Syrienforsker Joshua Landis om Idlib: Europa lader kynisk Tyrkiet håndtere konsekvenserne af Vestens fejlslagne politik

Syrienforsker Joshua Landis om Idlib: Europa lader kynisk Tyrkiet håndtere konsekvenserne af Vestens fejlslagne politik

03.03.2020

.

”Tyrkiet er sat politisk skakmat. Man må imidlertid indrømme, at EU og USA er meget hykleriske. De begræder den humanitære krise, men de vil ikke gøre noget reelt ved situationen. De tager ikke nogen flygtninge, de hjælper ikke Tyrkiet militært – de gør ikke andet end at græde krokodilletårer.”

Interview med Joshua Landis, leder af Center for Mellemøststudier ved University of Oklahoma

Interview af Johannes Sartou

RÆSON: Både Assad-regimet, Tyrkiet, Rusland og Iran er involveret i kampene i Idlib lige nu. Kan du forklare de forskellige aktørers interesser i kampen om Idlib?
LANDIS: For Syrien er interessen enorm. Assad har insisteret på, at oppositionen er en udenlandsk inspireret bevægelse, og at han vil tilbageerobre hele Syrien. Hans legitimitet afhænger af det. Desuden ønsker han ikke, at en del af Syrien skal styres af en al-Qaida-affilieret gruppe [Hayat Tahrir al-Sham (HTS), red.], som konstant vil forsøge at undergrave ham. Han ønsker heller ikke, at Syriens naboer skal få for vane at overtage syrisk territorium, som Tyrkiet reelt har gjort.

Hvad angår Rusland: Putin forklarede sin intervention i 2015 ved at referere til folkeretten, som bl.a. skal garantere nationalstaters suverænitet. Han argumenterede for, at Syriens territorielle integritet måtte genoprettes. Han mente, at USA’s støtte til oppositionen var terrorisme, og at han selv stod på folkerettens side. Men selvfølgelig er det ikke hele historien: Assad er hans vigtigste allierede i Mellemøsten, så ved at være en god allieret og støtte Assad har Rusland genopbygget sin position i regionen betragteligt og gjort sig selv til en vigtig spiller i Mellemøsten.

Iran har en betydelig interesse i at genoprette Assads kontrol over Syrien, for Irans strategi i Mellemøsten afhænger af et stærkt Syrien. Derfor er deres mål at hjælpe Assad med at genoprette en vis legitimitet og en stabil økonomi. Iranske interesser i regionen – såsom Hizbollahs overlevelse, minimering af saudiarabisk indflydelse og at omringe Israel – afhænger af en stærk syrisk stat med Assad som leder.

Tyrkiet havde flere ambitioner: At slippe af med Assad og erstatte ham med en regering inspireret af Det Muslimske Broderskab, at sprede tyrkisk indflydelse i det nordlige Mellemøsten og derved blive en supermagt i regionen samt at forhindre etableringen af en kvasi-uafhængig kurdisk stat. Erdogan har helt klart begået nogle grundlæggende fejl i Syrien – det samme gøre sig i øvrigt gældende for Vesten. Erdogan regnede med, at Assad ville falde, få måneder efter oprøret begyndte, og han var derfor af den opfattelse, at han kunne annektere store dele af Syrien. Ikke kun den 30 km lange strimmel land langs Syriens nordlige grænse [mod Tyrkiet, red.], men også Idlib-provinsen – og han havde måske endda Aleppo i kikkerten på et tidspunkt. Han sammenlignede det med Atatürk, der under Første Verdenskrig etablerede grænserne for det moderne Tyrkiet. Han drømte den store osmanniske drøm om at redefinere grænserne. Alle disse tyrkiske forhåbninger er nu fordampet, og det efterlader Erdogan i en meget pinlig position.

 

Den tyrkiske opposition har påpeget, at Erdogan dengang begik en alvorlig fejl ved at fremmedgøre sine NATO-allierede og USA til fordel for Rusland. Det har efterladt ham uden allierede på et tidspunkt, hvor Putin har valgt Assad frem for Erdogan
_______

 

RÆSON: Siden 2015, da Tyrkiet skød et russisk kampfly ned, hvilket skabte en diplomatisk krise mellem de to lande, har der været en forbrødring mellem dem. Tyrkiet har blandt andet købt Ruslands S-400 jord-til-luft-forsvarssystem. Hvad vil kampen om Idlib betyde for forholdet mellem Tyrkiet og Rusland – og for deres respektive interesser i Syrien?
LANDIS: Den tyrkiske opposition har påpeget, at Erdogan dengang begik en alvorlig fejl ved at fremmedgøre sine NATO-allierede og USA til fordel for Rusland. Det har efterladt ham uden allierede på et tidspunkt, hvor Putin har valgt Assad frem for Erdogan. Putin skiftede side, da USA gjorde op med Tyrkiet i 2015. I 2011 insisterede præsident Obama på, at Erdogan – sammen med Vesten – skulle støtte oppositionen og derved bryde de tyrkiske forbindelser med Syrien. Men i 2015 vendte USA ryggen til Tyrkiet og den syriske opposition, fordi de ikke ønskede at se hverken HTS eller Islamisk Stat overtage Damaskus. USA blev bange for den syriske opposition, de selv havde været med til at skabe, og forlod dem.

Det gjorde Tyrkiet imidlertid ikke, så tyrkerne følte sig forrådt, især fordi USA støttede Rusland i stedet. Da Rusland intervenerede i den syriske borgerkrig, sagde Obama, at USA ikke ville gå i krig mod Rusland over Syrien. I Tyrkiet blev det set som en kniv i ryggen fra deres tidligere allierede. USA stoppede med at finansiere oppositionen og begyndte i stedet at finansiere YPG: Det svarer til at gå fra Tyrkiets seng til deres svorne fjendes seng. Så amerikanerne gav Assad et fripas: De foretrak at have ham i Damaskus fremfor den syriske opposition. Kort efter turnerede Sergej Lavrov [Ruslands udenrigsminister, red.] og John Kerry [USA’s daværende udenrigsminister, red.] rundt i Europa som partnere.

Kampen om Idlib vil ikke ødelægge forholdet mellem Rusland og Tyrkiet helt. Erdogan har været meget omhyggelig med ikke at beskylde russerne for at dræbe de tyrkiske tropper i Idlib. Begge ledere går på listefødder i disse dage. Vi står helt klart ved et meget vigtigt vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Tyrkiet.

RÆSON: Mindst 54 soldater er døde i sammenstød mellem syriske og tyrkiske tropper. Over de seneste uger har Tyrkiet sendt 12.000 soldater ind i området. Der har været meldinger om tyrkiske luftangreb, der er rettet mod de syriske regeringsstyrker. Er der en grund til bekymring for en direkte konflikt mellem Syrien – og følgelig: Rusland – og Tyrkiet?
LANDIS: Ja. Det vil sandsynligvis ikke udvikle sig til en større konfrontation, men Erdogan står på meget tynd is. Han betaler prisen for sin forkerte beregning af den syriske konflikt. Han kan ikke opretholde sin position i Idlib og det nordlige Aleppo på lang sigt, fordi det strider mod international lov, russiske interesser og det faktum, at regimet er fast besluttet på at tage områderne tilbage. Den dominerende magt i Idlib er HTS, som det internationale samfund betragter som en terrororganisation, så alliancen mellem Tyrkiet og HTS er meget ubehagelig for Erdogan. Det var en af ​​de væsentligste faktorer, der overbeviste USA og Europa om at trække støtten til alliancen mellem Erdogan og oppositionen. Amerikanerne og europæerne ønsker ikke at blive fanget i en alliance med al-Qaida. I sidste ende kan Erdogan lange ud mod regimet eller Rusland for at vise, at Tyrkiet ikke bare lader sig skubbe rundt med, men hans strategiske position er alt for svag til en reel konfrontation. Tyrkiet bliver nødt til at trække sig ud af Syrien, der er ingen anden løsning. Assad har vundet, og enhver ambitioner om at vælte ham er tabt.

RÆSON: Hvornår vandt Assad krigen?
LANDIS: I 2015, da Rusland intervenerede. Man må huske, at inden Ruslands indgriben var IS ved at overtage Damaskus. Vesten måtte beslutte, om de skulle lade Assad falde til IS eller lade Rusland gribe ind. Putin vidste da, at vejen til at få foden ind i Mellemøsten var åben for ham. Der var ikke nogen, der ville stoppe ham, for det var enten ham eller IS.

 

NATO hjalp ikke Tyrkiet [i 2015], og de kommer ikke til at hjælpe i dag. Situationen mellem NATO og Tyrkiet er blevet forværret siden 2015, især med det tyrkiske køb af S-400-forsvarssystemet
_______

 

RÆSON: Hvilken rolle spiller Iran – militært og politisk – i udviklingen i Syrien i dag?
LANDIS: Irans rolle er nøglen til at forstå en ny strategisk arkitektur i Mellemøsten, herunder Syrien. Den islamiske revolution i Iran har delt Mellemøsten i to: et shiitisk-domineret nord mod et sunni-domineret syd. Shiitterne er allieret med Rusland, og sunnierne er allieret med USA. Syrien er det svage led i den shiitiske sammenslutning, som Iran med sit engagement i den syriske konflikt forsøger at styrke. Det, kong Abdullah 2. af Jordan har døbt den shiitiske halvmåne, er en reel enhed. Det har tvunget Saudi-Arabien og resten af Golflandene til at opbygge en stærkere alliance med Israel og bevæge sig tættere på USA for at forhindre iransk indflydelse.

Obama ville hverken stå på Irans eller Saudi-Arabiens side. Trump vendte imidlertid tilbage til den traditionelle amerikanske position, der entydigt støtter Saudi-Arabien og Israel mod Iran. Af disse grunde er Mellemøsten i dag stærkt sekterisk og fyldt med religiøse konflikter, hvilket er tæt forbundet med den strategiske kamp mellem Iran og Saudi-Arabien om den dominerende position i Mellemøsten.

RÆSON: Erdogan har malet sig op i et hjørne. Han ønsker ikke, at flere syriske flygtninge krydser den tyrkiske grænse, men på den anden side ønsker han hverken, at der dør flere tyrkiske soldater eller at sætte forholdet til Rusland over styr. Hvad er Tyrkiets diplomatiske og politiske muligheder?
LANDIS: Tyrkiet er nødt til at finde en elegant vej ud af Syrien. Det er deres eneste mulighed. Putin og Assad vil formentlig give ham muligheden for at vende tilbage til Adana-aftalen fra 1990’erne. Adana-aftalen indebærer, at Tyrkiet kan krydse grænsen ind i Syrien, hvis PKK krydser grænsen, men kun 6 km ind og kun for en kort periode.

RÆSON: Tyrkiet har aktiveret NATO’s artikel 4, som indebærer, at enhver medlemsstat, der føler, at deres nationale sikkerhed er i fare, kan konsultere de andre medlemslande. Hvad siger det om Tyrkiets sikkerhedspolitiske situation?
LANDIS: Det gjorde de også i 2015, da det russiske kampfly krydsede ind i det tyrkiske luftrum. NATO hjalp ikke Tyrkiet dengang, og de kommer ikke til at hjælpe i dag. Situationen mellem NATO og Tyrkiet er blevet forværret siden 2015, især med det tyrkiske køb af S-400-forsvarssystemet. Som svar på drabet af de 33 tyrkiske soldater i Idlib sagde den amerikanske ambassadør i NATO, at Tyrkiet bliver nødt til at genoverveje købet af S-400. NATO og USA står fast i den sag, men hvis Tyrkiet returnerer S-400 til Rusland, vil NATO revurdere sin holdning.

Med aktiveringen af ​​artikel 4 signalerer Erdogan over for sit eget folk og til Europa, at Europa og NATO er dårlige allierede. Han forsøger at flytte skylden for drabet på de tyrkiske soldater til Europa og NATO. Det er det samme, han forsøger at gøre med åbningen af ​​grænserne til Europa. Han demonstrerer over for tyrkerne, at Tyrkiet er blevet forladt.

RÆSON: Som du siger, har Tyrkiet nu nået et punkt, hvor de ikke vil forhindre syriske flygtninge i at krydse grænsen til Europa, og den tyrkiske grænsekontrol er nu væk. Hvad siger det om tyrkernes situation?
LANDIS: Tyrkiets situation er politisk skakmat. Erdogan forsøger at give EU skylden for at redde sin egen legitimitet. Man må imidlertid indrømme, at EU og USA er meget hykleriske. De begræder den humanitære krise, men de vil ikke gøre noget reelt ved situationen. De tager ikke nogen flygtninge, de hjælper ikke Tyrkiet militært – de gør ikke andet end at græde krokodilletårer. Det undergraver Erdogan. Alle ser mod Tyrkiet for at få et svar, men han har ikke noget svar. Hvis han ikke lader flygtningene krydse den tyrkiske grænse, fremstår han som en barbar, men han kan heller ikke lukke dem ind i Tyrkiet, fordi der i forvejen er millioner af dem. Han har brug for Europa til enten at hjælpe sig med at beholde kontrollen over Idlib eller at tage imod nogle af flygtningene selv. Med andre ord: Han har brug for, at de lever op til deres ansvar for deres egen mislykkede kampagne mod Assad. Det var trods alt bl.a. Vesten, der bevæbnede, trænede og støttede oprørsgrupperne. De selvsamme oprørsgrupper er nu fanget i Idlib, delvist på grund af europæisk stupiditet. Så snart deres allierede blandt oprørerne blev radikale islamister, forlod de Tyrkiet. Nu lader Europa Tyrkiet håndtere alle konsekvenserne.

 

USA troede, at liberale pro-vestlige styrker ville blive de fremtrædende kræfter i Syrien, og det var bare forkert. USA begik samme fejl i Irak, Afghanistan, Libyen og Egypten. Det er næsten kedeligt at blive ved med at gentage det, men USA gentager fejlen igen og igen
_______

 

RÆSON: Kunne en klarere position fra Vesten have afsluttet krigen tidligere?
LANDIS: Absolut, Vesten burde aldrig have interveneret i Syrien. De forstod ikke Syrien. De forstod ikke, at det syriske samfund bestod af mange grupper, hvor nogle af disse grupper støttede Assad, mens andre var i klar opposition til ham. Naturligvis havde Assad mistet en masse legitimitet, fordi han havde været ved magten for længe og var brutal over for sin egen befolkning, men der var mange forskellige dele af det syriske samfund, der så ham som et bedre alternativ end de jihadister, som de vidste, ville forsøge at udfylde hans plads.

USA troede, at liberale pro-vestlige styrker ville blive de fremtrædende kræfter i Syrien, og det var bare forkert. USA begik samme fejl i Irak, Afghanistan, Libyen og Egypten. Det er næsten kedeligt at blive ved med at gentage det, men USA gentager fejlen igen og igen. Jeg tror, at ​​de vil gentage det igen i Iran i den tro, at ved at vælte det iranske regime kommer noget bedre til at tage dets plads. Det er helt forkert, og det vil sandsynligvis ende i en borgerkrig. USA skal være forsigtige med, hvad de ønsker sig i Mellemøsten.

RÆSON: Der har allerede været konfrontationer mellem de tusinder af flygtninge, der forsøger at krydse den græske grænse. Hvordan tror du, at det vil ende?
LANDIS: Immigrationsproblemet vil kun blive værre for Europa. Borgerkrige, som den vi ser i Syrien for øjeblikket, er noget, der vil ske oftere, især i Afrika. I Afrika er der nationalstater, som ikke rigtig er nationalstater – de har forskellige sprog, forskellige etniske grupperinger, forskellige religioner og meget svage og dårligt styrede stater. Med befolkningsvækst, klimaforandringer og adskillige andre udfordringer, som det afrikanske kontinent står overfor, er sandsynligheden for, at de afrikanske samfund ender i borgerkrig, stor. Så flygtningepresset mod Europa vil kun tage til i styrke.

RÆSON: Der er nu omkring 3 millioner mennesker i området i og omkring Idlib. Den eneste måde, de kan undslippe, er mod den lukkede tyrkiske grænse. Kommer kampen om Idlib til at udløse en ny flygtningekrise?
LANDIS: Det har allerede udløst en ny flygtningekrise – ved den tyrkiske grænse. Vesten begræder krisen, men den eneste reelle løsning er, i det mindste på kort sigt, at lukke dem ind i Tyrkiet. Den langsigtede løsning er at støtte Syriens økonomiske kapacitet, så flygtninge kan vende tilbage til Syrien. Der er en vis procentdel, der af politiske årsager ikke kommer tilbage, fordi de frygter forfølgelse, men mange ville være i stand til at vende tilbage, hvis der var arbejde og en stabil økonomi. Jo hurtigere Vesten, deres allierede og oppositionen forstår, at de har tabt krigen, jo hurtigere vil konflikten – og dermed de uskyldige civiles lidelser – ende.

RÆSON: Men tror du reelt på, at det er muligt for flygtningene at vende hjem, når man tænker på Assad-regimets track-record for at opspore og fængsle politiske modstandere?
LANDIS: Du har helt ret i, at det vil være et stort dilemma. Jeg siger bare, at en bestemt procentdel af flygtningene ville rejse hjem, uanset om de er i Tyrkiet, Libanon eller Jordan, af den simple årsag, at et økonomisk stabilt Syrien ville betyde en bedre levestandard for dem end den, de har som flygtninge lige nu. Men det er ikke en løsning for alle. Syrien har ikke en fast politik vedrørende politisk opposition – og deres definition af opposition er meget vag. Det syriske regime har tradition for at mishandle sin egen befolkning. Det er et uundgåeligt problem i Syrien efter krigen.

 

Erdogan befinder sig i et frygteligt dilemma, fordi han sidder med alle konsekvenserne af en mislykket vestlig strategi i Syrien. Han er med rette vred på Vesten, og han tror ikke, at Vesten kommer til at tage sin retmæssige andel af flygtningene, hvilket de burde gøre
_______

 

RÆSON: Der har været flere rapporter om, at Erdogan har planer om at forhandle med russerne om en ny bufferzone i og omkring Idlib. En 32 km dyb zone fra Tigris-floden i det nordøstlige Syrien hele vejen til Idlib og derefter flytte så mange syriske flygtninge derhen som muligt. For at gøre det har han brug for tung økonomisk støtte fra EU. Tror du, det er et sandsynligt scenarie?
LANDIS: Det gør jeg ikke. Først og fremmest: Putin og Assad vil aldrig tillade, at HTS styrer en uafhængig stat i Syrien [hvilket en bufferzone til Idlib vil indebære, da HTS kontrollerer regionen, red.]. Og for det andet: Tyrkiet er i alliance med dem, så de vil aldrig være i stand til at udvise dem fra regionen eller at afvæbne dem, hvilket er Tyrkiets ansvar som led i deeskaleringsaftalen.

RÆSON: For at følge op på Erdogans behov for EU’s økonomiske støtte: Tror du, at Erdogans beslutning om at åbne grænserne er et forsøg på at få flere penge fra EU?
LANDIS: Ja. Erdogan befinder sig i et frygteligt dilemma, fordi han sidder med alle konsekvenserne af en mislykket vestlig strategi i Syrien. Han er med rette vred på Vesten, og han tror ikke, at Vesten kommer til at tage sin retmæssige andel af flygtningene, hvilket de burde gøre. Naturligvis kommer de europæiske lande ikke til at tage nogle af ​​flygtningene, fordi det allerede er blevet en betændt politisk sag i hele Europa og har skubbet europæiske regeringer til højre. Derfor vil Erdogan have flere penge i stedet.

RÆSON: Så hvor skal de syriske flygtninge tage hen?
LANDIS: De kommer formentlig til at sidde langs den tyrkiske grænse i de interimistiske flygtningelejre, og Tyrkiet vil holde de fleste af dem ude. Assad vil generobre Idlib, hvilket vil skabe en enorm flygtningebølge langs den tyrkiske grænse. Jeg formoder, at Vesten billedligt talt vil kaste poser fyldt med telte og forsyninger over grænsen og håbe på, at flygtningene overlever. Det er reelt allerede den eksisterende europæiske politik. Når krigen er ovre, vil Assad forsøge at integrere flygtningene tilbage i samfundet, og mange af dem vil blive kastet i fængsel, hvor de vil blive udsat for grufulde ting.

RÆSON: Tyrkiet står på ​​oprørernes side i konflikten. Så hvis den sidste oprørskontrollerede bastion falder, får Tyrkiet ikke plads ved forhandlingsbordet for Syriens fremtid. Hvad vil det betyde for Tyrkiet?
LANDIS: Tyrkiet står over for en vanskelig fremtid. De har en meget autoritær regering, der har skræmt mange fra landets egen elite. Som akademiker ser jeg eksempler på det gennem de mange tyrkiske akademikere, der prøver at forlade landet. Hvis Tyrkiet ønsker at være konkurrencedygtig, kan de ikke fortsætte ad den autoritære vej. Erdogan blev bl.a. populær, fordi han var præsident under en enorm økonomisk vækst, men hvis han ødelægger det, vil Tyrkiet tage et stort slag – og meget tyder på at de allerede lider under det.

RÆSON: Kunne dette være begyndelsen på enden for Erdogan?
LANDIS: Det ser sådan ud. Valget af den nye borgmester i Istanbul antyder det i hvert fald. Det vil afhænge af, hvor hårdt Erdogan og hans AKP-parti vil klynge sig til magten. Hvis han følger den samme drejebog som mellemøstlige diktatorer har gjort før ham, kan Tyrkiet have en ganske blodig fremtid foran sig.

 

Ruslands rolle i genopbygningen vil være minimal. Jeg tror, ​​Rusland og Assads andre allierede vil hjælpe ham med at rejse sig, men de har andre bekymringer end ham. Så længe han ikke er ved at falde, vil de være minimalt til stede
_______

 

RÆSON: Uden Ruslands engagement ville Assad sandsynligvis ikke være i stand til at udføre de offensiver mod de oprørskontrollerede områder, som vi har set over de sidste par år. Hvis regimet genvinder kontrollen over Idlib, hvilken rolle vil Rusland så få i genopbygningen af ​​Syrien?
LANDIS: Lad mig foretage en lille korrektion af præmissen for spørgsmålet: Selvfølgelig er det sandt, at Rusland reddede Assad, men den eneste grund til, at han var på nippet til at falde i første omgang, var, fordi Vesten, Saudi-Arabien og Golfstaterne gav våben for milliarder af dollars til oprørsgrupperne. Begge sider fik massiv hjælp udefra. Nikolaos van Dam har på fineste vis formuleret det sådan, at denne krig har stået på i 9 år og vil vare i endnu et år eller to, udelukkende fordi Vesten fejlkalkulerede konflikten og i forlængelse heraf støttede oprørsgrupperne med milliarder af dollars.

Ruslands rolle i genopbygningen vil være minimal. Jeg tror, ​​Rusland og Assads andre allierede vil hjælpe ham med at rejse sig, men de har andre bekymringer end ham. Så længe han ikke er ved at falde, vil de være minimalt til stede. Jeg tror, at ​​Golfen vil spille en meget større rolle end Rusland i genopbygningen af Syrien.

RÆSON: Golfen? Hvorfor det?
LANDIS: Der er mange flere penge i Golfen end i Rusland. Arabere taler arabisk, og de forstår Syrien meget bedre, så de kan indgå alliancer med lokale forretningsfolk og købe jord. I sidste ende vil det være kapitalister, der vil forme genopbygningen af ​​Syrien. Vi ser allerede nu, at den syriske regering har lagt den juridiske struktur, der skal muliggøre det, med den nye jordlovgivning, der tillader en hurtig overførsel af ejendom.

RÆSON: Hvad tror du vil være den syriske regering og Ruslands vigtigste prioriteter i kølvandet på Idlib?
LANDIS: Den syriske regering skal tilvejebringe lov og ret i landet. De seneste ni år har været ren lovløshed. Dernæst skal de tage sig af de militante oprørsgrupper. De skal finde ud af, hvad de skal gøre med alle disse mennesker. Idlib har været et arnested for islamisk fundamentalisme siden 1970’erne. Det bliver kun værre efter Idlibs fald, fordi folk er blevet indoktrineret og er blevet givet endnu mere grund til at se sig vrede på regimet. Så det vigtigste spørgsmål bliver, hvordan man skal håndtere disse grupper fremover. Den syriske regering har planlagt enten at dræbe dem eller skubbe dem mod Tyrkiet – og Tyrkiet vil heller ikke have dem.

RÆSON: Kunne de væbnede islamistiske grupper i Idlib blive, som IS er i dag, hvor de er gået under jorden og udgør en konstant terrortrussel?
LANDIS: Ja, selvfølgelig. Det er den store fare. Assad frygter, at hvis han benåder dem, vil de gå under jorden og udgøre en betragtelig trussel for ham. ■

 

Den syriske regering skal tilvejebringe lov og ret i landet. De seneste ni år har været ren lovløshed. Dernæst skal de tage sig af de militante oprørsgrupper. De skal finde ud af, hvad de skal gøre med alle disse mennesker
_______

 



Joshua Landis (f. 1957) er leder af Center for Mellemøststudier ved University of Oklahoma og Fellow ved Quincy Institute. Tidligere præsident for Syrian Studies Association og siden 2004 har han udgivet bloggen Syria Comment. ILLUSTRATION: Præsident Erdogan og præsident Macron til en konference om, hvordan krisen i Syrien løses, Istanbul, 27. oktober 2018 [foto: Ozan Kose/AFP/Ritzau Scanpix]