Claus Kold om Ukrainekrigen: Der er et alternativ til eskalation, hvis vi ønsker det

07.06.2022


Krigen i Ukraine er så kompleks, at der er brug for et nybrud: en global fredskonference på FN’s initiativ, men uden om Sikkerhedsrådet. Krigen skal løses med moderne mægling og bryde ud af de forældede verdensforståelser, der forhindrer fred.

Af Claus Kold

Alle krige er forskellige, og det er derfor umuligt at bruge erfaringer fra én krig til at forudsige forløb, afslutning og konsekvenser af den næste. Alligevel har nogle krige været vigtigere end andre, fordi de fundamentalt forandrede historien.

Krigen i Ukraine er en ny type stedfortræderkrig mellem Rusland og NATO/USA, hvor USA åbent siger, at sigtet med den militære støtte er at udmatte Rusland. Som BBC skriver: “At a news conference in Poland after the visit, Mr Austin told reporters the US wants to see “Russia weakened to the degree that it can’t do the kinds of things that it has done in invading Ukraine.” Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov anklager da også NATO for at føre en stedfortræderkrig. Ifølge Time:  “Lavrov accused Ukrainian leaders of provoking Russia by asking NATO to become involved in the conflict. NATO has effectively “entered into a war with Russia through proxies and is arming those proxies,” he said. NATO forces are “pouring oil on the fire,” Lavrov said, according to a transcript on the Russian Foreign Ministry’s website.”

Ukraine fører defensiv krig på den eneste måde, de kan, nemlig ved at gøre brug af landets frit mobilisérbare midler plus rene defensive kræfter som bjerge og floder, civilbefolkningens modstand og støtte fra allierede – alt sammen lige efter Clausewitz’ bog.

 

I tilfælde af en større atomkrig findes der ikke noget ‘udenfor’, som ikke vil blive berørt af følgerne. Efter en eventuel atomkrigs ødelæggelse vil der komme en global atomvinter med hungersnød og massedød
_______

 

Men hvad bliver det eksistenstruede og atombevæbnede Ruslands reaktion på, at krigen ikke gik som forventet?

I tilfælde af en større atomkrig findes der ikke noget ‘udenfor’, som ikke vil blive berørt af følgerne. Efter en eventuel atomkrigs ødelæggelse vil der komme en global atomvinter med hungersnød og massedød.

Berettiger dét perspektiv ikke, at alle stater bør inddrages i en fredskonference?

 
Ukrainekrigens baggrund
Først et forbehold: Baggrunden for krigen i Ukraine er langvarig og uhyre kompleks, så følgende er kun et udvalg af konfliktparternes centrale standpunkter.

Sovjetunionen gik i opløsning i 1991. I marts 1992 underskrev USA, Rusland og 25 andre lande traktaten om ‘Open Skies’, som gav medlemmerne mulighed for at udføre planlagte rekogniseringsflyvninger over de andre staters territorium. Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine underskrev Lissabon-protokollen i START-aftalen (Strategic Arms Reduction Treaty) i maj 1992. I den forpligtede de sig til at overføre de tidligere sovjetiske atomarsenaler til Rusland og tilslutte sig ikkespredningsaftalen om atomvåben, Treaty on the Non-Proliferation of Nuclear Weapons (NPT). I 1994 opgav Ukraine sine atomvåben mod en aftale med Rusland, ‘The Budapest Memorandum’, om, at Rusland ville respektere Ukraines suverænitet og grænser. Våbenoverdragelsen blev afsluttet ved udgangen af 1996.

For at styrke den anti-ballistiske missiltraktat – ABM-traktaten –  fra 1972 udarbejdede Bill Clinton og Boris Jeltsin en fælles erklæring, der skulle sikre reduktion af antallet af strategiske atommissiler. Rusland ratificerede aftalen i 2000, men erklæringen fremlagdes aldrig for det amerikanske senat, og i 2001 meddelte George W. Bush, at han ville trække USA ud af ABM-traktaten.

I maj 2002 underskrev Bush og Putin Traktaten om Strategiske Offensive Reduktioner (SORT), kendt som Moskva-traktaten, hvori de var enige om at reducere antallet af strategiske nukleare sprænghoveder markant inden for ti år. I juni trak Bush imidlertid USA ud af ABM, idet han hævdede, at den begrænsede muligheden for at udvikle missilforsvar mod terrorister og slyngelstater som Iran og Nordkorea. Rusland udtrykte bekymring om denne beslutning.

Fra omkring 2010 så Rusland og Putin i stigende grad Ukraines udenrigspolitik som en udvidelse af NATO og EU, hvilket de advarede mod. Ukraine, NATO og EU fastholdt dog Ukraines frie ret til selvbestemmelse.

