29.04.2021

”Hvis NATO kører en hurtig proces og laver en hurtig integration [af Ukraine], så vil de i mine øjne stabilisere situationen af flere årsager. En af dem værende, at man får en af Europas største hærstyrker ind i medlemskredsen. Hvis NATO i stedet går efter en længerevarende proces, så risikerer de at miste Ukraine til Rusland – og dermed også at miste Ukraines enorme hær til russerne. Det ville være en dramatisk ændring af den europæiske sikkerhed.” – Hans Petter Midttun

Af Jonas Bredal Juul

Med Ruslands nylige sabelraslen nær den ukrainske grænse har krisen i Østukraine atter tiltrukket sig vestlige toplederes interesse. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij gjorde det efter et møde med NATO’s Generalsekretær, Jens Stoltenberg,  også klart, at: ”NATO er den eneste måde at ende konflikten i Donbas på – en ukrainsk MAP [NATO-medlemsplan, red.] vil være et vigtigt signal til Rusland”.

NATO – verdens mest omfattende forsvarsalliance – dækker med sine 30 medlemmer over en samlet militær kapacitet, som end ikke de største magter i verden kan ignorere. Klubben, der opstod i efterdønningerne af 2. verdenskrig, havde oprindeligt til hensigt at fungere som modstykke til det enorme Sovjetunionen og dets allierede i Warszawapagten.

I dag finder du imidlertid en række lande fra den gamle østblok blandt medlemslandene i den nordatlantiske alliance, og det vaklende Belarus fremstår efterhånden som den eneste østeuropæiske allierede, det russiske styre har tilbage.

I 2014 fik Rusland dog – med sin annektering af Krim og destabilisering af Østukraine – effektivt sat en kæp i hjulet for, at Ukraine potentielt kunne glide roligt og ubemærket ind i EU og NATO med tiden. Begivenhederne har efterfølgende kastet ukrainerne ud i en skyggekonflikt med sin langt stærkere russiske nabo, der officielt fortsat nægter at være en part i det uroplagede Donbas i Østukraine. Forårets massive troppeopbygning, hvor omkring 100.000 russiske tropper har været opstillet på Krim og langs grænsen til Ukraine, viser dog, at Rusland ikke er bange for at true.

Ukraine blev sidste år NATO Enhanced Opportunity Partner på tilsvarende vis som NATO’s officielle relation til fx Sverige og Finland. Næste skridt i processen har i en række landes tilfælde været at få en MAP (membership-action-plan), som er en form for indkøringsprogram til NATO – dog uden formel medlemsgaranti. Spørgsmålet er nu, hvordan NATO-medlemmerne selv ser på at gå skridtet videre og tildele ukrainerne en såkaldt medlemsplan? Og hertil rejser sig også andre overvejelser som: Kan NATO afvise ukrainsk medlemskab af hensyn til ikke at provokere Rusland?

RÆSON har talt med Felix Ebbestad, der er kommandør og dansk forsvarsattaché til Ukraine, samt Hans Petter Midttun, der er non-resident fellow ved det ukrainske Center for Forsvarsstrategi, fhv. norsk forsvarsattaché til Ukraine (2014-18) og seksdobbelt NATO-udsending.

 

 

Lytter man til den danske forsvarsattaché, er der i dag ikke længere nogen tvivl om, hvad ukrainerne ønsker.

”Fra december og frem til nu har der været en massiv italesættelse af, at ukrainerne vil have en MAP, og at de også forventer én. Både fra udenrigsministeren, præsidenten, forsvarsministeren og forsvarschefen. Det er en meget kraftig signalgivning til den ukrainske befolkning om, at de ønsker den her sikkerhedsgaranti. De har klart sagt, at det her er det eneste, der kan redde Ukraine sikkerhedsmæssigt.”

For forsvarsattachéen er det dog ikke entydigt, hvorvidt en NATO-medlemsplan, der altså er skridtet inden reelt medlemskab, ligger i kortene indenfor de kommende år.

