Deniz Serinci: Weekendens skæbnesvangre lokalvalg risikerer at ydmyge Erdogan

Deniz Serinci: Weekendens skæbnesvangre lokalvalg risikerer at ydmyge Erdogan

28.03.2019


Grundet den hærgende økonomisk krise i Tyrkiet risikerer præsident Erdogan for første gang i 17 år at miste støtte til sit AKP-parti i Ankara og i hjembyen Istanbul. Spørgsmålet er, om vælgerne føler sig overbevist om, at oppositionen kan genskabe økonomien.

Af Deniz Serinci

På søndag går tyrkerne til lokalvalg. Landet er præget af økonomisk krise med en inflation på 20 procent, med 13,5 procent arbejdsløshed – og med udpræget polarisering. Det gør, at valget kan blive en historisk vigtig begivenhed. Præsident Recep Tayyip Erdogan har ligefrem kaldt det et valg om nationens ”eksistens” (beka på tyrkisk).

Ifølge meningsmålingerne risikerer Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) at miste flertallet i landets største byer Istanbul og Ankara, hvilket oppositionen vil opfatte som en stor sejr. Istanbul er landets kulturelle og økonomiske centrum, mens Ankara er hovedstad. Til sammen bor hver fjerde tyrker i disse to byer. ”Den, der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet,” som tyrkerne siger. Da Erdogan vandt Istanbuls borgmesterpost i 1994, blev han et kendt navn på nationalt plan, og det blev sprængbræt til hans senere premierminister- og præsidentpost.

Økonomisk krise svækker Erdogan
Den største trussel mod Erdogan stammer fra den økonomiske recession, som landet oplever for første gang siden 2009. Den tyrkiske lira har mistet 30 procent af sin værdi. Inflationen er på 20 procent. Arbejdsløsheden er på 13,5 procent og blandt de unge på 24,5 procent – sammenlignet med 19,2 procent sidste år. Det giver den tyrkiske opposition frisk ammunition til at svække Erdogan. Spørgsmålet er dog: Har oppositionen en realistisk og overbevisende plan for at genskabe den tyrkiske økonomi?

Ved præsidentvalget den 24. juni 2018 løb Erdogan med sejren trods den kriseramte økonomi. Tyrkerne har i sidste ende bedre erfaring med økonomien under Erdogan end under det største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti (CHP): Før Erdogan blev leder af Tyrkiet i 2003, var landets levestandard – målt ud fra børnedødelighed – svarende til Syriens. Efter Erdogans tiltrædelse som premierminister i 2003 og senere præsident 2014 har Tyrkiets levestandard nået Spaniens standarder. I 2001, før Erdogan, oplevede landet en økonomisk krise. I 2013, efter 11 år med Erdogan på magten, talte eksperter om ”kinesiske dimensioner” i den tyrkiske vækstøkonomi, der blev den 16. største i verden.

 

I 2013, efter 11 år med Erdogan på magten, talte eksperter om ”kinesiske dimensioner” i den tyrkiske vækstøkonomi, der blev den 16. største i verden
_______

 

Erdogans konkurrent er populær
En anden udfordring for Erdogan kommer fra oppositionens borgmesterkandidat i Ankara, Mansur Yavas. Han spås gode chancer for at fravriste den tyrkiske hovedstad fra Erdogans AKP-parti, der har siddet på magten i byen i 25 år. Ved det sidste lokalvalg i 2014 tabte Yavas borgmestervalget med blot en procent af stemmerne. Ozer Sencar, leder af det tyrkiske meningsmålingsinstitut Metropoll, – det eneste meningsmålingsinstitut, der forudså AKP’s nederlag i juni 2015 – siger til mediet Almonitor.com, at “Mansur Yavas allerede har vundet valget” i Ankara. Ifølge Sencar er Yavas’ fordel, at han er ”nationalist” og afhopper fra Nationalistisk Aktionsparti (MHP), der i dag er allieret med AKP. “Halvdelen af MHP-vælgerne (i Ankara) vil dermed stemme på Mansur Yavas,” forudser Sencar.

Derudover kommer Yavas’ konkurrent, AKP’s Mehmet Ozhaseki fra byen Kayseri – mere end 300 kilometer syd for Ankara – og er dermed mindre kendt blandt hovedstadens vælgere end den lokale Yavas.

Erdogan dominerer medierne
Det taler imidlertid til Erdogans fordel, at den tyrkiske præsidents parti får væsentligt mere taletid på tv end konkurrenterne. Ifølge Transparency International fik Erdogans AKP lige under 60 procent af taletiden på det statsejede TRT Nyheder fra 1. til 13. marts, mens oppositionens største parti, CHP, fik 28,35 procent og det prokurdiske HDP slet ikke fik taletid overhovedet. Når Erdogans konkurrenter ikke får mere taletid, skyldes det også, at de oppositionsvenlige medier efterhånden enten er lukkede, anklaget for terrorstøtte eller er overtaget af Erdogan-loyale mediemoguler.

Dermed når Erdogans medienarrativ langt længere ud end oppositionens. HDP har eksempelvis ikke opstillet kandidater i storbyerne Istanbul, Ankara og Izmir. Det sekulære CHP og det nationalkonservative Iyi Parti håber at vinde begge disse byer. HDP vil ikke splitte oppositionens stemmer ved at opstille kandidater i de samme byer, hvor der er en reel chance for at fravriste byerne fra Erdogan. Det har sat gang i anklagerne om, at CHP og Iyi Parti under bordet samarbejder med HDP, der ofte anklages for at have forbindelser til Kurdistans Arbejderparti (PKK), som regnes for en terrororganisation i Tyrkiet, EU og NATO.

I og med at oppositionspartierne – især HDP – får mindre taletid, har de færre muligheder for at nå lige så langt ud med sit genmæle. HDP bruger derfor især de sociale medier og YouTube-kanaler for at nå ud til vælgerne.

 

Oppositionen i landet er historisk svækket. Efter det fejlslagne militære kupforsøg mod Erdogan 15. juli 2016 er et stort antal tyrkere blevet fyret og fængslet
_______

 

Svækket opposition
Oppositionen i landet er historisk svækket. Efter det fejlslagne militære kupforsøg mod Erdogan 15. juli 2016 er et stort antal tyrkere blevet fyret og fængslet. Ifølge hjemmesiden TurkeyPurge.com, der overvåger fyringer i landet, var godt 150.000 blevet fyret, godt 500.000 tilbageholdt og godt 85.000 anholdt efter det tre år gamle kupforsøg. De beskyldes for at have været indblandet i kupforsøget.

A) Kurderne svækket: Selahattin Demirtas og Figen Yüksekdag, de oprindelige ledere af det prokurdiske HDP, som er oppositionens tredjestørste parti, sidder fængslet, anklaget for at støtte PKK. Derudover er 94 af de 103 kurdiske kommuner, som HDP eller dets lokale søsterparti DBP (Regionernes Demokratiske Parti) vandt, blevet overtaget af Erdogan-udpegede administratorer: Regeringen har fjernet de folkevalgte kurdiske borgmestre, der er anholdt for ”støtte til PKK”, og har i stedet indsat sine egne folk. Så HDP’s muligheder som opposition til Erdogan er begrænsede. Hvis kurderne denne gang skulle stemme på HDP’s borgmesterkandidater, kan de også pludselig blive fjernet fra deres poster, har Erdogan advaret om – hvilket er et illustrativt eksempel på den nedadgående udvikling, som Tyrkiets demokrati har oplevet i de senere år. Udviklingen har gjort, at kritikere har kaldt Erdogan for en ”diktator”. Men modsat rendyrkede diktaturstater og politistater bliver præsidenten i Tyrkiet dagligt kritiseret i hårde vendinger i parlamentet af både CHP, HDP og de få oppositionsmedier.

Når det er sagt, så nedgraderede den amerikanske tænketank Freedom House i 2018 Tyrkiet fra ”delvis fri” til ”ikke fri”. Tyrkiet havde en score på 32, hvor 0 er mindst frit, mens 100 er mest frit. Danmark lå helt i top med 97, mens eksempelvis det totalitære diktatur Nordkorea lå næsten helt i bund med 3.

Svaret er måske snarere, at Tyrkiet fremfor et reelt diktatur er et ”illiberalt demokrati” og ”flertalsvælde” – sådan som lektor Gülay Türkmen-Dervişoğlu fra det tyske Göttingen Universitet har kaldt landet – hvor der ikke på samme måde som i mere rendyrkede demokratiske lande bliver taget hensyn til parlamentariske mindretal.

B) Resten af opposition kan også blive svækket: En retslig undersøgelse er begyndelsen på en retsproces mod det største oppositionsparti CHP’s borgmesterkandidat i Ankara, Mansur Yavas – som spås gode chancer for at fravriste hovedstaden fra Erdogan. Han beskyldes for korruption i en sag fra 2009, hvor han var praktiserende advokat. Erdogan har sagt, at dokumenterne mod Yavas ”ikke kan ignoreres”, og at undersøgelsens resultater vil komme frem efter valget, hvor Yavas kan komme til at ”betale en heftig pris.” Erdogans udtalelser kan forstås som en advarsel om, at selv hvis Yavas vinder, kan han blive fjernet fra borgmesterposten til fordel for en statsudpeget administrator. Også det andet oppositionsparti Iyi Partis leder Meral Aksener blev truet med fængsel af Erdogan for injurier. “Nogen tilbringer tiden i fængslet. Du kunne få den same skæbne,” sagde Erdogan til et vælgermøde den 9. marts.

C) Intern svækket opposition: Grundlæggende kan Erdogan – trods et muligt nederlag i Istanbul, Ankara og Izmir – være sikker på én ting, nemlig at de tre store oppositionspartier kun er enige om én ting: deres had til Erdogan. Alt andet er de dybt uenige om, hvilket Erdogan udnytter i sin egen del-og-hersk-strategi.

