30.11.2018

”Bolsonaro har allerede annonceret, at han vil installere en række militærembedsmænd som ministre i sin regering. Man kan derfor med rette sige, at militærregeringen er på vej tilbage igen, men denne gang igennem frie valg.”

Interview af Mads Adam Wegener

RÆSON: Den stærkt højreorienterede Jair Bolsonaro er Brasiliens nye præsident. Hvad er forklaringen på Bolsonaros valgsejr?
WINK: For to år siden stod Bolsonaro ikke til mere end 10 pct. i meningsmålingerne og var anset som en outsider, man ikke rigtig tog seriøst. Jeg tror som sådan ikke, at det har været kun hans kampagne, der gav ham valgsejren. Den egentlige forklaring skal findes i forbindelse med suspenderingen og den efterfølgende retssag mod den tidligere præsident Dilma Rousseff i 2016. Her havde vi et moment, hvor de demokratiske procedurer midlertidigt blev sat ude af kraft og ikke blev fulgt efter anvisningerne. Selvom processen blev kaldt en rigsretssag, var den på ingen måde fuldstændig retmæssig, men også meget politisk. Det der skete med Dilma Rousseff, minder nærmere om et parlamentarisk coup d’etat [et statskup, red.].

RÆSON: Hvad skete der helt præcist i forbindelse med rigsretssagen for to år siden?
WINK: Den valgte præsident Dilma Rousseff blev frataget sit embede igennem en aktion planlagt af både domstolene, den økonomiske elite samt de politiske centrum- og højreorienterede partier i Brasilien. Det var første gang, at Brasilien i sine 30 år som demokrati oplevede et øjeblik, hvor de demokratiske regler ikke blev fulgt på en sådan måde. Både den økonomiske og den politiske elite så aktivt bort fra de demokratiske spilleregler, og hermed forsvandt en stor del af legitimiteten bag det brasilianske demokrati.

Regeringen blev udskiftet med magt til fordel for Michel Temer, som sidder på præsidentembedet indtil det nye år. Problemet med Temers indsættelse var, at den nye regering ikke havde legitimitet i befolkningen, hvilket var med til at fremprovokere en form for vakuum i det politiske spektrum, hvor det ekstreme højre kunne indfinde sig. Det ekstreme højre har overtaget centrum-højrepartiernes position ved valget dette efterår. Så der er sket et stort skred fra centrum-højre til det ekstreme højre, hvilket har været undervejs, siden korruptionsskandalerne for alvor begyndte at vælte ind i 2015.

RÆSON: Hvor solid er den politiske platform, som Bolsonaro står på efter valgsejren?
WINK: Alle forventede, at han ville blive valgt som den nye præsident, men folk trøstede sig samtidig med, at han ikke ville være i stand til at regere effektivt, da han ville mangle en parlamentarisk base. Disse forhåbninger er imidlertid gjort til skamme, eftersom hans parti, som tidligere har været lille og ubetydeligt, blev det næststørste parti i Underhuset efter Arbejderpartiet. Han vil derfor kunne skabe en temmelig stabil koalition, fordi begge kamre i den brasilianske kongres, Senatet og Underhuset, tog et markant skifte mod den yderste højrefløj.

 

[Bolsonaro] vil derfor kunne skabe en temmelig stabil koalition, fordi begge kamre i den brasilianske kongres, Senatet og Underhuset, tog et markant skifte mod den yderste højrefløj
_______

 

RÆSON: Ved parlamentsvalget for kort tid siden blev både den yderlige højrefløj og venstrefløj styrket. Er midten forsvundet i brasiliansk politik?
WINK: Venstrefløjen og højrefløjen svarer ikke til, hvad man ser i Europa. Hvad Brasilien anser for at være en venstrefløj, eksempelvis Arbejderpartiets partiprogram og den tidligere præsident Dilma Rousseff, ville i en europæisk sammenhæng kunne sammenlignes med et parti fra den politiske midte eller en form for ”tredje vejs”-politik, som Tony Blair og Gerhard Schröder stod for [socialdemokratisme, som søger mere mod midten end venstre, red.].

Venstrefløjen i Brasilien fører ikke, hvad vi anser som klassisk venstrefløjspolitik. Det, man kalder for venstrefløjen, er i virkeligheden nærmere kristendemokratisk, som vi kender det fra CDU og ”storkoalitioner” i Tyskland. Det er den politik, som Lula [Dilmas forgænger, red.] og Dilma Rousseff har ført.

På den anden side har man en højrefløj, som minder om højrefløjspartierne i Europa, men man har samtidig en yderliggående højrefløj i Brasilien, som er langt mere ekstrem end det, vi kender fra Europa. Den yderste højrefløj i Brasilien er meget mere ekstrem end fx Orban eller Le Pen. Bolsonaro repræsenterer således en ideologi, som går langt ud over, hvad vi er vant til fra højrefløjspolitikere i Europa.

Når det er sagt, er det fair at sige, at midten i brasiliansk politik er forsvundet ved dette valg. I de seneste år har der været en utrolig hetz mod centrum-venstrepolitikerne fra stort set alle massemedier. Alle Brasiliens dårligdomme blev henført til PT-regeringen [Arbejderpartiet, red.] på trods af mangel på beviser. PT-regeringerne har siden 2003 faktisk været en succes for Brasilien på alle økonomiske og sociale parametre, fx ift. kampen mod fattigdom, bedre uddannelse, forbedringer af det basale sundhedssystem, social inklusion m.v., men det glemmer man hurtigt, når retorikken skifter. Den forrige regering blev fuldstændig miskrediteret – også fra egne rækker på grund af rigsretssagen mod Rousseff.

Derfor har den gennemsnitlige brasilianske vælger valgt at gå en anden vej ved dette valg. Vælgerne vil hævde, at PT har haft deres chance og forstår ikke, at udviklingen i Brasilien har været fantastisk i årene mellem 2003-2014. Det gælder også for den brasilianske mellemklasse og selv overklassen, da Brasilien endelig nåede et stadie af begyndende masseforbrug, som var rigtig godt for virksomhederne. Der blev på intet tidspunkt taget penge fra de rige og givet til de fattige. PT-regeringerne omfordelte blot dele af det øgede skatteprovenu fra højvækstårene. Den fortælling er blevet slettet fra deres hukommelse, og den gængse fortælling nu er, at alle de problemer, som brasilianerne har oplevet, skyldes dårlig ledelse af PT-regeringen.

Uanset hvem af mine kollegaer i Brasilien, du spørger, vil de fortælle dig, at dette virkelighedsbillede er forkert. Alligevel hænger vælgerne fast i dette vrangbillede. Den brasilianske vælger har ønsket at prøve noget nyt, og valget er faldet på det ekstreme højre. Eftersom der ikke er nogen historisk bevidsthed om, hvad ekstremisme er, og fordi brasilianerne ikke ved, hvad den ekstreme højrefløj i Brasilien i virkeligheden står for, har folk valgt at give Bolsonaro chancen. Eftersom Brasilien, til forskel fra eksempelvis Argentina, aldrig for alvor har stået ansigt til ansigt med deres blakkede fortid og indset, hvad der skete under militærstyret, er der ikke nogen følelsesmæssig ømhed over for de problemer, som militærstyret skabte, og som i dag begynder at vise sig i det skjulte. Mange brasilianere føler tværtimod en vis nostalgi over for perioden med militærstyre.

Derudover formåede Bolsonaro at benytte sig af fake news om, at Brasilien skulle være i fare for at blive et kommunistisk land, hvis Fernando Haddad [præsidentkandidat for Arbejderpartiet, red.] blev valgt som præsident. Der er ikke kommunisme i Brasilien, og der har aldrig været det. Alligevel formåede Bolsonaro at overbevise folk om, at anden valgrunde var et valg mellem kommunisme og liberal-konservatisme. Det er noget sludder, fordi Haddad repræsenterer en politik, der som sagt er meget lig den politik, som Angela Merkel står for. Men polariseringen virkede på mange vælgere.