”Det er ikke umuligt. Det, der er rigtig vanskeligt i det her, er, at en MAP er et politisk valg, hvor NATO beslutter, at de vil give den. Ukraine selv har i forbindelse med udgivelsen af deres nationale sikkerhedsstrategi sagt, at ”det her giver os MAP’en. Nu har vi lavet den her strategi, så det er fint.” Til det kan man sige, at det bare er ord på et stykke papir. Det skal implementeres, og der skal puttes kød på.

Dertil kommer, at Ukraine mangler rigtig meget på det lovgivningsmæssige område. Det tror jeg faktisk, er det, som gør, at NATO ikke vil lukke dem ind endnu. Fordi hvis man lukker dem ind med en MAP, så er de ligesom kommet endnu tættere på at sige: ”nu kan vi godt skrue lidt ned for reformtempoet”. Og NATO, Vesten og de internationale partnere vil netop ikke have, at Ukraine skruer ned for reformtempoet.”

Spørger man Hans Petter Midttun, der selv var en del NATO-hovedkontoret SHAPE (Supreme Headquarters Allied Powers Europe) op til russernes indgreb i Ukraine, og i dag sidder som rådgiver i en tænketank under den tidligere ukrainske forsvarsminister, Andriy Zagorodnyuk, er det vigtigt også at påpege konsekvenserne ved ikke at få Ukraine med i NATO.

”Det er selvfølgelig en politisk beslutning, men skulle jeg komme med et gæt, så tror jeg, at Ukraine bliver medlem. Konsekvenserne ved at tabe Ukraine til Rusland er simpelthen for store til, hvad Vesten kan acceptere. Jeg beskrev i en artikel sidste år, hvad de potentielle konsekvenser ville være for Europa, hvis Ukraine bliver tabt politisk. En ukrainsk borgerkrig er det mest sandsynlige resultat. Et ukrainsk nederlag ville desuden give Rusland mulighed for at genopsætte sit omfattende områdeafvisningsvåbensystem, i militære kredse kendt som anti-acces/area denial (A2/D2) kapabiliteter, 300-900 km længere mod vest.

Dertil ville Rusland få kontrol over en af Europas største og mest kamptrænede hærstyrker. Konsekvenserne vil således være enorme for både Ukraine og Europa. Argumentet i dag lyder ofte, at et land ikke kan blive medlem af NATO, hvis det er i konflikt med dets nabo. Men det er mere en undskyldning, end det er noget andet. Vesttyskland skulle i så fald ikke være blevet NATO-medlem, hvis det princip havde gjort sig gældende, da det blev medlem.”

 

 

Humlen i det her spørgsmål er naturligvis i stor grad overvejelserne ift. Rusland. Skal man tildele Ukraine MAP-status og dermed tage et naboland til russerne, som geografisk er større end Frankrig, og køre det formelt i stilling til NATO? Med indlemmelsen af de baltiske lande vandt NATO ganske vist territorie helt op til det russiske moderland, men Ukraine er en helt anden mundfuld med over 40 millioner indbyggere og en intens tilstedeværende konflikt med Rusland.

Men ifølge NATO’s egen udvidelsesdoktrin er ”enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed” velkommen. Så spørgsmålet er også, hvorvidt hensynet til Rusland overhovedet skal være en faktor i den overvejelse. Ifølge Hans Petter er der ikke meget at overveje:

”Vil russerne gerne have, at Ukraine bliver medlemmer? Nej, aldrig. Men det har ikke betydning, om de accepterer det eller ej, for hvis russisk accept bliver en faktor, så skal vi også acceptere det russiske narrativ om NATO’s ekspansion mod øst. NATO har ikke ekspanderet mod øst. Lande har valgt at blive NATO-medlemmer. Tilvalgt liberalt demokrati fremfor den russiske verden og dets autokratiske system.”

Felix Ebbestad afviser ikke hensynet til Rusland, men holder fast i, at det ikke er hovedkernen i overvejelserne om at lade Ukraine indlemme i medlemshandlingsplanen for NATO i dag.

”Jeg tror selvfølgelig, at hensynet til ikke at provokere Rusland har en eller anden form for effekt. Samtidig tror jeg også, at det handler om, at man ønsker at fastholde Ukraine på reformsporet. Hvis man giver dem den her MAP-status, så vil de rykke frem ligesom en ludo-brik, der har slået to 6’ere, og så er de kommet meget tættere på medlemskab uden egentligt at leve op til de forpligtelser, de har til at reformere.”

 

 

Spørger man omvendt om, hvorvidt frygten for EU og NATO-medlemskab til Ukraine var blandt årsagerne til, at russerne gik ind i landet i 2014, er Ebbestad ikke i tvivl.

”Det er jeg helt sikker på. Med tanke på Bukaresterklæringen, hvor man havde sagt, at døren er åben, også for Georgien og Ukraine, tror jeg, at Putin blev foruroliget i 2013-14. Især da han så, at hans ven Viktor Janukovitj [Ukraines præsident 2010-14, red.] pludselig mistede grebet, og at det ukrainske indenrigsministeries styrker ikke var i stand til at håndtere det folkelige oprør, som lige pludselig gik i den forkerte retning. Så tænkte Rusland, at man simpelthen måtte hjælpe de prorussiske oprørsgrupper, sådan at de stoppede Ukraines vej vestpå. Det tror jeg har været meget afgørende for dem. De har simpelthen skabt konflikten for at stoppe Ukraines vej mod NATO og EU.”

Han bekræfter endvidere, at han ser Ruslands fortsatte tilstedeværelse i Østukraine som en del af den russiske plan om at holde Ukraine ude af NATO.

”Jeg ser kun, at det handler om at fryse konflikten. Lidt ligesom de har gjort det i Georgien, hvor landet også pipper frem engang i mellem og siger: ”Vi husker NATOs erklæring om den åbne dørs politik”. Hvis man kigger på det udefra, hvorfor skulle Rusland så bruge milliarder på at hjælpe nogen, der dybest set er halvkriminelle krigsforbrydere [de pro-russiske separatister i Østukraine, red.]? Hvorfor skulle de risikere en situation, hvor de har økonomiske og menneskelige tab for at fastholde et område, der egentligt ikke betyder noget for dem?”

Ruslands frygt for at få NATO som nabo lader derfor ifølge forsvarsattachéen til at være et centralt omdrejningspunkt for hele konflikten. Spørger man imidlertid Hans Petter Midttun, er hele den sikkerhedspolitiske idé om geografiske afstande dog efterhånden en forældet snak.

”Der har været en tendens til at fokusere på det militære aspekt med, at Rusland gerne vil opbygge en bufferzone til Vesteuropa. Personligt giver jeg ikke meget for det argument. Det er i stor grad skabt af det russiske narrativ om, at Rusland er truet af NATO og Vesten. Men realiteten er, at det rent militært ikke giver mening. Nutidens krige bliver kæmpet i cyberspace, som er af global natur og uden grænser. Stealth-teknologi og langdistancevåben betyder, at idéen om distance og territorie ikke længere giver meget mening ud fra en militær forståelse. Det er ikke for komplet at affeje det, men det har ikke nær samme betydning som for 100-200 år siden. Slet ikke i nærheden.”

 

 

Selvom Midttun nedtoner betydningen af en potentielt mere end 2.000 kilometer lang NATO-Rusland grænse i verden anno 2021, er han dog ikke i tvivl om, hvad det ville betyde for Rusland at miste Ukraine.

“Rusland kan ikke blive en global magt, hvis de taber Ukraine. De er for tæt forbundne. Hvis de taber Ukraine, mister de den demografiske, økonomiske og industrielle basis, som de har brug for, for at blive en global magt.”

Tilsvarende fremhæver Felix Ebbestad, der selv er uddannet i flåden og bl.a. tidligere ubådskaptajn, at det er Krim, som det hele i virkeligheden handler om, da halvøen er en central brik for den russiske flåde. Her er det vigtigt at være bekendt med, at den sovjetiske sortehavsflåde i sin tid lå i Sevastopol på Krim, og at Ukraine og Rusland aftalte at have en delt flådebase i Sevastopol efter Sovjetunionens kollaps, hvilket forblev situationen frem til, at Rusland annekterede Krim og dermed også den ukrainske flådebase i 2014.

”Jeg snakkede med Heidi Graus [lederen af OSCE i Ukraine, red.] militærrådgiver, Per Bildt, der er uddannet på det russiske generalstabskursus, taler russisk og kan lave en operationsplan med russisk optik. Han sagde, at Rusland fortsat er i Østukraine, fordi det er en distraktion for verdenssamfundet. Hvis man kan skrue op og ned for krisen dér, så kigger verden på Østukraine i stedet for at kigge på Krim.

Men det er Krim, der er vigtig for russerne. Fordi det er der, flådebasen er, og det er der, de har muligheden for at dominere Sortehavet. Her er det afgørende for Moskva at dominere en af de brudflader, der er opstået mellem NATO og Rusland, efter at Rumænien og Bulgarien er kommet ind i NATO. Tidligere var der en form for nord-syd akse, hvor man havde NATO-landet Tyrkiet mod syd, men så havde du Warszawapagten mod nord. Så det der med, at NATO er kravlet tættere på, bekymrer russerne rigtig meget.”

 

 

Der er således mange betragtninger at have for øje, når man ser på Ukraines betydning for Rusland og overvejelserne ved at tilbyde dem en NATO-medlemsplan. Ifølge Hans Petter bør NATO dog ikke være for langsomme i overvejelsesprocessen.

”Hvis NATO kører en hurtig proces og laver en hurtig integration, så vil de i mine øjne stabilisere situationen af flere årsager. En af dem værende, at man får en af Europas største hærstyrker ind i medlemskredsen. Hvis NATO i stedet går efter en længerevarende proces, så risikerer de at miste Ukraine til Rusland – og dermed også at miste Ukraines enorme hær til russerne. Det ville være en dramatisk ændring af den europæiske sikkerhed. Så det er på sin vis en ret sort/hvid situation. Enten gennemfører vi en hurtig og muligvis smertefuld integration, men får dermed skabt stabilitet. Eller også går vi efter en længerevarende tilgang, hvormed vi risikerer en dramatisk, øget ustabilitet rundt omkring i Europa.”

Rusland har for denne omgang tilbagetrukket en god del af sine styrker fra grænsen til Ukraine. Kort forinden det skete, havde Præsident Putin dog sin årlige pressebegivenhed, hvor han gjorde det klart, at Rusland har et vågent øje på, om nogen krydser landets ”røde linjer”. Han tilføjede i samme ombæring, at Rusland selv fastsætter, hvor ”de røde linjer” er optegnet. Om en NATO-medlemsplan til Ukraine ville være at krydse en rød linje i Putins øjne, kan bestemt ikke afvises.

Udsigterne til, at Ukraine får MAP-status, lader fortsat til at være et stykke ude i fremtiden, men situationen omkring landet er i det hele taget dynamisk, og det er svært at forudse begivenhedernes gang. En ting er dog sikker: Meget taler for, at håndteringen af konflikten i og omkring Ukraine vil være betydningsfuld for hele Europas sikkerhed og stabilitet i de kommende år. ■

 

Apropos denne artikel:

Jens Worning i RÆSON SØNDAG: J.D. Vances tale i München vil blive husket på linje med Putins historiske tale i 2007

Sebastian Mernild: Vi kommer til at passere en global middeltemperaturstigning på 2,0 grader – spørgsmålet er, hvor meget værre det bliver

Flemming Splidsboel: Nu er det det mest sandsynlige nærmest, at Ukraine ikke kommer til at beholde noget af de besatte regioner

Christopher Arzrouni: 2025 tegner så afgørende som 1989. Nu må Europa give USA svar på tiltale

Thomas Barnebeck Andersen: Hvad vil Trump opnå med sin told?

Peter Viggo Jakobsen om Trumps forhandlinger: Det er det, som Putin måske har håbet på, kunne ske