Robert Spliid: Demokratiet udvikler sig kort og godt til et ”desperatokrati”, hvor vælgerne er parate til at stemme for hvad som helst, blot det ryster den eksisterende orden

Robert Spliid: Demokratiet udvikler sig kort og godt til et ”desperatokrati”, hvor vælgerne er parate til at stemme for hvad som helst, blot det ryster den eksisterende orden

03.04.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er ikke længere folket, men desperationen over manglen på gennemførelsen af enkle løsninger, der hersker. Demokratiet udvikler sig kort og godt til et ”desperatokrati”, hvor vælgerne er parate til at stemme for hvad som helst, blot det ryster den eksisterende orden.

Kommentar af Robert Spliid, cand.polit., PhD

I DANMARK KAN vi i år fejre 170 års jubilæum for den grundlov, som siden 1849 har inddraget stadigt større dele af befolkningen i de politiske beslutninger. Man kan godt se Danmarks politiske historie som en lang proces fra adelsvælde over enevælde til demokrati, men så overser man mange skvulp og udviklinger, som kunne have fået helt andre udfald, end de gjorde.

Forudsætningen for et fungerende demokrati er, at borgerne engagerer sig, er parate til at lytte til argumenter og anerkender, at de trufne beslutninger er et kompromis mellem alle de mange (modsatrettede) interesser, der eksisterer i samfundet. Denne forudsætning gælder uanset, om beslutningen træffes af politikerne i det parlamentariske demokrati eller direkte af vælgerne ved folkeafstemninger.

“Befolkningen har altid ret”. Hvor tit er denne vending ikke blevet fortolket og misfortolket? Ikke mindst fordi det modsatte synspunkt er umuligt for en demokrat at hævde. Påstanden negligerer imidlertid, at demokrati ikke blot er retten og evnen til at markere et standpunkt. Var det sådan, ville vi leve i et “Facebook-demokrati” med internet-baserede folkeafstemninger, blottet for oplysning og kritisk debat.

Det er helt naturligt at kræve, at politikerne sætter sig grundigt ind i deres stof, inden de træffer beslutninger. Samme krav stilles interessant nok ikke til vælgerne, hvor beslutninger alene legitimeres af den kvantitative deltagelse, altså en høj stemmeprocent.

Der er ingen tvivl om, at respekten for dannelse og demokratiets institutioner i løbet af de sidste 170 år har bidraget til at udvikle det danske demokrati til et af verdens bedst fungerende. Det danske folkestyre er måske nok på overfladen præget af konfrontation – ikke mindst i medierne – men reelt samarbejder næsten alle politiske partier om at finde løsninger, som størstedelen af befolkningen accepterer.

 

Det danske folkestyre er måske nok på overfladen præget af konfrontation – ikke mindst i medierne – men reelt samarbejder næsten alle politiske partier om at finde løsninger, som størstedelen af befolkningen accepterer
_______

 

Fake news og unuancerede markeringer
Sådan har det i hvert fald været ind til for nyligt. De seneste års tendenser peger imidlertid i en helt anden retning. Afbøjning af politiske interesser er (til en vis grad) erstattet af ultimative krav. Meningsudvekslinger er erstattet af unuancerede markeringer. Og “alternative” selvfabrikerede nyheder betragter budbringeren ofte som lige så relevante som uafhængige og journalistisk gennemanalyserede nyheder.

Vælgerbefolkningen er naturligvis ikke blevet “dummere”, siden Grundtvig grundlagte højskolerne i 1800-tallet, men man kan diskutere, om den brede befolkning bedre forstår demokratiets muligheder og begrænsninger. Det hævdes, at politikerleden er udbredt, men er det politikerne eller vælgerne, der har ændret sig? Har politikerne overhovedet mulighed for at levere andet end det, de gør, hvis den politiske proces skal forblive demokratisk?

DER ER NÆPPE tvivl om, at fremkomsten af nye medier har haft afgørende indflydelse på ændringen af vælgernes adfærd. Medier har kun succes, hvis de kan tiltrække og fastholde brugerne, og det fordrer, at indholdet er enkelt, forståeligt og har en betydelig underholdningsværdi.

Det er et populært synspunkt, at de sociale medier har “demokratiseret” den offentlige debat, fordi alle kan deltage. Ingen ytringer bortcensureres længere af belærende redaktører, men kan frit bringes og deles. Men hvor nyhederne før kom oppefra, blev tygget igennem af professionelle redaktionsmedarbejdere og leveret i redigeret form til modtagerne (vælgerne), dannes nyhederne nu ofte nedefra, hvor der hverken stilles krav til lødighed eller faktatjek.

De kvalificerede debattører forsvinder fra de offentlige medier, og den saglige og dybsindige debat fortrænges til sluttede fora. Tilbage i de bredt tilgængelige medier bliver de aktører, der hamrer budskaber ud om enkle løsninger, som naturligvis altid indebærer “indlysende fordele for folket”. Debatten erstattes af udråb, krydret med påstande, som ikke længere faktatjekkes, for alle har jo ret til at definere deres egen sandhed. Løgne bliver til “alternative sandheder”.

 

Udbredelsen af illusionen om “de enkle løsninger”, som ville kunne gennemføres, hvis blot den politiske vilje var til stede, skaber forventninger, ingen kan indfri
_______

 

Illusionen om enkle løsninger
Udbredelsen af illusionen om “de enkle løsninger”, som ville kunne gennemføres, hvis blot den politiske vilje var til stede, skaber forventninger, ingen kan indfri. Det er ikke længere folket, men desperationen over manglen på gennemførelsen af enkle løsninger, der hersker. Demokratiet udvikler sig kort og godt til et desperatokrati, hvor vælgerne er parate til at stemme for hvad som helst, blot det ryster den eksisterende orden. Om der kommer noget bedre ud af det er mindre vigtigt.

Imaginære begreber udråbes som folkets fjender. Nogle gange hedder spøgelset “Eliten”, andre gange “EU-bureaukratiet”. Men også i 70’erne eksisterede der politiske spøgelser: Dengang hed de blot “Kapitalen” og “Imperialismen”. Fælles for spøgelserne er, at de er yderst taknemmelige ofre. De svarer nemlig aldrig igen, for ingen føler sig direkte eller personligt truffet.

DESPERATOKRATI KOMMER og går med generationerne. I 30’erne var det kommunister og nazister, der i fællesskab underminerede demokratiet. I 70’erne var det hippier og venstrefløjsaktivisterne, og i dette årti har det primært været nationalistiske kræfter, desperationen er udgået fra.

Den gode nyhed er, at de fleste bliver klogere med alderen. Den dårlige nyhed er, at de fleste også kun tager ved lære af egne erfaringer. Derfor må vi nok leve med, at desperatokratiet er i fremmarch omtrent hvert 40. år – men heldigvis forsvinder igen. ■

 

I 30’erne var det kommunister og nazister, der i fællesskab underminerede demokratiet. I 70’erne var det hippier og venstrefløjsaktivisterne, og i dette årti har det primært været nationalistiske kræfter, desperationen er udgået fra
_______

 



Robert Spliid (f. 1956) er ph.d., cand.polit. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) til møde i folketingssalen, den 13. november 2018 (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)