06.06.2020

Mange migranter i Libyen står over for et umuligt valg, der kun er blevet sværere under coronakrisen: Bliv i det borgerkrigsramte land eller flygt mod et lukket Europa med risiko for at drukne eller blive fanget af den brutale libyske kystvagt. EU bærer et medansvar for kaosset.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Ahlam Chemlali

Krigen hærger i Libyen, og landet kan blive hårdt ramt af udbruddet af COVID-19. Efter flere års borgerkrig er både sundhedsvæsenet og økonomien tvunget i knæ, og inden for de seneste uger er vandforsyningen til hovedstaden Tripoli blevet afskåret, mens hospitaler og sundhedsfaciliteter har været udsat for systematiske angreb. Krigens to parter består af den FN-støttede samlingsregering (GNA) – som i øvrigt er støttet af Tyrkiet – og Libyen National Army, som er ledet af general Khalifa Haftar og støttet af Rusland.

Et større udbrud af COVID-19 vil desuden udfordre den i forvejen pressede humanitære indsats, som har svært ved at komme rundt i landet. FN-missionen i Libyen har tidligere opfordret til en ’humanitær pause’ i den væbnede konflikt blandt andet for at give myndighederne mulighed for at reagere på pandemien, men krigen fortsætter, og situationen bliver mere desperat, som dagene går.

Så meget desto værre er det, at EU har reageret med endnu mere restriktive tiltag over for migranter under corona-pandemien. Som svar på pandemien har europæiske regeringer sat gang i en lang række restriktive foranstaltninger, som havnelukninger, forsinkede tilladelser til at flygtninge kan komme i land, samt ophør af søgnings- og redningsskibe (Search and Rescue) på den travle, centrale Middelhavsrute. Samtidigt er alle søgnings- og redningsoperationer foretaget af NGO’er også standset.

 

Ifølge FN’s Flygtningeorganisation UNHCR er antallet af afgange med flygtninge og migranter fra den libyske kyst næsten firedoblet i forhold til samme periode sidste år. Alene sidste måned forsøgte over 1000 mennesker at tage turen – på trods af manglen på redningsbåde
_______

 

Det giver alvorlige problemer for de mennesker, som befinder sig i Libyen. Ifølge den Internationale Organisation for Migration (IOM) sidder op mod 700.000 migranter og asylansøgere og 300.000 internt fordrevne lige nu fanget i det krigshærgede land, hvor vold, tortur og voldtægt af migranter og asylansøgere er hverdag for mange. Titusindvis lever med grov vold, tvangsarbejde og overgreb begået af sikkerhedsstyrker i Libyen, hvilket er dokumenteret i et væld af rapporter fra blandt andre Human Rights Watch, Amnesty International, Læger uden Grænser, Global Detention Project og FN.

Disse mennesker er efterladt med et umuligt valg: Bliv i det krigshærgede Libyen, som også er ekstra udsat i forhold til et udbrud af corona eller forsøg på at krydse Middelhavet. Mange vælger alligevel den sidste mulighed, også selvom risikoen for at drukne på havet er blevet større end tidligere.

Ifølge FN’s Flygtningeorganisation UNHCR er antallet af afgange med flygtninge og migranter fra den libyske kyst næsten firedoblet i forhold til samme periode sidste år. Alene sidste måned forsøgte over 1000 mennesker at tage turen – på trods af manglen på redningsbåde.

Mens Europa har blikket rettet mod corona, er druknedøden i det centrale Middelhav ved at blive en ’overset tragedie’. Desuden har lukningen af Italiens og Maltas havne ført til, at hundredvis af migranter er blevet tilbageholdt på såkaldte ”Quarantine Ships” lige uden for italiensk og maltesisk territorium. De får ikke lov til at komme i land eller søge asyl, som ellers er en fundamental rettighed sikret i en række internationale menneskeretlige konventioner, herunder EU’s charter. En praksis, der allerede er blevet kritiseret af flere humanitære organisationer.

Det er desuden kommet frem, at flere migranter er blevet sendt retur til Libyen uden at have fået behandlet deres sag. Endnu et klart brud på EU’s retningslinjer og på det internationale princip om ikke at sende flygtninge retur til et sted, hvor de risikerer forfølgelse og tortur.

 

Mens Europa har blikket rettet mod corona, er druknedøden i det centrale Middelhav ved at blive en ’overset tragedie’. Desuden har lukningen af Italiens og Maltas havne ført til, at hundredvis af migranter er blevet tilbageholdt på såkaldte ”Quarantine Ships” lige uden for italiensk og maltesisk territorium
_______

 

For det er nemlig det, der i mange tilfælde venter migranterne, når de bliver sendt tilbage. Her vil de møde den libyske kystvagt, der har overtaget det meste af søgnings- og redningsarbejdet, og det er ikke er noget rart bekendtskab. Danwatch har dokumenteret, at de tilbageholder både migranter og flygtninge under kummerlige forhold i lejre, hvor de udsættes for systematisk mishandling og tortur. Seneste eksempel er sagen om de 30 migranter, der blev tortureret og efterfølgende skudt og dræbt i et tomt lager syd for Tripoli. Alligevel fortsætter Danmark og EU med at bidrage til det libyske migrantsystem med økonomisk støtte, der skal forhindre, at migranter og asylansøgere når frem til Europa. Sidste år kunne Danwatch afsløre, at Danmark er den tredjestørste donor med et bidrag på mere end 200 millioner kroner. Pengene er med til at støtte et system, der kort sagt fanger og fastholder tusindvis af mennesker i en voldscyklus under elendige humanitære forhold. Det er uacceptabelt.

Regeringen har netop afsat midler af til at støtte et projekt, der går ud på at evakuere flygtninge og asylansøgere fra detentionscentre i Libyen til det centralafrikanske land Rwanda. Det er bare ikke nok, for vejen frem er at reformere hele samarbejdet med Libyen om migrationslejre og grænsestyring. Vi skal derudover sikre en bedre monitorering af kystvagterne, så de overholder basale menneskerettigheder og ikke udsætter migranter for hverken tortur, vold og overgreb.

Dernæst skal vi sørge for, at de migranter, som forsøger at komme væk fra krigen, ikke bliver fanget i et internt EU-magtspil, hvor de er tilbageholdt på færger i ugevis for at presse EU-lande til at tage imod dem. Det er uacceptabelt at efterlade folk på havet længere end nødvendigt, især under vanskelige og uholdbare vilkår. Det er med andre ord på tide, at Danmark og EU påtager sig et ansvar. Alt andet strider mod de menneskerettigheder, vi ellers vægter så højt. Det gælder også under coronakrisen. ■

 

Sidste år kunne Danwatch afsløre, at Danmark er den tredjestørste donor med et bidrag på mere end 200 millioner kroner. Pengene er med til at støtte et system, der kort sagt fanger og fastholder tusindvis af mennesker i en voldscyklus under elendige humanitære forhold. Det er uacceptabelt
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik