02.04.2021

Rusland har trukket sin ambassadør hjem fra USA og truer med at bryde alle diplomatiske bånd til EU. Landet er derfor mere isoleret end på noget andet tidspunkt siden mellemkrigstiden. Og konflikten med Vesten vil kun blive værre herfra.

Af Uffe Gardel

Der er noget støvet over diplomati. Der er så mange regler, skrevne og uskrevne, for hvordan man omgås i denne verden; ”deres excellence” og overdragelse af ”akkreditiver” og ”demarcher” og ”noter” og regler for, hvem der ankommer sidst til et selskab, og hvem der forlader det først.

Der er en mening med det stive og støvede: Formaliteterne skal sikre, at alle behandles ens, at ingen bliver fornærmet på sit lands vegne, og vigtigst: at der altid er en samtalekanal åben, hvis et lands regering har brug for at tale med et andet lands regering, og alle andre og mere uformelle kanaler er frosset til. Derfor er det så interessant at følge de seneste måneders udvikling i det russiske diplomati.

 

Det er det alvorligste diplomatiske skridt et land kan tage uden helt at afbryde de diplomatiske forbindelser
_______

 

Den russiske ambassadør, som er akkrediteret De Forenede Staters regering, behøver nemlig ikke længere at bekymre sig om etiketten ved diplomatmiddage i Washington. Han er nemlig trukket hjem ”til konsultationer”, som man på diplomatsprog kalder det for ikke at fornærme nogen mere end højst nødvendigt. Hovedsagen er, at han er hentet hjem til Moskva. Rusland har slet ikke en ambassadør i USA lige i øjeblikket. Ambassaden er naturligvis åben og arbejder videre, men møder på topplan kan man ikke afholde.

At kalde sin ambassadør hjem er et tungt diplomatisk våben at tage i brug. Det er det alvorligste diplomatiske skridt et land kan tage uden helt at afbryde de diplomatiske forbindelser. Det er da heller ikke et våben, der anvendes særlig tit. Det russiske nyhedsbureau TASS har opgjort, at det i Ruslands tilfælde er brugt syv gange siden selvstændigheden i 1991, nemlig mod Nigeria (1995), USA og Storbritannien (1998), Polen (2000), Georgien (2006), Tadsjikistan (2011), Ukraine (2014) og nu USA.

Årstallene giver indtryk af en fremadskridende eskalation, især når man har med i billedet, at hjemkaldelsen i 1995 skete i protest mod henrettelsen af demokratiforkæmperen Ken Saro-Wiwa, og var koordineret med tilsvarende vestlige skridt.

Det hører dog også med i billedet, at Rusland denne gang nærmest ikke har haft noget valg. Hjemkaldelsen var en reaktion på, at USA’s præsident Biden reelt kaldte sin russiske modpart en morder: ”Mmm, det gør jeg”, svarede han, da en TV-journalist spurgte, om han regnede Putin for en morder. Fornærmelser i dén vægtklasse er et land selvfølgelig nødt til at reagere på.

 

Efter år med russisk cyber-sabotage og indblanding i amerikanske valg er der simpelt hen ikke mere at tale om
_______

 

Hjemkaldelse af ambassadører var heller ikke noget, der skete særlig tit under Den Kolde Krig, måske fordi alle parter var klar over, hvor vigtigt det var at holde kommunikationskanalerne åbne. Supermagternes ledere afholdt sig da også fra at kalde hinanden for ”mordere”. Da Reagan i 1983 holdt sin berømte tale om ”Ondskabens Imperium”, undgik han direkte at sige, at Sovjetunionen var et ondskabens imperium. Der kom heller ingen dramatiske reaktioner fra Moskva på talen, der i øvrigt blev holdt, mens de to supermagter var i gang med de første forberedende forhandlinger om nedrustning. Fire år senere indgik man INF-aftalen om forbud mod mellemdistancemissiler.

Morder eller ej
I dag er situationen vendt på hovedet: Både USA og Rusland har opsagt INF-aftalen; USA kom først og begrundede det med russiske brud på aftalen. I 2021 skal der ikke forhandles, men fornærmes. Efter år med russisk cyber-sabotage og indblanding i amerikanske valg er der simpelt hen ikke mere at tale om.

Bidens udfald – og Ruslands reaktion – viser, hvor belastet klimaet omkring Rusland er blevet, og hvor alvorlig en diplomatisk situation landet er havnet i. De første reaktioner fra Moskva var da også præget af forvirring og chok. Først svarede Putin noget i retning af ”det man siger, er man selv”, og ønskede Biden ”et godt helbred”; et drilleri der spiller på rygterne om, at Biden er senil. Derefter udfordrede Putin Biden til en offentlig debat, hvad det så end skulle gavne Rusland. Da udfordringen blev mødt med en afvisning fra Washington – Biden havde så travlt, forklarede en talsmand – svarede Moskva, at forslaget var blevet misforstået; debatten skulle ikke have været offentlig, bare ”åben”.

 

De russiske værter lod Borrell bombardere med spørgsmål fra russiske statsmedier om politibrutalitet i Europa, og sidst på dagen udviste man tre diplomater
_______

 

Og man kaldte sin ambassadør hjem, hvad der både er en protest og en afmagtsdemonstration, for nu har man kun isoleret sig selv endnu mere.

I forvejen havde det russiske diplomati malet sig selv op i et hjørne med sin meget lidt diplomatiske behandling af EU’s ”udenrigsminister” og Høje Repræsentant, Josep Borrell, da han i begyndelsen af februar besøgte Moskva. Borrell gjorde ellers alt, hvad han kunne for at gøre besøget til en mulighed for samtale: Han lod være med at besøge den fængslede oppositionsleder Navalnyj eller hans kontor, han lod i det hele taget være med at mødes med oppositionsfolk, og han talte pænt om den russiske COVID-19-vaccine Sputnik V, som han mente var ”god for menneskeheden”.

Men de russiske værter lod Borrell bombardere med spørgsmål fra russiske statsmedier om politibrutalitet i Europa, og sidst på dagen udviste man tre diplomater fra EU-landene Tyskland, Sverige og Polen; en udsøgt hån mod Borrell. Da de tre lande, i fuld overensstemmelse med diplomatiets sædvaner, gengældte med tre andre udvisninger, valgte Rusland ikke at tie eller at protestere symbolsk, men afsendte tværtimod et verbalt angreb på de tre lande på grund af denne ”uvenlige handling”. Det er svært at se, hvad Rusland får ud af det. I Polen mister Moskva ganske vist ikke akkurat nogen ven, men det gør man i Tyskland, som har været en af de stærkeste fortalere i EU for at fortsætte dialogen med Rusland.

Det er der også andre lande i EU, der gør – både i Sydeuropa og Østeuropa. Så man kunne mene, at det ville have værdi for Moskva at bevare EU som samtalepartner. Men nej, straks efter at Borrell var rejst hjem, forklarede den russiske udenrigsminister, at man var parat til helt at afbryde den diplomatiske forbindelse med EU.

 

Det er en historisk situation: Rusland har reelt ingen at tale med i hverken Washington eller Bruxelles
_______

 

Resultatet var naturligvis det forudsigelige, at forholdet frøs til is. Borrell vendte skuffet hjem og skrev få dage efter, at ”vi i EU er nødt til at overveje de videre konsekvenser og kortlægge en vej fremad. Vi er ved en skillevej. De vigtigste parametre i det 21. århundredes geopolitiske landskab er ved at blive tegnet op.”

EU’s ambassadør i Moskva, tyskeren Markus Ederer, forudsagde få dage efter Borrells Moskva-besøg, at ”de kommende måneder vil blive meget vanskelige.” Han appellerede til, at EU’s medlemslande står sammen i deres modstand mod ”russiske handlingsmønstre, der må betegnes som mala fide, og ikke kun gennem sanktioner, men også ved at sætte prisskilte på forskellige handlinger” – altså at EU på forhånd skal gøre det klart for Rusland, at bestemte handlinger vil få bestemte konsekvenser. Og han talte direkte om ”den mere og mere skamløse retsløshed i forbindelse med forbrydelser, der måske er sket på statens initiativ”. Det vil sige: Putin er måske morder, og det er jo heller ikke særlig diplomatisk udtrykt fra Borrell. Faktisk er den en historisk hård kritik fra EU’s side.

Sidst i marts, få dage efter den nye konflikt med USA, fulgte Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov så op på konflikten med EU ved at sige, at forbindelsen med EU allerede praktisk taget er afbrudt, og at det alene er EU’s skyld.

Diplomatisk isolation      
Det er en historisk situation: Rusland har reelt ingen at tale med i hverken Washington eller Bruxelles, og i Bruxelles’ tilfælde ønsker man heller ikke at have det. Så diplomatisk isoleret har Rusland ikke været siden mellemkrigstiden, og før da 1600-tallet.

 

Bidens fornærmelse var indenrigspolitisk motiveret; han ville gerne fremstå som det stik modsatte af Trump
_______

 

Siden Peter den Stores (f. 1672) dage har Rusland stort set konstant aktivt deltaget i international politik, hvilket tidligere var ensbetydende med europæisk politik: Man var i alliance med nogle magter og førte krig med andre, først i Den Store Nordiske Krig, og siden i Napoleonskrigene. Man allierede sig med Østrig mod Frankrig, og siden med Frankrig mod Preussen – efterfulgt af ny konflikt med Frankrig, hvorefter man ved Wienerkongressen var med til at lægge det politiske fundament for de næste hundrede års europæisk sikkerhedspolitik.

Og nu har man nærmest afbrudt forbindelsen. Rusland står virkelig i det, den russiske, regimekritiske analytiker Aleksandr Golts i marts kaldte ”diplomatiets ruiner”.

”På et hvilket som helst stadium af forværringen i forholdet mellem USA og Rusland har der været optimister, som kunne finde lignende eksempler på konfrontationer under den første ”Kolde Krig”. Se hvad der skete dengang, selv en Cubakrise, siger de. Og alligevel faldt tingene hver gang til ro igen, på godt og ondt (ind imellem meget ondt), men diplomatiet fortsatte, man udvekslede synspunkter, der var beskyttede kommunikationskanaler, der ikke tillod parterne at havne i en global katastrofe. Men nu er der sket noget, vi aldrig har set før”, skrev han.

Som antydet er det Biden, som har skubbet Rusland det sidste stykke ud i selvisolationen ved at fornærme landets præsident groft. Var det klogt? Russiske uafhængige og kritiske analytikere mener nej. Bl.a. peger Carnegie Moscows Alexander Baunov på, at Bidens fornærmelse var indenrigspolitisk motiveret; han ville gerne fremstå som det stik modsatte af Trump.

Journalisten Julia Latynina skriver reelt det samme i en kommentar. Latynina, som lever i landflygtighed efter dødstrusler med ukendt afsender, peger på, at ”Biden spiller det samme farlige spil som Putin”, og at det er en del af en ”indenrigspolitisk dagsorden”.

 

Hvis man alligevel ikke risikerer noget – fordi forholdet til Vesten i forvejen er dårligt – så kan man lige så godt udnytte situationen til at prøve at aftvinge Ukraine indrømmelser
_______

 

Latynina har ingen respekt for TV-interviewet med Biden, som hun direkte sammenligner med de meget venlige og hjælpsomme interviews, Putin af og til giver til russisk stats-TV. Det skæbnesvangre spørgsmål, om Putin var en morder, blev ifølge Latynina tilsyneladende stillet for at redde Biden ud af noget sludder, han var ved at rode sig ud i.

Men også Latynina er sikker på, at der venter Rusland nye vanskeligheder med USA – under alle omstændigheder: ”Jeg er ikke i tvivl om, at den amerikanske politik over for Rusland vil blive skærpet. USA’s bureaukrati er et langsomt, men ustoppeligt krigsskib. Dette krigsskib er begyndt at dreje, og det vil fortsætte med at dreje under en hvilken som helst præsident. For årsagen til denne vending er ikke USA, men Ruslands grænsesøgende adfærd. Vending er kun en reaktion,” skriver hun.

EU’s Moskva-ambassadør Ederer har samme forventning:

”[Biden vil betyde] en mere forudsigelig ruslandspolitik, men samtidig en forværring af forholdet. De første skridt fra den amerikanske administration underbygger egentlig begge forventninger. Det første var forlængelsen af NEW START- aftalen, og jeg tror også der er mulighed for at vende tilbage til Open Skies-forhandlingerne, måske er der endda en halvvejs fornuftig diskussion om mellemdistanceaftalen.

Men samtidig har Biden sat undersøgelser i gang på fire områder, hvor Rusland har optrådt uvenligt. Nemlig, indblandingen i de amerikanske valg, dusører for amerikanske soldater i Afghanistan, Navalnyj-sagen, og som det måske mest tungtvejende, disse hackerangreb, som under navnet Solar Winds er i gang mod en række amerikanske statslige institutioner. Sidstnævnte vil efter min mening føre til amerikanske tiltag. Nogle af dem vil vi kunne se, og andre vil vi ikke kunne se, men russerne vil kunne se dem. Og det vil føre til en skærpelse af det amerikanske forhold til Rusland, og formentlig også Vestens forhold.”

Konfrontationen var formentlig uundgåelig – Rusland vil noget nyt
Biden eller ikke Biden, fornærmelser eller ingen fornærmelser – Rusland er på vej ud i en konfrontation med USA, og har ikke mange venner tilbage, hverken i USA eller Europa. Man forsøger i stedet at skaffe sig goodwill med vaccinediplomati – salg af COVID-19-vacciner til lande over hele kloden, men også i EU.

Og så er der den nylige genopblussen af kampene i Østukraine. Tænketanken Warsaw Institute bemærker, at Ruslands belastede forhold til Vesten kan være et motiv til at skrue op for konflikten. Måske er der ikke nogen udsigt til at kunne aftvinge Vesten indrømmelser. Men hvis man alligevel ikke risikerer noget – fordi forholdet til Vesten i forvejen er dårligt – så kan man lige så godt udnytte situationen til at prøve at aftvinge Ukraine indrømmelser. Sådan kunne logikken være.

 

”Alt hvad man kunne gøre, er gjort. Vi er havnet i en blindgyde,” siger Andrej Kortunov, leder af den Kreml-nære tænketank Det Russiske råd for Udenrigspolitiske Spørgsmål
_______

 

Seneste udvikling er, at Rusland efter et nyt telefonmøde mellem Putin, Tysklands kansler Merkel og Frankrigs præsident Macron har sagt nej til at støtte en ny våbenhvile i Ukraine 1. april. Rusland kræver i stedet direkte forhandlinger mellem Ukraine og de russiskstøttede separatistrepublikker.

Også her er diplomatiet således brudt sammen: ”Alt hvad man kunne gøre, er gjort. Vi er havnet i en blindgyde,” siger Andrej Kortunov, leder af den Kreml-nære tænketank Det Russiske råd for Udenrigspolitiske Spørgsmål.

Han udtrykker sig ikke klart, men antyder at russiske våben vil overtage, hvor diplomatiet måtte give op: ”[D]er vil ske en gradvis tilbagerulning […] hvis ikke der kommer et positivt gennembrud, vil der komme et negativt.”

En af de klareste og koldeste russiske hjerner, den uafhængige, men ikke-oppositionelle Dmitrij Trenin, har længe talt for, at Rusland burde vende sig væk fra USA, holde op med at være så optaget af landet i vest, og i stedet styrke samarbejdet med Kina. I en analyse efter hjemkaldelsen af ambassadøren konstaterer han nærmest, at han er ved at få ret, for der er faktisk ikke så meget at gøre længere for en russisk ambassadør i Washington:

”Den skandale, som Bidens ord har fremprovokeret, giver mulighed for i ro og mag at finde ud af, hvordan man fremover kan arbejde med USA. I en overskuelig fremtid vil der være langt mere at gøre for ambassadør Antonov i Moskva end i Washington.” ■

 

En af de klareste og koldeste russiske hjerner, den uafhængige, men ikke-oppositionelle Dmitrij Trenin, har længe talt for, at Rusland burde vende sig væk fra USA, holde op med at være så optaget af landet i vest, og i stedet styrke samarbejdet med Kina.
_______

Apropos denne artikel:

Rikke Wetendorff Nørgaard: Europa må bruge Trumps taktik, hvis vi skal have en plads ved bordet og sikre vores sikkerhed

Klaus Krogsbæk efter München: USA brød borgfreden i Vestens indre relationer – men afslørede også hykleriet i de ydre

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Amerikanerne søger tre svar fra europæerne om Ukraine. Hvad vil vi svare?

Jesper Olsen: Når kryolitstøvet har lagt sig, er der behov for en alvorlig samtale om genren: TV-dokumentar

Craig Calhoun: Vi er nødt til at tage alvorligt, hvor ødelagte de liberale demokratier var inden Trump

Jacob Kaarsbo: Det er ikke Putin, men europæerne, der er problemet for Trump. Derfor kan vi stå over for et stort transatlantisk brud