Bjarke Møller i RÆSON SØNDAG: Lær af Churchill. Klimaet kræver handlekraft, vi aldrig har set i fredstid
03.07.2022
I stedet for at lave langsomme reformer, som vi gør i fredstid, bør vi handle med samme krigszonementalitet som under Anden Verdenskrig. Dengang fik Churchill mobiliseret briterne til kamp mod nazisterne, hele nationen rejste sig midt i ruinerne, og der blev sendt tre krigsskibe ud af de bombetruede fabrikker hver eneste dag. Det er det tempo, den grønne omstilling skal op i, hvis det skal lykkes at vinde energikrigen.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et stadig større hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Bjarke Møller, direktør i Rådet for Grøn Omstilling
Putins invasionskrig i Ukraine har udløst en energisikkerhedskrise, der kan måle sig med de internationale kriser i 1970’erne. Energipriserne er skudt i vejret, og det samme er borgernes el- og varmeregninger. Næsten en fjerdedel af EU’s energi blev sidste år importeret fra Rusland, og siden den 24. februar har de europæiske borgere hver eneste dag betalt 4,5 mia. kr. for olie, kul og gas og derigennem finansieret Putins krig.
Europas fossile afhængighed er vores største sårbarhed. Og Energipolitik ER geopolitik. EU-landene importerer fossil energi for over 400 mia. euro fra Rusland og autoritære regimer i Mellemøsten, hvis værdier vi ikke bryder os om. Denne systemiske sårbarhed er vi nu pisket til at frigøre os fra. Det burde vi have gjort, da Putin invaderede Krim-halvøen i 2014, men dengang vendte EU-landene alt for hurtigt tilbage til business as usual og øgede sågar deres afhængighed af fossile brændsler i stedet for at mindske den. Vi må ikke begå den samme fejl igen.
EU-landene har indført seks hårde økonomiske sanktionspakker mod Rusland og lavet en ensidig olieembargo. På disse punkter har handlekraften været stor, og man har koordineret tæt med USA og Storbritannien. Fronterne er trukket hårdt op i en økonomisk nedslidningskrig. Men den militære krig på slagmarken kan blive langvarig, og dens negative sideeffekter vil mutere som kræftceller. Det er afgørende at støtte ukrainerne med våben, så de kan forsvare deres demokrati og selvstændighed. Men i Danmark og EU har vi en mindst lige så afgørende must-win battle at udkæmpe: Vi må skabe et fundamentalt vendepunkt i vores energisystem, så vi i lyntempo kan frigøre os fra Putins fossile energi.
Ikke engang EU – der med sin Green Deal er den mest progressive kraft i verden på klimaspørgsmålet – ser ud til at kunne opnå det ambitiøse Paris-mål om 1,5 grader over det førindustrielle niveau
_______
Gazprom har som bekendt lukket for gashanerne til en række EU-lande. Det skaber en brændende platform under regeringerne, der skal have fyldt gaslagrene op før næste vinter. I EU – herunder i Danmark – er politikerne derfor under et vildt tidspres på energifronten. Dertil kommer, at vi i efteråret risikerer vi økonomisk stormvejr. Inflationen er steget kraftigt, alle nøgletal rykker sig hurtigt, og frygten for en ny global finanskrise vokser. Aldrig har vi været så gældsatte i de vestlige lande, men strammer finansministre og centralbanker for hårdt op, kan hele læsset vælte.
Kriserne er forbundne og forstærker hinanden gensidigt i feedbackloops. At løse dem kræver et helt nyt mindset blandt de politiske og økonomiske ledere.
Klimaet venter ikke på krigens afslutning
Vi kan kun vinde energikrigen mod Putin, hvis politikerne tør træffe drastiske og modige beslutninger. I stedet for at lave langsomme reformer, som vi gør i fredstid, bør vi handle med samme krigszonementalitet som under Anden Verdenskrig. Dengang fik Churchill mobiliseret briterne til kamp mod nazisterne, hele nationen rejste sig midt i ruinerne, og der blev sendt 3 krigsskibe ud af de bombetruede fabrikker hver eneste dag. Det er det tempo, den grønne omstilling skal op i, hvis det skal lykkes at vinde energikrigen.
Tiden er knap. Også fordi klimaforandringerne accelererer. FN’s internationale klimapanel IPCC har utvetydigt slået fast, at der er behov for øjeblikkelige CO2-reduktioner, men verdens regeringer har kurs mod en temperaturstigning på 2,7 til 3,2 grader celsius. Ikke engang EU – der med sin Green Deal er den mest progressive kraft i verden på klimaspørgsmålet – ser ud til at kunne opnå det ambitiøse Paris-mål om 1,5 grader over det førindustrielle niveau.
I Europa er vi tættere på 2 grader end på 1,5 grader, fordi der er for meget business as usual-tænkning. Krigen i Ukraine har skabt en bred politisk bevidsthed om, at det er nødvendigt at ændre kurs, men de seneste reformer har hverken den radikalitet eller hastighed, som den dramatiske situation kalder på.
Vi har kun tre år til at knække kurven med stigende udledninger, hvis vi skal holde de globale temperaturstigninger godt under 2 grader og helst ikke over 1,5 grader. Manglen på handlekraft vil koste os meget dyrt i fremtiden. De forbundne klima tipping points vil udløse større klimaregninger, men tøver politikerne med den grønne omstilling, risikerer de at gøre det endnu sværere at omstille og forlænge den såkaldte fossile lock-in.
Krigen fører til fossile panik-investeringer
Flere EU-lande forsøger nu desperat at sætte ekstra kul på kulkraftværkerne eller at bygge nye LNG-gasterminaler til at importere flydende gas fra USA, Qatar og andre lande. En del af det er fracking-gas, som udleder 40-60 pct. mere metan end konventionel naturgas. Metan opvarmer atmosfæren 84 gange mere end CO2. Økonomisk og forsyningsmæssigt er det også en dårlig ide at bruge milliarder af euro på nye LNG-terminaler. Det tager op til 2-3 år at bygge dem og den tilstødende infrastruktur, men tilbagebetalingstiden er 20-30 år. Det er en panikløsning, som er helt ude af trit med advarslerne fra IPCC.
Men der findes alternativer. Energitænketanken EMBER har vist, at EU-landene i 2025 vil kunne klare sig helt uden russisk gas, hvis man øger energibesparelserne, bygger mere sol- og vindenergi og udskifter natur- og oliegasfyr med energieffektive varmepumper. Det tyske Fraunhofer Institut har beregnet, at det er omkostningseffektivt for EU-landene at reducere energiforbruget med hele 20-21 pct. i dette årti. Det er langt over de 13 pct., som Europa-Kommissionen anbefaler i sin RePowerEU-plan, og som EU’s energiministre har velsignet. Vi må håbe, at Europa-Parlamentet kan løfte ambitionsniveauet markant.
Der er bestemt fine takter i RePowerEU, der skal frigøre EU fra 2/3 af gasimporten inden næste vinter. Og det er positivt, at man vil øge andelen af vedvarende energi til mindst 45 pct. i 2030. Kommissionen vil løfte bygninger op i bedre energiklasser, kræve flere solceller på tagene og accelerere staternes godkendelse af nye typer vedvarende energi. Derved vil EU kunne spare næsten 93 mia. euro i import af fossile brændsler om året.
Men i forhold til den energikrig, vi står i, er det for lidt og for langsomt. Kravene til energieffektivisering er for lave, udbygningen af vedvarende energi for uambitiøs, og i EU-landene spildes milliarder på fossil LNG-infrastruktur, der kunne være brugt til at investere i stor skala i den grønne omstilling.
I Danmark har et bredt flertal i Folketinget indgået en stribe grønne forlig her i juni, der bl.a. skal firedoble produktionen af grøn strøm frem mod 2030, herunder femdoble havvind. Udspillene rummer mange positive fremskridt, som fortjener ros. Alligevel er det utilstrækkeligt i forhold til energisikkerheds- og klimakrisen. Man vil vente til 2025 med at lave et ordentligt løft i den nye CO2-afgift, man giver store rabatter til de mest forurenende virksomheder uden sikkerhed for, at de leverer nok CO2-reduktioner, og først i 2035 vil man fjerne gassen helt fra den danske varmeforsyning.
Europa underinvesterer i grøn strøm
Tiden kalder på helt nye tilgange. Et lyspunkt kom den 18. maj i Esbjerg, hvor Mette Frederiksen sammen med regeringscheferne fra Tyskland, Holland og Belgien lovede at stille mindst 65 GW havvind op i Nordsøen inden 2030 og at nå mindst 150 GW i 2050. Det vil give grøn strøm til 230 millioner husstande. Topmødet lignede begyndelsen til et større vindeventyr, hvor Nordsøen forvandles til Europas grønne kraftværk. Men er det nok? Næppe. For det kræver op imod 500 GW, hvis EU-landene skal frigøre EU-sig helt fra den russiske energi. Såvel Danmark såvel som EU bør løfte ambitionerne. Der skal meget mere til for at erstatte den fossile energiimport i de kommende år. Hvis EU fx løftede 2020’ernes energibesparelser til 23 pct., ville vi i løbet af fem-seks år spare, hvad der svarer til den importerede russiske gas.
Det kræver mindst 110GW havvind at levere grøn strøm nok til disse Power-to-X anlæg. Det er næsten 70 pct. mere, end hvad regeringscheferne på Esbjerg-topmødet lovede at bygge frem mod 2030
_______
De nuværende planer er ikke ambitiøse nok til at sikre fuld uafhængighed fra Putins fossile energi. Og der er endnu ikke sikret grøn strøm nok til de mange Power-to-X-anlæg, der skyder op i Danmark og andre EU-lande. I Danmark er der ved at blive bygget over 6 GW PtX-anlæg, og fortsætter udbygningstempoet, vil det kræve mellem 32 og 50 TWh grøn strøm i 2030. Det kan næsten spise den planlagte femdobling af havvinden fra 2,3 GW til 12,9 GW i 2030. Ude i horisonten venter endnu større efterspørgsel, og hvis politikerne ikke beslutter sig i tide, kommer vi for sent. I værste fald ender man med at lave brint og ammoniak på fossile brændsler, og det vil forværre klimaudfordringerne.
I resten af EU ses samme tendens til underinvesteringer og for langsom udbygning af sol- og vindenergi. I sin REPowerEU-plan vil Kommissionen i 2030 bl.a. have 10 mio. tons hydrogen. Men det kræver mindst 110GW havvind at levere grøn strøm nok til disse Power-to-X anlæg. Det er næsten 70 pct. mere, end hvad regeringscheferne på Esbjerg-topmødet lovede at bygge frem mod 2030.
Politikerne må også sikre grøn strøm nok til elektrificeringen af mobiliteten på landjorden, som vil accelerere i 2030’erne. Jo nærmere vi kommer 2035, hvor Europa-Parlamentet og Kommissionen ønsker at stoppe salget af fossilbiler, jo hurtigere vil omstillingen gå. Skal EU-landenes personbiler, motorcykler, jernbaner og lastvogne drives med el, vil det – if. beregninger fra NGO’en Transport & Environment – kræve mindst 633 GW ekstra vindenergi. Det svarer til 42.200 af de største havvindmøller. Det er mere end fire gange så meget havvind, som man på Esbjerg-topmødet lovede at stille op frem mod 2050. Igen: alt for lidt og alt for sent.
Den gode nyhed er, at sol- og vindenergi allerede er billigere end de fossile energikilder og atomkraft på markedsvilkår, og i takt med opskalering vil priserne efter alt at dømme falde yderligere. Kampen om kritiske råstoffer til især batterier trækker dog prisen i modsatte retning, og derfor må EU-landene via øget forskning, udvikling og innovation arbejde på at udvikle nye materialer, batterier og fremme genanvendelse. Den grønne omstilling stiller store krav til alle parter.
