15.04.2019

Globaliseringen har gjort os alle rigere og mindsket fattigdommen. Det bør venstrefløjen forholde sig til i stedet for at blande æbler og pærer i ulighedsdebatten.

Analyse af Niels Westy og Christian Bjørnskov

Siden 1980’erne har verden oplevet en fattigdomsreduktion uden historisk sidestykke. Hvor mere end hver tredje levede i ekstrem fattigdom for 30 år siden, er det i dag mindre end hver tiende. Det er sket samtidig med, at verdens befolkning er vokset med ca. 2,5 mia. i samme periode. Samtidig tilhører hver anden i dag den globale middelklasse (defineret ved mindst 10 USD (købekraftskorrigeret 2005) til rådighed pr dag). Dette er sket samtidig med at den globale ulighed er faldet de seneste årtier.

At de seneste årtiers økonomiske globalisering har været en kæmpe succes, synes i den grad at være gået store dele af offentlighedens næse forbi, ikke mindst på venstrefløjen, hvis identitet og forståelse af verden siden Marx og Engels’ velmagtsdage i 1800-tallet har været defineret ved Karl Marx’ kapitalismekritik. En af Marx’ centrale påstande var, at et samfund med frie markeder ville skabe en stadigt fattigere underklasse, som i sidste ende måtte gøre oprør mod resten af samfundet, også kaldet bourgeoisiet. Et af de vigtigste politiske slogans for en stor del af venstrefløjen var derfor i mange år, at de ”rige blev rigere, og de fattige blev fattigere”.

I dag er de fleste venstreorienteredes foretrukne slogans forskellige varianter af temaet: ”Uligheden stiger”. Det er uklart, om dette politiske slagord er et udtryk for, at man har erkendt, at de fattige faktisk ikke bliver fattigere, eller om det blot er en ny måde at gentage en påstand, der er central for mange meningsdanneres politiske identitet.

Uanset baggrunden er det en stærkt problematisk påstand, fordi den er decideret vildledende. I nogle lande og regioner – blandt andet en række rige vestlige lande – har den været stigende, men i andre lande og regioner – fx Latinamerika og Caribien – har Gini-koefficienten været faldende. Målt på gennemsnitlig ulighed i verdens lande har den været nogenlunde konstant set over de seneste 25-30 år. Den globale ulighed har til gengæld været faldende, drevet af højere vækst og velstandsfremgang i en række udviklings- og mellemindkomstlande. Ikke mindst udviklingen i Indien og især Kina, som rummer ca. 26 pct. af Jordens befolkning, har været afgørende.

Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie. Økonomer på tværs af politiske skel – fra højreorienterede som Robert Barro til venstreorienterede som Branco Milanovic – har omhyggeligt dokumenteret, hvordan klodens fattigdom er styrtdykket siden 1980’erne. Det skulle man ellers ikke tro, hvis man primært får sin information fra organisationer som fx Oxfam IBIS, politikere som Pia Olsen Dyhr og Mette Frederiksen, Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (tidl. LO) eller 3F’s kampagne ”Og det er Danmark”.

 

Den helt afgørende triumf i de seneste tre årtier er dog den enorme reduktion i den globale fattigdom, som er uden sidestykke i menneskets historie
_______

 

Pia Olsen Dyhr skriver således i en kronik i Politiken 12. februar under overskriften ”Uligheden går amok”, at: ”Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang. Det er med andre ord ikke noget, du bilder dig ind, når du synes, du ser flere hjemløse på gaden, eller undrer dig over de mange historier om familier, der ikke har råd til julegaver eller må sortere i ungernes fritidsaktiviteter og børnefødselsdage. Det er den bedrøvelige sandhed i Danmark anno 2019.”

SF-lederen gentog denne påstand to uger senere i DR2 Deadline med henvisning til en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som konkluderer, at knap 65.000 børn levede i relativ fattigdom i 2017 mod ca. 45.000 10 år tidligere. Denne påstand er også en central del af 3F’s kampagne ”Og det er Danmark”, som har kørt de seneste måneder.

Påstanden hviler dog på en forståelse af fattigdom, der er stærkt vildledende, hvis man ikke er fagligt klædt på til at forstå den subtile brug af ordet ’fattigdom’. Når 3F, Pia Olsen Dyhr taler m.fl. taler om ”fattigdom”, anvender de begrebet relativ fattigdom ifølge EU’s definition, hvor man er fattig, hvis man har en indkomst under halvdelen af medianindkomsten i ét år.

Definitionen har den pudsige konsekvens, at hvis alles indkomst stiger til det dobbelte, er den relative fattigdom uændret. Der er altså reelt tale om et mål for ulighed, som står i modsætning til absolut fattigdom, som er baseret på måling af den reelle indkomst. Når vi således taler om antal og andel som lever i ekstrem fattigdom, er det således baseret på den reelle købekraft. Når vi konstaterer, at andelen af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom, er faldet fra ca. 36 pct. i 1990 til ca. 8 pct. i dag er det målt på absolut købekraft.

Problemet er, at Pia Olsen Dyhr og andre bruger tal for relativ fattigdom, men taler om det, som om der var tale om absolut fattigdom, altså at man har oplevet en reel nedgang i købekraften. Når man henviser til, at antallet af børn, som lever i fattigdom, skulle være steget i perioden 2007 til 2017 med henvisning til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds beregninger, er der således tale om, at antallet af børn, som lever i relativ fattigdom, er steget. Målt på udvikling i købekraft er den dog faldet.

Tager man udgangspunkt i købekraften ved årtusindeskiftet, er det færre end 25.000 børn, som lever i fattigdom i 2017, og dermed et fald på nogle få tusinde i forhold til i 2007. Man kan ikke afvise, at nogle familier har oplevet et indkomstfald, men det samlede antal er faldet. Det er også værd at bemærke, at Danmark har oplevet indvandring fra fattigere lande i perioden, så en del af de fattige børn i Danmark er således relativt nytilkomne indbyggere, der er relativt fattige i forhold til andre i Danmark, men dog langt mere velstående end børn i de lande, deres forældre kom fra.

Hvis man ønsker at fremmane et billede, som bekræfter den gamle påstand om, at ”de rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere”, er man derfor nødt til at måle på relativ fattigdom men lade som om, man måler på absolut fattigdom, og derudover ignorere de ekstra – fagligt velkendte – problemer, der er ved sådanne sammenligninger. Ulighed og fattigdom er nu engang ikke det samme, og i en række tilfælde er de deciderede modsætninger. Man finder således en række lande med relativt lav ulighed blandt verdens absolut fattigste nationer (bl.a. Bangladesh).

 

Ulighed og fattigdom er nu engang ikke det samme, og i en række tilfælde er de deciderede modsætninger
_______

 

Den slags problemer ignoreres i særlig grad en gang om året, når Oxfam IBIS udsender sin årligt tilbagevendende rapport om ulighed og fattigdom. Rapporten udkommer på et strategisk smart tidspunkt for organisationens kommunikation, nemlig umiddelbart op til det årlige møde i ”The World Economic Forum” i Davos. Oxfam IBIS rapport fortæller hvert år den samme historie om, hvor skrækkeligt det står til i verden. En historie, som hviler på forfatternes særlige evne til cherry-picking, manipulation og brug af begreber, som intet siger om det, man påstår.

Et centralt begreb i Oxfam IBIS’ forsøg på at fremmane et billede af en verden, der er ved at gå i hundene, er udviklingen i og fordelingen af det, der kaldes den globale nettoformue. Dette tal offentliggøres hvert efterår af den schweiziske bank Credit-Suisse. Oxfam IBIS’ trick er at sammenligne en liste over verdens rigeste mennesker fra magasinet Forbes med den samlede nettoformue for den mindst formuende halvdel af verdens befolkning. I år skulle der således kun otte superrige til at have samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen. Denne sammenligning bruges så som eksempel på, hvor ekstremt ulige verden er. Hvad man undlader at gøre opmærksom på, er, at den akkumulerede ’nettoformue’ for den fattige halvdel af klodens indbyggere er relativt ubetydelig. Det skyldes flere forhold.

For det første har de 10 pct. fattigste – hvor mennesker fra verdens rigeste lande er overrepræsenterede – samlet set en negativ finansiel formue. De har med andre ord gæld, men ofte uden at dette er et problem. Blandt disse 10 pct. ’fattigste’ skal man således tælle nyuddannede danskere med studiegæld, der sidder i velbetalte jobs samt iværksættere rundt om i verden, der har taget lån for at starte en ny virksomhed. Det er svært at betragte disse som tilhørende verdens fattige, mens meget fattige mennesker i ulande uden adgang til bankvæsen eller andre finansielle services ikke tæller med. Deres nettoformue vil per definition være nul, da de ikke har adgang til lån, og den formue, de har i form af smykker, jord eller uddannelse, stort set aldrig tæller officielt.

For det andet er det slående, at disse rapporter kun medtager udviklingen over tid, hvis det giver et billede af en stadig mere ulige fordeling, men undlader at skrive det, når udviklingen går den anden vej. Hvis man alene læser Oxfam IBIS’ rapporter skulle man tro, at den globale formuefordeling blot bliver stadigt mere ulige. Det forholder sig faktisk omvendt, hvis man måler på de 5 og 10 pct. mest formuende, målt på finansiel formue, i forhold til resten af verden. Målt på disse to er formueuligheden faktisk faldet siden årtusindeskiftet. Den rigeste ene procents stigning over samme periode er således udelukkende sket på bekostning af de 5 og 10 pct. mest formuende, mens de 90 pct. mindst formuende ejer en stadigt større del af den samlede globale finansielle nettoformue. Det fremgår dog intetsteds i Oxfam IBIS’ årlige rapporter. Det må undre, da det fremgår af den rapport fra Credit Suisse, som er grundlaget for Oxfam IBIS’ årlige rapporter.

Det grundlæggende problem er dog, som eksemplerne ovenfor illustrerer, at finansiel nettoformue er et elendigt begreb, hvis man ønsker at sige noget fornuftigt om udviklingen i menneskers levestandard. Udover at uligheden i finansiel nettoformue ofte blot afspejler, om folk overhovedet har adgang til officiel låntagning og opsparing, og at man groft fejlkategoriserer mange unges velstand, er det helt store problem, at Credit Suisse og Oxfam IBIS ikke korrigerer for forskelle i købekraft. Med andre ord ignorerer man, at nogle lande er meget dyrere at bo i end andre. Mens nettoformuerne primært består af finansielle aktiver og fast ejendom, er det vigtigste imidlertid, hvad man kan få for pengene. Der er som bekendt betydelig forskel på, hvad man kan få for en million kroner i Danmark og Thailand. Når man ignorerer denne kendsgerning, kommer man til groft at undervurdere værdien af formuer i fattige lande og overvurdere den i meget dyre lande som Danmark, Norge og Schweiz. Hele øvelsen med at sammenligne nettoformuer på tværs af verden er således dybt misvisende.

 

Heldigvis ser virkeligheden helt anderledes ud, end særinteresser med venstrefløjssympatier giver udtryk for. Verden har gennem de sidste 150 år oplevet en fortsat stigende levestandard og de seneste årtier også faldende fattigdom og global ulighed
_______

 

Uligheden falder, og levestandarden stiger takket være den økonomiske globalisering
Heldigvis ser virkeligheden helt anderledes ud, end særinteresser med venstrefløjssympatier giver udtryk for. Verden har gennem de sidste 150 år oplevet en fortsat stigende levestandard og de seneste årtier også faldende fattigdom og global ulighed. For 200 år siden var det næsten 9 ud af 10, der levede i ekstrem fattigdom, og så sent som i 1990 gjaldt det som sagt mere end hver tredje i verden. I dag er det ”kun” ca. 8 pct. af Jordens befolkning. Måler man den ’almindelige’ fattigdom – enten defineret som en indkomst under 3,20 eller 5,50 USD (sidstnævnte er den fattigdomsgrænse, som Verdensbanken bruger som fattigdomsgrænse for den bedst stillede halvdel af middelindkomstlande) – har man også her oplevet betydelige fald gennem de seneste 30 år. Mens mere end hver anden måtte klare sig med, hvad der svarer til mindre end 3,20 USD per dag i 1990, gælder det i dag ”kun” for hver fjerde, og hvor mere end to ud af tre havde mindre end 5,20 USD til rådighed, gælder det i dag mindre end hver anden. At 8 pct. stadig lever i dyb fattigdom, er for mange, men udviklingen de sidste 40 år har været dramatisk og positiv. Den udvikling kan vi primært takke den så udskældte økonomiske globalisering for.

