Jacob Mark (SF): Centrum-venstre blev valgt på løftet om et opgør med nødvendighedens politik. Nu må modet ikke svigte, S og RV

11.10.2021


Rød blok vandt valget på et løfte om forandring. For velfærden. For klimaet. Derfor bekymrer Radikale Venstres snak om topskattelettelser og Socialdemokratiets snak om at gnave i de unges dagpengesats mig også. Det viser nemlig, at de måske har glemt, at bruddet med reform-paradigmet og nødvendighedens politik er det altdominerende folkelige mandat, som vi fik til at regere. Det må vi ikke glemme.



Kommentar af Jacob Mark, gruppeformand for SF

DE FLESTE FRA min generation har alene kendt til borgerligt styre i deres tid som politisk aktive – momentært afbrudt af Thorning og Corydon, der ikke just brød den borgerlige trend med at trække danskerne igennem helt klassiske arbejdsudbudsreformer. Siden 2001 har det økonomiske dictum derfor lydt, at Danmark skulle afskaffe velfærdsstaten for at bevare den.

Da Margrethe Vestager opfandt ’nødvendighedens politik’ var det således slet ikke en nyskabelse. Det var en konstatering af det, der var blevet et centralt grundvilkår i dansk politik: at enhver økonomisk reform skulle indebære en nedsabling af et hjørne af velfærdsstaten, fordi det var den eneste metode, som Finansministeriet kunne hitte på for at skabe et øget arbejdsudbud.

Således var der blokeret for ethvert politisk tiltag, der søgte at genoprette velfærden, og for de nødvendige samfundsforandringer, der skulle redde klimaet.

Det er det regime, som unge, politisk aktive er vokset op med. Det er det, de unges klimaoprør er vokset ud af. Med ’nødvendighedens politik’ som forudsætning mistede en stor del af befolkningen tilliden til, at politik kunne forandre verden til det bedre. Politik blev defensivt, modløst og indskrænkende.

Noget, der skulle forsvare det bestående mod uundgåelige forværringer. Af velfærden, af miljøet og af hverdagen.

DERFOR ER DET måske ikke så overraskende, at bruddet på reformparadigmet er det altdominerende fællestræk i det folkelige mandat, som Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten fik til at regere Danmark på indtil næste folketingsvalg.

Hvis man er i tvivl, kan man blot bladre i Lars Olsen m.fl.s nye bog, ’Rige børn leger bedst’, der dokumenterer den vidtrækkende betydning af løftet om Arne-pension for den socialdemokratiske valgsejr. Eller valgforsker Kasper Møller Hansens bog ’Klimavalget’, der blandt andet dokumenterer, at vi skal tilbage til jordskredsvalger for at finde et valg, hvor ét tema fik så afgørende udslagskraft for resultatet, som klimaet gjorde i 2019.

Det kan næppe undervurderes, at de samme effekter har været på spil da rød blok vandt valget i Norge, hvor også Socialistisk Venstreparti gik frem, og det er i hvert fald stensikkert, at det var det, der gjorde Tysklands De Grønne til landets tredjestørste parti med en mandatfremgang på 51 ved det seneste tyske valg. Trætheden af det rigide sparediktat, som Tyskland indstiftede for hele Europa med Vækst- og Stabilitetspagten, kan føles på tværs af hele Europa.

Konklusionen ligger derfor ligefor: Centrum-venstre har genvundet vælgernes tillid på et løfte om, at politik igen skal være fremadskuende og ville noget. Forbedre samfundet i stedet for at forskanse status quo.

Det er virkelig et vidunderligt mandat at sidde på som SF-politiker.

Befolkningen har gjort os ansvarlige for at udbygge kronjuvelen i den danske samfundsmodel – velfærdsstaten – og for vende det voksende mismod i klimakampen til håb og optimisme om, at det godt kan lykkes. At det skal lykkes.

Indtil videre har der været valuta for stemmerne. Historiske milliardbeløb har indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne, løftet folkeskolen, og er blevet investeret i psykiatrien. Endnu mere historisk har bindende klimamål, slutdato for udvinding af olie i Nordsøen, en klimaskovfond og snart et landbrugsforlig taget de første spadestik til reelt at bringe Danmark ind i et grønt århundrede, hvor vi kan leve med os selv – og med klimaet.

Der er sket mere for klimaet i dansk politik de sidste 2 år end de foregående 30. Man bliver næsten rundtosset af at tænke på det. Og alle disse landvindinger har været mulige, fordi centrum-venstre igennem hele forløbet har holdt det folkelige mandat for øje.

 

Den skinbarligt ærlige sandhed er, at en socialdemokrat stort set aldrig har gjort det rigtige uden først at være presset til det af en SF’er
_______

 

DESVÆRRE ER KILDEN til min politiske optimisme også roden til min tvivl. For nok har Socialdemokratiet leveret på de grønne løfter – men de har skullet trækkes til truget som sløve æsler, hvert eneste skridt. Og nok har Radikale afholdt sig fra at blokere for indfrielsen af velfærdsløfter, men vil de gøre det for evigt?

I SF har vi et tæt og godt samarbejde med Socialdemokratiet, men den skinbarligt ærlige sandhed er, at en socialdemokrat stort set aldrig har gjort det rigtige uden først at være presset til det af en SF’er.

Samtidig er hverken Arne-pension eller minimumsnormeringer på institutionsniveau Radikale Venstres kop the, og i baggrunden lurer partiets trussel om klassiske arbejdsudbudsreformer, der skal gøre ondt. Hvorfor? Fordi det skal sådan nogen åbenbart. Gud forbyde at man fandt et øget arbejdsudbud ved at nedbringe sygefraværet, give folk en kompetencegivende uddannelse eller give offentligt ansatte, der gerne vil gå fra deltid til fuldtid, mulighed for det.

Da Socialdemokratiet for nylig fremlagde reformpakken ’Danmark kan mere 1’ var der mange gode takter, men også en asocial og gammeldags finansieringsside, der indebar en rundbarbering af dimittenders dagpengesats. Samtidig gik Radikale Venstre ud sammen med blå blok i en bizar hyldest til topskatten, der mest af alt lød som en bøvs fra 2014. Point til Radikale for at melde klart ud om den sociale slagside i partiets politik, men mens Sofie Carsten Nielsen strålede ved siden af Jakob Ellemann-Jensen i Politiken, sidder hun altså som en del af et flertal, der har vundet valget på at love danskerne forandring. Så hvad var egentlig pointen?

De tendenser bekymrer mig. For hvis centrum-venstre glemmer, hvad der binder os sammen – hvilket mandat vi blev valgt på – så kan vi miste en unik chance til at vende den politiske supertanker, der så længe har sejlet mod klimaisbjerget og velfærdsdøden.

Jeg siger ikke, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre i morgen skal vågne op og indse, at de altid har været SF’ere. Selv hvis de fire store partier i rød blok alle holder hårdt fast i velfærdsløftet og klimaløftet, så vil forhandlingslokalet være præget af mindst fem forskellige holdninger til, hvordan de løfter bedst indfris. Sådan er det, og sådan skal det være, for ellers kunne vi jo lige så godt fusionere.

Men snak om topskattelettelser samt ønsket om at gnave i de unges dagpengesats er måske de første tegn på, at både Socialdemokratiet og Radikale Venstre har godt af at blive mindet om, hvad det er, vi er fælles om.

Sandheden er nemlig, at valget har placeret os i en unik position til at vende det voksende mismod til politik på hovedet. Til at vise i fællesskab, at politik faktisk kan skabe de forandringer, som folk drømmer om. At vi kan klare klimakrisen, og at vi ikke på trods af – men på grund af! – globaliseringen og den stige konkurrence skal bygge videre på den velfærd, der har gjort Danmark stærkt og konkurrencedygtigt.

Gør vi det, og lykkedes det os at overbevise folk om, at politik faktisk kan forandre verden til det bedre, så er der ingen ende på, hvad vi kan udrette. ■

 

Hvis centrum-venstre glemmer, hvad der binder os sammen – hvilket mandat vi blev valgt på – så kan vi miste en unik chance til at vende den politiske supertanker, der så længe har sejlet mod klimaisbjerget og velfærdsdøden
_______

 



Jacob Mark (f. 1991) er medlem af Folketinget og gruppeformand i Socialistisk Folkeparti. Derudover er han børneordfører, undervisningsordfører og finansordfører. ILLUSTRATION: Begge pressefotos fra SF er taget af William Vest-Lillesoe. ILLUSTRATION: Jacob Mark på Christiansborg. [FOTO: William Vest-Lillesoe/ SF].