Jan Kristoffersen: Udkastet til den nye epidemi-lov er ikke bare betænkeligt – det er helt ude af proportioner

Jan Kristoffersen: Udkastet til den nye epidemi-lov er ikke bare betænkeligt – det er helt ude af proportioner

15.10.2020

.



Der er ingen tvivl om, at fællesskabet legitimt kan benytte tvang og magt, hvis det er absolut nødvendigt for folkesundheden. Men forslaget til den nye epidemilov udvider med fx muligheden for tvangsvaccination sundhedsministerens beføjelser i hidtil uset omfang – på bekostning af både sund fornuft og demokratisk kontrol i Folketinget. Fælles samfundsansvar bør altså ikke centraliseres hos ministeren.

Kommentar af Jan Kristoffersen

COVID-19 ER BLEVET en del af vores hverdag, men når undtagelsestilstanden bliver permanent skal vores demokratiske advarselslamper blinke hurtigt og lysende rødt. Regeringens reviderede udkast til en ny epidemilov giver den til enhver tid siddende sundhedsminister ret til at definere, hvornår en sygdom er samfundskritisk. Når en sygdom først er defineret som samfundskritisk, åbnes der for alle de redskaber, som er forbeholdt en nødsituation.

Jeg forstår udmærket, at der er behov for hurtig politisk handling, når en ukendt virus nærmer sig landet. Vi så i foråret, at beslutningerne vedrørende COVID-19 var politiske og ikke baserede sig på rent sundhedsfaglige vurderinger. Det blev både kommunikeret og fremgik af hasteloven.

At der så nu foreslås en kategori, der hedder samfundskritiske sygdomme, som kræver en politisk vurdering, er derfor fornuftigt nok. Men kæden hopper af, når denne vurdering er forbeholdt ministeren. For når begrundelsen for at indføre kategorien er, at der er behov for en politisk vurdering, er det eneste fornuftige at lade alle folketingets partier være med i vurderingen.

Hvis det kun er ministeren, der træffer beslutningen, er det en fuldstændig ensidig politisk vurdering af sygdommen. Det skal erindres, at vurderingen giver adgang til at forbyde forsamlinger og lukke erhvervslivet. Der er tale om meget store indgreb i danskernes dagligdag, og det mest hensigtsmæssige må være, at der bliver tænkt hele vejen rundt i folketingssalen, for at få den bredest tænkelige politiske vurdering.

 

Regeringens reviderede udkast til en ny epidemilov giver den til enhver tid siddende sundhedsminister ret til at definere, hvornår en sygdom er samfundskritisk. Når en sygdom først er defineret som samfundskritisk, åbnes der for alle de redskaber, som er forbeholdt en nødsituatio
_______

 

Det er værd at huske på, at det er Folketinget der udgør den demokratiske legitimitet i vores samfund. Vi har ikke direkte valg af regeringen i Danmark, og regeringen udpeges af den gruppe, som ikke har et flertal imod sig i Folketinget. Hvis vi skal have en epidemilov som er langsigtet, skal den altså også tage hensyn til, at vi i fremtiden kan have en sundhedsminister, som udelukkende er valgt til regeringen på grund af sin ekspertise, fx en person med en baggrund fra medicinalindustrien.

I sådan en situation vil det være hensigtsmæssigt med en bredere politisk vurdering af situationen, når det skal afgøres om den siddende regering skal have adgang til at lukke landets virksomheder og forbyde befolkningen at forsamles. Der er altså tale om en centralisering af magten i forslaget til epidemiloven, hvilket er endnu et eksempel på, at beslutninger, som gælder hele Danmark, trækkes fra vores Folketing og ind i regeringskontorerne.

NÅR FØRST EN sygdom er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom, kan der tages forskellige tvangsforanstaltninger i brug som fx tvungen undersøgelse, isolation og behandling. Alt sammen tiltag, som kan være nødvendige og fornuftige nok, hvis pesten hærger i Danmarks gader.

Der er ingen tvivl om, at fællesskabet legitimt kan benytte tvang og magt, hvis det er absolut nødvendigt for folkesundheden, og målet ikke kan opnås på en anden måde. Men forslaget til en ny epidemilov udvider desværre området for brugen af tvang og magt og fjerner sund fornuft og demokratisk kontrol. Det er ikke bare betænkeligt. Det er helt ude af proportioner.

Før forårets hastelov var epidemiloven skrevet sådan, at de sundhedsfaglige vurderinger lå hos Sundhedsstyrelsen, beslutninger om iværksættelse af tvang og magt lå hos ministeren og den praktiske udmøntning af disse foranstaltninger lå hos de regionale epidemikommissioner.

Med forslaget til den nye lov erstattes epidemikommissionerne med Styrelsen for Patientsikkerhed, som når alt kommer til alt, er underlagt ministeren. Hvor de regionale epidemikommissioner havde fagfolk fra politiet, beredskabsstyrelsen, dyrlæger mv., samt politisk valgte medlemmer fra regionen, er Styrelsen for Patientsikkerhed den siddende ministers forlængede arm.

 

Der er altså tale om en centralisering af magten i forslaget til epidemiloven, hvilket er endnu et eksempel på, at beslutninger, som gælder hele Danmark, trækkes fra vores Folketing og ind i regeringskontorerne
_______

 

Adgangen til tvangsvaccination er også bibeholdt i forslaget til den nye epidemilov. Jeg har intet principielt imod vacciner, men jeg har noget principielt imod at give staten ret at sprøjte vacciner ind i kroppen på myndige mennesker mod deres vilje.

Regeringens forslag til en ny formulering er heldigvis meget bedre end det første forslag. Det lyder således:

“Sundheds- og ældreministeren kan efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen fastsætte regler om vaccination af nærmere bestemte persongrupper for at udrydde eller inddæmme udbredelse af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, når der er tale om særligt skærpende omstændigheder med overhængende fare eller trussel mod folkesundheden.”

Mit udgangspunkt er, at mennesket selv bestemmer over sin krop, og derfor skal der være tvingende gode bevæggrunde til, at staten eller Styrelsen for Patientsikkerhed pludselig kan komme anstigende flankeret af to betjente og forlange, at jeg skal lade mig vaccinere imod min vilje.

Det præciseres nu, at der skal være tale om særligt skærpende omstændigheder med overhængende fare eller trussel mod folkesundheden. I forarbejderne angives det, at bestemmelsen kan være aktuel, hvis der fx kommer et meget pludseligt udbrud af polio, og hensynet til det internationale samfund også tilsiger det. Det præciseres også, at tvangsvaccine kun kan komme på tale, hvis andre og mindre indgribende foranstaltninger såsom isolering ikke kan anses for at opnå det samme formål.

 

Det er som om, at regeringen ønsker at sikre sig fuldstændig kontrol med hver eneste foranstaltning, og har glemt, at når Danmark står i en nødsituation, er alle faktisk villige til at gøre sit for, at vi kommer igennem det som en samlet nation
_______

 

Bestemmelsen om tvangsvaccine er gået fra at være en meget bred beføjelse, til at være reserveret så få situationer, at det må være lige så hensigtsmæssigt at den bare fjernes helt, så det er Folketinget, og i praksis partiernes ledere, der vurderer når der er skærpende omstændigheder med overhængende fare eller trusler mod folkesundheden.

I DET HELE TAGET bærer loven præg af at være skrevet ud fra den siddende regerings erfaringer med håndteringen af corona og de uenigheder om brug af et ekstremt forsigtighedsprincip, som der øjensynligt har været mellem ministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Det er som om, at regeringen ønsker at sikre sig fuldstændig kontrol med hver eneste foranstaltning, og har glemt, at når Danmark står i en nødsituation, er alle faktisk villige til at gøre sit for, at vi kommer igennem det som en samlet nation.

I marts måned stod samtlige partier i Folketinget sammen. Fra Enhedslisten til Nye Borgerlige. Der var handlekraft hos vores statsminister, og der var sammenhold på tværs af Folketinget. Respekt og tak for det.

Læren er jo, at hvis og når vi står i en lignende situation, kan Folketinget sagtens stimle sammen og tage de nødvendige beslutninger. At give ministre en stående beføjelse til at forbyde forsamlinger, lukke erhvervslivet ned og tvangsvaccinere bestemte persongrupper er at gøre det unormale normalt, og den vej skal vi ikke i Danmark.

Vi har heldigvis håndteret virussen glimrende indtil videre. Blandt andet fordi at alle har taget ansvar for samfundet. Men fælles samfundsansvar skal ikke centraliseres hos ministeren. ■

 

Læren er jo, at hvis og når vi står i en lignende situation, kan Folketinget sagtens stimle sammen og tage de nødvendige beslutninger. At give ministre en stående beføjelse til at forbyde forsamlinger, lukke erhvervslivet ned og tvangsvaccinere bestemte persongrupper er at gøre det unormale normalt, og den vej skal vi ikke i Danmark
_______

 




Jan Kristoffersen (f. 1974) er skatterådgiver, medlem af Skatterådet og kandidat til Europa-Parlamentet for Alternativet. ILLUSTRATION: Direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke til pressemøde i Eigtveds Pakhus i København, 13. marts 2020 [Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]