Anders Puck Nielsen: Pas på med optimismen. Det peger mod krig i Ukraine, og vi skal tænke dilemmaerne igennem nu

12.02.2022

Krisen mellem Rusland og Ukraine er gået ind i en afgørende fase. Rusland har nu soldater og militær udrustning nok på grænsen til, at man må tage risikoen for en reel invasion alvorligt. Forsvarschefen har bemærket, at hvis det hele kommer i aktion, vil det være den største landmilitære krig i Europa siden 2. Verdenskrig.

Analyse af Anders Puck Nielsen

DEN STØRSTE landmilitære krig siden 2. Verdenskrig står for døren, og det er en helt rigtig vurdering. Det vil være en humanitær katastrofe af enorme proportioner.

Vi ved ikke, om det går så galt. Der kan stadig findes en diplomatisk løsning, ligesom en begrænset russisk operation i det østlige Ukraine også er en mulighed. Men jeg oplever, at mange kommentatorer anlægger en alt for optimistisk linje i deres vurderinger af scenarierne. Dette har også gjort sig gældende i indlæg i Ræson, hvor man kan finde analyser om at Rusland allerede skulle have opnået en diplomatisk sejr ved at få Vesten i tale, eller at Rusland kan trække sig tilbage, fordi Ukraine og Georgien aldrig bliver medlemmer af NATO.

 

Hvis krisen slutter med en diplomatisk løsning, hvor Vesten giver nogle relativt beskedne indrømmelser, så står Rusland dårligere, end før de selv startede krisen

_______

 

Optimismens fejlslutninger
Denne optimisme baserer sig for mig at se på to fejlslutninger, nemlig en misforståelse af de russiske krav og en overdreven tro på stater som rationelle aktører. Det afgørende er at have proportionerne af den russiske militære opbygning med i sin analyse. Det er ikke bare en almindelig spillen med musklerne, som vi er vidner til, men en styrkeopbygning hvor historiske analogier skal søges i Koreakrigen og 2. Verdenskrig. Inden de satte alt dette i værk, har beslutningstagerne i Kreml haft en forestilling om, hvordan sejr vil se ud, og vi er nødt til at forholde os til, hvad det kan være.

Hvis krisen slutter med en diplomatisk løsning, hvor Vesten giver nogle relativt beskedne indrømmelser, så står Rusland dårligere, end før de selv startede krisen. Den vestlige militære støtte til Ukraine er forøget, og vestlige lande har givet store løfter om fremtidigt samarbejde og økonomisk bistand. Samtidig vender den ukrainske befolkning i højere grad ryggen til Rusland, som har mistet indflydelse på landets politik. Sverige og Finland diskuterer medlemskab af NATO, som fremstår mere samlet end tidligere, og USA har øget den generelle militære tilstedeværelse i Europa. Alt dette er frygtelige resultater for Rusland, og det overskrider alt, hvad de selv omtaler som røde linjer.

Det vil kræve mere end almindeligt diplomatisk snilde, hvis Vesten skal overbevise dem om den handel. Det er ikke noget, vi opnår bare ved at give Putin en følelse af respekt eller ved at formalisere noget, som i forvejen var virkelighed, såsom at Ukraine og Georgien ikke foreløbig bliver medlemmer af NATO.

Hvad er en russisk sejr?
Hvis Rusland vælger en begrænset operation ved eksempelvis at erklære Minsk-aftalerne for døde og at anerkende Donetsk og Luhansk som selvstændige stater, så er resultatet nærmest endnu værre for dem. De vil få alle de samme ulemper som nævnt ovenfor, men samtidig mister de klemmen på Kijev, som der ligger i at have en frossen konflikt i Donbas. I sidste ende kunne det resultat åbne vejen for ukrainsk medlemskab af NATO.

 

De kan rent faktisk ved at gennemtvinge et regimeskifte i Ukraine, evt. kombineret med en opsplitning af landet i et Vestukraine og Østukraine, opnå den sikkerhedspolitiske bufferzone, som er kernen i deres krav til USA. Eller med andre ord: De kan omdanne Ukraine til et nyt Belarus

_______

 

Derfor tror jeg, at den russiske vision for en sejr nødvendigvis må findes i de krav til USA og NATO, som de offentliggjorde kort før jul. Russerne ønsker, at vi skal forstå deres krav og røde linjer, og derfor skal vi regne med, at de rent faktisk mener det, som de siger. Det er en vidtrækkende liste af krav, som dybest set vil være en genforhandling af resultatet af Den Kolde Krig. Svaret fra Vesten har været en rungende afvisning. I stedet har USA foreslået at forhandle nogle våbenkontrolaftaler, som overhovedet ikke adresserer de russiske kernekrav.

Det er muligt, at den russiske ledelse har forregnet sig. De havde måske regnet med, at Vesten ville give efter ved udsigten til en storkrig i Europa, og at de nu er fanget af deres eget bluff. Det kan også være, at de fra starten havde planer om krig.

Men tilbage står, at en stor krig i Ukraine nu ligner den eneste måde, som Rusland kan komme ud af det her på med et resultat uden nederlag. De kan rent faktisk ved at gennemtvinge et regimeskifte i Ukraine, evt. kombineret med en opsplitning af landet i et Vestukraine og Østukraine, opnå den sikkerhedspolitiske bufferzone, som er kernen i deres krav til USA. Eller med andre ord: De kan omdanne Ukraine til et nyt Belarus. Det vil være en gevinst, som er stor nok til at afbøde ulemperne ved en øget amerikansk tilstedeværelse i resten af Europa.

 

Det er baggrunden for min pessimisme: Kun en stor krig kan på nuværende tidspunkt give Rusland forhåbninger om et resultat, der ligner en gevinst

_______

 

Kun krig forløser de russiske krav
Det er baggrunden for min pessimisme: Kun en stor krig kan på nuværende tidspunkt give Rusland forhåbninger om et resultat, der ligner en gevinst. Ved de andre scenarier ender Rusland med at stå værre, end før de selv skabte krisen. Det er ganske enkelt for langt fra det, som må være deres vision for sejr.

Men de dystre perspektiver standser ikke der. Som Mikkel Vedby Rasmussen så rigtigt påpeger, så er det langt fra sikkert, at Rusland rent faktisk kan vinde en krig i Ukraine, eller at det vil blive let. Vladimir Putin har gentagne gange vist, at han ikke forstår Ukraine, og dårlige strategiske valg har været med til at skubbe Ukraine i armene på Vesten. Det er muligt, at der i den russiske ledelse er en misforståelse om, at store dele af den ukrainske befolkning føler sig undertrykt af Zelenskyjs styre og vil tage positivt imod en russisk befrielse.

Hvordan vil Rusland så reagere, hvis en militær operation kører fast? Hvis de ikke opnår deres mål, men i stedet skal forholde sig til egne tabstal? I så fald vil dilemmaerne tordne sig op for Vesten. Indtil videre har det været let at være principfast og afvise de russiske krav, men vil der være samme principfasthed, når krigen raser? Skal vi fortsætte med at forsyne Ukraine med våben til en krig mod Rusland, eller skal vi erkende, at der er et nyt jerntæppe i Europa? Og hvordan forhindrer vi, at Putin opfatter ukrainsk modstand som orkestreret af vores efterretningstjenester på måder, som berettiger et militært svar direkte mod NATO?

Vi gør klogt i at overveje disse ting nu. Det er muligt, at det ikke går så galt, og at Rusland tager til takke med en diplomatisk løsning. Men vejrudsigten siger storm, og vi skal være forberedt. ■

 

Skal vi fortsætte med at forsyne Ukraine med våben til en krig mod Rusland, eller skal vi erkende, at der er et nyt jerntæppe i Europa? Og hvordan forhindrer vi, at Putin opfatter ukrainsk modstand som orkestreret af vores efterretningstjenester på måder, som berettiger et militært svar direkte mod NATO?

_______

Apropos denne artikel:

Robert Spliid om Løkkes forslag: Hvis ikke vi nytænker boligskat nu, bliver det næppe nogensinde

Lars Bangert Struwe: Ukraine har pludselig momentum – men er det et gennembrud?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe efter München: Hvad gør USA, når Holger Danske er vågnet?

Lars Bangert Struwe: Europa er langt stærkere, end den hjemlige debat vil være ved

Vincent F. Hendricks: Rubios tale afslørede, at USA vil genoplive den vestlige imperialisme – og underlægge os Big Tech

Louise Schelde Frederiksen: Må Danmark stille krav om, at syge skal arbejde for nul kroner?