27.01.2019

For første gang er det lykkedes oppositionen til præsident at stille sig bag én mand, nemlig nationalforsamlingens formand, Juan Guaido. Der bør ikke være tvivl hos nogen om, at vi også i Danmark støtter Juan Guaido og oppositionens kamp for at bringe Maduro til fald og sikre, at Venezuela igen bliver et frit demokratisk samfund.

Af Niels Westy

I disse dage udspilles seneste akt i den venezuelanske tragedie, som nåede sit hidtidige klimaks, da nationalforsamlingens formand, Juan Guiado, i onsdags aflagde ed som præsident, hvorefter flertallet af lande i både Nord- og Sydamerika hurtigt fulgte efter og anerkendte ham som Venezuelas legitime præsident. Imens demonstrerede venezuelanerne landet over for demokrati og mod det nuværende regime og præsident Maduro. Desværre medførte demonstrationerne også, at mere end 20 mennesker – indtil videre – er blevet slået ihjel. De fleste som ofre for regimets paramilitære grupper, de såkaldte Colectivos. Desværre kan det sagtens blive meget værre, før det bliver godt igen.

Men hvem er egentlig denne opposition og Juan Guiado?

Lad mig sige med det samme: Med mindre man opfatter Socialdemokratiet og SF herhjemme som højreorienterede partier, så giver det ingen mening at tale om konflikten i Venezuela som en kamp mellem højre- og venstrefløjen.

Og det giver slet ingen mening at tale om oppositionen som fascistiske højreekstremister, som repræsentanter fra Enhedslisten fx har gjort i flere omgange. Bl.a. i en solidaritetserklæring til den ”Venezuelanske revolution” i forbindelse med protesterne i 2014, hvor en række partier på den ekstreme europæiske venstrefløj beskrev oppositionen således: ”The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies”.

Hvis Enhedslisten mener, at oppositionen i Venezuela er domineret af fascistister, så indebærer det, som det vil fremgå nedenfor, at deres støtte til en socialdemokratisk ledet regering her i landet stort set svarer til at støtte en fascistisk regering.

 

Oppositionen og en lang række andre lande har aldrig anerkendt præsidentvalget, som fandt sted i maj 2018, og med god grund: Valget var ren svindel
_______

 

Juan Guaido: Selvudnævnt eller ikke selvudnævnt præsident?
Da oppositionslederen og parlamentsformanden Juan Guaido 10. januar meddelte, at han stillede sit mandat til rådighed som midlertidig præsident, indtil der afholdes nyvalg, gjorde han det i henhold til forfatningens paragraf 233. Den tilsiger, at i tilfælde af at præsidentembedet er ledigt, er formanden for nationalforsamlingen per automatik præsident frem til et nyvalg.

Af samme grund er netop den 10. januar afgørende, fordi det var dagen, hvor Maduro aflagde ed i Venezuelas højesteret og påbegyndte sin anden valgperiode. Men oppositionen og en lang række andre lande har aldrig anerkendt præsidentvalget, som fandt sted i maj 2018, og med god grund: Valget var ren svindel.

Man kan derfor med rette mene, at fra 10. januar, hvor Maduros første regeringsperiode sluttede, var præsidentposten ikke længere besat – med mindre man altså anerkender det korrumperede valg i maj 2018.

Gør man ikke det, har Juan Guaido ifølge landets forfatning været den legitime præsident siden 10. januar. Dermed var der ikke tale om en selvudnævnelse, som det refereres i de fleste medier, også herhjemme, da han 23. januar ved en stor demonstration aflagde ed som præsident foran en jublende folkemængde, inklusive medlemmer af nationalforsamlingen. At omtale Juan Guaido som ”selvudnævnt” præsident, er således ikke korrekt. Anerkender man resultatet af præsidentvalget sidste år, er han kupmager. Gør man ikke, er Maduro kupmageren – og har været det længe.

 

Anerkender man resultatet af præsidentvalget sidste år, er [Guaido] kupmager. Gør man ikke, er Maduro kupmageren – og har været det længe
_______

 

Nationalforsamlingen – den sidste rest af demokrati
Sammensætningen af den nuværende nationalforsamling blev afgjort ved parlamentsvalget i december 2015, hvor oppositionen – trods en ihærdig indsats fra regimets side – endte med en klar sejr. Herefter valgte regeringen at se stort på nationalforsamlingens forfatningsmæssige rettigheder. Det kunne man bl.a. gøre, fordi Højesteret er fyldt med loyale – og korrupte – støtter af Maduro og regeringspartiet, Venezuelas Socialistiske Enhedsparti.

Nationalforsamlingen eksisterer fortsat, selvom den chikaneres af regimet, som i 2017 etablerede en konkurrerende parlamentsforsamling bestående af loyale støtter ved et forfatningsstridigt manipuleret valg, som oppositionen valgte at boykotte.

Hvad sjældent nævnes, er, hvor de oppositionelle partier hører til i det politiske landskab. Det er også tilfældet i disse dage, hvor medierne synes mest optagede af Donald Trump og USA’s ageren ifm. situationen i Venezuela – også selv om USA på ingen måder er den væsentligste af de lande, som anerkender Guaido som Venezuelas præsident. Det er derimod lande som Colombia og ikke mindst Brasilien. Var Fernando Haddad fra arbejderpartiet (PT) endt med sejren ved efterårets præsidentvalg i Brasilien i stedet for den stærkt højreorienterede Jair Bolsonaro, havde den brasilianske regering utvivlsomt anerkendt valget af Maduro – og så havde det været fuldkommen ligegyldigt, om USA valgte at gøre det eller ej.

For nok er USA Venezuelas største eksportmarked for dets olieproduktion, men der er primært tale om en regional konflikt (og USA’s indflydelse i Sydamerika er altid blevet overvurderet dramatisk, formentlig fordi det passer ind i et venstrefløjsnarrativ), hvor ikke mindst Colombia og Brasilien har en åbenlys interesse i at få stoppet den enorme flygtningestrøm, som truer med at destabilisere hele regionen.

Men et er, at de lande i regionen, som anerkender Juan Guaido som retmæssig midlertidig præsident, for de flestes vedkommende har centrum-højre-præsidenter, eller – som i Trump og Bolsonaros vedkommende – hvad vi normalt omtaler som højrepopulistiske præsidenter. Noget andet er, hvor oppositionen i Venezuela skal placeres politisk. Mange har den opfattelse, at den (som minimum) er ”højreorienteret”. Intet kunne være mere forkert.

 

Noget andet er, hvor oppositionen i Venezuela skal placeres politisk. Mange har den opfattelse, at den (som minimum) er ”højreorienteret”. Intet kunne være mere forkert
_______

 

Målt på sammensætningen i nationalforsamlingen er den politiske opposition for ca. 90 procents vedkommende, hvad vi i vores del af verden ville kalde centrum-venstreorienterede. Eller sagt på en anden måde: socialdemokrater.

Tre af de fire største oppositionspartier, inklusive Volentar Popular, som Juan Guiado tilhører, er medlem af Socialistisk Internationale. Denne organisation har for øvrigt – i flere omgange – protesteret over Maduro-styrets behandling af Guiados mentor og Volentar Populars formand, Leopoldo Lopez. Lopez sad fra februar 2014 til juli 2017 i fængsel og har siden været i husarrest.

Når de fire ”socialdemokratier” sidder på 90 ud af oppositionens 112 pladser i nationalforsamlingen, er ”højreorienteret” vist ikke det rette ord, når man betegner dem, som ønsker en tilbagevenden til demokrati i Venezuela.

Det kaos og den stigende desperation i befolkningen har efterhåndenden stået på i mange år. BNP er halveret siden 2013, og FN oplyser, at 90 pct. af befolkning nu lever i fattigdom. Folk sulter, og hospitalerne kan ikke skaffe medicin. Mordraten er steget til Sydamerikas højeste, mens inflationen er steget til langt over en million pct. Det er med god grund, at tre millioner mennesker er flygtet (ca. 10 pct. af befolkningen).

Det, som foregår, er ikke en kamp mellem højre- og venstreorienterede. Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side. Jeg ser i hvert fald frem til den dag, jeg kan skrive en artikel i Ræson, hvor jeg kritiserer en demokratisk (socialdemokratisk) venezuelansk regerings økonomiske politik, fordi den ikke er markedsorienteret nok for min smag.

Indtil den (lykkelige) dag, bør vi alle stille os bag nationalforsamlingen og den legitime midlertidige præsident, Juan Guaido. ■

 

Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde