Uffe Gardel: Vesten og Rusland er på vej ind i en konflikt, der kan ende med åben krig

21.04.2021


For tre uger siden citerede jeg i RÆSON Andrej Kortunov for om Ukraine at sige: ”Hvis ikke der kommer et positivt gennembrud, vil der komme et negativt.” Det negative gennembrud kommer nu.  I løbet af de seneste tre uger har krisen i Ruslands forhold til Vesten udviklet sig dramatisk og uforudsigeligt, og mange iagttagere mener, at der er en reel risiko for en åben russisk-ukrainsk krig.

Analyse af Uffe Gardel

EN ENORM koncentration af russiske tropper langs grænsen til Ukraine: Over 100.000 tropper og en række krigsskibe og landgangsfartøjer er gået ind i Sortehavet, hvor Rusland har afspærret flere områder til brug for ”øvelser”.

TYSKLANDS forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer siger om situationen, at Rusland nu truer Europa ”konkret og direkte”, og at ”Ruslands oprustning og krigsførelse midt i Europa har skabt reelle trusler,”.

FRANKRIGS præsident, Emmanuel Macron, kræver, at der bliver defineret ”klare røde linjer” over for Rusland. ”Efter en uacceptabel adfærd er vi nødt til at indføre sanktioner. Det har vi gjort efter Ukraine og en række af kriser, som er sket. Og jeg mener, at vi er nødt til at definere klare røde linjer over for Rusland. Det er den eneste måde at blive troværdig på.”

TJEKKIET masse-udviser russiske diplomater og fortæller, at det var Rusland, som stod bag sprængningen af et stort tjekkisk våbenlager i 2014; Skripals to attentatmænd fra Salisbury var indblandet. Det bliver også lækket, at våbnene var på vej til Ukraine; de var blevet solgt af en bulgarsk våbenhandler, som efterfølgende to gange er blevet forsøgt giftmyrdet. Den tjekkiske sag er så opsigtsvækkende, at den i sig selv kunne udløse en storpolitisk krise – og det kan være grunden til, at den tjekkiske regering valgte at offentliggøre sagen og udvise diplomaterne, mens stemningen i forvejen er dårlig.

I DAG D. 21. APRIL talte Putin til det russiske parlaments to kamre, en tale som var ventet med spænding. Men Putin koncentrerede sig om indenrigspolitik og omtalte ikke hverken Ukraine eller Tjekkiet; vi hørte kun et par eksempler på Putins velkendte stil i form af generelle trusler om, at ”enhver, som organiserer provokationer, der truer Ruslands grundlæggende interesser, vil komme til at fortryde det, som de sjældent har fortrudt noget.”

Til gengæld brugte Putin taletid på de påståede planer om at myrde Belarus’ præsident Lukasjenko; et forsøg på statskup, mente Putin, som antydede, at Vesten stod bag.
Det kunne lyde, som om fronterne er ved at blive trukket op: Belarus er Ruslands område, mens Tjekkiet er Vestens, så det er der ingen grund til at omtale. Ukraine er heller ikke værd at nævne; ikke fordi Putin ikke stadig mener, at Ukraine er Ruslands, men han anerkender, at både Ukraine og Vesten ser anderledes på den sag, og lige nu har han ikke kræfter til at gøre noget ved det.

På randen af krig
For tre uger siden beskrev jeg i RÆSON, hvordan Rusland er havnet i en historisk isolation: Uden samtalepartnere i Europa, og nærmest for første gang siden Peter den Stores dage uden indflydelse på europæisk politik.

Jeg citerede Andrej Kortunov, leder af den Kreml-nære tænketank Det Russiske råd for Udenrigspolitiske Spørgsmål, for at sige om Donbas-konflikten, at ” Vi er havnet i en blindgyde […] Der vil ske en gradvis tilbagerulning […] hvis ikke der kommer et positivt gennembrud, vil der komme et negativt.”

Det negative gennembrud kommer nu.

I løbet af de seneste tre uger har krisen i Ruslands forhold til Vesten udviklet sig dramatisk og uforudsigeligt, og mange iagttagere mener, at der er en reel risiko for en åben russisk-ukrainsk krig,

Ud over den voldsomme troppekoncentration – angiveligt større end i 2014 – oplever vi på den diplomatiske scene, at tingene er ved at løbe ud af kontrol; sædvane og uformelle spilleregler brydes gang på gang af Rusland. Det sidste fremtræder måske som det umiddelbart mest overskuelige problem, men forstyrrelser på den polerede diplomatiske overflade er tegn på, at er er noget ravende galt under overfladen.

 

Der er formentlig ikke mange fortilfælde i diplomatiets historie for, at et land beder et andet lands ambassadør om at rejse hjem, uden at man faktisk har afbrudt de diplomatiske forbindelser
_______

 

Rusland trak i marts sin ambassadør hjem fra Washington i protest mod, at præsident Biden havde kaldt Putin en ”morder”. USA gjorde ikke gengæld, og det er helt efter bogen. Det er en måde at sige: ”Det kan godt være, at I er rasende på os, men vi er ikke rasende på jer”. Danmark trak heller ikke sine ambassadører hjem, da en række muslimske lande i 2006 hjemkaldte sine ambassadører på grund af Muhammed-tegningerne.

Men Rusland vil åbenbart være uvenner, for da man den 16. april udviste ti amerikanske diplomater – et svar på USA’s udvisning af ti russiske diplomater – benyttede man lejligheden til at anbefale USA at trække sin ambassadør hjem til konsultationer.

Der er formentlig ikke mange fortilfælde i diplomatiets historie for, at et land beder et andet lands ambassadør om at rejse hjem, uden at man faktisk har afbrudt de diplomatiske forbindelser – hvad Rusland ikke har gjort. USA og Rusland har stadig ambassader og diplomater i hinandens hovedstæder.

Da Polen 15. april i tilslutning til USA’s diplomat-udvisning erklærede tre russiske diplomater for uønskede valgte Rusland som modtræk at udvise hele fem polske diplomater, ledsaget af en hånlig bemærkning om, hvor hurtig Polen havde været til at kopiere USA.

Det gentog sig to dage efter: Tjekkiets udvisning af 18 diplomater blev af Rusland besvaret med udvisning af 20 tjekkiske diplomater. Tjekkiet erklærede sig overrasket over voldsomheden i den russiske reaktion og appellerede om opbakning fra resten af EU.

 

Rusland [har] sendt 15 krigsskibe, heriblandt landgangsfartøjer ind i Sortehavet. Et skridt der blev taget få dage efter, at USA aflyste sine egne planer om at sende to krigsskibe ind i Sortehavet
_______

 

Også Ukraine blev ramt af den diplomatiske eskalation: Ukraines konsul i Sankt Petersborg blev den 17. april pludselig anholdt, anklaget for at have prøvet at købe fortrolige oplysninger og udvist. Selv siger han at det hele var et set-up. Da Ukraine forberedte sig på en kontra-udvisning af en russisk diplomat, advarede russerne om yderligere diplomat-udvisninger, hvis Ukraine udviste en diplomat fra den russiske ambassade, og ikke en diplomat fra konsulatafdelingen.

Detaljerne i dette diplomatiske spil kan virke lettere fjollede, men de er udtryk for en konflikt, som er ved at løbe ud af kontrol. Kan man ikke engang finde ud af noget så gennemprøvet som gensidige diplomatudvisninger, får man svært ved at kontrollere en væbnet konflikt.

Og sådan én er på vej, mener flere, for eksempel de russiske kommentatorer og analytikere Julija Latynina og Pavel Felgenhauer. Ud over at koncentrere tropper ved Ukraines grænse har Rusland desuden spærret Kertj-strædet ind til den ukrainske havneby Sortehavet fra Mariupol for krigsskibe. Samtidig har Rusland sendt 15 krigsskibe, heriblandt landgangsfartøjer ind i Sortehavet. Et skridt der blev taget få dage efter, at USA aflyste sine egne planer om at sende to krigsskibe ind i Sortehavet.

Kertj-strædet mellem Krim og Rusland afsnører Det Asovske Hav som et indhav, og de to lande indgik kort efter Sovjetunionens sammenbrud en aftale om fælles udnyttelse af indhav og stræde. Den aftale mener Rusland ikke længere gælder, efter at Krim – efter Ruslands mening – er blevet russisk. Og i 2018 kom det til et regulært væbnet sammenstød i strædet, da ukrainske krigsskibe forsøgte at sejle igennem uden at have fået tilladelse af Rusland. Den slags provokationer er der ikke udsigt til nu – der er alt for meget på spil for Ukraine.

Iagttagere i øst og vest har de seneste uger prøvet at analysere, hvad Rusland vil. Nogle mener, at det hele er et forsøg på at lægge politisk pres på Ukraine for at opfylde Minsk-aftalerne, som Rusland tolker dem. Det betyder, at Ukraines forfatning skal ændres, så landet omdannes til en forbundsstat, og at de russiskbesatte områder af Donbas får selvstyre. Andre mener, at Rusland vil forsøge at skabe uro i Donbas for at kunne komme til at indsætte russiske styrker åbenlyst som ”fredsbevarende tropper”.

Den britiske analytiker James Sherr taler i en analyse om ”en lokaliseret eskalering, dramatisk og ødelæggende, som fører til indsættelse af russiske ’fredsbevarende styrker’ på den aktuelle demarkationslinje er formentlig den mest realistiske mulighed […] Den vil have den fordel, at den opretholder den eksisterende territoriale ordning, i det mindste udadtil, samtidig med at den gøre det muligt at genoptage militære operationer på ethvert tidspunkt, Moskva måtte ønske.”

 

Mest sortsynet er nok den Kreml-kritiske russiske militæranalytiker Pavel Felgenhauer, som allerede i marts advarede om, at Rusland kunne finde på at invadere Ukraine
_______

 

Men atter andre siger, at et regulært russisk angreb på Ukraine er en mulighed, som ikke kan udelukkes. Mest sortsynet er nok den Kreml-kritiske russiske militæranalytiker Pavel Felgenhauer, som allerede i marts advarede om, at Rusland kunne finde på at invadere Ukraine. Han har siden udmalet, hvordan man eventuelt vil gå ind fra nord ned over Kharkiv og simpelt hen skære Ukraine midt over. Da terrænet i marts var ét mudderælte, vurderede han, at et angreb ville finde sted seks-otte uger senere. Det er i slutningen af april eller begyndelsen af maj – altså nu.

Måske vil russerne ligesom i Georgien i 2008 hurtigt trække sig ud igen og overlade det til det invaderede land selv at drage de nødvendige konklusioner. Men det kunne også dreje sig om en aktion, hvor man rykker nordpå fra Krim for at sikre den kanal, som leder ferskvand fra Dnepr-floden til Krim. Kanalen blev afbrudt af Ukraine i 2014, og Krim lider under vandmangel; før 2014 fik halvøen 85 pct. af sit ferskvand fra denne kanal.

Formålet kan være trusler blot
Det taler imod regulær krig, at troppetransporterne har strakt sig over længere tid og er foregået ganske åbenlyst, som om deres formål først og fremmest er at skræmme.

Det taler også imod krig, at USA’s præsident Biden faktisk i en telefonsamtale 13. april tilbød Putin et topmøde mellem de to. Mange mener, at det er, hvad Putin har drømt om og ønsket sig: anerkendelse af Rusland som stormagt og USA’s ligemand. Da det er vanskeligt at forestille sig, at topmødet ville blive holdt, hvis Rusland angreb Ukraine, har Putin nu fået en vældig god grund til at holde sig i ro, lyder ræsonnementet.

Topmødet var da også det eneste, Rusland havde noget positivt at sige om, da man kommenterede de sanktioner, Det Hvide Hus den 15. april indførte mod Rusland. Sanktionerne handlede om Ruslands indblanding i amerikanske valg og ikke om troppekoncentrationerne i Europa, og selv om de umiddelbart virker voldsomme, er de reelt ikke særligt skadelige for russisk økonomi. Der er ingen nye sanktioner mod Nord Stream 2, og et forbud mod handel med russiske statsobligationer gælder kun for amerikanske banker og kun ved nyudstedelsen af obligationerne, ikke ved efterfølgende handel.

 

Det vi nu ser udkrystallisere sig, [er] faktisk rammerne for den nye Kolde Krig: ”Den Nye Kolde Krig, som Putin så længe har søgt at nedkalde over sit hoved, er faktisk begyndt,”
_______

 

Den ukrainske journalist og analytiker Vitalij Portnikov skriver, at ”Kreml straks opfattede forslaget om et topmøde udelukkende som et tegn på svaghed […] I Rusland har man altid opfattet et elementært ønske om at forklare sig som et tegn på svaghed.” Portnikov peger på, at Rusland straks begyndte at advare USA om, at der ikke ville blive noget topmøde, hvis der kom flere sanktioner.

Topmødet er da også i regeringskontrollerede russiske medier blevet fremstillet som en sejr for Rusland. Og vil man virkelig sætte sådan en sejr over styr ved at invadere Ukraine?

Men topmødet er næppe i sig selv nok til at tilfredsstille russiske ambitioner. Det afgørende er, hvad topmødet kommer til at handle om. Mange har de senere år peget på, at Rusland ønsker sig en amerikansk anerkendelse af, at verden er blevet ”multipolar”; et ønske om Putin formulerede allerede i sin berygtede tale på den sikkerhedspolitiske konference i München i 2007. I det ”multipolare” ligger, at Vesten skal anerkende, at Rusland har særlige sikkerhedsinteresser i sit ”nære udland”, herunder ikke mindst Ukraine. Den anerkendelse får Rusland ikke.

Den nye kolde krig
Portnikov peger i en lidt længere analyse på, at det vi nu ser udkrystallisere sig, faktisk er rammerne for den nye Kolde Krig: ”Den Nye Kolde Krig, som Putin så længe har søgt at nedkalde over sit hoved, er faktisk begyndt,” skriver Portnikov.

 

Den nye kolde krig er begyndt, og også Tyskland og Frankrig, der har talt varmt for dialog med Rusland, siger nu entydigt fra
_______

 

Det nye er, at Ukraine denne gang er på den vestlige side af konflikten. ”For Ukraine er denne krig, trods alle situationens indbyggede farer, en reel chance,” skriver Portnikov. ”Ikke alene befinder vores land sig nu på den anden side af barrikaden end de ubehagelige rester af ’ondskabens imperium’, og ikke hos dette imperium, som i det 20. århundrede. Men beskyttelsen af Ukraines suverænitet er nu blevet et grundlæggende spørgsmål for Vesten som kollektiv i denne nye ’kolde krig’. Og der er ikke mange i Vesten, som stadig har behov for at få forklaret, at Putin i 2014 faktisk ikke kun angreb Ukraine. Han angreb det vestlige demokrati og selve folkenes ret til at udvikle sig frit.”

I det omfang Rusland stadig ønsker sig at hindre Ukraine i at udvikle sig frit, og bevæge sig mod vest, vil topmødet blive en skuffelse. Og der vil komme nye konflikter, fordi Ukraine vil fortsætte sit samarbejde med Vesten, og vil fortsætte med at afvise at følge Ruslands ønske om at give selvstyre til de besatte områder i Donbas. Den nye kolde krig er begyndt, og også Tyskland og Frankrig, der har talt varmt for dialog med Rusland, siger nu entydigt fra.

Vesten fortsætter med at ransage sin sjæl
Hvem har skylden? I de vestlige demokratier har man længe kigget indad og overvejet, om man kunne have gjort tingene anderledes. I en berømt – og berygtet – tidsskriftsartikel skrev den amerikanske politolog John J. Mearsheimer allerede i 2014, at Ukraine-krisen var Vestens skyld. Ved at udvide NATO og EU, og ved at støtte demokratibevægelser i Østeuropa, havde Vesten, ifølge Mearsheimer, skabt en konflikt med Rusland og prøvet at rive Ukraine væk fra Rusland.

Mearsheimer anerkendte således ikke Ukraine ret til at udvikle sig frit. Til gengæld anerkendte han Ruslands ret til at tvinge Ukraine til at underlægge sig Ruslands sikkerhedspolitiske interesser.

 

Et demokrati er også udenrigspolitik bygget på værdier, ligesom selv kyniske betragtninger kan føre til, at det er bedre for os med et stabilt og ukorrupt Ukraine end et ustabilt og korrupt naboland, der lever i Ruslands skygge
_______

 

Synspunktet er klassisk for den såkaldt realistiske skole inden for international politik; en skole som lægger vægt på at analysere staters reelle sikkerhedsinteresser. Realisterne overser bare, at i et demokrati er også udenrigspolitik bygget på værdier, ligesom selv kyniske betragtninger kan føre til, at det er bedre for os med et stabilt og ukorrupt Ukraine end et ustabilt og korrupt naboland, der lever i Ruslands skygge.

Realisterne overser også alt det, Vesten i årenes løb faktisk har gjort for at imødekomme Rusland på de punkter, hvor man kunne: Neddroslingen af missilforsvaret op til Ruslands grænser efter Sovjetunionens opløsning, afkaldet på at stationere tropper i Baltikum, afvisningen af at optage Ukraine og Georgien i NATO, visumfriheden for eksklaven Kaliningrad og endelig Obamas forsøg på et ”reset” af forholdet i hans første præsidentperiode. 

Intet af dette blev besvaret, som man havde håbet i Vesten. De manglende troppestationeringer i Baltikum forhindrede ikke Rusland i at gennemføre et storstilet cyberangreb på Estland i 2007 i protest over, at man flyttede et sovjetisk krigsmonument ud af Tallinns centrum. I april 2008 lod NATO være med at tilbyde Georgien medlemskab. Ruslands reaktion var, at man fire måneder senere fremprovokerede en krig med Georgien og invaderede landet. Fremstrakte hænder blev tolket som vestlig svaghed.

Vi ser det også i det små, i den aktuelle konflikt: USA dropper en plan om at sende to krigsskibe ind i Sortehavet. To dage senere sejler 15 russiske krigsskibe fra den kaspiske flåde ind i Det Asovske Hav og videre ud i Sortehavet.

Vesten fortsætter alligevel med at ransage sin sjæl. I en kommentar 16. april skriver Weekendavisens Anna Libak – en af vores mest vidende ruslandskendere – at Biden næppe havde gennemtænkt konsekvenserne af sin fornærmelse af Putin. Det er muligt. Men Biden kaldte Putin en ”morder” i et interview den 17. marts. Felgenhauers advarsel om, at Rusland forberedte sig på en storstilet invasion af Ukraine blev offentliggjort allerede den 11. marts. Den kolde krig er begyndt. Den har været forberedt længe, og det er ikke Vesten, som angriber. ■

 

Den kolde krig er begyndt. Den har været forberedt længe, og det er ikke Vesten, som angriber
_______

 



Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Et satellitfoto viser tanks og udstyr i træningsområdet Pogorovo, nær Voronezh i Rusland (10. April 2021) [foto: Maxar Technologies/AP/Ritzau Scanpix]