I 2012 udarbejdede Beskæftigelsesministeriet en officiel definition af ’social dumping’. Herefter defineredes social dumping som ”forhold, hvor udenlandske lønmodtagere har løn- og arbejdsvilkår, som ligger under det sædvanlige danske niveau”. Hvis man anvender den definitionen af social dumping, må man konstatere, at alle danskere – fra pensionist til direktør, uanset alder, indtægt, køn og uddannelse – skylder deres høje levestandard til eksistensen af social dumping.

Det, ministeriet kalder social dumping, er en central del af den økonomiske globalisering, som har hjulpet med at løfte millioner ud af fattigdom. Det er en proces, som vi danskere var nogle af de første til at få glæde af, da Storbritannien afskaffede de protektionistiske kornlove og åbnede for import af landbrugsvarer i 1846. Danske landmænd kunne ganske enkelt levere billigere (og ofte bedre) varer end deres britiske konkurrenter. Det medførte øget dansk vækst og er en væsentlig del af forklaringen på, at Danmark før Anden Verdenskrig var blandt de absolut rigeste lande i verden. Faldet i prisen på fødevarer, som konkurrence fra bl.a. Danmark skabte, var dog også en voldsom gevinst for de fattigste briter, der pludselig havde penge til overs, når de havde betalt bolig og mad.

Med de seneste årtiers stigende globalisering og ikke mindst åbningen af først og fremmest Kinas og Indien, men også andre landes økonomier, har verden høstet yderligere gevinster. Med et slag steg det globale arbejdsudbud med svimlende 1,5 milliarder arbejdere, og deres løn- og arbejdsvilkår var og er bestemt under dansk niveau, jævnfør beskæftigelsesministeriets definition fra 2012 ovenfor. Men samtidig har netop adgangen til det globale marked og den rige verdens glubske appetit på gode tilbud forbedret både løn- og arbejdsvilkår gevaldigt for mange af verdens fattigste. Når vi kan tage i Bilka og købe en smartphone fra Kina, kaffe fra Rwanda, eller et tv, hvor adskillige dele kommer fra Malaysia og Vietnam, er det, fordi de er produceret under – efter danske forhold – ringe arbejdsvilkår og til lave lønninger, altså hvad der herhjemme ville blive anset for social dumping, som adskillige organisationer raser imod. Definitionen fra 2012 blev næppe skrevet med international handel og import i tankerne. Men grundlæggende er der ikke forskel på, om vi importerer produkter fremstillet med billig arbejdskraft, eller om arbejdskraften kommer hertil og udfører arbejdet.

 

Den globale konkurrence gør ikke sportsvogne eller champagne billigere, men mad, tøj og andre dagligdagsvarer, der tynger almindelige familiers budget, bliver billigere og bedre pga. den globale konkurrence
_______

 

Vestens fattige har vundet på globaliseringen
En del af Danmarks succes er, at vi igennem historien har tilpasset os de globale vilkår. Det er en evne, vi kun er blevet rigere af. For hvad er forskellen på de sypiger i Herning, som mistede deres job pga. udflytningen af produktionen til Østen i 1980’erne, og det som sker i disse år? Svaret er, at ingen af dem, hvis arbejde er truet, er begejstrede for konkurrencen udefra eller risikoen for at miste deres job. På samme måde er B&O og deres ansatte i Struer ikke begejstrede for konkurrencen fra Samsung, LG og de andre producenter i Fjernøsten, som oversvømmer markedet med billige og glimrende produkter. Men i vores rolle som forbrugere, er netop dén konkurrence afgørende for vores velstand – ikke mindst hvis vi tilhører den relativt fattige del af befolkningen. Den globale konkurrence gør ikke sportsvogne eller champagne billigere, men mad, tøj og andre dagligdagsvarer, der tynger almindelige familiers budget, bliver billigere og bedre pga. den globale konkurrence. Således har har Pablo D. Fajgelbaum og Amit K. Khandelwal beregnet, at gevinsten ved frihandel for de 10 pct. laveste indkomster i Danmark er næsten dobbelt så stor som for de 10 pct. højeste indkomster.

Det er ikke kun danske og vestlige forbrugere, som har glæde af globaliseringen. Det samme gælder ikke mindst, som allerede påpeget, de flere milliarder mennesker, der var fattige indtil for ganske nylig. Med andre ord: Aldrig før i verdenshistorien har så mange mennesker levet så godt, og aldrig før har så lille en andel levet i fattigdom. Det kan vi først og fremmest takke den globale markedskapitalisme og internationale frihandel for. I den diskussion er det umuligt at komme udenom, at social dumping som defineret af Beskæftigelsesministeriet har spillet en væsentlig og måske afgørende rolle i det kapløb mod toppen, som vi befinder os i.

Det er ikke korrekt, når fagbevægelsen og store dele af venstrefløjen (og den populistiske højrefløj) taler om et kapløb mod bunden. Og at Vestens arbejder- og middelklasse har tabt på globaliseringen. I hvert fald ikke i absolutte termer. Tværtimod har alle (opdelt i deciler) oplevet en reallønsfremgang siden 1980’erne – også i de fleste rige lande. Eller man mener måske, at det er et problem, at levestandarden, også for den brede befolkning, stiger væsentligt hurtigere i en række af de lande, som har udkonkurreret dansk og vestlig produktion? For det er korrekt, at midlet til denne fremgang i starten i høj grad er en accept af ”ringere løn- og arbejdsvilkår”. I midten af 1950’erne var Sydkorea således fattigere end mange afrikanske lande, mens landet i dag er på europæisk niveau. En lignende udvikling kan ses i Taiwan, der i begyndelsen af 1960’erne havde en sjettedel af den danske velstand, men i dag er på samme niveau.

Faktum er, at den globale økonomiske proces, som ifølge Beskæftigelsesministeriets definition fra 2012 er social dumping, fortsætter og skaber værdi for både kapitalister, forbrugere og arbejdere. De største gevinster, relativt set, i denne proces skabes for nogle af verdens fattigste.

På den ene side er det naturligt, at fagbevægelsen ikke vil erkende det. Den sælger trods alt forestillingen om, at den sikrer danske lønmodtageres løn- og arbejdsvilkår, selv om det over tid reelt er en illusion. Vores løn er i sidste ende dikteret af produktivitetsudviklingen. At venstrefløjen i bred forstand ikke kan indse det, skyldes formentlig problemet med, at socialismen bygger på en forenklet og forkert opfattelse af mennesket som enten kapitalist eller arbejder. I den rige del af verden er de fleste af os begge dele: Vi er (stort set alle) alle både lønmodtagere og kapitalejere i kraft af vores pensionsopsparing, og så er vi alle forbrugere.

Denne sidste egenskab glemmes alt for ofte, men det er som forbrugere, vi først og fremmest vinder ved globaliseringen. Derfor bør vi glædes over globalisering og international konkurrence. Det er den bedste form for ulandsbistand og hjælp, vi kan give fattige mennesker. Hvad der for den rige dansker er social dumping, er for den fattige afrikaner en bedre fremtid. ■

 

Det er som forbrugere, vi først og fremmest vinder ved globaliseringen. […] Hvad der for den rige dansker er social dumping, er for den fattige afrikaner en bedre fremtid
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr (SF): Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Børsnoteringen er to fluer med ét smæk for Trump – men hvem vil stå tilbage med regningen?

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover