Mustafa Kemal Topal: Erdoğan undertrykker de tyrkiske kvinder og kurdere for EU’s penge. Det skal stoppe

22.04.2021

Kvinderne og kurderne i Tyrkiet er måske de to sidste oppositionsgrupper, der kan stoppe Erdoğan i hans forsøg på at implementere sit sunnijihadistiske, autokratiske regime i landet. Derfor bekæmper han dem hårdt. Men de to grupper er efterladt til deres egen overlevelseskamp, når Vesten aldrig udtrykker mere end “bekymring” for Tyrkiets fremtid, og EU samtidig sender 1,5 milliard euro om året til Ankara. Et beløb, der ser ud til kun at blive større i den nye aftale med Erdoğan.

Kommentar af Mustafa Kemal Topal

NÅR DET KOMMER til demokratiske og civile rettigheder, ikke mindst for kvinder og minoritetsgrupper, plejer Vesten at være forrest i kampen. Men dette forhindrer tilsyneladende ikke EU i fortsat at samarbejde med Erdoğan, selvom han er i gang med at afvikle tyrkiske kvinders rettigheder og indespærre sine politiske modstandere. Det beviste Ursula von der Leyen og Charles Michels seneste pinlige besøg i Ankara den 6. april om noget:

Så længe Erdoğan er brugbar for Vesten, vil han ikke alene få lov til at tyrannisere sit eget land og dets indre demokratiske kræfter, men også andre dele af verden, hvor han skaber konflikter med sine paramilitære jihadister. Det ser desværre ud til, at hans udløbsdato endnu ikke er nået. Derfor vil han fortsat vil gøre, hvad der passer ham med de store summer europæiske midler, EU betaler ham for at holde flygtninge ude af Europa. Det paradoksale er, at mange af de selvsamme flygtninge flygter fra krige, som Erdoğan selv er med til at skabe – fx da han iværksatte luftangreb samt sendte tyrkiske tropper ind i det nordøstlige Syrien i efteråret 2019 for at angribe kurderne dér.

Men hvorfor skaber EU sin egen diktator, egne krige og derved flygtningekrise? Og ikke mindst sin egen politiske ydmygelse: Som mange nok har set tåkrummende videoklip af, måtte Ursula von der Leyen se langt efter en stol, mens Charles Michel tog plads ved siden af Erdoğan, under det seneste europæiske besøg i Ankara, hvor netop flygtningeaftalen blev forhandlet.

 

Derfor vil Erdoğan fortsat vil gøre, hvad der passer ham med de store summer europæiske midler, EU betaler ham for at holde flygtninge ude af Europa
_______

 

Hvem er vinderne og taberne egentlig i dette politiske paradoks? Det kan være svært at nå til enighed om vinderne, men taberne er utvivlsomt minoritetsgrupperne i Tyrkiet, herunder de sekulære befolkningsgrupper og ikke mindst kvinder.

De fleste af dem, der engang stemte personligt på Erdoğan, var kvinder. Dengang var han en leder, som beundrede vestlige demokratiske værdier og gik ind for kvinderettigheder. Særligt blev han støttet af muslimske kvinder, der bar tørklæde og af den årsag blev udsat for diskrimination i Atatürks sekulære republik, Tyrkiet. Mustafa Kemal Atatürk var Tyrkiets første præsident (1923-38) og grundlagde det ”Moderne Tyrkiet”, som var sekulært, inspireret af den franske model med religion som noget privat.

Erdoğans retorik om “vores mødre”, gjorde ham derfor meget populær i særligt provinsen, hvor kvinder uden uddannelse og med begrænsede handlemuligheder havde svært ved at få adgang til det moderne Tyrkiet. Erdoğan ville gøre det lovligt for disse kvinder at studere og have adgang til arbejdsmarkedet trods deres muslimske påklædning.

Samtidig så kurdere også lidt håb i Erdoğan i hans første år som landets leder, idet han ville stoppe den flerårige voldelige konflikt mellem kurdere og staten ved at anerkende kurdernes kulturelle rettigheder. Selv PKK [militant og politisk kurdisk organisation, som holder til i kurdiske regioner i Irak og Tyrkiet, red.], som var en del af den væbnede konflikt, havde en tavs holdning til den brede kurdiske støtte til Erdogan – netop for at styrke ham imod de daværende nationalistiske magthavere i landet, der historisk ikke havde tilbudt kurdere andet end vold og undertrykkelse

 

Snart beskyldte Erdoğan de veluddannede kvinder for at sympatisere med vestens vantro og feministiske værdier: De fødte ikke flere børn, giftede sig sent, søgte hurtigt skilsmisse samt blandede sig i politik og deres mænds sager
_______

 

MEN EFTERHÅNDEN som Erdoğan blev mere og mere magtfuld i Tyrkiet, begyndte han at tage afstand fra sine ”demokratiske” idealer og i stedet at operere med sine sunni-jihadistiske idealer. Fx mente han, at landets høje arbejdsløshed skyldtes, at kvinder var begyndt at komme på arbejdsmarkedet. Han mente også, at kvinder ikke var forpligtede til at arbejde, og at det heller ikke var nødvendigt for dem at tage en uddannelse, idet de gennem uddannelsen ville tilegne sig flere vestlige værdier og derved vende ryggen til ”autentiske tyrkiske værdier”.

Snart beskyldte Erdoğan de veluddannede kvinder for at sympatisere med vestens vantro og feministiske værdier: De fødte ikke flere børn, giftede sig sent, søgte hurtigt skilsmisse samt blandede sig i politik og deres mænds sager. Erdoğans udmeldinger om kvinder og deres position i hans ”nye Tyrkiet” var ikke kun politiske budskaber til ære for hans konservative tilhængere.

Udtalelserne blev ment gravalvorligt og derfor føjet til grundloven. Det blev fx lovliggjort, at hvis mindreårige piger indvilligede i et ægteskab med deres voldtægtsmand, ved hjælp af egen samtykke eller forældrenes, ville voldtægtsmanden enten kunne få udsat sin dom eller slippe helt for den. Derved blev islamiske ægteskaber legimiteret på en måde, hvor seksuel udnyttelse af børn også blev lovligt. Denne legitimering af at begå forbrydelser mod mindreårige gælder også for vold mod kvinder. Siden Erdoğan har overtaget magten, er vold mod kvinder i landet også eskaleret markant.

Hvad angår kurderne, tog Erdoğan slet ikke ansvar for at løse landets såkaldte ”kurdiske sag”. Krigen mod kurdere blussede op igen, og sagen blev igen overladt til militæret som en ”terrorsag”. Erdogan nøjedes ikke alene med at føre en krig mod landets egne kurdere, men han var også fjendtligt indstillet overfor kurdere i Syrien og Irak, hvorfor han valgte at støtte Islamisk Stat imod kurderne i disse lande.

 

Trods Erdoğans massive angreb mod HDP lykkedes det partiet at mobilisere landets minoritets- og ikke-anerkendte grupper imod præsidenten og give ham endnu et nederlag ved det sidste kommunalvalg i 2019
_______

 

Alt i alt medvirkede disse og lignende episoder til, at både kvinder og kurdere med tiden begyndte at trække deres støtte fra Erdoğan, da de sjovt nok ikke oplevede, at deres levevilkår blev bedre. Snarere tværtimod. Samtidig opstod der en strategisk overlevelseskoalition mellem de to grupper – også fordi feministiske værdier altid har været stærke i den kurdiske politisk kamp.

DET VAR DOG først efter, at Folkets Demokratiske Parti (HDP) i 2016 blev valgt ind i det tyrkiske parlament som landets tredjestørste parti, at Erdoğan oplevede sit første store politiske nederlag, idet han mistede muligheden for at danne regering alene. HDP var ikke alene et kurdisk parti, men en politisk platform, der talte til alle landets borgere uanset deres etniske og religiøse tilhørsforhold.

Kvindeorganisationer og flere minoritetsgrupper tilsluttede sig HDP, og det fik for første gang mulighed for at blive repræsenteret i det tyrkiske parlament, som ellers er kendt for at være sunnityrkisk og alene bestå af mænd. HDP har nu den største andel af kvindelige kandidater i det tyrkiske parlament og kvindelige borgmestre over hele Tyrkiet.

Erdoğans respons på HDP var hård. Tusindvis af HDP-medlemmer, inklusive partiets daværende medformand og medforkvinde, er fortsat fængslet. Men trods Erdoğans massive angreb mod HDP lykkedes det partiet at mobilisere landets minoritets- og ikke-anerkendte grupper imod præsidenten og give ham endnu et nederlag ved det sidste kommunalvalg i 2019. Her valgte HDP ikke at opstille deres egne kandidater, men at støtte oppositionen. Erdoğans parti tabte derfor alle de store byer til oppositionspartierne.

 

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Erdoğan-regimets tilbagetrækning fra Istanbulkonventionen (om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder) og retssagen om at lukke HDP sker med to dages mellemrum
_______

 

Især kvinderne stod tydeligt i spidsen for denne sejr, da det lykkedes dem at opretholde en form for koalitionsdannelse mellem landets kvinder trods deres forskelligheder. En koalitionsdannelse mod Erdoğan, som aldrig var sket mellem landets magtfulde politiske mænd, var nu for alvor i gang med at spire. Selv kvinder fra Erdoğans parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), med konservative værdier begyndte at støtte denne koalition i håbet om, at deres begrænsede, nuværende rettigheder blev opretholdt, og at deres vilkår ikke blev yderligere forværret.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Erdoğan-regimets tilbagetrækning fra Istanbulkonventionen (om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder) og retssagen om at lukke HDP sker med to dages mellemrum. Erdoğans regime kalder HDP for ”et kvindeparti”, og det menes bestemt ikke positivt. ”Noget, der skal bekæmpes,” siger landets indenrigsminister om partiet. Kvinderne fra HDP opfattes som en trussel mod sunnimuslimske mænd i landet og Erdoğan-regimet som helhed.

Erdoğan er en presset mand hjemme i Tyrkiet. Både politisk og økonomisk. Men ikke presset nok til, at han ikke kan vinde i sin kamp mod kvinder med feministiske idealer og kurderne, der ifølge ham truer landets integritet – især når han bliver finansieret af EU i disse kampe. Erdoğan ønsker af gode grunde at undgå et tredje indenrigspolitisk nederlag, især til næste præsidentvalg i 2023. Samtidig er det tydeligt, at det ikke længere er EU, der stiller krav til Erdoğan, men omvendt. Forhandlingerne i Bruxelles i disse dage tyder på, at flygtningeaftalen med Erdoğan vil blive forlænget, og at den økonomiske støtte til Tyrkiet vil blive øget markant.

Derfor handler det ikke længere om at drøfte Erdoğans urimelighed over for sine egne borgere, for det er veldokumenteret. Hvad, der til gengæld virker ubegribeligt, er, at EU ikke kan leve op til sine egne kriterier om menneskerettigheder og fortsat finansierer den tyrkiske præsidents undertrykkelse af egen befolkning. ■

 

Hvad, der til gengæld virker ubegribeligt, er, at EU ikke kan leve op til sine egne kriterier om menneskerettigheder og fortsat finansierer den tyrkiske præsidents undertrykkelse af egen befolkning
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr (SF): Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Børsnoteringen er to fluer med ét smæk for Trump – men hvem vil stå tilbage med regningen?

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover