20.03.2020

De danske myndigheder afviser hårdnakket, at WHO har et budskab til dem. Så lad os høre WHO selv. De siger: ”Isolering, testning og behandling af alle mistænkte tilfælde – og opsporing af alle kontakter – må være rygraden i reaktionen i ethvert land”. Dén er vist også til os.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Uffe Gardel

Langsomt lukker verden i; grænse efter grænse lukkes, trafikforbindelse efter trafikforbindelse indstiller driften. Tunesien lukkede torsdag sine grænser, Stena Line holdt op med at sejle Frederikshavn-Oslo, Air Greenland indstiller flyvningerne. Er man på Grønland nu, kommer man til at blive der. Men i dag vil jeg gerne skrive om noget helt andet. Og meget vigtigt.

I Danmark har der kørt en voldsom diskussion om test – Danmark tester nemlig ikke ret mange for virussen. Nordmændene har allerede testet tre gange så mange som os. Ideen med test er ikke kun at finde ud af, hvor meget fart epidemien har på. Det er også helt enkelt og hårdt at finde smittesprederne og få dem væk, så de ikke kan smitte.

Kritikere – som jeg selv – har sagt, at WHO siger, vi skal teste. Ja, vi skal gøre alt, siger WHO: Test, kontaktopsporing, karantæne og ”social distancing” (nedlukning og sikkerhedsafstand); vi kan ikke undvære nogen af delene.

WHO’s generaldirektør sagde dette i sidste uge, og i mandags tweetede WHO det ud, to gange endda: ”Vi har et simpelt budskab til alle lande: test, test, test”. Det virkede næsten desperat.

Hvad siger de danske myndigheder? ”WHO taler ikke til os,” sagde Seruminstituttets chef, Kåre Mølbak, tirsdag. ”Mine kontakter i WHO siger, at det er ikke os, de mener,” sagde Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm onsdag. Deres argument er, at WHO henvender til lande, som slet intet har gjort, og hvor epidemien ikke rigtigt er i gang. Danmark har gjort meget, og epidemien er allerede godt i gang hos os, er argumentet.

 

Korea ”overgav sig ikke,” sagde dr. Tedros. Og han anbefalede, at man opsporer og isolerer også de milde tilfælde – helst ikke hjemme hos dem selv, men i ”sundhedsfaciliteter”
_______

 

Jeg giver ordet til WHO
Jeg synes, det lyder, som om WHO råber til os. Det er muligt, at de har uret, og at det faktisk er en dårlig idé at teste mere, men det er altså det, de siger.

For én gang for alle at få lukket diskussionen vil jeg simpelthen nedenfor give ordet til WHO. Og lade WHO tale ud. Søren Brostrøm var forleden dag sur på Berlingske over, at avisen brugte ”en sætning, der bliver sagt på en pressekonference”; sådan nogle løsrevne ord skulle medierne lade være med at ”blæse for stort op”, mente han.

Så nu citerer jeg massivt, hvad WHO faktisk sagde på sin pressebriefing onsdag, altså i forgårs. Det bliver langt, og ikke blot ”en sætning”, men det skal tjene et godt formål: Det skal lukke diskussionen om, hvorvidt WHO taler til os.

Briefingen blev indledt af WHO’s generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus. Om test sagde han: ”[F]or at undertrykke og kontrollere epidemier må lande isolere, teste, behandle og opspore. Hvis ikke de gør det, kan smittekæderne fortsætte på lavt niveau, og derefter vokse igen, når først de fysiske distance-foranstaltninger bliver hævet.

WHO anbefaler fortsat, at isolering, testning og behandling af alle mistænkte tilfælde – og opsporing af alle kontakter – må være rygraden i reaktionen i ethvert land. Dette er det bedste håb om at forebygge omfattende smitte i samfundet. De fleste lande med sporadiske tilfælde eller klynger af tilfælde er stadig i stand til at gøre dette.”

Det er så her, de danske myndigheder siger, at dér er vi ikke længere. Men vi skal teste alligevel, mener WHO åbenbart. For dr. Tedros fortsatte:

”Vi ved, at nogle lande oplever intense epidemier med omfattende smitte i samfundet. Vi forstår hvilken indsats, der kræves for at undertrykke smitte i disse tilfælde. Men det kan lade sig gøre.” Og derefter gik dr. Tedros såmænd i gang med at fremhæve Sydkorea – landet som netop har testet massivt og aggressivt, aflæst smittedes mobildata for at se, hvem de har stået i nærheden af i toget eller supermarkedet – og testet dem. Og sendt dem i karantæne. Og man har standset epidemien, uden at lukke landet ned som os.

Korea ”overgav sig ikke,” sagde dr. Tedros. Og han anbefalede, at man opsporer og isolerer også de milde tilfælde – helst ikke hjemme hos dem selv, men i ”sundhedsfaciliteter”. Dette er en tilgang, som redder liv og køber tid, mens vi venter på vaccinen, sagde han.

 

”Den virkelige udfordring er: Tester man hvert eneste mistænkte tilfælde? Ethvert mistænkt tilfælde bør testes, [og] deres kontakter opspores. Hvis disse kontakter er syge og har symptomer, så bør de testes”
_______

 

Det svære er ikke at teste, men at følge op
Da det blev journalisternes tur til at stille spørgsmål, kom der fra en polsk journalist ret hurtigt et spørgsmål om test: ”Hvor meget burde et land af Polens størrelse teste?”, ville journalisten vide.

Michael Ryan, WHO’s direktør for sundhedskriser, svarede på dét. Ryan, en firskåren, slipseløs irlænder, er ikke så floromvunden som sin generaldirektør, og nu skriver jeg det fulde svar fra ham; så kan ingen beskylde mig for at blæse en enkelt sætning for meget op:

”Værdien af testning er klart bestemt af det antal mistænkte tilfælde, man har. Så fokus her er ikke, hvor meget testning der skal foretages for at nå et bestemt tal,” indledte Ryan.

”Den virkelige udfordring er: Tester man hvert eneste mistænkte tilfælde? Ethvert mistænkt tilfælde bør testes, [og] deres kontakter opspores. Hvis disse kontakter er syge og har symptomer, så bør de testes. Det kræver en opskalering, for mange lande har ikke systematisk testet alle mistænkte tilfælde, og det er en af grundene til, at vi er bagud for denne epidemi.”

Så gik han videre til spørgsmålet om, hvorvidt der skulle være mangel på tests:

”Der er masser af producenter, som fremstiller tests… Jeg er sikker på, at Polen [spørgeren var fra Polen, red.] gennem EU eller andre har adgang til mange virksomheder, som fremstiller dem, enten i den akademiske eller private sektor. Men hvis der er et behov, kan ethvert land kontakte WHO, og så vil vi enten pege dem i retning af en producent eller om nødvendigt give dem nød-testmuligheder.”

 

“Men hvis der er et behov, kan ethvert land kontakte WHO, og så vil vi enten pege dem i retning af en producent eller om nødvendigt give dem nød-testmuligheder”
_______

 

Altså: I skal bare ringe. Men Ryan var ikke færdig. Han havde tværtimod fået talt sig varm. Han snakkede lidt om, hvad der findes af testudstyr, fra små sæt til store maskiner. Og så sagde han:

”Men jeg tror ikke, at muligheden for at teste har været grunden til, at man ikke testede. Jeg tror ikke, det har været begrænsningen. Jeg tror det handler om, hvilken strategi det enkelte land har. Hvis man skal forsøge at teste hvert eneste mistænkte tilfælde, og skal teste hvert eneste mistænkte tilfælde, så tror jeg, at landene i Europa har kapaciteten til at gøre det.

Den svære del kommer, når man får fat i de tilfælde og skal være i stand til at identificere kontakter og følge de kontakter og sætte kontakter i karantæne – så har man brug for at opstille en meget større offentlig sundhedsindsats, der kan komme ind efter laboratorietestene og derefter gøre det muligt at undertrykke virussen gennem disse individuelle isolationsmekanismer – at isolere enkeltpersoner og sætte kontakter i karantæne handler om at flytte mennesker, som måske er smittebærere, væk fra samfundet, og samtidig med det [have] social distancering eller fysisk distancering […] en kombination af de to gør det muligt virkelig at undertrykke virussen.

Hvis man virkelig fokuserer på individuelle tiltag for at forsøge at tage folk, som vides at have virussen eller kunne have virussen, ud af den almindelige befolkning i en tid, og samtidig skaber en vis fysisk adskillelse på befolkningsniveau – de to tilsammen kan være meget effektiv til at undertrykke overførslen af virussen.”

Det var ordene. Og beskrivelsen af et program, som afviger lidt fra, hvad Danmark og en række andre europæiske lande gør i dag.

Jeg ved godt, at dette blev langt. Men nu kan vi måske omsider komme videre i diskussionen. For ja, WHO taler til os. Så lad os diskutere, hvad de siger. Søren Brostrøm kan stadig have ret i, at det er en dårlig anvendelse af sundhedssystemets ressourcer at teste massivt – men så lad os få dén diskussion; ikke en diskussion om, hvorvidt pressen ”blæser det for stort op”, hvad WHO siger. ■

 

For ja, WHO taler til os. Så lad os diskutere, hvad de siger. Søren Brostrøm kan stadig have ret i, at det er en dårlig anvendelse af sundhedssystemets ressourcer at teste massivt – men så lad os få dén diskussion
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik