Borgermann, Horn og Ejsing: Vi har misset chancen for at begrænse global opvarmning til 1,5 C. Danmark er et godt eksempel på hvorfor

07.05.2022


Vi er hverken dommedagsprofeter eller pessimister; tværtimod er vi realistiske forskere og videnskabsfolk, og vi har en forståelse af, hvor dybt problemet stikker. Målet om en begrænsning til 1,5 C har vi lagt i graven, men vi kæmper indædt videre for mere og hurtigere handling. Og der skal meget mere til, end regeringen lægger op til.



Kommentar af Nikoline Borgermann, Laura Horn og Mads Ejsing

Klimaforandringer kan godt gå lidt i glemmebogen, når der udbryder krig i Europa, men udfordringen er hverken blevet mindre omfattende eller mindre presserende. I starten af april udgav FN’s klimapanel, IPCC, deres sidste delrapport. En af dens vigtigste pointer er, at der er brug for langt mere drastisk klimahandling, hvis vi skal begrænse global opvarmning til 1,5 C, som verdens ledere slog hånd på i Paris i 2015. En anden vigtig pointe er, at det skal gå ekstremt hurtigt: Hvis vi skal undgå de værste klimaforandringer, skal verdens klimagasudledninger toppe i 2025. Med andre ord har vi 2,5 år til at vende de sidste 150 års udvikling. En større udfordring har menneskeheden ikke stået over for – nogensinde.

Omtalte delrapport fra IPCC giver ikke kun en status på, hvor langt fra målet vi er, men beskriver også, hvilke værktøjer der kan og bør tages i brug omgående. Udfasning af fossile brændstoffer er ikke overraskende fællesnævneren for mange værktøjer. Alligevel vil Danmark fortsat udvinde gas og olie fra den danske del af Nordsøen frem til 2050, og vi udvider fossil infrastruktur med Lolland-Falster-gasledningen og Baltic Pipe. Ja, faktisk foreslår regeringen med udspillet “Danmark kan mere II” – 15 dage efter udgivelsen af IPCC’s rapport – at vi midlertidigt skruer op for gasudvindingen fra Nordsøen og undersøger, om kapaciteten i Baltic Pipe kan forøges.

Vi er helt enige i, at vi skal gøre os uafhængige af russisk gas og olie så snart som muligt, men vi mener, at det er dybt uansvarligt og kortsigtet, at vi forsøger at skabe fred ét sted på bekostning af fred et andet sted. Eller rettere: i en anden tid. For det bliver absolut ikke fredeligt, hvis de værste klimaforandringer bliver realitet.

 

Der er brug for et opgør med landskabet og landbruget, som vi kender det. Det samme gælder for vores idé om vækst, for den hænger ikke sammen med en grøn fremtid
_______

 

Danmark kan faktisk mere
Derfor er det helt afgørende, at Danmark øger ambitionerne for grøn strøm og gør sig fri af fossile brændstoffer. Der skal meget mere til, end regeringen lægger op til. Faktisk så meget, og så hurtigt, at selvom det ifølge IPCC’s klimaforskere teknisk set er muligt, tror vi i Scientist Rebellion ikke på, at det kan nås. Vi er hverken dommedagsprofeter eller pessimister; tværtimod er vi realistiske forskere og videnskabsfolk, og vi har en forståelse af, hvor dybt problemet stikker. Målet om en begrænsning til 1,5 C har vi lagt i graven, men vi kæmper indædt videre for mere og hurtigere handling.

For det første skal vi lade fossile brændstoffer blive i undergrunden, og vi skal stoppe med at udvide fossil infrastruktur. Faktisk – og heldigvis – har det aldrig været billigere at skifte fossil energi ud med sol- og vindenergi. Omfattende energieffektivisering kommer vi heller ikke uden om, ligesom transportsektoren har et stort reduktionspotentiale, som ikke kan realiseres alene ved udskiftning af benzinbiler til elbiler. Derudover skal vi tage ansvar for alle vores klimagasudledninger. Under denne regering tager vi kun ansvar for de udledninger, der sker på dansk jord, hvilket vil sige, at alle produkter, der laves i udlandet, men bruges i Danmark, går under radaren.

Det danske mål om 70 pct. reduktion af klimagasudledninger i 2030 skal altså omfatte alle de udledninger, som vi i Danmark er årsag til. Og så skal vi adressere de udledninger, der sker på dansk grund, i langt højere grad, end vi gør i dag. CO2-afgiften har fået et nøk i den rigtige retning, men den er fortsat for lav, og den rammer skævt, idet de største udledere gives en rabat – herunder Aalborg Portland.

Derudover peger IPCC på en række værktøjer, der kan og bør bruges til at reducere klimagasudledninger fra vores jordbrug, hvor det mest effektive værktøj er at mindske afskovning og forhindre omlægning af natur til landbrug. Dét løb er desværre for længst kørt for Danmark, som er et af de mest opdyrkede lande på kloden, og hvor naturen har de dårligste præmisser. Heldigvis er der andre effektive metoder til at reducere udledninger fra jordbrug, herunder omlægning til kulstofbindende landbrug og genetablering af skov og økosystemer. Med andre ord: der er brug for et opgør med landskabet og landbruget, som vi kender det. Det samme gælder for vores idé om vækst, for den hænger ikke sammen med en grøn fremtid.

Demokratisér klimasagen
Og her kommer vi til dét, der måske er hovedårsagen til politikernes tøven: Den grønne omstilling må helst ikke kunne mærkes på komforten eller være til gene for nogen. For det kan ikke kun koste stemmer; det kan også skabe gule-veste-situationer. Men dét, som regeringen glemmer, er, at risikoen for gule veste reduceres drastisk, når almindelige borgere får indflydelse. Og i øvrigt kommer de mest progressive og retfærdige grønne løsningsforslag ikke nødvendigvis fra politikere og eksperter; de kan lige så vel opstå i civilsamfundet. Netop dét er årsagen til, at en række lande har indført klimaborgerting, herunder Irland, Frankrig og Tyskland. I Frankrig kom forslaget til et klimaborgerting blandt andet fra De Gule Veste, og der skulle i tingets arbejde først og fremmest tages hensyn til social retfærdighed.

I Danmark er der ligeledes oprettet et sådant ting, men det fungerer i praksis desværre som en slags udvidet meningsmåling, idet man ikke har givet det et bindende mandat. Faktisk dukker de fleste folketingspolitikere – herunder klimaordførere – ikke op, når tinget præsenterer deres anbefalinger. Og dét til trods for, at tinget fremlægger ambitiøse anbefalinger som at reducere overforbrug og konventionelt landbrug samt at prioritere klimahandling over vækst, som de gjorde i weekenden.

Der er altså brug for at gentænke og styrke lokaldemokrati og inddragelse af civilsamfundet, hvis vi skal finde og implementere løsninger, der batter i forhold til grøn omstilling uden at skabe ulighed og uro. 

Klimahandling og retfærdighed skal hænge sammen – det gælder ikke kun inden for Danmarks grænser. Vi ved, at vandmangel, fødevarekriser, naturkatastrofer, stigende vandstande og ekstrem varme allerede skaber konflikter og driver mange mennesker på flugt. Det vil kun blive meget værre inden for de næste årtier, medmindre vi handler drastisk nu. Danmark svigter sit globale ansvar – dels fordi vi ignorerer videnskaben og undlader at handle, dels fordi vi kun betaler halvdelen af den klimabistand, som vi har lovet de lande, der er hårdest ramt af klimakatastrofer. Og så bliver pengene endda trukket fra udviklingsbistanden.

I Scientist Rebellion vil vi fortsat råbe op om og kæmpe for global klimaretfærdighed. Selvom vi har misset chancen for at begrænse global opvarmning til 1,5 C, må og skal samfundet undergå omfattende strukturelle forandringer for at begrænse klimaforandringer og menneskelig lidelse mest muligt – og det kan kun gå for langsomt! ■

 

Danmark svigter sit globale ansvar – dels fordi vi ignorerer videnskaben og undlader at handle, dels fordi vi kun betaler halvdelen af den klimabistand, som vi har lovet de lande, der er hårdest ramt af klimakatastrofer
_______

 



Skrevet på vegne af Scientist Rebellion Nordic af Nikoline Borgermann, Ph.D. i biokemi, Laura Horn, lektor i politisk økonomi, og Mads Ejsing, postdoc i statskundskab. ILLUSTRATION: En vindmølle står foran Aalborg Portlands fabrik nord for Aalborg, Danmark. [FOTO: Mads Jensen/Biofoto/Ritzau Scanpix]