14.12.2019

.

Kulturkampen om Europa og immigration har fremmedgjort Labour fra mange af sine ældre kernevælgere i den traditionelle arbejderklasse. Hvis partiet skal tilbage til magten, er det nødt til at konstruere en koalition, der kan rumme såvel den pensionerede minearbejder fra Durham som cykelbuddet i London.

Af Rune Møller Stahl

DET BRITISKE VALG blev en sejr for Brexit. Og dermed for Boris Johnson og hans rådgiver Dominic Cummings, der siden Johnsons tiltrædelse i juni har arbejdet mod et Brexit-valg. Deres strategi har været at bruge Brexit som en anledning til at fremstille Johnson som forkæmperen for folkets demokratiske vilje, der kæmper mod en kosmopolitisk elite i Bruxelles og Westminster, der stod i vejen for, at denne vilje kunne føres ud i livet.

Det kræver finesse at kunne fremstille et parti, der har siddet på regeringsmagten i snart et årti, som en anti-establishment kraft vent mod eliten, men med Brexit som en kulturel og national skillelinje ligner det ikke desto mindre, at det er lykkedes for Johnson og Cummings. Med 43 pct. af stemmerne og sejre i en række traditionelle Labour-kredse i Nordengland har de leveret en af de bedste resultater i årtier. En manøvre, der minder om, hvad Steve Bannon og Trump lykkedes med i USA.

Overfor den kulturelle og nationale populisme stillede Labour op med et program præget af økonomisk populisme, der fokuserede på klimainvesteringer, øget velfærdsgoder som gratis uddannelse og dagsinstitutionstilbud og et forsvar for det offentlige sundhedsvæsen NHS. Det var en lignende strategi, der gav stor fremgang i 2017 og fratog daværende konservative premierminister Theresa May hendes flertal.

 

Med opbakningen til en ny afstemning malede [Labour] sig imidlertid op i et hjørne, hvor det lykkedes Det Konservative Parti at definere dem som en del af et anti-Brexit-establishment præget af storbyværdier og kulturel kosmopolitisme
_______

 

DER ER IMIDLERTID STOR FORSKEL på valget i 2017 og i år. Dengang gik Labour til valg på et ”Soft Brexit”, hvor løftet om at respektere afstemningsresultatet, tillod Labour at neutralisere Brexit-spørgsmålet og i stedet kæmpe valgkampen på deres hjemmebane om økonomi og ulighed. Med opbakningen til en ny afstemning malede de sig imidlertid op i et hjørne, hvor det lykkedes Det Konservative Parti at definere dem som en del af et anti-Brexit-establishment præget af storbyværdier og kulturel kosmopolitisme. Det har tydeligt skadet Labour i deres traditionelle kerneland i industribæltet i det nordlige England, særligt blandt de ældre, værdimæssigt konservative vælgere i arbejderklassen.

Labour holder stadig fast i by-kredse i Manchester og Sheffield, men de har mistet kredse som Wokington og Blyth Valley, der ellers nærmest har stemt på partiet, siden de blev oprettet. Labours vælgerandel på ca. 32 pct. ligger højere end ved valget i 2010 og 2015, men pga. Johnsons succes i disse kerne-kredse har resultatet mandatmæssigt været noget nær katastrofalt.

Når Labour i år valgte at gå til valg på en ny afstemning, var det et resultat af den radikalisering af Brexit-debatten, som er taget til i de senere år. På Leave-siden endte Theresa May med at blive væltet af sine euroskeptiske partifæller, fordi hun ikke kunne levere en hård nok Brexit-aftale, hvilket banede vejen for Johnson. Men også på Remain-siden er der foregået en radikalisering: Støttet af liberaldemokraterne og figurer som Tony Blairs tidligere rådgiver Alastair Campbell har ’People’s Vote’-kampagnen de sidste år presset på for en ny afstemning. Oprindeligt var dette krav ret marginalt, men da Liberaldemokraterne åd en stor del af Labours stemmeandel ved sommerens EP-valg, steg presset på Corbyn for at støtte en ny afstemning.

Da store dele af Corbyns eget bagland – på venstrefløjen og blandt de unge – også støttede kravet, endte Labour i efteråret med en beslutning om at gå til valg med en ret hård Remain-linje. Og selvom Corbyn undervejs i valget prøvede at distancere sig fra dette faktum, var resultatet klart.

 

På den måde har Johnson haft succes med at omdanne De Konservative fra et traditionelt borgerligt parti til den nationalpopulistiske valgmaskine, der har kunnet erobre en stor del af Labours kernevælgere i arbejderklassen
_______

 

CORBYN MANGLENDE EVNE til at holde kursen omkring Brexit peger på en bredere svaghed i ledelsen af Labour. Corbyn har vist en meget lille evne til internt at sætte sin vilje igennem, selv når kritikere gentagne gange er gået mod partilinjen og har blokeret hans politiske manøvrerum. Dette står i klar kontrast til Boris Johnson, der ikke tøvede med at ekskludere en række tidligere topministre, som fx Kenneth Clarke og Philip Hammond, da de stod i vejen for hans projekt. På den måde har Johnson haft succes med at omdanne De Konservative fra et traditionelt borgerligt parti til den nationalpopulistiske valgmaskine, der har kunnet erobre en stor del af Labours kernevælgere i arbejderklassen.

Mens Johnson strategi har været særdeles succesfuld som valgoplæg, står han imidlertid overfor større problemer, når det handler om at regere. Han har lovet at ’get Brexit done’, men han kommer nu til at stå overfor lange og komplicerede forhandlinger. Samtidig er det langt fra sikkert, at hans nyvundne vælgere i arbejderklassen kommer til at bryde sig om hans politik, når det ikke handler om Brexit.

Et særligt problem handler om unionen: I Skotland er nationalisterne i SNP tilbage med fuld styrke, og de har tænkt sig at kæmpe med næb og klør for at rive sig fri af Storbritannien. Samtidig har unionisterne i DUP fået et dårligt valg i Nordirland, og for første gang er der ikke et unionistisk flertal blandt de valgte kandidater her. Kombineret med de komplikationer, som Johnsons Exit-aftale betyder for Nordirland, tyder det på en meget turbulent fremtid i det nordirske.

 

[Labours] højrefløj er allerede i gang med at tale for en tilbagevenden til linjen under Blair. Men der er ikke meget i valgresultatet, der peger i deres retning
_______

 

I LABOUR ER fremtiden uklar. Corbyn har meddelt, at han ikke kommer til at lede partiet frem mod næste valg, men hvordan overgangen kommer til at gå, er langt fra sikkert. Partiets højrefløj er allerede i gang med at tale for en tilbagevenden til linjen under Blair. Men der er ikke meget i valgresultatet, der peger i deres retning. Liberaldemokraterne, der gik til valg på netop en sådan kombination af pro-europæisk og midtersøgende økonomisk politik, som den tidligere Blair-fløj taler for, fik et ekstremt dårligt valg. Partilederen Jo Swinson mistede endda sit mandat. Change UK – det midtersøgende parti, der blev dannet af midtersøgende afhoppere – gik i opløsning før valget, og profiler som Chuka Umunna og Luciana Berger lykkedes ikke med at komme ind som repræsentanter for Liberaldemokraterne.

Corbyn gik til valg med en utrolig lav personlig popularitet og troværdighed, mærket af en årelang mediekampagne ledet af Murdochpressen og Lord Rothermeres Daily Mail. Men ikke desto mindre er centrale dele af partiets program ret populære i målinger, som fx når det gælder afskaffelse af brugerbetaling på uddannelse eller re-nationalisering af jernbaner og forsyningssektoren. Man må forvente en fortsat støtte til denne linje blandt flertallet af Labours medlemmer. Man skal nemlig huske, at partiets medlemstal blev mere end fordoblet under Corbyns ledelse, samt at han vandt formandsvalgene i 2015 og 2016 med massive flertal, trods modstand fra såvel medier som parlamentsgruppe. Derfor er det svært at se en ny leder blive valgt, uden at vedkommende appellerer til denne aktivistbase.

Uanset hvem der ender med at overtage Labour efter Corbyn, venter der dog en stor genopbygningsopgave forude. Partiet står stærkt blandt unge og i storbyerne. Men kulturkampen om Europa og immigration har fremmedgjort partiet fra mange af sine ældre kernevælgere i den traditionelle arbejderklasse. Hvis partiet skal tilbage til magten, er det nødt til at konstruere en koalition, der kan rumme såvel den pensionerede minearbejder fra Durham som cykelbuddet i London. ■

 

Uanset hvem der ender med at overtage Labour efter Corbyn, venter der dog en stor genopbygningsopgave forude. Partiet står stærkt blandt unge og i storbyerne. Men kulturkampen om Europa og immigration har fremmedgjort partiet fra mange af sine ældre kernevælgere
_______

 

Rune Møller Stahl (f. 1982) er postdoc på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han forsker i politisk økonomi. ILLUSTRATION: Boris Johnson og Jeremy Corbyn ifm. en tv-debat 19. november 2019 [foto: Chine Nouvelle/SIPA/Ritzau Scanpix]