og løfter om, hvad hun vil ændre i Danmark, hvis hun får mandaterne til det. Hun bruger i stedet hele kronikken til at forberede sine vælgere på, hvad de i hvert fald ikke skal regne med, hvis hun får statsministertaburetten under sig. Som hun selv skriver i indledningen: ”Betyder det, at du som dansker ikke skal have tårnhøje forventninger til en socialdemokratisk regering, hvis vi får mulighed for at danne en sådan efter valget? Nej, selvfølgelig ikke. Men vi kommer ikke til at kunne indfri det hele.” Og sådan fortsætter det i de samfulde ca. 2200 ord, som Politikens kronik stiller til rådighed.

 

Hun bruger i stedet hele kronikken til at forberede sine vælgere på, hvad de i hvert fald ikke skal regne med, hvis hun får statsministertaburetten under sig
_______

 

Spørgsmålet er, hvad formålet med kronikken er? For Mette Frederiksen regner vel ikke med, at vælgere, der gider læse en lang kronik i Politiken, er så dumme, at de ikke ved, at et parti selvfølgelig kun kan lave politik på baggrund af det antal mandater, det kan få til at stemme for sine forslag?

Hvis formålet er at vinde de hjemløse socialdemokrater og vælgere tilbage til Socialdemokratiet, så skulle den første og vigtigste opgave vel være at svare oprigtigt på den kritik, som nuværende og frafaldne socialdemokrater har rejst igen og igen, siden Thorning, Corydon og Frederiksen sidst havde regeringsmagten.

Selv om Mette Frederiksen skriver: ”Jeg har gjort det til mit projekt at vinde endnu flere danskeres tillid til Socialdemokratiet”, tyder kommentarerne og reaktionerne på bl.a. Politiken.dk ikke på, at missionen er lykkedes. Tværtimod. De skuffede har til gengæld fået bekræftet, at skuffelsen er berettiget.

KRONIKKEN VIRKER TVÆRTIMOD om som en lang og smertefuld erkendelse af et forudsigeligt nederlag, hvis der kommer en socialdemokratisk regering efter næste valg. I stedet for at slå på stortromme for, at alt det, Socialdemokratiet vil kæmpe benhårdt for, bliver til virkelighed med regeringsmagten, får læseren en klagesang om alt det, der ikke kan lykkes. Ambitionerne sættes så lavt, at de ikke rækker meget ud over skuffelserne over Thorning, Corydon og Frederiksens misgerninger på Slotsholmen.

Der er ikke skyggen af den klassiske socialistiske parole, som blandt andre Jeremy Corbyn og Labour i Storbritannien fremfører: ”For de mange og ikke de få!”. Der er ikke meget håb, drøm eller vision. For det ville indebære et konsekvent brud med den hidtidige, nyliberale konsensuspolitik, som har været centrum-højre og centrum-venstres fælles politiske projekt siden 1990’erne. En politisk skimmelsvamp, der startede med Poul Nyrup Rasmussens eventyr ud i det nyliberale reformhelvede med afmonteringen af velfærdsstaten, privatiseringer og angreb på lønarbejderrettigheder.

 

Der er ikke meget håb, drøm eller vision. For det ville indebære et konsekvent brud med den hidtidige, nyliberale konsensuspolitik, som har været centrum-højre og centrum-venstres fælles politiske projekt siden 1990’erne
_______

 

Frederiksens besked til vælgerne er glat som en ål, luftig som et luftkastel, ukonkret som bare fanden, men fyldt med løfter om ikke at indfri nogen løfter. Det er som om, der hersker et dobbelt bogholderi hos Socialdemokratiet; vi siger ét og gør noget andet. Det eneste konkrete politik, som kronikken byder på, er de følgende linjer: ”Vi går til valg på vores socialdemokratiske program. Det er konkret. Omprioriteringsbidraget på uddannelserne skal afskaffes. Vi skal have nærhospitaler og et opgør med centralisering. Plastikforureningen skal bekæmpes. Det skal være en ret og pligt, at alle indvandrerkvinder kommer i arbejde. Det vil vi kæmpe for, men jeg kan jo ikke love, det bliver vedtaget i et stadig mere fragmenteret Folketing. Det, jeg kan love, er derimod den retning, vi vil arbejde i og for som regering: bekæmpelse af ulighed, velfærd frem for skattelettelser, en mere ambitiøs klimaindsats, en stram udlændingepolitik og samtidig bedre hjælp i nærområderne.”

TAK FOR KAFFE. Hvad med den voksende skævhed i formuefordelingen i Danmark, førtidspensionen, kontanthjælpsloftet, stigende pensionsalder, velfærdsnedskæringer, de 65.000 fattige børn, et døende arbejdstilsyn, slyngelagtig adfærd i finansverdenen og et skattesystem, der ligger i ruiner … for slet ikke at tale om et postvæsen, der ligger ned.

Mette Frederiksen har, siden hun overtog formandsposten, ønsket at stå i spidsen for en tilbage-til rødderne-linje, der skal sikre, at Socialdemokratiet igen fremstår som et lønmodtagerparti, der først og fremmest vil føre klassisk velfærdspolitik. Men det symbiotiske samarbejde med regeringen på udlændingeområdet og ikke mindst Dansk Folkeparti trumfer – hver gang.

Derfor rejser det et utal af spørgsmål, når Mette Frederiksen skriver: ”Dengang lykkedes det os ikke at forhindre ufinansierede skattelettelser, en voldsom centralisering af Danmark i form af kommunalreformen, en de facto-afskaffelse af efterlønnen og en halvering af dagpengeperioden midt i en alvorlig økonomisk krise. Vores bitre erfaring er, at det er så nemt at bryde ned og så svært at bygge op.” Vil Socialdemokratiet omgøre alle de dårlige beslutninger, som nævnes her, lige fra ufinansierede skattelettelser til en halvering af dagpengeperioden? Et ja eller nej er dog det mindste, vælgerne kan forlange!

I 1963 SKREV Socialdemokratiet i pamfletten ‘Velkommen til Socialdemokratiet’: “Den sociale tryghed er blevet større, men stadig er der alt for mange enkelte mennesker, der kender mere til eksistensminimum end velfærdseksistens.” Men 1963 er længe siden, og Socialdemokratiet har siden 1990’erne bidraget til at fremme en udvikling, der har øget uligheden, utrygheden og udenforskabet. I dag er spørgsmålet, om Socialdemokratiet mener, at ligheden skal gælde for alle – inklusive de brune, de syge og de ledige og deres børn.

Så vil Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der stod bag dagpengereformen, førtidspensionsreformen, kontanthjælpsreformen og sygedagpengereformen, rulle disse tilbage og dermed genetablere tryghed, sikkerhed og vished for vores mest udsatte, syge og arbejdsløse medborgere?

Socialdemokratiets forsøg på at formulere forslag til at regulere den ”syge kapitalisme” og fremme den gode, raske og sociale kapitalisme er en gratis omgang, der foreløbigt er endt i ingenting. For alle, selv langt ind i den herskende økonomiske og politiske elite, er enige om at forbande den syge kapitalisme. Hvad har Socialdemokratiet konkret tænkt sig at gøre? Har Socialdemokratiet konkrete forslag til en økonomisk omfordeling, som er social retfærdig?

 

Socialdemokratiets forsøg på at formulere forslag til at regulere den ”syge kapitalisme” og fremme den gode, raske og sociale kapitalisme er en gratis omgang, der foreløbigt er endt i ingenting
_______

 

De skattelettelser og afgiftsnedsættelser, der er gennemført gennem de seneste årtier, har først og fremmest begunstiget de rigeste. Vi ser desuden gang på gang, hvordan multinationale virksomheder bruger skattetekniske fif, så de helt undgår at betale skat af de penge, de tjener i Danmark. Vil Socialdemokratiet reformere skattesystemet til fordel for de almindelige lønmodtagere? Vil Socialdemokratiet opsplitte banker og kreditinstitutioner? Vil Socialdemokratiet genindføre fortidens regulering af markedskræfterne? Eller vil de blot redde kapitalismen fra kapitalismen selv? Det får vi ikke svar på. Vi ved kun, at Peter Hummelgård (S) vil gå disse veje. Men en stemme på Peter Hummelgård er en stemme på Socialdemokratiet, og det er de officielle politiske budskaber fra den samlede partitop, vi ønsker at høre.

Kronikken afslører først og fremmest, at Socialdemokratiet ikke har en plan for et nyt og bedre samfund for de mange. Modsat fx Labour, som under Jeremy Corbyns ledelse har skabt intet mindre end en vision for det 21. århundredes demokratiske socialisme. Det kan godt være, den socialdemokratiske veteran og tidligere minister Karl Hjortnæs er Mette-fan, har illusioner om socialdemokratiets fremtid og derfor sætter sin lid til Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad, Pernille Rosenkrantz-Theil, Ane Halsboe-Jørgensen og Peter Hummelgaard.

Men når ”magtens nødvendighed” melder sin hverdag for en mulig kommende socialdemokratisk regering, vil de fremadstormende unge socialdemokrater, ligesom deres forgængere, kvæles under ansvarets åg. Og vi vil være vidner til en gentagelse af gamle og usunde mønstre på nye præmisser. Kronikken er i virkeligheden en gravskrift værdig. Det giver ikke længere mening at tale om en selvstændig socialdemokratisk ideologi i Danmark. For det har nået et vendepunkt. Den demokratiske socialisme har en fremtid, internationalt og her til lands. Men den bærer ikke Socialdemokratiets navn. ■

 

Når ”magtens nødvendighed” melder sin hverdag for en mulig kommende socialdemokratisk regering, vil de fremadstormende unge socialdemokrater, ligesom deres forgængere, kvæles under ansvarets åg
_______

 



Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og er uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc. ILLUSTRATION: Formand Mette Frederiksen m.fl. under præsentationen af partiets udlændingeudspil i gruppeværelset på Christiansborg, mandag den 5. februar 2018 [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018]