Andreas Hemmeth: Hvor ville det være værdifuldt med en kunstner i hver kommunalbestyrelse!

20.06.2022

Vi kunstnere er tavse som graven, når snakken falder på brede politiske dagsordner og holdninger til problemerne i samfundet – så længe det ikke handler om de ‘nemme emner’, som fred i Ukraine eller om vores egne arbejdsvilkår.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Andreas Hemmeth, artist og sangskriver

Hvornår har du sidst set et debatindlæg om forsvarspolitik fra Nik og Jay eller Niels Lan Dokey? Hvornår har du sidst oplevet en balletdanser eller børnebogsforfatter deltage i Debatten eller Deadline om udlændingepolitikken eller dansk EU-politik?

Vi kunstnere er tavse som graven, når snakken falder på brede politiske dagsordner og holdninger til problemerne i samfundet – så længe det ikke handler om de ‘nemme emner’ som fred i Ukraine eller om vores egne arbejdsvilkår.

Det er i grunden underligt, for kunstnere i 70’erne og delvist 80’erne var meget mere politisk engagerede, end de er i dag. Selv de pæne blå skjorter fra erhvervslivet har bevæget sig udenfor deres komfortzone og kommer med løbende indspil til samfundsdebatten. Nogle gange endda uden egen vinding for øje.

Der er der flere grunde til, at det er vigtigt, at vi kunstnerne blander os?

Vores fornemmeste disciplin er at beskrive og gengive det, der omgiver os, ved brug af bogstaver, noder, lærred eller andre materialer. Kunst er i mange henseender kommunikation til andre mennesker om det, vi oplever, og det aftryk, verden omkring os giver. Vi ser (i hvert fald nogle gange) verden på en helt anden måde og kan derfor sætte helt andre rammer for debatten.

Og nej, jeg agiterer ikke for, at næste store opsætning på Dansekraft i Nordjylland handler om EU’s ophavsretsdirektiv. Men jeg synes, vi som samfund mister noget fundamentalt, når danske kunstnere viger udenom livsnerven i et demokrati: samtalen om det fælles og alle de udfordringer, der findes i udviklingen og konsolideringen af samfundet.

Vi mister de anderledes prismer, som kunstnere ser verden igennem, og som giver debatten andre toner og farver, end de evindelige stammedanse fra Christiansborg, som vi kender så godt i forvejen. Og hvis det sker, at vi blander os, er det samtidig også med at ansvarliggøre vores hverv på en anden måde, som jeg tror, vi har godt af. Jeg tror, vi kan flytte dialogen og debatten et mere vedkommende og konstruktivt sted hen, ud af skyttegravene og tættere på der, hvor vi lever og er.

Hvad stopper os?
Når jeg snakker med mine kolleger om det manglede indspark fra et helt erhverv, så får jeg forskellige forklaringer.

Nogle er skræmte over alt det, der følger med: Nedladende og nedslående kommentarer på sociale medier, i indbakken og fra andre, der ikke kan finde ud af at føre en bare tilnærmelsesvis ordentlig samtale. Bare en skuespiller er blevet veganer, så får hun had og dødstrusler i mailbakken.

Andre er skræmte over mediernes clickbait og sensationskultur og ønsker ikke at centrifugeres på bt.dk og omegn, hvor ens budskaber bliver vredet ud af proportioner.

Andre igen er bange for at miste deres publikum. Her har vi i øvrigt brug for hjælp fra dig som lytter, læser, seer og kunstoplever. Fortæl os, at I godt kan nyde vores kunst på trods af, at I ikke altid er enige med vores holdninger, hvis vi på tidspunkt tør bevæge os ud af busken. Det er jo ikke fordi, vi ikke har noget på hjerte. Det er som regel benzinen i vores kunst, at vi har et budskab, som vi gerne vil delagtiggøre og belemre resten af verden med.

Der er selvfølgelig eksempler på kunstnere, der blander sig, men det er overraskende få. En af dem er Arne Würgler, der både er en dygtig sangskriver og kommunalpolitiker i Gribskov. Han skriver sange om bomber og mener samtidig noget om børnepasning og ældrepleje. Hvor ville det være værdifuldt med kunstner i hver kommunalbestyrelse. Der er også Olga Ravn, som fra sin forfatterstol ofte taler om de manglende ressourcer på fødegangene.

Jeg ville ønske, at vi i Danmark havde mange kunstnere, der mente noget og bidrog til det, vi lidt forblommet kalder den demokratiske samtale. I USA kan man godt. Megastjernen Beyoncé er selvudråbt feminist, og Neil Young fjerner sit repertoire fra Spotify, fordi de ’støtter’ Joe Rogans fake news omkring corona.

Dette indlæg er ikke bare en opfordring til mine kolleger og ikke mindst mig selv om, at vi skal turde mene noget og blande os. Det er også en opfordring til medierne om at give os pladsen. Ringe os op og måske presse lidt på for at få os med i medierullet, så vi ikke forbliver tavse på de brede dagsordener. Da ville perspektiverne blive mere mangfoldige og farverige. ■

 

Vi mister de anderledes prismer, som kunstnere ser verden igennem, og som giver debatten andre toner og farver, end de evindelige stammedanse fra Christiansborg, som vi kender så godt i forvejen
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover