02.02.2021

Både Storbritannien og Rusland har gennem de sidste 300 års verdenshistorie med hver sit imperium spillet en afgørende rolle i international politik og i den stadige kamp om magt og indflydelse. Nu har de mistet næsten alt, og mens en ny verdensorden skabes, skal de gamle verdensmagter finde deres plads i den.

Kronik af Thomas Lie Eriksen

Verdensordenen af i går, skabt på ruinerne af Anden Verdenskrig, er under fortsat afvikling, og konturerne af en ny magtpolitisk orden er stadig uklar. Imidlertid er det soleklart, at en række nye magter er på vej frem, fast besluttede på at ændre magtforholdene i det internationale system. Opstigende magter såsom Kina, Indien og Tyrkiet ønsker et opgør med de nuværende magtpolitiske strukturer. I den forbindelse er det også værd at undersøge, hvordan den gamle verdens stormagter vil tilpasse sig en forandret realpolitisk virkelighed.

Nu hvor Brexit langt om længe er blevet en realitet, og Rusland på ny trækker overskrifter med anholdelsen af oppositionspolitikeren Alexej Navalnyj og de heraf følgende omfattende demonstrationer mod Kreml, er der så meget desto større grund til at rette fokus mod London og Moskva og deres ageren på den internationale scene.

Selv om både Storbritannien og Rusland bliver karakteriseret som forfaldsmagter af forskellige iagttagere og kommentatorer, anses særligt Rusland for at være i permanent forfald. Storbritanniens magt og prestige ses dog også som nedadgående. Det gælder dermed for begge stater, at de er nået til et vadested, når det kommer til deres selvforståelse og placering i verden.

 

Spørgsmålet om både Skotlands politiske status og Krims tilbagevenden til det russiske moderland er meget sigende for den politiske bevidsthed og imperiale fortid, som præger både London og Moskva stærkt
_______

 

Opfattelsen af disse lande er dermed meget fokuseret på svagheder og det relative tab af magt og indflydelse. Men både London og Moskva har på vidt forskellige måder befundet sig i centrum af de internationale begivenheder de seneste fem år. Rusland har siden 2014, hvor den politiske krise i Ukraine eksploderede, og Moskva som følge heraf besluttede at annektere Krimhalvøen, stået i centrum for bred international fordømmelse og forskellige sanktioner.

Storbritannien kom også i centrum i 2014, hvor der blev afholdt folkeafstemning om evt. skotsk selvstændighed fra London, hvilket endte med et nej. Det var dog kun en prolog til det meget større spørgsmål om Storbritanniens fortsatte tilknytning til Europa, som for alvor satte dagsordenen med en folkeafstemning i 2016 om fortsat britisk medlemskab af EU. Det blev et nej tak fra briterne, og Brexit blev en realitet.

Mellem fortid og fremtid
Spørgsmålet om både Skotlands politiske status og Krims tilbagevenden til det russiske moderland er meget sigende for den politiske bevidsthed og imperiale fortid, som præger både London og Moskva stærkt. Denne bevidsthed og fortid kan være afgørende for begge nationers fremtidige status i det internationale system.

På højden af sin magt, i begyndelsen af 1900-tallet, dækkede det britiske imperium en fjerdedel af klodens samlede areal, mens Rusland i form af Sovjetunionen i midten af samme århundrede stod i zenit med et imperium på over 22 mio. kvadratkilometer foruden kontrollen over Øst- og Centraleuropa.

 

[Sovjetunionen var] den ene af verdens to supermagter. Der skulle derfor forløbe 45 år, før Moskva ligesom Storbritannien, fuldstændig udmattet, måtte give op og se sit imperium gå i opløsning
_______

 

I dag må begge nationer rent geopolitisk siges at være skygger af deres imperiale fortid. Storbritannien har ud over Gibraltar og Falklandsøerne intet tilbage af sine imperiale besiddelser, og hvad værre er, knager det nu for alvor i fugerne i selve den britiske union, der var udgangspunkt for den imperiale ekspansion. Det var nemlig unionen mellem England (Wales) og Skotland i 1707, der mere end noget andet muliggjorde opfyldelsen af Londons ambitioner om at transformere sig til en verdensmagt.

Vi skal ligeledes tilbage til begyndelsen af 1700-tallet for at finde en mindre udgave end dagens Rusland. Den russiske ekspansion begyndte allerede i 15- og 1600-tallet med udforskningen og koloniseringen af Sibirien, men det var først i løbet af 17- og 1800-tallet, at opbygningen af det russiske imperium for alvor tog fart med fremstød i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien.

London og Moskva kom forudsigeligt nok til at støde sammen i deres ekspansion, og herfra udviklede sig en storpolitisk kappestrid, der fik betegnelsen The Great Game. Anden Verdenskrig blev et vendepunkt for begge nationer. Storbritannien var efter den enorme udholdenhedsprøve mod Nazityskland økonomisk bankerot, og London var derfor tvunget af omstændighederne (og amerikanerne) til at opløse det højt elskede imperium.

Sovjetunionen var efter sin hårde overlevelseskamp mod Nazityskland ligeledes ødelagt til ukendelighed, men stod samtidig som militær sejrherre og udnyttede den position til at skabe sig en stor indflydelsessfære og dermed blive den ene af verdens to supermagter. Der skulle derfor forløbe 45 år, før Moskva ligesom Storbritannien, fuldstændig udmattet, måtte give op og se sit imperium gå i opløsning.

 

Annekteringen af Krim blev af mange opfattet som det definitive bevis på, at Moskva ønskede at genetablere tidligere tiders russiske imperium. Men måske er denne læsning af russisk udenrigspolitik forkert
_______

 

Forsøger London og Moskva at genopbygge deres respektive imperier?
I dag er det den generelle opfattelse, at begge nationer klynger sig til den imperiale fortid i stedet for at forsøge at skabe en moderne identitet og løse indrepolitiske problemer. Således blev annekteringen af Krim af mange opfattet som det definitive bevis på, at Moskva ønskede at genetablere tidligere tiders russiske imperium. Men måske er denne læsning af russisk udenrigspolitik forkert. Siden Sovjetunionens opløsning er der bortset fra Krim nemlig ikke blevet indlemmet territorier i Den Russiske Føderation.

De georgiske udbryderrepublikker, Sydossetien og Abkhasien, blev netop ikke en del af Rusland, ligesom Kreml ikke forsøgte at erobre Østukraine, men “nøjedes” med at støtte oprørerne/separatisterne i Donbass for at forhindre muligheden for ukrainsk NATO-medlemskab. I den aktuelle krise omkring Hviderusland har Moskva indtil videre også holdt sig tilbage, selv om der fra flere sider er blevet spekuleret i militær indgriben fra russisk side.

Den russiske adfærd kan naturligvis ændre sig, men for nærværende ser det ud til, at Kreml søger at fastholde, hvad der nu er tilbage, samt at forhindre problemer og uroligheder i at opstå omkring sig, hvad enten der er tale om yderligere NATO-udvidelser eller krige, terror og generelle uroligheder i Kaukasus og Centralasien. Endelig er der spørgsmålet om stabiliteten på de indre linjer, som igen er kommet i fokus med de landsdækkende demonstrationer til fordel for Alexej Navalnyj.

Netop dét at fastholde, hvad man trods alt har tilbage, i stedet for at tænke på udvidelser i konkret eller overført betydning kan også nemt blive overskriften for Storbritanniens nærmeste fremtid. Mens Boris Johnson taler om ”Global Britain”, vil det måske være mere passende at tale om ”lille England”.

 

Mens Boris Johnson taler om ”Global Britain”, vil det måske være mere passende at tale om ”lille England”
_______

 

På baggrund af udmeldelsen af den europæiske klub samt den katastrofale håndtering af coronapandemien er der nu fornyet opbrud i selve den britiske union. Det skotske selvstyre har fået vind i sejlene og kræver endnu en folkeafstemning om uafhængighed, efter at den seneste blev tabt i 2014. Med det kaos, der nu hersker i Storbritannien, og med det irske spørgsmål, der er blevet genåbnet, er det ikke længere helt usandsynligt, at en mulig udgang kunne være, at England og Wales står ene tilbage. Dermed vil London være tilbage ved udgangspunktet for små 500 år siden, inden opbygningen af imperiet tog sin begyndelse.

Tilbage til udgangspunktet eller frem mod en post-imperial fremtid?
Den respekterede russiske udenrigspolitiske analytiker, Dmitri Trenin, behandler i en spændende analyse, som er skrevet i forbindelse med de samtidige kriser i både Nagorno-Karabakh, Hviderusland og Kyrgyzstan, hvordan en ny russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik er under udvikling. Trenin tager udgangspunkt i den føromtalte russiske inaktivitet i forhold til sit nærområde og de mange kriser, der her udspiller sig. Årsagerne hertil skal ifølge Trenin findes i det forhold, at Rusland er ved at skabe en ”post-post imperial” udenrigspolitik.

Moskva flytter sig ganske enkelt længere og længere væk fra sine tidligere imperiale forestillinger, fordi omkostningerne ved at forfølge den politik er for høje. Dertil kommer mangel på ressourcer samt mangel på samarbejdsvilje blandt de endnu venligstemte nabostater.

De tidligere sovjetrepublikker vil gerne være modtagere af russiske energileverancer, økonomisk støtte og beskyttelse mod terrorisme, men derudover er der intet ønske om et nærmere politisk samarbejde med Moskva. Altså forfølger de tidligere kolonier deres egne udenrigspolitiske agendaer, og Kreml vil tilsyneladende ikke ændre på dette forhold gennem militær magtanvendelse (forstået som territoriale erobringer).

Det betyder imidlertid også, at man fra politisk hold nu kan sætte Rusland fri eller skabe, hvad Dmitri Trenin ser som en ”Russia First” politik. Det russiske kerneland, som nu står tilbage (minus Nordkaukasus), har historisk betalt prisen for Moskvas imperiale ambitioner, men nu kan energi og ressourcer ideelt set blive brugt på det “ægte, evige Rusland”. Dertil kommer ifølge Trenin, at de seneste års konflikter med Vesten har vist, at russerne kan stå alene og svare for sig selv.

 

For London og Moskva er dét at stå internationalt isoleret altså ikke et nyt fænomen, men samtidig er fordums storhed ikke længere til stede
_______

 

Lone wolfs i fortid og fremtid
Hertil må det imidlertid bemærkes, at russerne nærmest altid har stået alene. Fra og med den mongolske invasion i 1200-tallet, der effektivt afskar Rusland fra Vest- og Centraleuropa, har udviklingen i det russiske sprog- og kulturområde afveget ganske markant fra, hvad vi i dag betegner som den vestlige verden.

Denne udvikling var dog allerede begyndt tidligere, da den første russisk-slaviske statsdannelse Kievriget valgte den ortodokse kristendom som sit åndelige grundlag og dermed opbyggede en særlig russisk/slavisk/ortodoks civilisation. For at kompensere for denne isolation indledte Moskva en voldsom ekspansion, som betød, at nok stod russerne alene, men med et enormt imperium, der kunne modstå presset fra udefrakommende fjender og sikre Rusland en dominerende plads i verdenspolitikken.

Storbritannien har ligeledes stået temmelig isoleret historisk, men på sin egen måde. Efter at have afvist invasionsforsøg fra kontinentet og efter at have samlet de britiske øer under Londons kontrol indledte briterne opbygningen af deres imperium, der ligesom russernes skulle sikre øriget mod dets fjender ved at opbygge en stærk økonomi, samt militære muskler gennem skabelsen af en handels- og krigsflåde uden sidestykke i verdenshistorien. Ud fra dette grundlag kunne briterne nu udfolde sig i Splendid Isolation, som er betegnelsen for britisk udenrigspolitik i 1800-tallet, der særligt sigtede efter at undgå forpligtende alliancer, og samtidig spille de forskellige kontinentale magter ud mod hinanden, hvilket førte til betegnelsen: Perfide Albion. Denne betegnelse henviser til, at de øvrige magter ikke mente, a det kunne stole på Storbritannien – Albion i internationale anliggender.

For London og Moskva er dét at stå internationalt isoleret altså ikke et nyt fænomen, men samtidig er fordums storhed ikke længere til stede. Begge nationer er ved at blive reduceret til deres oprindelige historiske bestanddele, hvilket efterlader os med spørgsmålet om fremtiden.

 

Gennem historien har London og Moskva været alt fra bitre rivaler til allierede i de mørkeste stunder i verdenshistorien
_______

 

For Rusland er det at være isoleret på den globale scene den historiske normal, og en del tyder på, at Moskva er ved at acceptere imperiets forsvinden. En ny identitet må opbygges, hvor Rusland fortsat er verdens største land og en betydelig magt i egen ret, men samtidig ikke længere står i første geled – hvilket i det lange løb kan vise sig som en fordel, fordi der så kan skabes bedre vilkår for almindelige russere. Der er ikke tale om en enkel proces, men som BBC’s Ruslands-korrespondent, Steve Rosenberg, formulerer det, er Rusland – tvunget af omstændighederne – i gang med at transformere sig til en form for nationalstat.

For Storbritannien er situationen endnu mere kompliceret. Briterne har siden 1945 været en fast og vigtig bestanddel af den vestlige verden med medlemskab af NATO, EU, G7 samt permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd. Dertil kommer, at London har dyrket en angivelig særlig relation til Washington, der har betydet øget britiske indflydelse på den globale dagsorden. Hvor stærk denne relation så i virkeligheden er, kan der sættes spørgsmålstegn ved.

Men det står i hvert fald fast, at efter afskeden med EU og det kaotiske præsidentvalg i USA er begge de søjler, som britisk udenrigspolitik har hvilet på de sidste 70 år, stærkt udfordrede. Det vil måske indebære et behov for større globalt udsyn, men heller ikke her er alt ligetil. London har af forskellige årsager et meget dårligt, for ikke at sige fjendtligt, forhold til Eurasiens to store magter: Rusland og Kina, hvilket mildt sagt kan besværliggøre en mere selvstændig global rolle for Storbritannien.

Storbritannien og Rusland er på de fleste områder så væsensforskellige som tænkes kan, med uforenelige samfundsmodeller, men samtidig er de begge store kulturnationer. Gennem historien har London og Moskva været alt fra bitre rivaler til allierede i de mørkeste stunder i verdenshistorien. De har begge ligeledes været i besiddelse af nogle af verdenshistoriens største imperier, men er i dag næsten reduceret til deres historiske udgangspunkt.

Spørgsmålet er så, hvordan man kommer videre herfra, og hvordan man bearbejder traumet efter tabet af sit imperium. At være relativt isoleret i det internationale spil kan meget vel blive begge nationers skæbne, men samtidig kan det bestemt ikke udelukkes, at de to tidligere verdensmagter igen kan komme til at spille en afgørende rolle i den evige storpolitiske kappestrid. ■

 

Samtidig kan det bestemt ikke udelukkes, at de to tidligere verdensmagter igen kan komme til at spille en afgørende rolle i den evige storpolitiske kappestrid
_______

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden