05.07.2019

“Det er en klar svækkelse af den parlamentariske kontrol, når en så central og magtfuld skikkelse reelt kan svæve over folkestyret og de normale kontrolinstanser. Hvem refererer han til? Hans magtbeføjelser er uklare, og konstruktionen skaber i det hele taget en temmelig syret gråzone. Det er et fænomen over for hvilket Folketinget og pressen er reelt magtesløse og derfor bare kan rende og hoppe med sine spørgsmål, for Martin Rossen står ikke til regnskab overfor dem.”


Kommentar af Christina Egelund

DET ER EN FUNDAMENTAL del af et egentligt folkestyre, at folket faktisk er i stand til at udøve kontrol med de øverste magtinstanser i samfundet. Det sker primært på to måder: for det første ved at der føres egentlig kontrol med, om ministrene agerer inden for lovens rammer og ikke lyver, og for det andet ved at offentligheden har en rimelig adgang til information om, hvordan magten forvaltes på Slotsholmen. Altså en kombination af kontrol og oplysning.

Lad os starte med kontrollen. En del af folkets kontrolgreb over for ministre er afgivet til dem, folket har valgt til at repræsentere sig: medlemmerne af Folketinget. Folketinget fører således på vegne af borgerne kontrol med den udøvende magt i regeringen og har konkrete værktøjer hertil: samråd, næser, udtale mistillid og – i yderste instans – at rejse en sag ved Rigsretten. Det er den systemiske, parlamentariske kontrol med ministrene.

For så vidt angår oplysningen, som er det andet væsentlige kontrolgreb, folket har over for magthaverne, er pressen helt central. Indsigt i magtforvaltningen via en fri og kritisk presses formidling af, hvad der sker i magtkorridorerne er borgernes mulighed for at kigge magthaverne efter i kortene og tilegne sig viden om, hvem der træffer hvilke beslutninger og på hvilket grundlag.

Begge dele, kontrol og oplysning, forekommer at være helt banale forudsætninger for at stærkt folkestyre.

I DENNE UGE blev vi præsenteret for nyheden om, at Statsministeren har udpeget sin højre hånd, Martin Rossen, til leder af et nyoprettet politisk kabinet i Statsministeriet og desuden som egentligt medlem af regeringens to helt centrale udvalg, Økonomiudvalget og Kontroludvalget. Jeg synes, at vi derfor står med en så eksotisk fugl i dansk folkestyre-sammenhæng, at det giver anledning til at rejse en række spørgsmål.

Vi har nemlig her at gøre med en nyskabelse af en magtfigur totalt uden for parlamentarisk kontrol
_______

 

Vi har nemlig her at gøre med en nyskabelse af en magtfigur totalt uden for parlamentarisk kontrol. Rossen kan ikke kaldes i samråd eller udsættes for andre af de værktøjer, Folketinget har til rådighed over for den udøvende magt – selvom han nu formelt og i egen ret har sæde i regeringens mest magtfulde udvalg. Det er en klar svækkelse af den parlamentariske kontrol, når en så central og magtfuld skikkelse reelt kan svæve over folkestyret og de normale kontrolinstanser. Hvem refererer han til? Hans magtbeføjelser er uklare, og konstruktionen skaber i det hele taget en temmelig syret gråzone. Det er et fænomen over for hvilket Folketinget og pressen er reelt magtesløse og derfor bare kan rende og hoppe med sine spørgsmål, for Martin Rossen står ikke til regnskab overfor den.

I dén situation bør Folketinget styrke det andet greb, der giver et reelt folkestyre: indsigt og oplysning.

Dette bør gøres gennem en lempelse af offentlighedsloven, så på skammelig vis blev strammet, sidste gang Socialdemokratiet besad regeringsmagten. Mange husker sikkert den helt berettigede kritik af daværende justitsminister Bødskov og hans mørklægning af Slotsholmen, da han for eksempel indførte den stærkt omstridte ministerbetjeningsregel. Det er med hjemmel i netop ministerbetjeningsreglen, at de fleste afslag på anmodninger om aktindsigt gives.

 

Idet regeringspartiet ikke besidder 90 mandater, bør der kunne samles et flertal i Folketinget som sikrer større åbenhed og dermed lukker lys ind i den gråzone af en magtstue, Statsministeren har skabt
_______

 

Det er sådan set let nok at sikre større åbenhed for borgerne. Forliget om offentlighedsloven er opsagt, og idet regeringspartiet ikke besidder 90 mandater, bør der kunne samles et flertal i Folketinget som sikrer større åbenhed og dermed lukker lys ind i den gråzone af en magtstue, Statsministeren har skabt.

Det kræver blot, at Venstre forlader sin hidtidige støtte til Bødskovs mørklægningslov. Med Lars Løkkes udmærkede kritik af sin efterfølgers sære påhit, bør det være en smal sag for Venstre at bakke op en lempelse af offentlighedsloven. Ikke sandt, kære liberale venner? ■

 

Det kræver blot, at Venstre forlader sin hidtidige støtte til Bødskovs mørklægningslov
_______

 

Christina Egelund (f.1977) var 2015-2019 medlem af Folketinget for Liberal Alliance og bl.a. partiets politiske ordfører [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]