Marie Krarup til Stine Bosse: Du prioriterer humanismen over danskernes ve og vel

Marie Krarup til Stine Bosse: Du prioriterer humanismen over danskernes ve og vel

19.12.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er ikke Danmark, som ændres af et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Tværtimod. Derfor er det himmelråbende forkert, når Stine Bosse bedyrer, at vi som borgere bliver stillet ringere, når konventionerne udfordres. Det er derimod korrekt, at danskeren sættes før den fremmede.

Kommentar af Marie Krarup (DF)

BAG FINANSLOVEN ligger en drejebog, der ændrer Danmark grundlæggende. Så dramatisk lyder titlen på Stine Bosses bornerte indlæg i RÆSON. Alene titlen er en fejlslutning. Den nye finanslov er tværtimod et paradigmeskifte i udlændingepolitikken, der sigter mod at bevare – ikke ændre – Danmark.

Det banebrydende skifte i udlændingepolitikken, hvor det evindelige fokus på integration afløses af en hjemsendelsesstrategi, er et forsvar for danskheden. Et forsvar for det danske folk, som gennem en tusindårig lang historie har udviklet et kulturelt og åndeligt fællesskab. Danmarks sjæl består af danskernes kærlighed til Danmarks historie, til det danske sprog og til det danske fællesskab. Det betyder, at mennesker med en væsensfremmed kultur og religion er en trussel, hvis vedkommende ikke har et dybfølt ønske om at tilpasse sig det fællesskab, der allerede eksisterer.

Danmark er først og fremmest et godt og trygt samfund, fordi det er vores. Det er både en gave og forpligtelse, som vores forfædres anstrengelser har givet os. Vi er forpligtet til at værne om Danmark, det danske folk, folkestyre og kristendom.

Det er ikke Danmark, som ændres af et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Tværtimod. Stine Bosses ynk skyldes således ikke hendes bekymring for Danmark eller danskerne, hvortil hun vist ikke har de stærke følelser. Det er derfor en ren tilståelsessag, når hun skriver om den nye finanslov: ”den er svær at kapere for de af os, der med næb og klør forsvarer humanisme, menneskerettigheder og de europæiske værdier”.

Forsvaret for humanisme og menneskerettigheder har intet med et forsvar for Danmark at gøre. Det er udelukkende en selvretfærdig kamp for en særlig høj moralsk værdi i andres øjne. Jeg er selv tilhænger af en række af de frihedsrettigheder, som vi nyder godt af i Danmark. Blandt andet ytringsfrihed, religionsfrihed, lighed for loven og stemmeret for kvinder. Alle rettigheder, som til forveksling ligner menneskerettighederne. Det er de dog ikke, da de har hjemmel i lov. De står nemlig i Grundloven, fordi danskerne besluttede sig herfor. Ikke fordi de antager en højere retfærdighed eller naturlov, som skal gælde alle samfund til alle tider. Danskerne har selv besluttet sig for, at disse frihedsrettigheder bør gælde i Danmark – ikke fordi de er ”universelle”, men netop fordi vi danskere mener, at de bør gælde for os.

 

Vi har dermed en lang række rettigheder i Danmark, som beskytter os. Derfor er det også himmelråbende forkert, når Stine Bosse bedyrer, at vi som borgere bliver stillet ringere, når konventionerne udfordres
_______

 

Vi har dermed en lang række rettigheder i Danmark, som beskytter os. Derfor er det også himmelråbende forkert, når Stine Bosse bedyrer, at vi som borgere bliver stillet ringere, når konventionerne udfordres. Hvad der derimod er korrekt, er, at danskeren i finansloven sættes før den fremmede. Stine Bosses religiøse forhold til menneskerettigheder, gør hende til et får i ulveklæder: Hendes naive fromhed over for alverdens mennesker ender med at gøre hendes egne børn til fremmede i deres eget land.

De parallelsamfund, vi i dag slås med i Danmark, er resultatet af en politik, som er ført af Stine Bosses trosfæller. En politik, som bunder i troen på mennesket som et biologisk væsen løsrevet fra sit kulturelle og religiøse ophav. Utallige integrationsplaner har været forsøgt – og alle med samme resultat til følge: fiasko!

Med paradigmeskiftet anlægger vi en ny og ansvarlig kurs for Danmark. Ikke for menneskeheden. Hele formålsparagraffer er blevet omskrevet, så vi sikrer, at midlertidighed bliver midlertidighed. I løbet af det sidste årti er det kun omkring 10 pct. af de 100.000 asylansøgere, der er kommet til Danmark, som efterfølgende er rejst hjem igen. Det er ganske enkelt alt for få, hvis vi skal sikre det danske folk mod en decideret befolkningsudskiftning.

Blandt andet derfor er det ansvarligt at nedsætte satsen for selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelsen (den, der før hed integrationsydelsen) med 2.000 kr. om måneden. Både for at mindske tilstrømningen, men også for at sende et utvetydigt signal om, at det kun er en midlertidig almisse fra danskerne. Også her misforstår Stine Bosse, hvor forpligtelsen burde ligge. Hun overser fuldstændig sin intolerance over for det danske fællesskab, når hun ser nedsættelsen som udtryk for uansvarlighed.

Så snart det er muligt, skal man som flygtning vende tilbage til sit hjemland. Ikke blot for at afbøde de kulturelle, økonomiske og sociale problemer forbundet med deres ophold i Danmark, men også for at bistå med genopbygningen af ens eget fædreland. Stod det til Stine Bosse, skulle denne gruppe blive i Danmark uden skelen til historiens lære med overrepræsentation i diverse kriminalitetsstatistikker og en alarmerende lav beskæftigelsesfrekvens. Tilmed er de flygtninge, der er kommet hele vejen til Danmark blandt de allermest ressourcestærke, da de blandt andet har haft råd til at betale en menneskesmugler på den lange, farefulde vej. I min optik er de forpligtede til – over for deres landsmænd – at vende tilbage. Ellers efterlades hjemlandet med endnu dårligere forudsætninger for genopbygning. Stine Bosses fromhed er åbenbart forbeholdt de mest ressourcestærke flygtninge.

 

I min optik er [flygtninge i Danmark] forpligtede til – over for deres landsmænd – at vende tilbage. Ellers efterlades hjemlandet med endnu dårligere forudsætninger for genopbygning
_______

 

Som Stine Bosse så smukt selv påpeger, er hun blandt de velbjergede i dette land. Hun lever med andre ord sit liv langt fra ghettoernes hærgen. Hun oplever ikke konsekvenserne på nært hold. Det er forbeholdt den almindelige dansker. Det er med andre ord en gratis omgang, når hun omfavner indvandringens lyksaligheder. Man skulle ellers tro, at de kulturradikale erfaringer fra Sverige burde skræmme. Men ak nej. Så kunne hun selvfølgelig heller ikke sole sig i moralismens skær.

Det klinger derfor også noget hult, når hun kritiserer, at finansloven favoriserer de ældre til fordel for de socialt udsatte. Sagen er jo den, at den ikke-vestlige indvandring, som Stine Bosse omfavner som et gode, årligt koster danskerne 36 mia. kr. Med de penge kunne vi netop sikre bedre forhold for de socialt udsatte, psykisk syge og børn og børnebørn, som hun bekymrer sig om.

Omkostningerne forbundet med indvandring udgør enorme summer. Stine Bosse kan med rette beklage udgiften til oprettelsen af det nye udrejsecenter på øen Lindholm. Sandheden er bare, at det er et nødvendigt tiltag for at skabe tryghed for de danskere, der tilfældigvis er så uheldige at være naboer til udrejsecenteret Kærshovedgård. Disse danskere levner Stine Bosse imidlertid ingen medfølelse. Hun bekymrer sig mere om, hvor umenneskeligt det i hendes optik er at placere hårdkogte kriminelle på en ø, som med undtagelse af personer på tålt ophold (hvilket kun vedrører 75 personer), frit kan vælge at rejse hjem.

Hvor ville det dog klæde Stine Bosse, hvis hun trådte ned fra sin forfængelige piedestal. Hvis hun fokuserede mindre på sin egen fromhed og mere på sin konkrete virkelighed. Jeg er først og fremmest dansker. Herfra min verden går. Så når Stine Bosse forsvarer alverdens mennesker, menneskerettigheder og humanisme, forsvarer jeg danskerne, Grundloven og det danske folkestyre. Finansloven og paradigmeskiftet er derfor et skridt i den rigtige retning. Et fundament for at de kommende generationer også kan vokse op i et trygt og velstående samfund med forpligtigelsen til det danske som det bånd, der binder os sammen. ■

 

Hvor ville det dog klæde Stine Bosse, hvis hun trådte ned fra sin forfængelige piedestal. Hvis hun fokuserede mindre på sin egen fromhed og mere på sin konkrete virkelighed
_______

 



Marie Krarup (f. 1965) er integrationsordfører for Dansk Folkeparti. ILLUSTRATION: Marie Krarup [foto: Nikolai Linares/Scanpix]