 

Der er ikke kommunisme i Brasilien, og der har aldrig været det. Alligevel formåede Bolsonaro at overbevise folk om, at anden valgrunde var et valg mellem kommunisme og liberal-konservatisme
_______

 

RÆSON: På trods af polariseringen viser målinger, at opbakningen til demokratiet i Brasilien aldrig har været større, end den er i dag. Bolsonaro er imidlertid tydelig tilhænger af det tidligere militærstyre. Hvilken rolle spiller militærstyret for brasiliansk politik og samfund i dag?
WINK: Som sagt er Brasilien aldrig gået igennem en periode, som man på tysk ville kalde for “Vergangenheitsbewältigung” [opgør med fortiden, red.], hvor man ser fortiden efter i sømmene med henblik på ikke at begå de samme fejl i fremtiden. Det skete aldrig i Brasilien, hvilket står i kontrast til nabolandet Argentina, som har bearbejdet sin tid under diktatorer og militærregimer.

I Brasilien har der siden militærregimets tid været en form for idolisering og nostalgi omkring militæret, specielt på grund af de elementære problemer med sikkerhed i landet. Især de fattige bliver berørt af den manglende sikkerhed, mens middel- og overklassen bliver påvirket, når de tænder for deres fjernsyn, hvilket får dem til at føle sig utrygge. Majoriteten af den brasilianske befolkning mener, at det største problem i landet er kriminalitet og korruption, og den brasilianske befolkning har aldrig tabt troen på militæret. Målinger viser, at brasilianernes tiltro til militæret er langt foran den katolske kirke og endnu længere foran de politiske institutioner. Så på trods af alle de kriminelle handlinger, det militære diktatur har på samvittigheden, bliver militæret i sig selv oplevet som en neutral institution.

Formålet med det brasilianske militær er ikke at beskytte landet mod eksterne farer, hvilket er meget typisk for hele Latinamerika. Militærets opgave er derimod at sikre den interne orden, og det gjorde, at flere generaler troede, at de havde legitimiteten til at træde aktivt ind ved dette valg, fx ved indirekte at melde ud at de ikke ville tolerere, at Lula kandiderede. Det var muligvis ikke alle de militære chefer, der blandede sig, men dem, der gjorde, var til fordel for Bolsonaro. Hvis man ser på dele af hans kabinet, så er den nye vicepræsident en tidligere general i den brasilianske hær. Ikke alene er han tidligere general, men han er også tidligere præsident i den såkaldte militærklub. Det er en meget indflydelsesrig institution i Brasilien, der nærmest fungerer som et uformelt hovedkvarter for det brasilianske militær.

Hvis man ser på valgfejringerne i de brasilianske byer, optrådte der militærparader, hvilket er strengt ulovligt. Bolsonaro har også allerede annonceret, at han vil installere en række militærembedsmænd som ministre i sin regering. Man kan derfor med rette sige, at militærregeringen er på vej tilbage, men denne gang igennem frie valg.

RÆSON: Efter første valgrunde erklærede Bolsonaro, at Brasilien har brug for at blive styret med autoritet men uden autokratisme. Hvilket politisk styre vil brasilianerne komme til at opleve nu, hvor han er blevet præsident?
WINK: Når Bolsonaro taler til sine følgere, taler han lige på og hårdt, mens han forsøger at være mindre radikal i sine udtalelser, når han taler den samlede brasilianske befolkning. Det er dog ren retorik, for hans ideologi er temmelig klar. Han vil uden tvivl komme til at føre noget af sin ideologi igennem, fx har en tænkt sig at revidere våbenlovgivningen, som i dag forhindrer folk i at bære våben i offentligheden. Bare fordi han til tider antager en mere moderat position, end han egentlig står for, skal vi ikke regne med, at det er sådan, han kommer til at opføre sig i sit embede. Det paradoksale er, at mange af de vælgere, som stemte på ham som et udtryk af en protest mod systemet, har valgt at stemme på Bolsonaro med troen på, at han ikke vil opfylde sine løfter.

Dertil kommer, at Brasiliens politiske system er et præsidentstyre, hvor der er en vis form for afhængighed af kongressen. Det tror jeg dog, at han har det ganske fint med, eftersom han har tilstrækkelig støtte i begge kamre. Med arven fra militærstyret giver det brasilianske system desuden en masse beføjelser til den siddende præsident. Mere end hvad man ser i andre præsidentsystemer. Den brasilianske præsident besidder eksempelvis retten til at indføre specielle dekreter, som man fx også kender det fra USA. Bolsonaro kan validere en lov for tre måneder, og efterfølgende forlænge det med yderligere tre måneder. Hvis kongressen trækker dekretet tilbage, hvilket plejer at bruge lang tid, så kan præsidenten bare erstatte den lov, som i første instans blev indført, med en meget lignende lov. Der er således en mekanisme indbygget i det brasilianske system, der betyder, at den udøvende magt kan underminere den lovgivende magt.

Bolsonoro vil ikke tøve med at bruge disse redskaber, som det passer ham. Jeg tror ikke, at han vil nedlægge kongressen, ligesom nogle af mine kollegaer i Brasilien siger. Jeg tror, at der er smartere måder at mindske dens indflydelse på. Han vil beholde kongressen, bibeholde staten, bibeholde fremstillingen af demokrati, men vil samtidig bruge alle demokratiets remedier – hvilket inkluderer domstolene, militæret og politiet – til at udøve magt, der begunstiger ham selv.

 

[Bolsonaro] vil beholde kongressen, bibeholde staten, bibeholde fremstillingen af demokrati, men vil samtidig bruge alle demokratiets remedier – hvilket inkluderer domstolene, militæret og politiet – til at udøve magt, der begunstiger ham selv
_______

 

RÆSON: Bolsonaro har markeret sig som en klar fortaler for kampen mod korruption. Er han manden, der kan mindske det omfattende niveau af korruption i Brasilien?
WINK: Jeg tror hverken, at han sidder inde med den magiske formel, der kan begrænse korruptionen, eller at han reelt er parat til at gøre, hvad der er brug for. Korruption i Brasilien er et mere strukturelt problem, end hvad folk umiddelbart tænker. Det er en struktur, der har eksisteret siden kolonitiderne. Når man taler om korruption, er problemet, at alle medier, også internationalt, har skabt en diskurs om, at korruptionen i Brasilien bunder i snyd begået af de statsejede selskaber. Denne diskurs er med til at distrahere folk fra et meget større problem i forbindelse med korruptionen, som aldrig bliver nævnt i medierne, fordi de som private firmaer har direkte gavn af denne form for korruption. Det drejer sig om den korruption, som foregår i skattesystemet med unddragelsen af skatter fra især store firmaer og personer med ekstreme formuer samt korruptionen i retsvæsenet, der i bund og grund burde forfølge denne skatteunddragelse. Dette er ekstremt vigtigt at forstå i forhold til de problemer, som Brasilien står overfor.

Niveauet af skatteunddragelserne er lig med omkring 20 pct. af hele Brasiliens BNP. Her medregner man ikke indkomstskat, som er deduceret fra den løn, man tjener, eller de omsætningsafgifter, der er forbundet med køb af varer – alle disse bidrag som fratrækkes automatisk. Det handler om den skat, som selskaberne og folk med ekstreme formuer er forpligtet til at betale af deres formuefortjenester. Niveauet af disse skatter i øvrigt er ret lavt i sammenligning med et europæisk land som Storbritannien. Den akkumulerede skatteunddragelse de seneste år svarer til omkring 500 billiomer amerikanske dollars, hvilket er et langt højere tal end de summer, som har været på tale i mange af de store korruptionsskandaler med de statsejede selskaber.

Skatteunddragelse er imidlertid et kæmpe tabu. Bolsonaro kommer til at køre en stærk kampagne mod korruptionen blandt de statsejede selskaber ved at privatisere størstedelen af dem og hermed erklære korruptionsspørgsmålet for løst. Han vil dog ikke bruge ressourcer på at ændre ved korruptionen i skattesystemet. Problemet i Brasilien med hensyn til statsfinanser, som alle snakker om, er ikke på udgiftssiden, men drejer sig om den måde, man indkræver skatter på, hvilket er den egentlige årsag til Brasiliens statsunderskud.

RÆSON: Hvilke strukturelle ændringer har systemet brug for, hvis skatteunddragelsen skal mindskes?
WINK: Ingen er interesseret i at gennemføre gennemgribende reformer. Det er en af de store forklaringer på, hvorfor Bolsonaro blev valgt. Han er garant for, at ingen kommer til at røre ved forholdene, der vedrører skatteunddragelse. Det skal siges, at PT-regeringen heller aldrig gjorde noget for at komme skatteunddragelsen til livs. De har også behandlet det som et kæmpe tabu, men med Haddad var der mulighed for, at dette tabu endelig ville blive behandlet. Han havde nogle forslag om at beskatte folk med ekstreme formuer i billionstørrelsen.

Haddad havde generelt nogle gode ideer om at reformere det brasilianske skattesystem. Blandt andet havde han i tanke at gøre skattesystemet mere progressivt [at ens skattesats stiger i takt med ens indkomst, fx med topskat som i Danmark, red.], som det er i langt de fleste lande. I dag er skattesystemet rent faktisk regressivt; jo mere man har, desto mindre bidrager man til samfundsøkonomien. Ideerne blev dog modtaget som faresignaler. Det forklarer, hvorfor den økonomiske elite, og dele af overklassen og den højtuddannede klasse, hvor Bolsonaro har mange sympatisører, klarer sig så godt.

De rige i Brasilien sparer penge op, og i stedet for at betale deres skat låner de deres opsparing til staten, så den kan dække over dele af statsunderskuddet. De rige får på baggrund af dette nogle rentesatser, som er blandt de højeste på verdensplan, og herved opnår de en dobbelt fordel. Den fordel er Bolsonaro en garanti for, så selvom de ikke er enige med hans øvrige politik, vil de holde på deres mange privilegier.

 

Der vil blive skåret ned på statens udgifter, hvilket først og fremmest vil betyde en øget privatisering. Det kommer først og fremmest til at ramme sundhedssystemet
_______

 

RÆSON: Bolsonaro har gjort sig til personifikationen af det, man kalder for antipetismo grundet hans stærke position imod den organiserede arbejderklasse i Brasilien og de velfærdstiltag, som arbejderpartiet indførte i sin regeringstid. Hvordan kommer arbejderklassen og de lavtlønnede til at stå efter Bolsonaros indtrædelse?
WINK: Den nye regeringsplan er ret klar. Der vil blive skåret ned på statens udgifter, hvilket først og fremmest vil betyde en øget privatisering. Det kommer først og fremmest til at ramme sundhedssystemet. Brasilien har stadig et temmelig stærkt offentligt sundhedssystem. Standarden er ikke altid så høj, men i det mindste er sundhedssystemet tilgængeligt for enhver overalt i landet. Det vil ændre sig. Derudover vil der komme nedskæringer på uddannelsesområdet, og pensionssystemet vil blive reformeret, ligesom det skete i 1970’ernes Chile. Det er nærliggende at sammenligne Bolsonaro med Augusto Pinochet [tidligere diktator i Chile, red.], fordi han kombinerer den militære autokratisme med en ekstrem økonomisk neoliberalisme.

Bolsonaros mål er ultimativt en minimalstat, hvilket er noget, som de fleste brasilianere er tilfredse med. De seneste år er de blevet indoktrineret med beskeden om, at staten er ond. Bolsonaros grundlæggende budskab er derfor at befri Brasilien fra staten. Dette budskab hænger sammen med en stærk meritokratisk diskurs, hvor Bolsonaro holder fast i, at enhver har mulighederne for at nå til tops, hvis man bare arbejder hårdt nok. På en eller anden måde har det brasilianske folk kunnet se sig selv i disse budskaber, selvom store dele af befolkningen har haft nytte af de velfærdsreformer, som PT-regeringen har indført Eksempelvis har et temmelig stort antal af unge fra de lavere samfundslag i Brasilien haft muligheden for at få en højere uddannelsesgrad, fordi regeringen fik implementeret et lånesystem for studerende, der fik gavn af de øgede finansieringsmuligheder, ligesom universiteterne oplevede succes. Brasilianske studier viser dog, at de unge færdiguddannede tilskriver dette som værende en personlig fortjeneste, hvilket også giver spørgsmålet et psykologisk aspekt.

RÆSON: Vil Bolsonaro have held med at gennemføre sin meget markedsorienterede økonomiske politik?
WINK: Det er ret sandsynligt, for den nuværende recession vil tage en ende, og med tiden vil Bolsonaro komme til at høste frugterne heraf. Brasilien vil med sikkerhed komme økonomisk ovenpå igen, og jeg forestiller mig, at den brasilianske økonomi vil præstere på et højt niveau, hvis man forstår vækst som vækst i BNP. Det afspejler dog ikke befolkningens virkelighed, da man kan have vækst i BNP og stor fattigdom på samme tid.

Jeg tror, at privatiseringen af Brasiliens mange og ret succesfulde offentlige virksomheder vil komme til at tiltrække en masse udenlandsk kapital. Jeg er sikker på, at Brasilien har potentiale til at vækste i de kommende år, men det kommer med sikkerhed ikke den almene brasilianer til gavn.

Hvad vi har set over flere omgange i Latinamerika er, at den økonomiske vækst ikke korrelerer nødvendigvis med en højere score på Human Development Index eller mindre ulighed i samfundet. Brasilien er i forvejen en af de mest ulige lande i verden, og man kan allerede forestille sig, hvilke konsekvenser Bolsonaros politik kommer til at få for samfundet. 5 pct. af den brasilianske befolkning er i dag tilbage under sultegrænsen. Det er ikke længere siden end i 2014, at Brasilien fejrede, at de havde gjort op med hungersnød i landet. Nu er 5 pct. af befolkningen igen i hungersnød, og reallønningerne falder. Generelt er mere neoliberalisme – en ideologi, ikke evidensbaseret politi – ikke er vejen frem for et land som Brasilien, der lider af ekstrem ulighed, både når det kommer til at chancerne for at forbedrede ens livsvilkår og socialøkonomiske status i samfundet.

 

Fx skal Brasilien – ifølge Bolsonaro – ikke have kommercielle relationer til Kina, som er en af Brasiliens vigtigste handelspartnere, da Kina er et kommunistisk land
_______

 

RÆSON: Hvad vil valget af Bolsonaro betyde for Brasiliens udenrigspolitik, og har han nogen specifikke ambitioner på området?
WINK: Han ved ikke særlig meget om udenrigspolitik, men har alligevel nogle holdninger. En af dem er et ønske om bilateralisme. Han har allerede annonceret, at Brasilien ikke vil investere mere i Mercosur [en sydamerikansk handelsblok, der blev etableret i 1991, red.] og med sikkerhed heller ikke i BRIKS-samarbejdet, som blev dannet som modspil til Vestens dominans. Bilateralismen har dog også sine begrænsninger. Fx skal Brasilien – ifølge Bolsonaro – ikke have kommercielle relationer til Kina, som er en af Brasiliens vigtigste handelspartnere, da Kina er et kommunistisk land. Dette viser meget godt, hvordan Bolsonaro tænker, når han på den ene side hævder at bekæmpe ideologier og agere pragmatisk og på den anden side går til værks med en yderst ideologisk tilgang.

Så han kommer først og fremmest til at lave bilaterale aftaler og forsøge at etablere et godt forhold til de udviklede lande, som traditionelt har været Brasiliens partnere, nemlig Europa og USA. Multilateralisme og alle initiativerne til at udvide Brasiliens relationer med lande fra det, man kalder ”det globale Syd” (eller den ikke-vestlige verden), såsom Indien, Rusland og Kina, vil han med sikkerhed ikke komme til at investere i. Ved at prioritere USA og Europa som sine handelspartnere og politisk allierede, undgår Brasilien at støtte op om nogen form for økonomisk blok, hvilket i Bolsonaros optik vil være et tegn på afhængighed.

RÆSON: Hvad er Bolsonaros ambitioner med i regionen?
WINK: Brasiliens interesse i sine naboer er en ting, der først er kommet til i nyere tid. Det var først i halvfemserne, at man forsøgte at opnå et tættere samarbejde med sine nabostater. Igennem PT-regeringens tid blev der investeret massivt i at skabe relationer til andre latinamerikanske lande, men Bolsonaro har ikke vist interesse heri. Ifølge ham selv er disse former for samarbejde et udtryk for ideologi, bolivarianismo, hvor man prøver at danne relationer med de latinamerikanske naboer og andre mindre udviklede lande.

Bolsonaro har et meget traditionelt verdensbillede, nærmest kolonialistisk. Brasilien skal ifølge Bolsonaro forsøge at indhente USA og de europæiske lande og undgå handel med ”bananrepublikker” i Latinamerika, hvilket i virkeligheden afspejler hans totale mangel på viden om kontinentets økonomiske historie om afhængighed af den vestlige verden. Den tilgang er ikke kun historieblind, men også racistisk, da han bestemt heller ikke vil komme til at lave handelsaftaler med afrikanske lande. Det står i kontrast til Lula, som i sin regeringsperiode forsøgte at tage initiativ til at åbne ambassader og starte forretninger i Afrika.

RÆSON: Bliver Bolsonaro til en succes for Brasilien?
WINK: Jeg tror, at han kommer til at blive en stor succes for den økonomiske elite i Brasilien. De kommer til at være ovenud tilfredse med ham. Når alt kommer til alt, er han en nyttig idiot, som har lov til at vrøvle, så længe han udviser interesse for den økonomiske elite. For flertallet af den brasilianske befolkning er jeg dog bange for, at Bolsonaros politik kommer til at have horrible konsekvenser.

Bolsonaros indtrædelse kommer også til at udfordre demokratiet i Brasilien, fordi hans forestilling af verden er, at der ikke er nogen demokratisk struktur. I hans første bekendtgørelse til offentligheden sammenlignede han Brasilien med en marcherende hær, hvilket er meget sigende. Brasilien skal være et land, der sammen marcherer frem mod en lysere fremtid. Denne fremtid er bare ikke så lys set i et demokratisk perspektiv. Man skal være meget forsigtig med at misbruge ordet ’fascisme’, og jeg er selv meget tøvende med at nævne det, men Bolsonaros retorik bevæger sig tydeligvis i den retning, specielt hans tendens til at anklage ”systemet” og skabe interne fjender – optegnelsen af kommunister, som i hans verden skal udryddes. Hans gentagne angreb på det etablerede politiske system er især bekymrende, da unge demokratier som Brasilien er i stor risiko for at miste sine demokratiske institutioner. Med Bolsonaro ved roret kan det derfor gå gruelig galt, da han ikke bare er ligeglad med disse institutioner, men også agter at ødelægge deres mekanismer. ■

 

Med Bolsonaro ved roret kan det derfor gå gruelig galt, da han ikke bare er ligeglad med disse [demokratiske] institutioner, men også agter at ødelægge deres mekanismer
_______

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille