Ekstern lektor Carsten Fogh Nielsen: Lad os diskutere, hvordan vi gør universiteterne bedre
24.06.2021
Hvis vi ensidigt fokuserer på ét problem, som fx aktivistisk pseudoforskning, så skævvrider vi debatten og gør os selv blinde for alle de øvrige problemer, der også skal tages hånd om. Og hvis vi samtidigt glemmer at formulere og diskutere forslag til, hvordan vi løser disse problemer, så ender vi, hvor vi er i dag: Med en debat, der handler mere om gensidig mistænkeliggørelse og grøftegravning, end om hvordan vi faktisk gør de danske universiteter og den danske forskning bedre.
Af Carsten Fogh Nielsen, ekstern lektor i Filosofi på SDU
De seneste måneders debat om pseudoforskning og politisk aktivisme i den danske universitetsverden har i høj grad handlet om at diskutere problemets omfang.
På den ene side finder vi en række politikere, forskere og debattører, der mener, at aktivisme og pseudovidenskab er et meget omfattende og alvorligt problem indenfor (dele af) dansk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning.
På den anden side finder vi store dele af den danske forskningsverden, der mener, at selv hvis der faktisk er problemer med pseudoforskning og politisk aktivisme på de danske universiteter, så har kritikerne groft overdrevet omfanget og alvoren af disse problemer.
Overraskende enighed
Jeg har selv både deltaget i og fulgt ret grundigt med i debatten. I den forbindelse har jeg bemærket en, måske lidt overraskende, enighed, der går på tværs af de ellers ret uforsonlige positioner: Ingen af deltagerne i debatten er udpræget tilfredse med tingenes tilstand på universiteterne, og begge fløje ønsker at gøre universiteterne bedre.
Den ene fløj mener, at der er brug for at gribe ind for at forhindre og modarbejde pseudoforskning og politisk aktivisme på universiteterne. Den anden fløj mener, at der er brug for at sikre forskningen og universiteterne mod ekstern indblanding fra politikere og erhvervsliv. Begge fløje er altså enige om, at universiteterne er under pres; at de langt fra fungerer så godt, som de kunne, og at vi bør gøre noget for at ændre på situationen.
At udkaste og diskutere idéer til, hvordan vi kan reformere universiteterne, så de bedre opfylder deres forpligtelser som forskningsinstitutioner, uddannelsessteder og hjemsted for kritisk debat af centrale samfundsspørgsmål, er derfor en opgave, som alle parter har og bør have en fælles interesse i.
De idéer, der trods alt har været fremme, er primært blevet fremsat af den fløj i debatten, der mener, at pseudoforskning udgør et alvorligt og voksende problem på de danske universiteter
_______
Hvis man ser på den hidtidige debat, har det imidlertid været småt med konstruktive forslag til, hvordan vi så mere konkret gør dette. De idéer, der trods alt har været fremme, er primært blevet fremsat af den fløj i debatten, der mener, at pseudoforskning udgør et alvorligt og voksende problem på de danske universiteter.
Det primære formål med disse forslag har derfor været at modvirke politisk aktivisme og pseudovidenskabelig forskning og kun sekundært at forbedre vilkårene for danske universiteter og dansk forskning.
Defund og nedlæg
Et forslag, der blandt andet er blevet fremsat af Liberal Alliances Henrik Dahl (bl.a. i hans bog Den sociale konstruktion af uvirkeligheden fra 2020), er at ”defunde” uddannelser og forskningsmiljøer, der bedriver pseudovidenskab – dvs. fratage dem al offentlig støtte. I praksis kan dette forslag ikke adskilles fra en anden idé, som undertiden luftes i debatten (fx af Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og den borgerlige debattør Rune Selsing), nemlig direkte at lukke problematiske uddannelser/forskningsmiljøer, om nødvendigt gennem direkte politisk indgriben.
Universitetsuddannelser i Danmark kan de facto ikke fungere uden offentlig støtte, og de færreste danske forskningsmiljøer kan klare sig alene med private midler. Hvis man politisk beslutter at fjerne statens støtte til bestemte uddannelser eller forskningsmiljøer, vil det derfor reelt være det samme som at lukke dem.
At bekæmpe pseudoforskning og identitetspolitisk aktivisme på universiteterne ved at lukke hele uddannelser og forskningsmiljøer kan måske bedst beskrives som en forskningspolitisk udgave af Ellen Ripleys berømte svar på, hvordan man bekæmper rummonstre: ”I say we take off and nuke the entire site from orbit. It’s the only way to be sure.” (Fra James Camerons Aliens, 1986).
Jeg har endnu ikke set noget bevis for, at pseudoforskning udgør en så overhængende og altoverskyggende trussel mod den frie forskning i Danmark, at så radikale midler bør tages i brug
_______
Det er en radikal og i et vist omfang uigenkaldelig løsning, hvis konsekvenser rækker langt videre end det konkrete problem, man ønsker at løse. Det giver kun mening, hvis der er tale om en overhængende, altoverskyggende og altomfattende trussel. En sidste udvej, som man først bør overveje, når alle andre løsninger er afprøvet.
Der er vi ikke endnu, og jeg har endnu ikke set noget bevis for, at pseudoforskning udgør en så overhængende og altoverskyggende trussel mod den frie forskning i Danmark, at så radikale midler bør tages i brug. At gribe så direkte ind i universiteternes interne anliggender vil desuden krænke et helt grundlæggende forskningspolitisk princip: At de bevillingsgivende politikere ikke blander sig direkte i universiteternes forskning og undervisning. Som Dahl og Messerschmidts selv formulerede det i en kronik: ”Vi vil gerne sige så udtrykkeligt, som det overhovedet er muligt: Vi ønsker ikke -gentager: ikke, at politikere styrer det indre liv på universiteterne.”
Styrk ledelserne?
Et tredje forslag, som Dahl og Messerschmidt har fremsat, er, at universiteternes ledelse skal styrkes, så de mere effektivt og aktivt kan håndtere pseudovidenskab og aktivistisk forskning. Et problem med dette forslag er, at det er uklart, hvad det mere præcist indebærer.
Da den nuværende universitetslov blev indført i 2003, medførte den en markant styrkelse af universiteternes øverste ledelse i forhold til tidligere. Samtidig blev der med denne lov indført et eksternt flertal i universiteternes bestyrelse. Skal universitetsledelsen i form af rektor og dekaner derfor have (endnu) videre beføjelser, end de allerede har, fx yderligere beføjelser til at fyre eller ansætte forskere? Skal de have mulighed for enerådigt at lukke forskningsmiljøer eller uddannelser, uden fx at konsultere bestyrelsen eller ministeren eller de faglige miljøer selv?
Måske handler forslaget i stedet om at styrke den fagnære ledelse på universiteterne? Det kunne fx ske ved at give afdelingsledere og forskningsledere på de enkelte institutter større råderum end i dag ved at flytte reelt ledelsesansvar fra institutlederen og længere ned i systemet. Dette synes jeg selv er et glimrende forslag, men det kræver en ændring af universitetsloven og et opgør med det enstrengede ledelsessystem, som blev indført med 2003-loven. Og den slags ændringer af universitetsloven har det politiske system indtil nu ikke vist den fjerneste interesse for, hvilket Henrik Dahl selv åbent har indrømmet.
Selsings forslag har mig bekendt ikke affødt nogen reel diskussion. Dette er ikke underligt: Forslagene er så radikale, at de hverken politisk eller praktisk ville kunne gennemføres
_______
Chicago-principperne
Et fjerde forslag, som flere gange har været fremført i debatten (blandt andet her og her), er, at de såkaldte Chicago-principper skal skrives ind i universitetsloven. Chicago-principperne er en række principper formuleret af et udvalg på University of Chicago, hvis formål er at sikre universitetsansattes og -studerendes ytringsfrihed. Principperne handler ikke eksplicit om forskning, men derimod om at sikre, at universiteterne forbliver et rum for fri og åben debat af alle typer spørgsmål.
At få disse principper skrevet ind i den danske universitetslov eller de enkelte universiteters vedtægter vil derfor muligvis styrke rammerne for et robust og intenst debatmiljø på universiteterne. Det kan der være al mulig grund til at gøre. Det vil imidlertid ikke direkte modvirke aktivistisk pseudoforskning, da principperne ikke handler om forskning, men om ytringsfrihed mere generelt.
Selsings forslag
I et blogindlæg kommer Rune Selsing med to yderligere forslag til ”at redde universiteterne”. Dels at private forskningsfonde skal tvinges til at udbetale deres midler til den almene forskning fremfor til den forskning, de selv ønsker at støtte; dels at midlertidige ansættelser på universiteterne helt forbydes, så alle videnskabelige universitetsansættelser i stedet bliver på tjenestemandslignende vilkår.
I modsætning til de foregående fire forslag, som alle er blevet mere eller mindre seriøst diskuteret i debatten, så har Selsings forslag mig bekendt ikke affødt nogen reel diskussion. Dette er ikke underligt: Forslagene er så radikale, at de hverken politisk eller praktisk ville kunne gennemføres.
At fratage de private forskningsfonde retten til selv at bestemme, hvilke forskningsprojekter de vil støtte, vil dels være en massiv indskrænkning af den private ejendomsret; dels vil det formodentlig føre til, at væsentligt færre private virksomheder vil donere penge til forskning.
At forbyde alle midlertidige forskningsansættelser vil gøre det vanskeligt for politikere og universitetsledelse at lave strategiske forskningssatsninger, gøre danske universiteters forsknings- og uddannelsesmiljøer ekstremt ufleksible og fjerne de midlertidige overgangsstillinger, som fx postdoc og adjunkt, der i dag fungerer som praktisk forskertræning.
Hvis man er urolig over, at forskere og studerende ikke kender til grundlæggende normer for god videnskabelig praksis, så kan man arbejde for at styrke universiteternes undervisning i videnskabshistorie, videnskabsteori og forskningsintegritet
_______
Forslag til bedre forskning
Heldigvis er der mange andre måder, hvorpå man kan arbejde for at gøre de danske universiteter bedre end de forslag, der hidtil er fremsat i debatten. Her er en liste med forslag, som kun i begrænset omfang har været diskuteret eller bragt på banen i den nuværende debat:
Hvis man er urolig over, at forskere og studerende ikke kender til grundlæggende normer for god videnskabelig praksis, så kan man arbejde for at styrke universiteternes undervisning i videnskabshistorie, videnskabsteori og forskningsintegritet. Udover at styrke kendskabet til de basale normer for god forskningspraksis, vil en sådan undervisning også kunne give en større forståelse for den faglige og metodiske pluralitet, der præger det moderne universitet.
Hvis man mener, der er problemer med danske forskeres uafhængighed og integritet, så kan man arbejde for at få opdateret og skærpet det danske kodeks for forskningsintegritet. Formuleringerne i det nuværende kodeks er relativt tandløse, og kodekset er derudover ikke ført ajour med de seneste ændringer i den danske lovgivning om videnskabelig uredelighed.
Hvis man mener, at dansk forskning er præget og plaget af pseudoforskning, så kan man arbejde for at styrke det nationale Nævnet om Videnskabelig Uredelighed og de lokale forskningsinstitutioners praksisnævn. Disse institutioner har til opgave at undersøge og vurdere sager om videnskabelig uredelighed og brud på god forskningspraksis; netop de problemer, som i dag fylder det meste af universitetsdebatten.
Man kan fx overveje, om nævnet og udvalgene skal have mulighed for selv at rejse sager om videnskabelig uredelighed og brud på ansvarlig forskningspraksis. Det har de på nuværende tidspunkt ikke kompetence til. Man kan også overveje, om den relativt snævre definition af videnskabelig uredelighed, som er indskrevet i den nuværende Lov om videnskabelig uredelighed, skal gøres mindre restriktiv. Begge disse forslag rejser en række principielle og praktiske spørgsmål om, hvordan videnskabelige uenigheder skal afgøres, men det er forslag, som bør indgå i en diskussion af, hvordan vi bedst bekæmper pseudoforskning.
Grundet besparelser og nedskæringer er disse normeringer gennem de seneste år blevet gradvist forringet. Man kan også arbejde for, at undervisning prioriteres højere, når forskere skal meriteres til ansættelse på universiteterne
_______
Forslag til bedre uddannelser
Hvis man mener, at kvaliteten af de studerendes undervisning er for dårlig, så kan man arbejde for at forbedre timenormeringerne for undervisning, dvs. den tid, der i universiteternes timeregnskaber sættes af, til at forberede og afvikle undervisning. Grundet besparelser og nedskæringer er disse normeringer gennem de seneste år blevet gradvist forringet. Man kan også arbejde for, at undervisning prioriteres højere, når forskere skal meriteres til ansættelse på universiteterne. Dette ville give flere forskere et incitament til at fokusere på og udvikle deres undervisning.
Hvis man mener, at de danske universitetsstuderende er for dårlige, og at deres opgaver ikke lever op til de faglige krav, der stilles til en universitetsuddannelse, så er der en hel række tiltag man kan overveje. Dels kan man selvfølgelig, som nævnt ovenfor, arbejde for at sikre universitetsunderviserne bedre vilkår for at forberede og gennemføre undervisning. Derudover kan man fx overveje:
1) At styrke de nationale censorkorps, hvis primære opgave er at sikre den faglige kvalitet af de uddannelser, de er tilknyttet. De nationale censorkorps er, sammen med Danmarks akkrediteringsinstitution, de eneste universitetseksterne institutioner, der har dette som deres hovedformål.
2) At give mere tid og plads til individuel vejledning i forbindelse med opgaveskrivning. I dag er den individuelle opgavevejledning mange steder blevet beskåret, så den kun tilbydes i forbindelse med bachelor-projektet og specialet.
3) At lempe fremdriftsreformens krav til gennemførelsestid, der i praksis har reduceret den tid, de studerende har, til at skrive et speciale til fire måneder. Dette har sat specialernes faglige niveau under pres.
4) At sikre bedre normeringer for specialecensorering, dvs. bedre tid til at læse, tjekke, vurdere og votere specialer. Normerne for censorering, herunder specialecensorering, har af økonomiske hensyn været under pres i en længere årrække.
Forslag til en bedre debat?
Ovenstående er blot nogle enkelte forslag til, hvordan man kan styrke de forskningsbaserede uddannelser, understøtte og hæve kvaliteten af dansk forskning og generelt gøre de danske universiteter til bedre steder at studere, undervise og forske. Forslagene fokuserer ikke ensidigt på at imødegå pseudoforskning og politisk aktivisme, men sigter mere generelt på at styrke de danske universiteters og den danske forsknings kvalitet og troværdighed.
Der er lige så mange bud på, hvordan universiteterne og forskningen kan gøres bedre, som der er problemer og farer, der truer deres integritet, kvalitet og troværdighed
_______
Der er masser af presserende spørgsmål og emner, som disse forslag slet ikke berører. Hvordan løser vi fx de indbyggede problemer i den nuværende model for statens finansiering af universiteternes uddannelser og forskning? Hvordan sikrer vi en mere hensigtsmæssig fordeling af henholdsvis tidsbegrænsede og faste ansættelser ved universiteterne? Og hvordan undgår vi, at de forskningsinstitutioner, der lever af at udføre opgaver for offentlige myndigheder og private organisationer, sætter deres faglige og forskningsmæssige integritet over styr?
Dette er komplekse og vanskelige spørgsmål, fordi universiteter og forskning er komplekse, sociale institutioner, der formes og udvikles i et komplekst samspil med det omgivende samfund. Der er derfor ikke ét svar, et forslag eller en idé, der en gang for alle vil sikre universiteterne og forskningen mod ydre pres, indre splid, politisk ensretning, aktivistiske forskere, nævenyttige politikere, arrogante forskningsledere, misforståede reformplaner og almindelig inkompetence.
Der er lige så mange bud på, hvordan universiteterne og forskningen kan gøres bedre, som der er problemer og farer, der truer deres integritet, kvalitet og troværdighed. Hvis vi ensidigt fokuserer på ét problem, som fx aktivistisk pseudoforskning, så skævvrider vi debatten, og gør os selv blinde for alle de øvrige problemer, der også skal tages hånd om.
Hvis vi samtidigt glemmer at formulere og diskutere forslag til, hvordan vi løser disse problemer, så ender vi, hvor vi er i dag: Med en debat, der handler mere om gensidig mistænkeliggørelse og grøftegravning, end om hvordan vi faktisk gør de danske universiteter og den danske forskning bedre. ■
Der er ikke ét svar, et forslag eller en idé, der en gang for alle vil sikre universiteterne og forskningen mod ydre pres, indre splid, politisk ensretning, aktivistiske forskere, nævenyttige politikere, arrogante forskningsledere, misforståede reformplaner og almindelig inkompetence
_______
Carsten Fogh Nielsen (f. 1974) er ekstern lektor i Filosofi, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Københavns Universitet i september 2016 [Foto: Flickr]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
