Uffe Gardel: Derfor hører vi ikke på Rusland

Uffe Gardel: Derfor hører vi ikke på Rusland

23.03.2018

.

I Vesten hører vi altid den samme historie om russisk aggression, men i Rusland er billedet det modsatte. Den russiske historie handler om et ekspanderende NATO, som truer russisk indflydelsessfærer og magt. Den russiske stat har opgivet de idealer, som gjaldt for Gorbatjov, og derfor er dialogen med Vesten brudt sammen.

Af Uffe Gardel

DEN 25. DECEMBER 1991 var løbet kørt. Gorbatjov gav op. Klokken seks om aftenen gik han på unionsdækkende TV og holdt en kort tale for at meddele sin afgang som Sovjetunionens præsident. Han gennemgik med en vis stolthed, hvad han havde opnået:

– Samfundet var blevet frit; det totalitære system var afviklet,
– Der var igangsat en økonomisk liberalisering,
– Der var frie valg, fri presse og et flerpartisystem. Menneskerettigheder regnedes som ”det øverste princip”,
– Den Kolde Krig var slut. Våbenkapløbet var standset, og det samme var ”den vanvittige militarisering af landet”,
– Atomtruslen var væk,
– Rusland var stoppet med at blande sig i andre landes indre anliggender og indsætte tropper uden for landets grænser.

Efter talen blev sovjetfanen sænket over Kreml, og den russiske trikolore blev hejst i stedet. Rusland var blevet til.

I dag kan vi konstatere, at størstedelen af Gorbatjovs resultater er tilintetgjort. Én ting er, at det russiske demokrati er nødlidende, og at den frie markedsøkonomi segner under statens voksende vægt. Det er trods alt russernes egen hovedpine. Det er imidlertid af større betydning for os, at Rusland i høj grad blander sig i andre landes interne anliggender – også med våbenmagt. Vi har et nyt våbenkapløb i gang, militariseringen er tilbage – og det samme er atomtruslen.

 

Vi har et nyt våbenkapløb i gang, militariseringen er tilbage – og det samme er atomtruslen
_______

 

Gorbatjovs ”nye verden” er dermed væk igen. Det samme er det venskab, vi for 26 år siden troede, vi skulle have med Rusland. Forleden gjorde NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg status og talte om ”en ansvarsløs optræden fra Rusland, som vi har iagttaget i årevis” med tanke på annekteringen af Krim, krigen i Østukraine, den militære tilstedeværelse i Moldova og Georgien, indblandingen i Montenegros og andre Balkan-landes valghandlinger og oprustningen i Nordeuropa og Mellemøsten. Endelig advarede han mod, at Rusland har sænket tærsklen for sin anvendelse af atomvåben.

Samtidig lukker de civile forbindelser til Vesten langsomt ned. Flyforbindelser nedlægges på grund af manglende kundegrundlag, og diplomatiske repræsentationer lukkes. Rusland har indført lovgivning, som medfører, at organisationer, som får udenlandsk støtte, skal skilte med at være ”udenlandske agenter”. Det fik blandt andre Nordisk Ministerråd til at lukke sine kontorer i landet. Som led i den aktuelle krise over giftattentaterne i Storbritannien har den russiske regering lukket det britiske konsulat i Sankt Petersborg og forbudt British Council at arbejde i landet. To skridt, som yderligere vil svække Ruslands forbindelser til Vesten.

Desuden kræver Rusland visum af de fleste vestlige turister. Det har betydet, at Rusland er blevet et meget sjældent og fremmed rejsemål for EU-borgere. Alene i perioden fra 2014 til 2016 blev antallet af turistvisa omtrent halveret for de nordiske lande og de største EU-lande. Det var endda i den periode, at den russiske rubel sank som en sten på valutamarkederne, så det blev usædvanligt billigt at holde ferie i Rusland.

Men Vesten vender også ryggen til Rusland. Samhandel og investeringer er mindre påvirket, fordi Rusland har varer, vi gerne vil købe og investere i produktionen af: Olie og gas.

DET ER HER, vi står. Politikere, forskere og ruslandskendere har i flere år diskuteret, hvordan det kunne komme hertil. Grundlaget for striden er, at Rusland har omdefineret sin nationale interesse. Dét, Gorbatjov var stolt af og så som landets interesse, tæller ikke mere. Det er der kommet to helt forskellige fortællinger ud af: En vestlig og en russisk.

 

Grundlaget for striden er, at Rusland har omdefineret sin nationale interesse. Dét, Gorbatjov var stolt af og så som landets interesse, tæller ikke mere
_______

 

Spørger man i Vesten, får man følgende forklaring: Vi indledte samarbejdet med Rusland med store forhåbninger i 1992. Vi gav råd, vejledning og økonomisk hjælp. Vi optog Rusland i G8, selv om landets økonomi egentlig er for lille til at høre hjemme i det selskab – selv i dag er det russiske BNP mindre end Italiens. Rusland blev siden medlem af WTO, og der blev opbygget en særlig ramme om samarbejdet med NATO. Man udvidede godt nok også NATO og EU, men NATO er som bekendt en forsvarsalliance og dermed i sagens natur ingen trussel mod Rusland. Samtidig undlod man at placere fremmede tropper i de baltiske lande.

Rusland har kvitteret for venligheden med en stadigt mere aggressiv optræden. Selv om russerne i 2002 havde stillet i udsigt, at man ville trække sine tropper ud af den georgiske udbryderregion Abkhasien, gjorde man det aldrig, og man beholdt sine tropper i den moldoviske region Transdnestr. I april 2008 gav NATO Rusland den udstrakte hånd, at man undlod at indlede optagelsesforhandlinger med Ukraine og Georgien. Det opmuntrede kun Rusland, som fire måneder senere fremprovokerede en krig mod Georgien. Samtidig har vi de sidste ti år set et voksende antal hackerangreb og IT-vira, som formodes at have russisk afsender – blandt andet dén, som sidste år påførte Mærsk et milliardtab. Senest er russiskproducerede fake news og indblanding i valgkampe tilføjet til listen over fjendtlig russisk adfærd. Så vidt den vestlige fortælling.

Den russiske fortælling er en helt anden. Den gengiver en lang række oplevede fortrædeligheder og ydmygelser, der begynder med, at Vesten gav Rusland et løfte om ikke at udvide NATO. Et løfte, man derefter frejdigt brød. Siden holdt man Rusland ude af den fælleseuropæiske sikkerhedsarkitektur – Rusland-NATO-samarbejdet var uden reelt indhold. Efterfølgende har man placeret våben og soldater langs de russiske grænser. Vesten begyndte at opbygge et missilforsvar, som man hævdede, var vendt mod mindre stater som Iran og Nordkorea, men som – ifølge Rusland – også kan bruges til at neutralisere russiske missilsystemer og dermed gøre det umuligt for Rusland at forsvare sig mod et angreb fra vest.

Man blæste desuden på russiske indvendinger i forhold til interventionen i Kosovo. To gange, endda: Første gang da NATO i 1999 bombede den serbiske hovedstad Beograd, og anden gang da Vesten ni år senere lod Kosovo erklære sig selvstændigt hen over hovedet på Ruslands traditionelle allierede, Serbien. Siden flirtede man også med tanken om at optage Georgien og Ukraine i NATO, selv om Rusland betragtede de to lande som sit ”nære udland” og en sikkerhedsbuffer mod Vesten. Heller ikke i forbindelse med invasionen af Irak lyttede Vesten til Ruslands indvendinger. I 2011 snød man endda Rusland til i FN’s Sikkerhedsråd at acceptere en flyveforbudszone over Libyen, som man derefter udnyttede til at vælte Gaddafi, hvilket Rusland ikke havde indvilget i. Med EU’s associeringsaftale med Ukraine flød bægeret over, og Rusland tog sin aggressive adfærd til nye højder med annekteringen af Krim som vendepunkt.

 

I 2011 snød man endda Rusland til i FN’s Sikkerhedsråd at acceptere en flyveforbudszone over Libyen, som man derefter udnyttede til at vælte Gaddafi, hvilket Rusland ikke havde indvilget i. Med EU’s associeringsaftale med Ukraine flød bægeret over, og Rusland tog sin aggressive adfærd til nye højder med annekteringen af Krim som vendepunkt
_______

 

Det er altså to helt forskellige fortællinger, det vestlige og det russiske publikum får, og den russiske fortælling er endda præget af en eskalerende voldsomhed. Putin har leveret tre skelsættende taler, som forklarer udviklingen i hans og Ruslands raseri. Den første er hans tale på Sikkerhedskonferencen i München i 2007, hvor han anklagede Vesten for at bruge magt og bryde regler; en indirekte henvisning til Irak-krigen og bombardementerne af Beograd. Da han fra salen blev spurgt om de mange mord på journalister i Rusland, svarede han, at der blev dræbt mange flere journalister i Irak.
München-talen chokerede dengang Vesten, men dens sprogbrug var mild i forhold til den næste markante tale: Putins tale i marts 2014 i anledning af annekteringen af Krim. Den nåede et nyt niveau af vulgær retorik i den internationale debat: ”De har løjet for os mange gange, truffet beslutninger bag vores ryg og præsenteret os for et fait accompli (kendsgerning, man ikke kan ændre på, red.),” sagde Putin ved den lejlighed til Dumaen og Føderationsrådet, det russiske parlamentets to kamre. ”Det skete med NATO’s udvidelse mod øst, såvel som deployeringen af militær infrastruktur ved vores grænser. De blev ved med at sige det samme: ’Det vedkommer ikke jer’. Det er nemt for dem at sige.”

Vulgariseringen nåede et højdepunkt med den tredje skelsættende tale: Putins tale for parlamentet den 1. marts i år. Endnu engang talte han om NATO’s østudvidelse, missilskjoldet og Ruslands frygt for at blive militært underlegen. ”Ingen ville tale med os om problemets kerne, og ingen ville lytte til os. Så lyt til os nu,” sagde han og afspillede en videoanimation af krydsermissiler på vej mod det vestlige Atlanterhav.

RUSLANDS HØJESTE ønske synes at blive hørt; at være med til at bestemme. Men måden, ønsket fremføres på, har fået samtalen til at forstumme. Problemet begynder med selve udgangspunktet for Ruslands krænkelse, for der blev reelt aldrig givet noget vestligt løfte om ikke at udvide NATO. Tværtimod ved vi i dag fra deklassificerede dokumenter, at både præsident Jeltsin og hans udenrigsminister, Andrej Kosyrev, i oktober 1993 klart fik at vide, at NATO-udvidelser kunne komme på tale i fremtiden. Missilskjoldet har Rusland hele tiden været i stand til at skyde igennem – landets missilkapacitet er langt større end Irans og Nordkoreas. Og nej, Rusland har faktisk ingen legitime interesser uden for landets grænser og dermed heller intet krav på at blive hørt om Kosovo og lignende sager.
Endelig er det indlysende vrøvl, at NATO har placeret militær infrastruktur tæt på Ruslands grænser. De eneste NATO-lande Rusland – ud over Kaliningrad-enklaven – grænser op til, er Estland og Letland. Her har man netop kun stationeret små symbolske troppestyrker på cirka 1.000 mand i hvert land – og først i 2016, to år efter annekteringen af Krim.

 

Rusland har faktisk ingen legitime interesser uden for landets grænser og dermed heller intet krav på at blive hørt om Kosovo og lignende sager. Endelig er det indlysende vrøvl, at NATO har placeret militær infrastruktur tæt på Ruslands grænser. De eneste NATO-lande Rusland – ud over Kaliningrad-enklaven – grænser op til, er Estland og Letland. Her har man netop kun stationeret små symbolske troppestyrker
_______

 

Så Vesten og Rusland kan ikke længere tale fornuftigt sammen. Det får vi ikke nødvendigvis en kold krig af, men forholdet mellem Vesten og Rusland begynder at ligne en erstatning for en ny kold krig, inklusive sympatisører og apologeter. Derudover er der opstået en erstatningsideologi – bestående af et venstrefløjsønske om et Rusland, der kan gå imod USA, og en højrefløjsdrøm om et Rusland, som kan hjælpe i kampen mod islam. Disse spalter i de vestlige samfund er ikke Ruslands skyld, men Rusland søger at banke kiler i dem og øge dem.

I april sidste år gav Andrej Kosyrev, udenrigsminister under Jeltsin, som nu bor i eksil i USA, et sjældent interview til universitetsavisen på det universitet, som hans søn går på. ”Det, vi har nu, er bare en fortsættelse af den gode gamle Kolde Krig,” sagde Kosyrev i interviewet med The Cornell Daily Sun. ”I århundreder har definitionen på national interesse været […] at erobre nye territorier og kolonier. I dag fortsætter Putins regime med at stå fast på århundredgamle forestillinger om national interesse og hævder, at Rusland stadig skal kæmpe for øget territorial kontrol.”

Vores forhold til Rusland belastes således af, at landet definerer sin nationale interesse på en måde, som vil skade vores nationale interesse: Det vil skade vores interesse i fred og økonomisk vækst, hvis Ukraine bliver efterladt i en bufferzone på samme måde, som det havde skadet os, hvis de baltiske lande var blevet stående uden for NATO og EU. Det problem er der ingen løsning på, før Rusland får en leder, hvis succeskriterier er som Gorbatjovs. ■

 

Det vil skade vores interesse i fred og økonomisk vækst, hvis Ukraine bliver efterladt i en bufferzone på samme måde, som det havde skadet os, hvis de baltiske lande var blevet stående uden for NATO og EU. Det problem er der ingen løsning på, før Rusland får en leder, hvis succeskriterier er som Gorbatjovs
_______

 

Uffe Gardel er journalist og kommunikationsrådgiver. ILLUSTRATION: Valgkamp på den røde plads [foto:AP/Pavel Golovkin/Scanpix]