Christian Juhl (EL): Vestens forsøg på at svække Putin gør ham kun stærkere

17.01.2022


Putin bliver ikke mindre farlig eller mere demokratisk af, at NATO-landene spiller med de militære muskler. Hver gang Vesten sår frygt og usikkerhed blandt russiske borgere, høster Putin større opbakning.

Artiklerne i RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er KUN muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her


Af Christian Juhl (MF for Enhedslisten, Udviklingsordfører, ordfører for Arktis og medlem af Nordisk Råd og BSPC)

I den første uge af 2022 tog USAs og Ruslands ledere et initiativ, som kan pege i den rigtige retning for at undgå en konflikt mellem øst og vest. De aftalte at mødes og tale sammen. Medierne fortsatte debatten om, at vi kunne være på randen af en stor krig mellem øst og vest. Russerne havde nemlig flyttet en anseelig del af deres militær ned til den ukrainske grænse. Og NATO havde udtalt, at de stod på Ukraines side hvis det kom til en konflikt eller en krig.

 

Hvorfor er skiftende danske regeringer – i hvert fald siden årtusindskiftet – uden undtagelse ensidig forhippet på at militær trussel og oprustning er svaret? Hvorfor tror de, at vore modstandere med det samme vil makke ret og kaste sig i gruset?
_______

 

Lederne, der ikke blev klogere
Den danske udenrigsminister svarede, helt uden fingerspidsfornemmelse, igen på den nye situation med at bevilge fire kampfly og én fregat. Rusland skulle ikke komme her og true nogen. Og slet ikke NATO. Hvorfor er skiftende danske regeringer – i hvert fald siden årtusindskiftet – uden undtagelse ensidig forhippet på at militær trussel og oprustning er svaret? Hvorfor tror de, at vore modstandere med det samme vil makke ret og kaste sig i gruset? Hvorfor kan den danske udenrigsminister ikke se, at opbakning til dialog er det rigtige svar?

Da jeg i 70’erne og 80’erne begyndte at interessere mig for udenrigspolitik, hærgede den kolde krig. Men mennesker gik på gaden i titusindtal og krævede nedrustning, ikke mindst atomnedrustning. Vi ville være fri for dette altødelæggende våben, som en række lande efter 2. verdenskrig havde anskaffet sig. Og i en af den kolde krigs koldeste perioder lykkedes det at skabe dialog mellem lederne i øst og i vest. Der blev sågar aftalt at fjerne mellemdistanceatomvåben fra Europa og at etablere forskellige fora, hvor der kunne være dialog.

Kronen på det hele blev murens fald og opløsningen af Warszawa-pagten. Da begyndte vi at drømme om det, der blev kaldt fredsdividenden. De mange penge, der blev brugt på våben, skulle nu bruges til udvikling, uddannelse og sundhed – og verdens fattigste skulle have et bedre liv. Men lederne blev ikke klogere. NATO-landene fastholdt den militære alliance. Og ikke nok med det. De tidligere Warzawapagtlande skulle tilbydes medlemskab. Et efter et blev landene indlemmet – tættere og tættere kom NATO på Rusland. Også selvom USA’s udenrigsminister James Baker i forbindelse med sammenslutningen af Øst- og Vesttyskland i 1990 garanterede, at NATO’s tropper og “myndighedsområde ikke ville rykke én tomme mod øst”. Tænksomme politikere forstod dengang, at også russerne har behov for tryghed.

 

Nu gælder det Ukraine, hvor konflikten startede med, at den ukrainske regering forbød det russiske mindretal i Østukraine at undervise på russisk eller udgive russiske aviser. Det var en direkte invitation til russerne om at fiske i rørte vande
_______

 

Når vi vil svække Putin, ender vi med at gøre ham stærkere
Og nu gælder det Ukraine, hvor konflikten startede med, at den ukrainske regering forbød det russiske mindretal i Østukraine at undervise på russisk eller udgive russiske aviser. Det var en direkte invitation til russerne om at fiske i rørte vande. Ukrainerne lærte aldrig, hvordan vi i det dansk-tyske grænseområde har sikret fredelig sameksistens mellem flertal og mindretal. Og Krim, hvor de fleste vel har erkendt, at et flertal af befolkningen ville have stemt sig til Rusland, hvis der var blevet gennemført en internationalt overvåget afstemning, bliver lystig brugt til at skabe koldkrigsstemning.

Det er desværre ikke kun i spørgsmål om Ukraine, at der spilles med musklerne på begge sider. I bakspejlet kan vi se en række fejlslagne krige, hvor dansk deltagelse har gjort større skade end gavn, mest synligt i det Afghanistan, Vesten netop har forladt og overladt til Taleban. Krigen i Syrien gik fra at være en lokal krig til i dag delvis at være en øst-vest-konflikt, hvor både USA og Rusland blander sig. Den fejlslagne Irak-krig, startede også som en lokal krig til en krig, hvor både USA og Rusland blandede sig.

Og foran os ligger Arktis. Landene både i vest og i øst i fuld gang med at militarisere området. Danmark følger med. Når de andre gør det, må vi jo også, svarer fantasiløse danske minister og partiledere.

Jeg tror ikke på, at russerne eller Putin ønsker krig. Men russerne vil, som andre lande, gerne bestemme i eget land. Og geopolitisk er russernes ønske om ikke at få NATO helt tæt på vel meget forståeligt, ligesom USA aldrig har villet acceptere russiske baser i hverken Mexico, Cuba eller Canada. Er Putin da ikke en farlig nabo? Det er han muligvis. Han er i hvert fald ikke nogen demokrat. Men han bliver ikke mindre farlig eller mere demokratisk af, at NATO-landene spiller med de militære muskler. Hver gang Vesten sår frygt og usikkerhed blandt russiske borgere, høster Putin større opbakning.

 

Det, der for alvor kan få russerne til at turde at kræve demokrati og frihed er, at vi behandler dem som naboer, og viser at vi vil leve i et godt naboskab med dem, hvor dialog, samarbejde og nedrustning er en fælles drøm

_______

 

Tre andre veje
Det, der for alvor kan få russerne til at turde at kræve demokrati og frihed er, at vi behandler dem som naboer, og viser at vi vil leve i et godt naboskab med dem, hvor dialog, samarbejde og nedrustning er en fælles drøm. Hvis vi skal sikre godt naboskab til russerne, må vi turde at gå en anden vej end militære trusler.

For det første skal de diplomatiske, konfliktløsende ikke-militære aktiviteter opprioriteres og bruges før de militære muligheder – hver eneste gang. Vi skal indgå i dialog med vore modstandere, uanset hvor vanskeligt det kan se ud. Vi skal uddanne dygtige folk, der ved hvordan magtstrukturerne er i landet, som kender forholdene, kender kulturen, og som ved hvordan menneskene tænker. Vi bør gradvist afsætte op til 10 pct. af militærudgifterne til at etablere denne kapacitet. Det er ikke tilfældigt, at der internationalt er bud efter Norge, når konflikter skal bringes til ophør uden militær. Der var norske eksperter, der faciliterede de første forhandlinger mellem israelere og palæstinensere, og det var norske eksperter, der faciliterede forhandlingerne mellem den colombianske regering og FARC-guerillaen.

En sådan kapacitet har Danmark ikke satset på i mange år.

For det andet skal vi bruge de fora vi har – og etablere nye. I Østersøsamarbejdet (BSPC) har alle landene omkring Østersøen sæde – også russerne. I dag deltager vi af høflighed. Ingen i regeringen tager samarbejdet alvorligt. I dette forum, hvor jeg sidder på vegne af Nordisk Råd, diskuterer vi bl.a. klima, forurening af Østersøen, menneskehandel, turisme og mange andre temaer, der er i fælles interesse. Og vi udarbejder fordomsfrit anbefalinger til vore landes regeringer. Vi skal også turde at diskutere den forkætrede gasledning fra Rusland til Europa. Den får vi forhåbentlig ikke brug for, hvis klimaplanerne lykkes. Vi skal styrke ambassader, kulturinstitutioner og samarbejde med civilsamfundsorganisationer i Rusland, så flere russere besøger os og så flere danskere besøger Rusland. Og i øvrigt skal Nordisk Råd blive bedre til dialog med både Rusland og Hviderusland. Og ligesom vi gjorde under den kolde krig, skal vi etablere fora, hvor vi kan drøfte militær afspænding og gensidig og balanceret nedrustning.

For det tredje skal vi satse mindre på militær og mere på udviklingsbistand. Militærudgifterne er en voldsom belastning for både øst og vest. Vi skal invitere hinanden med i militære øvelser og konferencer om fremtidens sikkerhedssystemer. Og så skal vi være indstillet på at begge parter må indgå kompromisser. Det er jo ikke kun russerne, der flytter rundt på deres militære styrker.

Vi skal søge gensidig nedrustning og starte med de farligste masseødelæggelsesvåben, herunder atomvåbnene. Mange af de aftaler, der begrænsede oprustningen, er annulleret af især Rusland og USA. Der findes stadig en aftale om kontrol med atomvåben, og FN har vedtaget en traktat om forbud mod produktion, handel med, opbevaring og brug af atomvåben, som er blevet ratificeret af flere end 60 lande. Men de få lande, der råder over atomvåben, har ganske vist ikke underskrevet – og det har Danmark i øvrigt heller ikke. For hverken den nuværende eller tidligere regering vil støtte FN’s forbud mod atomvåben. 3) 4)

Hvem er egentlig naiv?
Omkring årtusindskiftet var der næsten balance  mellem udviklingsbistand og militær. Den balance er vi langt forbi. Danske militærudgifterne vil i 2023 udgøre dobbelt så meget som udviklingsbistanden

Intet af dette er nemt. Og der vil være mange tilbageslag undervejs. Men hver gang at de ikke-militære løsninger lykkes, vil de være uhyre meget billigere end militære løsninger. Det, vi kan spare på den militære kapacitet, skal investeres i klimabistand, udviklingsbistand og humanitære bistand til de fattigste lande – og også gerne til udvikling i nabolandene. Et hidtil uset antal mennesker er på flugt. Derfor skal de europæiske lande både i øst og vest åbne deres døre for en del af flygtningene, gerne i form af FN-kvoteflygtninge, så de, der har størst behov, kommer først i rækken. Fattige, syge og sultne er lette ofre for diktatorers og terroristers propaganda mens udvikling, uddannelse og sundhed kan skabe håb og tillid.

Der er med andre ord behov for et opgør med mainstream-tankegangen i både de danske ministerier og især i NATO.

Jeg erkender, at forslagene vil møde modstand hos mange. Jeg hører allerede forsvarsministerens evindelige snak om at være naiv. Men er snakken om nødvendigheden af militær styrke ikke endnu mere naiv? Og tilmed hamrende farlig? ■

 

Jeg erkender, at forslagene vil møde modstand hos mange. Jeg hører allerede forsvarsministerens evindelige snak om at være naiv. Men er snakken om nødvendigheden af militær styrke ikke endnu mere naiv? Og tilmed hamrende farlig?

_______

 



Christian Juhl (f. 1953) er medlem af Folketinget for Enhedslisten. Han har desuden i forrige været aktiv i diverse fredsbevægelser og i  i udviklings-organisationer og solidaritetsarbejde med 3. Verden og er medlem af bestyrelsen i AIF-Global Solidaritet i Silkeborg. ILLUSTRATION: Vladimir Putin flankeret af den russiske militærgeneral Valerij Gerasimov ved en militær øvelse på træningsgrunden “Telemba” i Siberien, 13. september, 2018 [Foto: Alexei Nikolsky/AP/Ritzau Scanpix].