Morten Messerschmidt: Sydeuropa står ved en skillevej

Morten Messerschmidt: Sydeuropa står ved en skillevej

21.05.2020


Det er hverken solidaritet eller venlighed at give hjælpepakker med fælles hæftelse til Sydeuropa. Derimod vil lån på almindelige markedsvilkår stille de sydeuropæiske lande overfor et nødvendigt virkelighedens ultimatum: Reformér jeres land, så det passer ind i euroens (læs: Tysklands) produktionsmaskine eller forlad euroen. Begge dele vil løse problemet.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Morten Messerschmidt

FORESTIL DIG at bo på en villavej. Man gør sit for at holde og passe haven, man maler, så murerne ikke skaller, og man sørger for at udskifte spær og vinduer, når de ikke kan mere. Man gør, hvad man kan for at holde sin villa godt. Men naboen har derimod ikke samme pertentlighed. Her er vinduerne punkterede, tagrenderne utætte og haven et vildnis. En dag kommer naboen uanmeldt forbi. Han har en god idé. Skulle I ikke slå matriklerne sammen og optage fælles lån? De velholdte villaer på vejen vil jo utvivlsomt holde renterne nede for hele vejen. Så hvorfor ikke gå solidarisk sammen?

Mon ikke de fleste vil takke pænt, men håndfast, nej? For når man ikke kerer sig om at vedligeholde sit hjem, går det ud over ejendomsværdien. Og en villa, der er durk på vej mod at ende som et håndværkertilbud i salgsannoncerne, gør næppe noget godt for hverken villavej eller naboskab. Faktisk tværtimod. Når de pligtopfyldende villaejere pludselig også får ansvaret for de knap så velholdte villaer, betyder det højere renter og lavere kreditvurdering.

 

For hvorfor skulle de veldrevne lande i Nordeuropa acceptere at hæfte og bære ansvaret for de lån, som Sydeuropa gerne vil optage?
_______

 

Sådan bør vi se det tilbud, Merkel og Macron har fremsat, om en ny EU-genoprejsningspulje på 3.700 milliarder kroner med fælles hæftelse. Og derfor bør der lyde et klart nej. Nemlig af præcis samme årsager, som det vil lyde fra den fornuftige villaejer til den ufornuftige.

FOR HVORFOR SKULLE de veldrevne lande i Nordeuropa acceptere at hæfte og bære ansvaret for de lån, som Sydeuropa gerne vil optage? Hvorfor skulle de lande, hvor vi beskatter borgerne hårdt, men til gengæld sikrer velfungerende arbejdsmarkeder, pensionssystemer og uddannelsesmuligheder, overtage det finansielle ansvar for de lande, hvor politikerne ikke gør det samme? Den eurobegejstrede vil sige, at vi har en interesse i at få Sydeuropa på benene. Men hvorfor skulle en ny superpulje sikre det, som 20 års lånepakker og gældseftergivelse ikke har magtet?

 

I et normalt demokrati ville en uansvarlig økonomisk politik få vælgerne til at kræve en ny regering
_______

 

Det er jo ikke første gang, at Sydeuropa beder Nordeuropa om hjælp. Tværtimod faktisk – vi har stor erfaring med de forespørgsler. Erfaringen er, at de foregående hjælpeindsatser ikke har ført til de nødvendige reformer. End ikke den arbejdsmarkedsreform, som Macron selv efterlyste i sin bog ”Revolution” og som skulle gøre arbejdsmarkedet mere omkostningseffektivt, er gennemført. Er det så ikke lidt fattigt, at Macron nu selv kommer med solidaritetshatten i hånden?

I BUND OG GRUND afslører situationen den fundamentale konstruktionsfejl, som EU og euroen er opbygget med. Med den fælles valuta opstod en gensidig afhængighed, så Nordeuropa (læs: Tyskland) gang på gang måtte eftergive gæld i de sydeuropæiske lande, hvis regeringer til gengæld kan rette vælgernes vrede imod Nordeuropa, når deres levestandard går ned. Det er euroens svøbe, og det er den skæbne, som uvægerligt bliver projektets død. I et normalt demokrati ville en uansvarlig økonomisk politik få vælgerne til at kræve en ny regering. Det har vi også prøvet i Danmark, hvor Anker Jørgensens (S) finanspolitik førte til Poul Schlüters (K) upopulære kartoffelkur. Vælgerne vidste, hvad der gjaldt og valgte den hårde Schlüter-linie i næsten ti år. Det er en sund dynamik, når et politisk system sikrer sammenhæng mellem den valgte regering og den førte politik. Et system uden den dynamik er usundt.

Derfor er det hverken solidaritet eller venlighed at give hjælpepakker med fælles hæftelse til Sydeuropa. Derimod vil lån på almindelige markedsvilkår stille de sydeuropæiske lande overfor et nødvendigt virkelighedens ultimatum: Reformér jeres land, så det passer ind i euroens (læs: Tysklands) produktionsmaskine eller forlad euroen. Begge dele vil løse problemet. Men enhver snak om mellemløsninger vil kun forværre det. ■

 

I bund og grund afslører situationen den fundamentale konstruktionsfejl, som EU og euroen er opbygget med. Med den fælles valuta opstod en gensidig afhængighed, så Nordeuropa (læs: Tyskland) gang på gang måtte eftergive gæld i de sydeuropæiske lande, hvis regeringer til gengæld kan rette vælgernes vrede imod Nordeuropa, når deres levestandard går ned. Det er euroens svøbe, og det er den skæbne, som uvægerligt bliver projektets død
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Morten Messerschmidt (f. 1980) er medlem af Folketinget og bl.a. klimaordfører for DF. Fra 2009 til 2019 var han medlem af Europa-Parlamentet. Desuden er han forfatter til flere bøger. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto af Morten Messerschmidt.