Zaha Hassan: Israel er stadig undtagelsen i den standard, som USA ville holde andre lande op på
31.05.2021
”Jeg tror, at mange medlemmer af Kongressen er ved at vågne op til virkeligheden af, hvor problematisk opretholdelse af sikkerhedsbistand til Israel er uden at udføre behørig omhu med hensyn til, hvordan vores våben misbruges af Israel for at opretholde dets besættelse og lade det krænke palæstinensiske menneskerettigheder.”
Interview af Markus Giessing
Den 10. Maj udviklede Israel-Palæstina-konflikten sig endnu engang til en regulær krig, der varede indtil den 21. Maj, hvor Israel og Hamas indgik en våbenhvile. I ugerne, der ledte op til krigen, havde der været gadekampe i Østjerusalem, som er palæstinensisk territorie, der er besat af Israel. I løbet af Ramadanen, den 13. april, ryddede det israelske politi Tempelbjerget, og forhindrede dermed bønnekaldet. Efterfølgende spærrede politiet også Damaskusporten i Jerusalems gamle bydel, hvor mange muslimer traditionelt mødes under Ramadanen. Vreden over det israelske politis provokationer ledte til flere overfald på jødiske indbyggere. Og i de efterfølgende uger var der meldinger om gadekampe i form af overfald og drab på både israelere og palæstinensere i Jerusalem.
Den 22. april afholdt den racistiske jødiske bevægelse Lehava en vandring gennem Østjerusalem, hvor der blev råbt ”død over arabere”. Samtidig med, at uroen bredte sig i den palæstinensiske bydel, foregik en afgørelse i den israelske højesteret om at smide palæstinensiske familier ud af deres hjem i bydelen Sheikh Jarrah, og dermed lade israelske bosættere overtage. Den 7. maj stormede israelsk politi Al-Aqsa-Moskeen, hvor de skød med gummikugler på tilfældige civile og brugte tåregas. Det fik den i forvejen anspændte stemning til at antænde. Den 10. maj stillede Hamas et ultimatum til den israelske regering om at trække sit militærpoliti fra Tempelbjerget og Sheikh Jarrah. Israel fulgte ikke ultimatummet, og derfor begyndte Hamas at sende raketter fra Gaza ind i israelske bydele, hvilket Israel gengældte med bombninger af det besatte område Gaza. Efter 11 dages kampe var 256 palæstinensere blevet dræbt (heraf 66 børn) og 13 israelere (heraf to børn).
Biden-administrationen tog virkelig en hands-off tilgang til, hvad der skete i Jerusalem. De udsagn, du så komme ud af udenrigsministeriet eller Det Hvide Hus, var fokuseret på en deeskalering fra begge sider
_______
RÆSON: Den 21. maj indgik Israel og Hamas en våbenhvile. Hvad var indholdet af og omstændighederne omkring aftalen?
HASSAN: Det var en egyptisk-mæglet aftale, der i bund og grund betyder indstilling af angrebene fra begge sider. Det mangler stadig at blive fastslået, hvad der vil følge den. Den egyptiske delegation skal først tale med Hamas og dernæst den israelske side, og her vil det handle om, hvordan man bevarer roen i den kommende tid, og hvad de to parter ønsker sig.
De forhandlinger vil dog ikke nødvendigvis adressere de langsigtede forhold, eller hvordan den nødvendige genopbygning af Gaza kommer til at ske. Cirka 1000 huse er blevet ødelagt i Gaza, tusinder er blevet fordrevet, og en masse infrastruktur er blevet ødelagt, efter at det netop var blevet genopbygget efter de israelske bombardementer i 2014. Det bliver en af de mest vanskelige problemstillinger at løse, da det afhænger af omfanget af materialer, som Israel vil tillade [at blive transporteret til Gaza, red.], der er nødvendige for genopbygningen.
RÆSON: I en artikel for Foreign Policy skrev du for nylig, at: ”Den amerikanske regering under præsident Joe Biden har indtaget en deprimerende velkendt holdning: meningsløse opfordringer til tilbageholdenhed fra begge sider, forhindring af handling i FN’s Sikkerhedsråd og gemmer sig bag den usandsynlige opfattelse af, at Washington ikke har nogen indflydelse på en af sine nærmeste allierede og største støttemodtagere. ” Vil du uddybe, hvordan du ser Biden-administrationens rolle i den nylige krig mellem Israel og Hamas?
HASSAN: Biden-administrationen tog virkelig en hands-off tilgang til, hvad der skete i Jerusalem. De udsagn, du så komme ud af udenrigsministeriet eller Det Hvide Hus, var fokuseret på en deeskalering fra begge sider, og i begyndelsen ville de ikke engang navngive de to sider, de talte om.
Vi så jødiske ekstremistgrupper marchere i den arabiske del af Jerusalem, Østjerusalem, og råbe ‘væk med araberne’ eller ‘død over arabere’, vi så det israelske politi facilitere deres adgang og deres provokerende opførsel, og vi så politiets aggression og blokering af Damaskus Gate Plaza for mennesker, der opholdt sig på pladsen som en festlig måde at bryde deres faste efter Ramadan.
I omkring 30 år har USA sagt, at de støtter en tostatsløsning, men for at få Israel til at deltage i de begyndende fredsforhandlinger i 1993 vendte USA det blinde øje til eller reagerede ikke på de israelske bosættelser
_______
Det vil altså sige, at der skete en lukning af rum i Jerusalem, hvor palæstinensere traditionelt samles, og der skete tvungen fjernelse af palæstinensiske familier – eller forsøg på fjernelse – af staten Israel.
Biden-administrationen reagerede ikke på politiets aggression, eller at de smed palæstinensere ud af deres huse. De talte kun om, at begge sider skulle mindske spændingerne. Så det signalerede til Israel, at der ikke var noget, der stod i vejen for dem. Det stillede Hamas i den position, at de var nødt til at reagere, fordi de har opbygget sig og markedsført sig som Jerusalems beskytter. Så da tingene udviklede sig, og der ikke var nogen tredjepart til at skride ind – og for Israel, ville den mest relevante være den amerikanske administration, fordi den har så meget indflydelse over landet – gav det Hamas anledning til at reagere. Så her er vi: Endnu flere bombardementer af det meget lille stykke jord [Gaza] og endnu engang dødsfald på begge sider, som var helt unødvendige.
RÆSON: Er USA i nogen grad ansvarlig (moralsk)?
HASSAN: Jeg mener bestemt, at USA er impliceret på to meget vigtige måder. Først og fremmest har USA overtaget rollen som den eneste mægler med hensyn til den israelsk-palæstinensiske fredsskabelse gennem de sidste 30 år. I den rolle har den dog ikke brugt sin magt og indflydelse på en måde, der skulle skabe den tostatsløsning, som administrationen sagde var dens politiske mål.
Så i omkring 30 år har USA sagt, at de støtter en tostatsløsning, men for at få Israel til at deltage i de begyndende fredsforhandlinger i 1993 vendte USA det blinde øje til eller reagerede ikke på de israelske bosættelser. Det er gået fra 240.000 bosættere i 1993 til omkring 700.000 bosættere i dag. Så USA gjorde dette, fordi det nedprioriterede loven og palæstinensernes rettigheder, og det blev betragtet som den eneste måde at få Israel til at deltage i fredsforhandlingerne på.
Faktisk underskrev Biden salg af missiler til Israel til en værdi af 735 millioner dollars den 5. Maj. Den samme slags missiler, der bruges på civile i Gaza og på civil infrastruktur
_______
USA anerkendte ikke rigtig besættelsen og magtasymmetrien mellem palæstinenserne og israelerne. Og det det gav Israel en politisk løftestang. Hvis Israel ønskede at fortsætte med at opbygge bosættelser, skulle de blot deltage i fredsforhandlinger.
Derudover har USA forsynet Israel med politisk dækning. USA deltog i internationale fora på en måde, der garanterede, at Israel ikke ville blive stillet til ansvar i FNs Sikkerhedsråd, ved hjælp af sin vetomagt; i ICC har USA forsøgt at forhindre, at Israel skulle blive efterforsket; og de har lagt pres på palæstinenserne for at få dem til at trække sig i disse fora, hvis palæstinenserne ønskede amerikansk støtte – både økonomisk og i fredsprocessen. Så budskabet til Israel var: Fortsæt med at bygge, vi har jeres ryg, så længe I deltager i forhandlingerne. Så forhandlingerne vil ikke give en fredsaftale, fordi Israel drager fordel af at forlænge processen. For så længe de forlænger processen, kan de bygge bosættelser.
RÆSON: Hvordan sammenligner Bidens politik over for Israel sig med tidligere regeringer?
HASSAN: Biden-administrationen er ikke så anderledes end tidligere administrationer på dette område. Dens holdning er: Vi støtter Israel, og der bør ikke være nogen offentlig kritik af Israel, det skal ske bag lukkede døre, og vi vil fortsætte med at bruge vores diplomatiske magt og vores indflydelse for at beskytte Israel i internationale fora.
Så den nuværende administration ligner tidligere administrationer. Men det er værre i 2021 end fx i Obama-Biden-årene, fordi vi er et andet sted nu end dengang. Præsident Trump handlede aktivt i løbet af sine fire år, og det ændrede i høj grad landskabet og målstolperne for, hvad der er en levedygtig aftale, og det bliver meget vanskeligt at tilbageføre disse ting, medmindre USA er meget klar på at genoprette respekten for international lov og international legitimitet med hensyn til Israel-Palæstina-konflikten.
Indtil videre har Biden-administrationen sagt, at det er meget vigtigt for dens udenrigspolitik at genoprette værdier og respekt for multilateralisme og den internationale regelbaserede orden. Men alligevel opretholder regeringen en undtagelse overfor Israel. Israel er stadig undtagelsen i den standard, som USA ville holde andre lande op på. USA kritiserer fx Kina for dets krænkelser af menneskerettighederne mod uigurer, mens de ikke kritiserer Israel for dets krænkelser af menneskerettighederne mod palæstinensere. En Human Rights Watch-rapport af afgjort, at Israel er involveret i apartheid og forfølgelser af palæstinensere, men Biden-administrationen har ikke fået sig selv til at anerkende det. Og den fortsætter med at levere våben til Israel. Faktisk underskrev Biden salg af missiler til Israel til en værdi af 735 millioner dollars den 5. Maj. Den samme slags missiler, der bruges på civile i Gaza og på civil infrastruktur.
Israel har en ekstra pligt som besættelsesmagt, nemlig ansvar for at beskytte de to millioner mennesker i Gaza, der ikke har en Iron Dome, der ikke har sirener til at fortælle dem, når der er et missilangreb, der ikke har bunkere at gå til for at beskytte sig selv som israelere gør
_______
Jeg må understrege, at De Israelske Forsvarsstyrkers (IDF) militære strategi, som blev fastlagt af den tidligere stabschef for IDF, er Dahiya-doktrinen, der grundlæggende siger, at den israelske militærstrategi er at bruge overvældende, enorm og uforholdsmæssig styrke mod den civile infrastruktur og det civile samfund som en måde at afskrække fremtidig handling på. Så den enorme skade, vi så i Gaza, var en del af det, vi har set år efter år med de israelske bombninger, og alt dette er en del af Dahiya-doktrinen.
RÆSON: Hver gang en ny krig bryder ud mellem Israel og Hamas, siger Israel, at de har ret til selvforsvar i henhold til international lov (folkeretten). Men Hamas er placeret i Gaza, som FN anerkender som besat område. Så har Israel virkelig ret til selvforsvar, når det er en besættelsesmagt?
HASSAN: Israel har absolut ret til at beskytte sin befolkning, og det er præcis, hvad Iron Dome [et israelsk missilskjold, red.] giver dem. De fleste af de tusinder af raketter, som Hamas affyrede, blev opfanget af Iron Dome og blev neutraliseret, hvilket forhindrede dødsfald. Der var 12 dødsfald på den israelske side, så det er ikke perfekt, men Israel har kun ret til at reagere proportionelt i forhold til truslen. Så man skal analysere truslen fra Gaza for at kunne sige, hvad der er rimeligt.
Der er ingen måde under international lov, hvor det er rimeligt at angribe boligbyggerier eller civil infrastruktur eller noget lignende. Vi har endnu ikke set beviser på , hvorfor Israel målrettede angreb mod specifikke militære installationer i Gaza udover de brede udsagn om at de blev brugt af Hamas, som IDF afgav for at legitimere deres angreb på Gaza. Men igen vil jeg vende tilbage til Dahiya-doktrinen, som udlægger Israels militære strategi, som er at angribe civil infrastruktur. Så ideen om, at Israels missilaffyringer er legitimt selvforsvar, er falsk. I henhold til international ret er der to ting, der skal være på plads: proportionalitet og distinktion. Distinktion betyder, at du ikke har ret til at ramme civil infrastruktur eller civile samfund – uden undtagelse. Og vi kan se, at det netop er den militære strategi, som Israel anvender.
Så nej, Israel har ikke ret til selvforsvar i sådanne tilfælde. Du har ret i at understrege, at dette er en civil befolkning [i Gaza, red.] med militante grupper på et meget lille landområde, der er under militær besættelse, og samtidig er blokeret af Israel. Derfor har Israel en ekstra forpligtelse, fordi det ikke bare er en stat, som fx Danmark, der har pligt til at reagere, hvis den blev ramt af missiler fra et naboland for at beskytte sin civile befolkning. Israel har en ekstra pligt som besættelsesmagt, nemlig ansvar for at beskytte de to millioner mennesker i Gaza, der ikke har en Iron Dome, der ikke har sirener til at fortælle dem, når der er et missilangreb, der ikke har bunkere at gå til for at beskytte sig selv som israelere gør.
Især i år, har vi set 53 pct. af Demokraterne sige, at de gerne vil se, at der pålægges sanktioner mod Israel, hvis det fortsætter med at engagere sig i de aktiviteter, vi har set den sidste tid
_______
RÆSON: Opfylder Israel de menneskerettighedsstandarder, det kræves for at modtage støtte? Og hvis ikke: Hvordan kan de så modtage finansiering fra USA?
HASSAN: Det er the million-dollar question. Jeg tror, at mange medlemmer af Kongressen er ved at vågne op til virkeligheden af, hvor problematisk opretholdelse af sikkerhedsbistand til Israel er uden at udføre behørig omhu med hensyn til, hvordan vores våben misbruges af Israel for at opretholde dets besættelse og lade det krænke palæstinensiske menneskerettigheder. Og jeg tror, det var det, man så før bombardementerne i Gaza.
Man så medlemmer af Kongressen tale om de grundlæggende årsager til palæstinensiske fordrivelser, som du ikke havde set før, og de talte om, hvad der foregår i Sheikh Jarrah, og hvordan det er forbundet med de mangeårige problemer mellem Palæstina og Israel. Det er en ny ting at være vidne til i amerikansk politik. Flere og flere politikere – og bestemt medlemmer af Det Demokratiske Parti i særdeleshed – stiller spørgsmålstegn ved ikke kun misbrug af sikkerhedsbistanden fra USA i de besatte områder, men også den massive karakter af de gratis skatteyderbetalte penge, der hvert år sendes til Israel til krænkelse af menneskerettighederne – og spørgsmålet om medskyldighed, som USA har.
RÆSON: Er fremkomsten af mere Israel-kritiske stemmer i Det Demokratiske Parti repræsentativ for et skifte i den offentlige opinion i USA?
HASSAN: Faktisk har den offentlige opinion været der i noget tid med hensyn til ideen om, at USA ikke længere skal støtte den ene side frem for den anden. Der har været en vedvarende offentlig opinion i et stykke tid, uanset om man er Demokrat eller Republikaner. Borgere føler, at USA skal være neutral – det viser resultater fra meningsmålinger gennem årene. Men for nylig, især i år, har vi set 53 pct. af Demokraterne sige, at de gerne vil se, at der pålægges sanktioner mod Israel, hvis det fortsætter med at engagere sig i de aktiviteter, vi har set den sidste tid. Så der er en voksende støtte til ideen om, at USA ikke skal tage en ensidig tilgang.
Men vi ser først nu, at kongresmedlemmer indhenter den offentlige opinion om, at Israels adfærd skal imødekommes med en slags konsekvenser. Og det er på grund af styrken i den progressive bevægelse, især siden Trump-administrationen, hvor der var en erkendelse af de racemæssige retfærdighedsspørgsmål, der er underliggende for den politiske polarisering, som blev fremskyndet under Trump. Og spørgsmålet om Palæstina blev indlejret i den bevægelse på grund af de eksplicitte måder, Trump-administrationen identificerede sig med et hvidt overherredømme i USA, men også i udlandet. Så den progressive bevægelse begyndte at fokusere på, koordinere og erkende, at det der sker inden for landets grænser også sker i udlandet. ■
Vi ser først nu, at kongresmedlemmer indhenter den offentlige opinion om, at Israels adfærd skal imødekommes med en slags konsekvenser
_______
Zaha Hassan (f. 1969) er en amerikansk-palæstinensisk menneskeretsadvokat og politisk analytiker. Hun er visiting fellow ved Carnegie Endowment for International Peace og skriver jævnligt for Haaretz og The Hill. I 2011 og 2012 var hun medlem af den palæstinensiske delegation til Kvartetforhandlingerne, som led i fredsforhandlinger i Israel-Palæstina-konflikten. ILLUSTRATION: USA’s udenrigsminister Antony Blinken og Israels premierminister Benjamin Netanyahu giver hinanden hånd til pressekonference, Jerusalem, Israel, 25. maj 2021. [FOTO: Marc Israel Sellem/Zuma/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