Erdogan ses som religiøs garant
I Tyrkiet udgør sunnimuslimer cirka 80 procent af befolkningen. Mange af dem var uenige med landsfaderen Mustafa Kemal Atatürks (1881-1938) forbud mod at gå med islamiske tørklæder offentligt samt måden, hvorpå Atatürk praktiserede sekularisering. Det var en sekularisering, som de Atatürk-tro partier, heriblandt CHP, praktiserede i årtier efter landsfaderens død. I 2008 ophævede Erdogan forbuddet mod at bære tørklæder på læreanstalter. At Erdogan selv betragtes som en konservativ sunnimuslim, gør, at han er på bølgelængde med en stor del af befolkningen.

Erdogan har dyrket narrativet om, at hvis han taber, og oppositionens sekulære CHP – som i øvrigt også var Atatürks parti – vinder, så kan tyrkerne igen vinke farvel til religionsfriheden.

 

Erdogan har dyrket narrativet om, at hvis han taber, og oppositionens sekulære CHP […] vinder, så kan tyrkerne igen vinke farvel til religionsfriheden
_______

 

Erdogan flirter med antivestlig og tyrkisk nationalisme
Erdogan bruger også det nylige terrorangreb på moskeer i New Zealand til at flytte fokus væk fra interne problemer og hen imod udenlandsk islamofobi. Erdogan positionerer sig som muslimernes forsvarer overfor det ”islamhadende” Vesten. Angrebene bliver også brugt internt mod oppositionen. Under et vælgermøde i den nordvestlige by Tekirdag viste Erdogan liveoptagelser af massakren på storskærm. Dernæst så man et klip af oppositionslederen fra CHP Kemal Kilicdaroglu, som opfordrer til selvransagelse i den islamiske verden, for “terroren stammer fra den muslimske verden”. Erdogan kommenterede på klippet og sagde: ”Se denne uforskammede mand! ’Terroren stammer fra den muslimske verden’, siger han!” På den måde fremstillede Erdogan oppositionslederen som en, der sætter tyrkernes religion i bås med terror.

På samme måde har Erdogan skruet op for den tyrkisk-nationalistiske retorik i forhold til kurderne. Således spurgte han til et vælgermøde, om der ”findes et ’Kurdistan’ i Tyrkiet? Dem, der vil, kan flytte til Irak. Dér findes der et ’Kurdistan’.” Med den nationalistiske retorik risikerer Erdogan at skræmme kurdiske vælgere væk. Omvendt appellerer den nationalistiske retorik mod kurderne og det ”islamofobiske” Vesten til mange etniske tyrkere. De har længe følt sig holdt hen af et EU, som Tyrkiet i årtier forgæves har søgt at blive medlem af. Derudover konkurrerer Erdogan ved dette valg mod oppositionens Iyi Parti, der selv beskriver sig som et tyrkisk-nationalistisk parti og forsøger at kapre vælgere fra dem ved at føre en nationalistisk retorik.

Lokalmagt er afhængig af Ankara
De borgmestre, der er kandidatlisten til valget på søndag, har reelt ikke den store magt. Magten ligger hos de 81 provinsers guvernører, og de bliver udpeget af Erdogans AKP-parti i Ankara. Ønsker de lokale mere økonomisk støtte, serviceydelser og investeringer til deres lokalområder fra regeringen i Ankara, handler det om at være på god fod med Erdogan. Hvis de stemmer på oppositionens borgmesterkandidat, kan det blive vanskeligere at få støtte fra hovedstaden. Derfor er der i Tyrkiets historie en tendens til, at mange på lokalplan stemmer på det parti, der har regeringsmagten.

Erdogans AKP-parti har vundet alle nationale tyrkiske valg siden 2002. Han er ikke selv på valg på søndag, og dermed er hans egen magtposition ikke direkte truet. Men måske lykkes det oppositionen at fravriste storbyer som Istanbul og Ankara. Hvilken effekt, det i praksis vil have på national politik, er svært at sige. For i sidste ende er provinserne altså underlagt Erdogan-udpegede guvernører. Derfor kan man argumentere for, at det ikke er andet end en symbolværdi. Alligevel vil oppositionen – hvis den vinder de tyrkiske storbyer – betragte dét som en kæmpe historisk sejr og en symbolsk ydmygelse af Erdogan, der hidtil har virket uovervindelig. ■

 

Alligevel vil oppositionen – hvis den vinder de tyrkiske storbyer – betragte dét som en kæmpe historisk sejr og en symbolsk ydmygelse af Erdogan, der hidtil har virket uovervindelig
_______

 



Deniz Serinci (f. 1985) er journalist og forfatter, aktuel med bogen ”Fængslet i Erdogans Tyrkiet” (Kontrovers, 2018). Han har skrevet to bøger om IS, to om Tyrkiet og en om kurderne. ILLUSTRATION: Erdogan til valgarrangement ifm. lokalvalgene, 27. marts [foto: Emin Menguarslan / Anadolu Agency/ABACAPRESS.COM/Scanpix]