Hastigheden skal op nu
Det er heldigvis muligt at udvikle et nyt bæredygtigt energisystem i EU og i Danmark. En ny grønbog fra Tænketanken Mandag Morgen giver et samlet bud på, hvordan vi i Teslatempo kan omstille hele vores energiforsyning og frigøre os fuldstændig fra fossile brændsler. Jeg er hovedforfatter til grønbogen, der er udarbejdet efter input fra en række eksperter, forskere og ngo’er (læs grønbogen her). Den første forudsætning er skrappere krav til energieffektivisering. EU bør spare mindst 20 pct. på energien i dette årti, og i Danmark kan vi godt nå 23-25 pct. energieffektivisering. Danmark har mange frontløbervirksomheder, der kan levere løsningerne. Og staten kan stille højere krav til energirenoveringer i kommunerne og afsætte 3-5 mia. kr. i støtte til borgere, der vil energirenovere deres huse. Sammen med grønbogen er der et løsningskatalog med 130 konkrete handlingsforslag, som skal sikre flere energibesparelser og sætte turbo på udbygningen af vedvarende energi.
Grønbogen anbefaler, at den vedvarende energi fra sol og vind på landjorden syvdobles frem mod 2030, så det danske elnet er 100 pct. selvforsynende med grøn strøm på landjorden. Det kræver 30 GW sol og 20 GW vind fra land og i kystnære områder, hvis man skal udfase de fossile brændsler hurtigt og samtidig sikre grøn strøm nok til de nye Power-to-X anlæg. To kritiske forudsætninger er, at man tilegner sig en helt ny tilgang til involvering af borgere og grønne klimaråd, så der kommer et stærkere medejerskab i processen, samt at politikerne fjerner alle bureaukratiske snubletråde og begrænser tiden for godkendelser af projekter. Eksekveringshastigheden skal være meget højere, ellers når vi aldrig i mål. I løbet af 2030’erne skal der skaleres yderligere op, så hele det danske energiforbrug i 2040 hentes fra vedvarende energikilder på land. Hvis verdens største logistik- og containerselskab A.P. Møller-Mærsk kan levere netto-nul klimabalance i 2040, bør det danske samfund også kunne.
Dansk havvind kan hjælpe hele Europas omstilling
Grønbogen fra Mandag Morgen foreslår samtidig en massiv opskalering af havvind, så der kan skabes ny dansk eksport, hvor vi leverer grøn strøm og brint til vores europæiske naboer, så de hurtigere kan stoppe importen af fossile brændsler. Af hensyn til vores energisikkerhed og klimaet bør vi fremskynde den dato, hvor hele EU bliver kulstofneutral. Danmark bør frigøre Nordsøens enorme vinde i den proces. Kan vi løfte hele EU ud af den fossile æra, kan vi som europæere også være med til at flytte andre stormagter i verden.
Efter det kommende folketingsvalg bør en ny regering straks gå i gang med at fjerne snubletrådene og lave en masterplan, der kan sikre mindst 30 GW havvind i 2030. Der er ikke grund til at vente 2-3 år på ekstra screeninger, for der er allerede masser af data om Nordsøen. Hvad med at åbne døren for de største markedsoperatører, så de kan komme med konkrete bud på den næste generation af vind- og brintøer nu? De står i kø for at komme i gang.
Hvis vi anstrenger os, kan Danmark godt levere 65 GW havvind i eksport til Europa i 2035. Det kræver en helt ny innovativ tilgang, hvor de gamle bureaukratiske forhindringer fjernes, og man tænker miljøet ind i byggeprojekterne fra starten af. I stedet for at kræve kontant betaling til staten – som ved Thor-projektet – bør man lave løbende overskudsdeling, så der sættes ekstra fart i udbygningen af havvind. Danmark kan blive et foregangsland, der viser, hvordan man midt under en krig og en international energisikkerhedskrise kan sætte turbo på den grønne omstilling. Det er nødvendigt for klimaet og vil lægge et bæredygtigt fundament for Danmarks fremtidige konkurrenceevne. ■
Efter det kommende folketingsvalg bør en ny regering straks gå i gang med at fjerne snubletrådene og lave en masterplan, der kan sikre mindst 30 GW havvind i 2030. Der er ikke grund til at vente 2-3 år på ekstra screeninger, for der er allerede masser af data om Nordsøen
_______
Bjarke Møller (f. 1966) er journalist og forfatter til bogen ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt” fra 2021. Han var chefredaktør for Mandag Morgen i 2008-2013 og direktør for tænketanken EUROPA i 2014-2019. ILLUSTRATION: Isbjerge i Antarktis, 14. december 2017 [FOTO: Jasmine Nears]