Asger Røjle Christensen: Hongkong-demonstranterne har sympati i resten af Asien, men ingen kommer dem til undsætning. De står alene

Asger Røjle Christensen: Hongkong-demonstranterne har sympati i resten af Asien, men ingen kommer dem til undsætning. De står alene

20.08.2019

.

De aktuelle uroligheder kan betragtes som en styrkeprøve inden et kommende opgør om Hongkongs rolle efter 2047, hvor aftalen om ”et land, to systemer” udløber. Mange regeringer og befolkninger i nabolandene frygter Kina, men de identificerer sig heller ikke entydigt med den vestligt definerede demokrati-tankegang, man finder i Hongkong.

Af Asger Røjle Christensen

Hongkong har i ugevis været præget af stædige protester og demonstrationer. Selve fremtiden for den tidligere britiske kronkoloni på Kinas sydkyst er på spil. Siden området blev givet tilbage til Kina i 1997, har en aftale om ”et land, to systemer” været gældende – men hvor forskellige kan de to systemer få lov at være? Hvor meget mere vestligt kan systemet i Hongkong være, før det store Kina sætter sin vilje igennem? Det bliver afprøvet af i disse uger.

I den modige og i stigende grad desperate kamp for at ”bevare friheden”, som demonstranterne har kastet sig ud i, står de imidlertid meget alene på det asiatiske kontinent.

Regeringer, befolkninger og medier i det øvrige Asien kigger generelt i alle mulige andre retninger end Hongkong og håber, at demonstranterne snart går hjem, så man undgår en tragedie. Selvfølgelig er der aktive dele af civilsamfundet i mange asiatiske lande, som aktivt støtter demonstranterne, men generelt opfattes deres kamp i det lange løb som håbløs, uanset hvor meget sympati man måtte have for den.

”Misforstå mig ikke. Jeg forstår og deler demonstranternes frustration over den politiske indblanding, som Hongkong oplever”, skriver den kinesiske journalist og kommentator Audrey Jiajia Li på den singaporeanske online nyhedsside ChannelNewsAsia. ”Jeg blev også rasende over de pludselige angreb på demonstranterne af bøller klædt i hvidt”, skriver hun med henvisning til en gennemfotograferet episode ved en metrostation, som har givet anledning til protester i hele verden mod vold fra myndighedernes – og myndighedernes håndlangeres – side.

Men der er andre episoder, ikke mindst ved Hongkongs lufthavn, som har fyldt lige så meget i asiatiske medier, og hvor det åbenlyst er demonstranterne, som griber til vold. ”I et moderne samfund, hvor borgere holder hinanden fast i den bedst mulige opførsel, kan vi ikke tillade os at leve i en urskov, hvor det kun er knytnæver, der taler, og hvor ens vrede hældes ud over uskyldige mennesker hver eneste gang, at man bliver vred”, skriver Audrey Jiajia Li.

 

Den japanske regering er for længst – ligesom de fleste andre regeringer i regionen – gået i ly. De har bestemt ikke lyst til at udfordre det store Kina for nogle få millioner Hongkong-borgeres skyld
_______

 

Audrey Jiajia Li er selv kineser og bestemt ikke en af regimets yndlingsjournalister. Hendes artikler trykkes som her normalt af medier i resten af Asien, og hendes aktuelle kommentar rammer ganske præcist tonen i store dele af den forsigtige debat og mediedækning, som de dramatiske uroligheder i Hongkong er blevet genstand for i det øvrige Asien.

Dels rapporterer man om, hvad der konkret protesteres imod, og her fornemmer man mange steder en høj grad af forståelse for demonstranternes bevæggrunde. Men dels rapporterer man også i stigende grad om alle de episoder, hvor det er endt i vold og hvor andre mennesker end de demonstrerende er blevet påvirket og generet af urolighederne.

I Japan skiftede medierne radikalt fokus, da Hongkongs lufthavn i sidste uge pludselig blev scene for kaotiske og vedholdende protester. Vinklen blev nu, som den muligvis også ville være blevet i Danmark, hvad dette ville kunne betyde for japanske familiers planlagte ferier og japanske forretningsfolks planlagte forretningsrejser.

Det politiske indhold i protesterne måtte således hurtigt vige for bekymring for turismen. Dækningen var ikke så forskellig fra dækningen af den samtidige tyfon og hedebølge i selve Japan. Lukningen af lufthavnen blev beskrevet som en slags naturkatastrofe, der blot tilfældigvis var iværksat af mennesker og som man på den ene eller anden måde måtte indrette sig efter og finde ly for.

Den japanske regering er for længst – ligesom de fleste andre regeringer i regionen – gået i ly. De har bestemt ikke lyst til at udfordre det store Kina for nogle få millioner Hongkong-borgeres skyld. Det japanske udenrigsministerium, som ellers udsender høflige og forudsigelige erklæringer og hilsener om alt muligt, der sker i alle klodens verdensdele, har omhyggeligt undladt at udsende nogen officiel erklæring om situationen i Hongkong.

”Ganske vist udtrykte premierminister Shinzo Abes regering i begyndelsen af juli Japans håb om fortsat sikkerhed og frihed i territoriet Hongkong, men Japan har ikke udtrykt nogen direkte kritik af Kina efter det aktuelle udbrud af voldshandlinger”, forklarer den tyske ekspert i østasiatisk politik, lektor Sebastian Maslow fra Tokyo Universitet, til Ræson.

“Den faste position er, at Japan appellerer til, at dets egne borgere skal kunne føle sig sikre. Jeg er sikker på, at man i korridorerne hos udenrigsministeriet og premierministerens kontor følger situationen med stor bekymring, men det har ikke resulteret i politiske udtalelser”, fortsætter han.

 

I hele regionen ved man, at det kinesiske regime er stærkt. Ingen drømmer om, at demonstranterne nogensinde vil kunne vinde konfrontationen
_______

 

Det er ingen hemmelighed, at rivalisering med Kina i regionen i høj grad definerer japansk udenrigspolitik. Der har i flere år været alvorlig hårdknude i forholdet mellem de to lande, og Japan har på andre tidspunkter ikke veget tilbage fra direkte kritik af det kinesiske styre for dets militære fremfærd eller territoriale provokationer. Men det store Kina er og bliver storebror i det magtpolitiske spil i regionen, og det ved man godt i Tokyo.

”Mit synspunkt er, at Japan er så forsigtige i sin vurdering af situationen i Hongkong, fordi de kinesiske-japanske relationer netop er blevet forbedret, og Abe ikke ønsker at true denne proces”, vurderer Sebastian Maslow.

For i hele regionen ved man, at det kinesiske regime er stærkt. Ingen drømmer om, at demonstranterne nogensinde vil kunne vinde konfrontationen i den forstand, at de tilkæmper sig en eller anden form for garanti for, at Hongkong i al evighed vil kunne eksistere videre inden for rammerne af ”et land, to systemer” uden indblanding fra kinesisk side. Modellen kører jo også kun i 50 år – indtil 2047 – og ingen aner, hvad der skal ske bagefter. De aktuelle uroligheder kan godt betragtes som en styrkeprøve inden et kommende opgør om Hongkongs rolle efter 2047.

Derfor håber man fra resten af regionens side først og fremmest, at det hele kan afsluttes relativt fredeligt, og at det ikke ender med en ny blodig nedkæmpelse i stil med Tiananmen-tragedierne i 1989. Flere iagttagere påpeger håbefuldt, at det trods opmarchering af kinesiske styrker ved Hongkongs grænser ser ud, som om den kinesiske ledelse har tålmodighed til gradvist at lade gassen gå af ballonen. Men der er meget lidt aktiv respons, og det skyldes både frygt for Kinas magt – Kina er tættere på, end det er i Europa og Amerika – og en anden og mere pragmatisk holdning til demokratiske rettigheder – flere lande har demokratiske forfatninger, men lægger af historiske årsager noget andet i dette begreb, end man gør i Europa og Asien. Det mest vestlige samfund i samfundssyn og folkeligt engagement i hele Østasien er netop det Hongkong, som lige nu kæmper sin ensomme kamp.

I Beijing håber man stadig, at demonstranterne efter nogle uger vil blive møre og gå hjem – ligesom det skete ved de såkaldte paraply-demonstrationer i 2014. Indtil den forløbne weekends kæmpedemonstrationer var der mange, der ventede, at dette så småt var ved at ske. Nu er der meget, der tyder på, at det vil tage en rum tid, før dette håb går i opfyldelse.

”Disse ekstremt decentraliserede protester har været uden ledere, og de har været flydende som vand … Men det bekymrer mig, at protesterne i Hongkong er blevet så decentraliserede, at ingen vil være i stand til at acceptere et forhandlet kompromis og aflyse protesterne i gaderne”, skriver Audrey Jiajia Li i ChannelNewsAsia. Så hele den østasiatiske region holder – sammen med resten af verden – fortsat vejret i bekymring. ■

 

Det mest vestlige samfund i samfundssyn og folkeligt engagement i hele Østasien er netop det Hongkong, som lige nu kæmper sin ensomme kamp
_______

 



Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Weekendavisen og andre danske medier, og han arrangerer studieture og rejser i hele regionen. ILLUSTRATION: Demonstration i Hongkong 18. august 2019. Adskillige hundredtusinde demonstranter var på gaden [foto: Todd Darling / Polaris / Ritzau Scanpix]