Ukraines præsident Viktor Janukovitj havde i sin embedsperiode fra 2010 til 2014 udenrigspolitiske og økonomiske følere ude i både vest og øst. Janukovitj forhandlede med både IMF og EU. Med IMF forhandlede han om økonomiske reformer, der skulle åbne landet for økonomiske investeringer, og med EU forhandlede han om handelsaftaler og større integration med EU. Samtidig plejede han de svækkede bånd til Rusland. Han foretog dog et brat kursskifte, efter Rusland indledte en handelsembargo mod Ukraine som reaktion på Ukraines forhandlinger med EU. Efter samtaler mellem den russiske og ukrainske premierminister valgte Janukovitj at droppe sine planer om integration i Vesten for i stedet at samarbejde økonomisk med Rusland. Som følge af dette skifte opstod der i starten af 2014 omfattende uroligheder, de såkaldte Euromajdan-protester, og Janukovitj endte med at flygte ud af landet. Den nye regering genstartede forhandlingerne med EU. Samme år eskalerede konflikten i Donbas til kamphandlinger, og Rusland annekterede Krimhalvøen. Vesten indførte økonomiske sanktioner, og USA begyndte at støtte Ukraine med våben.

Med sin annektering af Krim overtrådte Rusland sine tidligere løfter om at respektere Ukraines territoriale integritet, hvilket vakte dyb bekymring i Vesten om, hvorvidt Rusland ville leve op til sine forpligtelser om våbenkontrol.

Samme år indledtes forhandlinger mellem Ukraine og Rusland faciliteret af OSCE, Frankrig og Tyskland, men resultatet – Minskprotokollen – virkede ikke efter hensigten. Man forsøgte med en ny version, Minsk II-aftalen, der blev underskrevet i  februar 2015. Men hverken Rusland eller Ukraine overholdt aftalen, og Putin erklærede den 22. februar i år aftalerne for ugyldige.

Konflikten, der eskalerede i 2014, ændrede forholdet mellem USA og Rusland og indvarslede et skifte til ny geopolitisk rivalisering.

I august 2018 meddelte Donald J. Trump, at han ville trække USA ud af INF-traktaten (på engelsk Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty), som USA havde indgået med USSR i 1987, og som forbyder jordaffyrede mellemdistance-atommissiler. I årevis havde USA hævdet, at Rusland testede et krydsermissil, der var forbudt i henhold til traktaten – en påstand, som Moskva afviste. Den amerikanske udtræden trådte i kraft i august 2019 og blev støttet af NATO-allierede. Den kom midt i en række andre stridigheder mellem USA og Rusland om Syrien og indblanding i amerikanske valg.

 

Den mulige opstilling af missiler, der kunne nå Moskva på 10 minutter, var ‘farlig for Rusland’, og Moskva ville blive tvunget til at udføre ‘symmetriske og asymmetriske handlinger’ for at modvirke dem
_______

 

I november 2020 nedskød et amerikansk SM-3 Block IIA-missil et andet amerikansk interkontinentalt missil i en test af  USA’s missilskjold. Både Rusland og Kina så dette som et udtryk for, at USA forsøgte at imødegå deres kapacitet til at bruge ICBM’er mod USA, og de betragtede testen som en eskalation. Deres bekymringer blev intensiveret, da USA i 2019 trak sig ud af den omtalte INF-traktat.

Rusland gav i 2019 udtryk for, at de frygter, at USA arbejder på at stille missiler op i Rumænien og Polen i såkaldte Mark 41 Vertical Launch Systems. SM-3-missiler affyret fra sådanne systemer er i stand til at nedskyde ICBM’er. Ruslands bekymring er, at USA med dette system vil opnå ‘first strike capability’. Putin udtalte, at Rusland ville udvikle nye våben og rette dem mod vestlige beslutningscentre, hvis USA og Vesten opstillede de nye kort- og mellemdistancemissiler i Europa – en udtalelse, der i øvrigt faldt, efter USA suspenderede INF-traktaten. I en tale til højtstående russiske embedsmænd i Moskva sagde Putin i 2019, at den mulige opstilling af missiler, der kunne nå Moskva på 10 minutter, var ‘farlig for Rusland’, og at Moskva ville blive tvunget til at udføre ‘symmetriske og asymmetriske handlinger’ for at modvirke dem.

I slutningen af 2021 stationeredes 120.000 russiske soldater på grænsen til Ukraine, og 24. februar invaderede Rusland Ukraine.

Der er mange spekulationer i Putins motiv til at invadere Ukraine, hvoraf imperiedrømme og storhedsvanvid dominerer blandt vestlige eksperter. Selv siger Putin, at mulighederne var udtømte i forhold til at opretholde Ruslands sikkerhedszone, og at befolkningen i Donbas led under angreb fra ukrainske nazisympatisører.

Der er, som i alle konflikter, mange modstridende standpunkter, der må afdækkes og uddybes.

 
Fredskonferencerne, der ledte op til i dag
Historisk har en række fredskongresser og fredskonferencer afsluttet krige og markeret overgangen til noget nyt: nye paradigmer, teorier, statsformer, rettigheder, økonomi, teknologier, livsformer, identiteter. De ændrede dybtgående spillereglerne.

Således afsluttede de westfalske fredskonferencer 30-årskrigen (1616-48), der bestod af en række krige, som involverede hele Europa. Forud for fredsslutningen gik fem års løbende forhandlinger under ledelse af Hugo Grotius.

Konferencens ledelse, forløb og resultater står som et skelsættende nybrud med ustoppelige krige, der tidligere hvilede på religiøse ideer og retfærdiggørelse af krig (Jus ad Bellum). Fremtidige krige  skulle i stedet hvile på nye verdslige regler om retfærdighed i krig (Jus in Bello). Verdsliggørelsen af krig medførte, at krigens forudsigelighed, effektivitet og kontrollen med krig skulle begrundes videnskabeligt. Helt i tidens ånd blev krigsvidenskab herefter baseret på Isaac Newtons idéer fra den klassiske mekaniske fysik.

Den Westfalske Fred bidrog til en gradvis udvikling hen mod nationalstater med sprog, identitet og traditioner. Disse afgrænsede stater eksisterede i et statssystem, hvor enkeltstaten havde ret til at føre symmetriske krige mod sine nabostater – og ikke mindst ret til internt at undertrykke kulturelle, religiøse, sociale og politiske oprør.

Krigene blev trinitariske, idet de bestod af en streng opdeling mellem regeringsmagt, militær og civilbefolkning. I første periode havde krigene form af dynastiernes ‘begrænsede krige’, og efter 1789 dominerede nationalstaternes ‘totale krige’, der løb frem til 1945. De totale krige blev kaldt sådan, fordi de i modsætning til dynastiernes dyre lejehære byggede på nationalstaternes nye værnepligt. Krigene fik således folkelig opbakning. Samtidig blev våbenproduktionen både standardiseret, så enkeltdele kunne bruges i forskellige tilsvarende våben, og industrialiseret, så der kunne produceres i stort omfang.

I 1800-tallet blev det stadig mere klart, hvor blodig den borgervæbnede og industrialiserede krig var blevet.  Først med Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815, hvor tæt på 70.000 soldater døde. Og 45 år senere  med dobbelt-slagene ved Magenta og Solferino i 1859, hvor omfanget af sårede og tilfangetagne førte til oprettelsen af Røde Kors og vedtagelsen af Genève-konventionen. Omfanget af sårede og tilfangetagne samt de nye våbentyper nødvendiggjorde regler om kamphandlinger, diplomati og krigserklæringer.

De nye behov ledte til en proces, der blev kaldt Den Europæiske Koncert, som bestod af en række fredskongresser. Wienerkongressen blev afholdt i 1814-15, og på den efterfølgende konference i Paris indgik stormagterne aftaler om, at konflikter skulle løses gennem fælles diskussioner. Det blev de så på en række efterfølgende konferencer i Aachen, Karlovy Vary, Opava, Ljubljana og Verona.

Efter Første Verdenskrig oprettede man Folkeforbundet for at sikre fred og fremme internationalt samarbejde, men det fejlede.

Efter Anden Verdenskrig erstattede De Forenede Nationer Folkeforbundet. FN lignede Folkeforbundet, men blev forsynet med et charter med større slagkraft og en menneskerettighedserklæring. Med FN skete endnu et nybrud: Krig blev ulovlig, og verden fik en organisation, som samlede verdens ledere til samtaler og forhandlinger flere gange om året.

Fra 1945 til 1989 blev det europæiske kontinent forskånet for krig, men underlagt kold krig. Krigene fortsatte dog i Syd – først som befrielseskrige, siden som indre opgør om styreform i perioden fra ca. 1980 til 1990. Mange var stedfortræderkrige mellem USA og Sovjetunionen, som i Asien, hvor de intervenerede på hver sin side af den ideologisk-politisk-økonomiske skillelinje mellem liberal markedsøkonomi og socialistisk planøkonomi. Det skete bl.a. i Vietnam, hvor USA opererede ud fra en dominoteori: Hvis én stat ‘væltede’ og blev socialistisk, ville de øvrige stater i området også vælte. Disse krige ebbede ud, da Sovjetunionen gik i opløsning.

Siden 1989 er der sket dybe kvalitative forandringer i kriges konsekvenser. Krig synes ofte at optræde som en hybrid, en sammenblanding af meget forskellige og endda modsatrettede tilgange. Dette har nedbrudt den klassiske opdeling mellem regering, militær og civilbefolkning.

Ifølge Herfried Münckler i bogen The New Wars fra 2005 er den klassiske symmetriske krig blevet mindre dominerende, mens centrale træk ved de ’nye krige’ og terror bliver stadig tydeligere: ”The monopoly on the means of war enjoyed by the armed forces, which was typical of Europe from the seventeenth to the twentieth century, is now a thing of the past. To put it most sharply, we might say that terrorism has changed into a global war of terror fought with no restrictions as to the choice of targets. In a parallel process, the civilian population and infrastructure have become crucial resources of war.” Det foreløbige billede af krigene er, at de er uden front, uden territorialt og politisk sigte og uden regler. De ’nye krige’ og terror ligner snarere religionskrigene før Den Westfalske Fred i 1648, for siden 1648 har der eksisteret fundamentale retslige og institutionelle rammer om det europæiske hverdagsliv. Derved ser ny krig ud til at bestå i et afgørende skifte fra ’Jus in Bello’ til en postmoderne hybrid af det gamle ’Jus ad Bellum’. De nye krige er ikke stedfortræderkrige, men kan snarere betegnes som identitetsbårne krige, som handler om Vestens ideer om laissez faire og liberalt demokrati.

 
Den mekanisk-fysiske teori om krig er forældet
Den tilsyneladende evige vækst i krigenes omfang har til alle tider skabt behov for videnskabelige forklaringer af, hvad krig er, samt hvordan krig styres og bringes til ophør.

På baggrund af Napoleonskrigene beskrev Carl von Clausewitz krig som en forlængelse af politik. Krigen opdelte han i tre faser: den ’eksplosive’, den ‘virtuelle’ og den ’mådeholdne’. Han byggede sin krigsvidenskab på Newtons fysisk-mekaniske begreber såsom ‘friktion’, ‘balance’, ‘forskydning’, ’tyngdepunkt’ osv. I Clausewitz’ mekaniske tænkning eksisterer kun krigens ræson – fred er pauser mellem krige.

Efter 2. Verdenskrig blev tænkningen om internationale relationer domineret af to skoler: liberalismen og realismen. Begge havde underskoler, og begge tog udgangspunkt i Newton, Kant, Smith og Clausewitz.

 

Ligesom realismen bygger liberalismen på newtons fysisk-mekaniske fysik. Ideen om et økonomisk rum, et ‘laissez faire’ præget af økonomiske naturlove
_______

 

Realismen argumenterer for, at stater støder sammen som atomer, ‘balancerer’ deres magt mod hinanden i et internationalt rum, hvor der kan opstå ’magttomrum’. Ideen om ‘magtbalance’ er hentet fra Adam Smiths begreb om ‘laissez faire’, hvori en fri konkurrence skal udfolde sig. Smiths idé om laissez faire kommer fra Newton og François Quesnay.

Liberalismen refererer bl.a. til Immanuel Kant, der i 1795 fremsatte den tese, at demokratiske stater ikke vil gå i krig mod hinanden. Det liberale projekts to hovedprojekter kan siges at være evig fred mellem demokratiske stater og alles velstand på et frit marked. Konsekvensen er, at det liberale individ, den liberale økonomi og det liberale demokrati bliver universelle krav til omverden: Hvis liberale stater ikke går i krig, bør alle stater være liberale. FN’s fredsoperationer bygger på denne tese. Ligesom realismen bygger liberalismen på newtons fysisk-mekaniske fysik. Ideen om et økonomisk rum, et ‘laissez faire’ præget af økonomiske naturlove, kom fra Newtons beskrivelse af faldende legemer og de love, der kunne udledes af det. Smith, der ligesom John Locke henviste til Newton, var også inspireret af Quesnays idé om ‘lukkede biologiske kredsløb’. Quesnay var læge og hørte til den franske fysiokratiske skole.

Disse sikkerhedspolitiske teorier har det til fælles, at de henviser til fysisk-mekaniske naturlove. Det er de ikke ene om.

Klassisk fysik dominerede fra 1600-tallet til slutningen af ​​1900-tallet teoriområder som psykologi, sociologi, statstænkning, økonomi og krigsteori. Af intellektuelle og politiske årsager lånte samfundsvidenskabernes grundlæggere – Hobbes, Locke, Hume, Smith, Comte, Marshall, Pareto m.fl. – fra fysikken i deres tænkning om stater, internationale relationer, konflikter og krige. Disse lån er i dag dybt indbygget i vores sprog, lovgivning, økonomi, forsvarssystemer, forskning, medier, politik og i de protokoller, som styrer fredsforhandlinger.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi det henviser til et underliggende paradigme. Et paradigme består af antagelser, som udgør grammatikken for de efterfølgende teoriers indre logik og deres empiriske studiers metode. Et paradigme er derfor afgørende for, hvad man ser, og hvordan man synes, at man skal reagere – også sikkerhedspolitisk.

Vestens paradigme hviler i dag på antagelser, som ikke kan forklare liv, bevidsthed, hukommelse, begreber, sprog, kultur og samfund. Det antager, at liv bygger på døde og passive atomer. Newtons teori beskriver systemer, der er simple, lineære, forudsigelige, kontrollerbare, og som består af isolerede dele. Hele denne oplysningsfilosofiske forståelse af krig er tvivlsom, da den slutter fra faldende fysiske legemer til sikkerhedspolitiske beslutninger.

I denne tænkning er krigen en konstant naturlov. Den er uundgåelig og har sprog, mens freden kun er en tom pause uden begreber, sprog, institutioner og protokoller. Et sådant paradigme får teoretiske konsekvenser. Se fx John S. Mearsheimers tragiske konklusion om fredens mulighed i bogen The Tragedy of Great Power Politics fra 2001: “Whether China is democratic and deeply enmeshed in the global economy or autocratic and autarkic will have little effect on its behavior, because democracies care about security as much as non-democracies do, and hegemony is the best way for any state to guarantee its own survival.” Mearsheimer er tydeligvis bundet til en teori om hegemoni, der viser tilbage til en dybere idé om fysisk-mekaniske balancer mellem stater. 

I en sådan fysisk-mekanisk forståelse af menneske og samfund opstår konflikter ud fra en essenstænkning. En essens, som ikke kan laves om, men som bliver en endogent programmeret adfærd. En modstander kan derfor kun skubbes væk eller nedkæmpes. Derved låses mennesker til en deterministisk fysik og biologi. Paradoksalt nok binder oplysningsfilosofien og liberalismen, der ville frisætte mennesket, mennesket til en død fysisk determinisme, der forhindrer det i at træffe frie valg – også i konfliktsituationer.

Problemet er, at ideer, tanker, betydning og følelser ikke falder nedad ligesom Newtons faldende legemer. Mennesker tænker, husker og lærer – og ændrer derfor adfærd, både individuelt og kollektivt. Menneskelig adfærd skal derfor forstås indefra, mens Newtons fysiske legemer skal observeres udefra. En fysisk iagttagelse kan gentages, uden at det faldende legeme husker. Teorien kan derfor testes igen og igen. Modsat kan et menneske, en gruppe og en kultur huske og lære, og en teori om forståelse og læring kan derfor ikke testes igen og igen, uden at det, man undersøger, ændrer sig. Sikkerhedspolitik og konfliktmægling kan ikke sættes på samme formel som et faldende legeme.

I modsætning til den mekaniske fysiks spekulationer åbner denne erkendelse for en paradoksal og organisk forståelse af omverden, menneske og samfund. Konflikter må opfattes som processer, der bliver vildledende og destruktive, hvis de følger en tænkning, der opsplitter omverden i isolerede materielle dele. Konflikter har ikke nogen iboende essens. De er processer, der udspiller sig mellem mennesker og mellem samfund. Det er således i processerne imellem mennesker og samfund, at mæglingens løsninger kan findes.

Et levende system må ses som en helhed, der er større end summen af ​​delene, og for at forstå et komplekst system er det nødvendigt at forstå dets interaktioner. Som Fritjof Capra påpeger, er sociale systemer komplekse og adaptive og opstår gennem selvorganisering. Hvor newtonske systemer er ens under alle forhold, aldrig underkastet nogen intern forandring, udforsker sociale systemer kreativt deres egen fremtid, mens de tilpasser sig et miljø. Og hvor simple newtonske systemer er stabile, er levende komplekse systemer ofte ustabile.

Modsat det fysisk-materielle paradigme, der ikke kan forklare liv og bevidsthed, og som deterministisk binder liv, bevidsthed, hukommelse og handlinger til neuroner og nervebaner, peger ideen om komplekse system på en verden, som er indetermineret, og hvor den basale enhed er liv og bevidsthed.

En overskridelse af det fysisk-mekaniske paradigme kan ikke bruges direkte i sikkerhedspolitikken, men åbner for helt nye perspektiver og løsningsmuligheder. Det muliggør nye mæglingsprocesser og visioner for disse processer.

De fysisk-mekaniske ideer, der har hegemoniseret sikkerhedspolitikken, forhindrer os i at løse såvel den nuværende konflikt i Ukraine som alle nye krige.

 
Ukrainekrigen kan ikke forstås med konventionelle begreber
Krigen i Ukraine ser ud til at skubbe til klassiske sikkerhedspolitiske antagelser og positioner, hvilket blotlægger dybe behov for nye konfliktmæglingsformer og -rammer.

I modsætning til Den Kolde Krig, der var ideologisk-økonomisk, og som i Vesten ofte blev forstået ud fra den realistiske skoles begreber, er den nuværende konflikt uklar og derfor på mange måder begrebs- og redskabsløs.

Rusland har fra omkring 1991 haft sin egen version af markedsøkonomien, hvor den økonomiske frihed, fordeling og beslutningsmagt er ekstremt skæv. Borgerne har for de flestes vedkommende frit kunnet rejse ud i verden, og der har i stort omfang været adgang til internet og information; men mulighederne for at udtrykke afvigende politiske holdninger er i stigende grad blevet indskrænket. Desuden er der flere partier i Dumaen end i USA’s Kongres. Der er imidlertid ingen tvivl om, at der er store demokratiske problemer og frihedsproblemer i Rusland, hvor valglove, valgsystemer, adgang til valginformation og presse bliver manipuleret og hindret.

Så selvom Rusland og Vesten ofte betragtes som modsætninger, er der en vis isomorfi mellem deres politiske, økonomiske og militære systemer.

Man må derfor spørge, hvad det er for en konflikttype, der fører til de nuværende kampe i Ukraine. Er det en konflikt om ideologi, styreform og økonomi – eller er det en konflikt, der tager afsæt i teorier om sikkerhedszoner, tomrum og magtbalancer?

Meget peger på, at krigen mellem Ukraine og Rusland med en vis ret kan beskrives som en tilbagevenden til en symmetrisk stedfortræderkrig, når USA, NATO og EU leverer materiel, træning og efterretninger til Ukraine.

 

Hvor de tidligere stedfortræderkrige mellem USA og USSR udfoldede sig uden for de to landes sikkerhedszoner og dermed uden atomar relevans, udfolder stedfortræderkrigen i Ukraine sig inden for Ruslands sikkerhedszone
_______

 

Men hvor de tidligere stedfortræderkrige mellem USA og USSR udfoldede sig uden for de to landes sikkerhedszoner og dermed uden atomar relevans, udfolder stedfortræderkrigen i Ukraine sig inden for Ruslands sikkerhedszone. Det gør den meget farligere end de tidligere stedfortræderkrige og giver den en ny dimension. Der er derfor brug for nye måder at håndtere krigen på.

Tidligere balancerede USA og USSR deres sikkerhedszoner i forhold til hinandens doktriner. Fx vurderede USSR risiciene forbundet med stedfortræderkrige ud fra en analyse af USA’s historiske Monroe-doktrin, der blev genopfundet i den amerikanske koldkrigsførelse i Latinamerika, samt af våbensystemernes kapacitet. Under Cuba-krisen overskred USSR USA’s sikkerhedszone og måtte efterfølgende trække sig. Putin har ligeledes henvist til, at NATO opstiller våbensystemer i Polen og Ungarn, som ville kunne nå Moskva på under 10 minutter, og at dette er uacceptabelt og ville kunne aktivere Ruslands atomvåben.

Konflikten kan altså fortolkes realistisk, hvor henholdsvis Rusland og USA forsøger at opnå hegemoni som den atomare supermagt. Men den kan også fortolkes gennem den liberalistiske fredsteses begreber, hvor Putin fører autokratisk udenrigspolitik, fordi landet ikke er demokratisk.

Historisk har konflikten mellem USA og henholdsvis USSR og Rusland altså været skiftevis domineret af den liberale fredsopgaves politik, hvor USA søger politisk at styrke andre stater, og domineret af realistisk magtspil, hvor hver stat har opfattet modpartens styrkelse som en trussel. Konflikten har været præget af en skiften mellem sikkerhedsstrategier, der har ført til stadig større spændinger og højere rustningsniveauer. Handelsforbindelser, der er blevet etableret i perioder, hvor den liberale fredstese har domineret, og som har medført økonomisk vækst for begge stater, bliver af politikere af den realistiske skole udlagt som en trussel. Selv et demokratisk Rusland ville blive opfattet som en trussel af USA. Resultatet bliver, at forsøgene på at nærme sig hverandre ender med at øge spændingen mellem stormagterne, når man igen går over til realistisk sikkerhedspolitik.

Samtidig må man spørge, om kravet om sikkerhedszoner og magtbalance ikke hører fortidens mekaniske sikkerhedsteorier til, og om de ikke er udtryk for de konventionelle våbens logik. Det er jo ikke dér, verden er længere.

Med en ny type stedfortræderkrig i Ukraine, hvor et atombevæbnet Rusland og et atombevæbnet USA er opmarcheret indirekte over for hinanden, er der brug for, at den konventionelle forhandlings kompromis, der bygger på det gamle paradigme og dets tilhørende teorier, logikker og metoder, må forlades til fordel for fredsmægling, hvor alle parter har ansvar i konflikten, hvor alle parter høres, og hvor alle parter kommer helskindede, rigere og klogere ud af konflikten.

 
Konflikten mellem Rusland og Ukraine skal løses med moderne mægling
Den sikkerhedspolitiske situation mellem USA/NATO og Rusland er altså uklar og ny, og der er brug for nye forståelser og fredsinitiativer.

En fysisk-mekanisk forhandling fastholder de kategorier, positioner og protokoller, som har skabt krigen. I stedet er der brug for mægling, der ikke er bundet af disse. Modsat forhandlingen går mæglingen ud på at gøre op med de kategorier, faktorer, protokoller og roller, der ledte til krigen. Hvis man ser på det hidtidige forhandlingsforløb mellem Ukraine og Rusland, ser man ingen mægler, ingen mæglingsproces, og man kan ikke læse om nogen dybere dialog mellem parterne om fremtidige muligheder. På fotos af den officielle start på forhandlingerne ser man udelukkende mænd – flere af dem endda i uniform.

Den ensidige kønnethed og militarisering af fredsforhandlingerne gavner ikke mulighederne for at finde fredelige løsninger. Der findes inden for konfliktteori to fundamentalt modsatrettede perspektiver på statsrepræsentanternes rolle i forhandlingslokalet, der kan spores til henholdsvis Max Weber og Emile Durkheim: At de er tænkende, refleksive individer, der med sprog, forståelse og empati kan tale sig frem til løsninger, eller at de er agenter for statens vilje, der er bundet af statens ubændige interesser.

Weber ser staten som summen af alle menneskelige handlinger og fremhæver derved individers private og intentionelle handlinger. Durkheim tager derimod udgangspunkt i, at staten er mere end summen af alle menneskelige handlinger, og at staten eksisterer forud for individet. Hos Durkheim eksisterer der i statsapparatet positioner, funktioner og roller, som ikke efterlader plads til individets private fortolkninger, men er politisk, juridisk, bureaukratisk og professionelt beskrevne. I sådanne positioner er det rollens ekspressive handlingsinstrukser, der udføres: bundne mandater, funktionsbeskrivelser, organisatoriske positioner, professionsidentiteter. Hvis en forhandler afviger fra disse instrukser til fordel for sine private holdninger og intentionelle handlinger, vil vedkommende blive fjernet fra forhandlingsbordet og erstattet af en anden, der holder sig til mandatet. Mandatet hviler på organisatoriske funktioner, der er opfundet til at føre politik og føre krig. På den måde inviterer forhandlingen krigen med ind i lokalet. Og dermed bryder mæglings- og løsningsparadigmet sammen.

For at komme ud af det nuværende dødvande må der ske en genfortolkning af struktur-aktørforholdet. De forhandlingsbemyndigedes roller må gentænkes, og nye samspil og metoder til forhandling må tages i brug. Forhandlingen bør ske som mægling styret af en dygtig mægler.

Det bedst kendte eksempel på en sådan mægling var under Camp David-processen mellem Israel og Ægypten. Camp David-aftalerne videreudvikledes til Oslo-processen, som var et afgørende mæglingsforløb mellem Israel og PLO. Et lignende forløb fandt sted mellem Namibia og Sydafrika i perioden 1977-1988. Alle tre processer resulterede i en situation, som bedst kan betegnes som en varierende grad af ‘negativ fred’ mellem parterne.

Baggrunden for disse processer er freds- og konfliktforskningen, som siden Første Verdenskrig har udviklet sig over 5 generationer, der hver udgør et alternativ til realismens og liberalismens forhandlingstilgang.

Den første og anden generation (1918-1965) bedrev statsorienteret forskning, hvor forskningens væsentligste bidrag kom fra organisationsstudier, rational choice-teorier og nul-sums-tilgange. Den tredje generation (1965-1985) havde fokus på civilsamfundet. Den fjerde generation (1985-2000) udviklede en kompleks model for, hvordan man kunne forbinde civilsamfundets konflikter med statens, samt hvordan man kunne forbinde konflikter i enkeltstaterne med det internationale niveau. Den igangværende femte generation arbejder med at forbinde mægling med diskursteorier, samt kritisk teori med nye civilsamfunds- og statsformer.

Et mæglingsforløb starter typisk ved, at en mægler påtager sig at mægle på en måde, som tager højde for parternes fjendtlighed. Et bud kunne være Jay Rothmans såkaldte ARI-model. ARI står for antagonistisk, refleksiv og integrerende tilgang. Den arbejder gennem møder og diplomati med at dæmpe ophidselsen over de ødelagte relationer, volden og truslerne om gensidig udslettelse.

 

Konfliktparterne formulerer idéer, meninger, handlinger og institutioner, der kan skabe en fælles fremtid uden vold. Det skal altså ikke være fortiden, der danner rammerne, men ønskerne til fremtiden
_______

 

Dernæst forsøger mægleren at forbinde parterne i en refleksiv ramme, hvor parterne lytter til hinandens forståelse af konflikten, hvor parterne skal forklare modpartens forståelse af konflikten, og, hvis der er plads til det, også modpartens sorg og lidelse. Dette er selvfølgelig meget svært, når der er tale om dødelig vold. Målet er en fælles forståelse af, hvad konflikten drejer sig om, og hvordan den har ledt til vold og lidelse.

Den efterfølgende diskursive mæglingsfase starter med at problematisere de givne rammer for at åbne for nye overvejelser om, hvordan disse rammer kan ændres til mulige alternativer, og hvilke ikke-voldelige veje man kan gå ad for at transformere konflikten.

Arbejdet kan herefter tage udgangspunkt i Vivienne Jabris teori om diskursers rammeskabelse. Hun arbejder med en proces, hvori konfliktparterne formulerer idéer, meninger, handlinger og institutioner, der kan skabe en fælles fremtid uden vold. Det skal altså ikke være fortiden, der danner rammerne, men ønskerne til fremtiden. Mæglingen herfra bør udelukkende tage afsæt i de nye rammer.

Diskussionerne foregår gennem dominansfri deltagelse og accept af forskellighed; ifølge Jürgen Habermas sikres dominansfrihed ved, at mægleren fastholder en åben og undersøgende tilgang. Mæglere skal afvise strategiske talehandlinger, som består i, at en part søger at lade sit eget perspektiv dominere forståelsen af konflikten. Mægleren fastholder åbne begreber og ikke-voldelige talehandlinger. Brugen af de nye rammer i mæglingsprocessen medfører, at alle parter kan genkende egne behov og interesser i det fremtidige fælles projekt. I det arbejde bliver alle konfliktparterne mere optaget af fremtidens fælles muligheder end af fortidens vold. I det fortsatte arbejde udvikler de nye begreber, ord og handlinger sammen og skaber derved det, Hans Georg Gadamer har kaldt en fusion of horizons.

Overført på den nuværende konflikt kunne man forestille sig, at repræsentanter fra Rusland, Ukraine og USA ville blive bedt om at lytte til modpartens fortælling om, hvad der er overgået denne, og derpå selv fortælle modpartens oplevelse. I processen vil der være vrede, modstand og forvirring, ligesom modparten vil blive tilskrevet alle slags motiver. Dette vil dog over tid lede frem til en genkendelse af modpartens horisont.

Processen bør altså lede frem til en afklaring af, hvad konflikten dybest set drejer sig om for begge parter. At Rusland ikke blev optaget i NATO, og at det opleves som en mangel på anerkendelse. Eller at Ukraines befolkning ønsker økonomisk vækst. Eller at den ukrainske befolkning kan besøge familie og venner i Rusland. Dette er tænkte eksempler. Men ofte udtrykker parterne behov i en konflikt, som ikke er truende for modparten, men som snarere udtrykker ønske om sikkerhed, tillid, anerkendelse, samkvem og udvikling.

 
Danmark bør arbejde for FN-styret fredsmægling
Snarere end at bidrage til en udsigtsløs eskalation i retning af atomkrig ved at give Ukraine våben og økonomisk støtte bør Danmark gøre følgende:

Bruge eksisterende lovgivning i NATO og FN i en konstruktiv indsats for fred. Hidtil er FN-pagtens artikel 1 stk. 1 blevet brugt som våben ved selektiv læsning og ved ensidigt at lægge al skyld på Rusland. Men der er også mulighed for at betone, at NATO-traktaten tilsiger medlemmerne at overholde Pagten og ikke at optræde truende i konflikter og krige, men, som der står i Traktaten, at bilægge “enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler…” At forsyne Ukraine med våben, føre stedfortræderkrig, isolere og indføre økonomiske og politiske sanktioner i det omfang, vi har set de seneste tre måneder, falder næppe ind under at “afstå fra trusler” og “fredelige midler”. Fredelige midler kunne i første omgang bestå i en insisteren på møder og diplomati, som blev fulgt op af de ovenfor skitserede mæglingsfaser.

Arbejde for, at FN’s generalsekretær António Guterres, der er valgt af FN’s medlemsstater, og som har det øverste ansvar og tungeste ord i FN, kræver en våbenhvile. Våbenhvilen kunne etableres ved, at en samling af neutrale stater indleder en fredsoperation uden om Sikkerhedsrådet, der har vist sig at være beslutnings- og handlingslammet. Guterres bør tage FN’s mest centrale opgave – at forhindre, at fremtidens generationer oplever krigens rædsler – på sig, indkalde de neutrale landes ledere og bede dem om at stille med militære styrker, der skal stille sig imellem de kæmpende russiske og ukrainske styrker. En sådan fredsoperation vil selvfølgelig medføre en høj risiko for at blive angrebet af de stridende parter og derfor kræve mod af deltagerne. Disse risici kan modvirkes, hvis fredsoperationen foregår åbent under FN’s ledelse, og hvis begge parter på forhånd er informerede om, hvad der sker og med hvilken hensigt. Et sådant stort ubevæbnet styrkebidrag under FN-flag vil være meget svært for krigens parter at skyde på.

Anmode FN’s generalsekretær om snarest – også uden om Sikkerhedsrådet – at initiere alle staters deltagelse i en række mæglingskonferencer. Disse konferencer skal støtte en våbenhvile ved at foregå i Ukraine.

Sanktionere stormagterne og Ukraine, hvis de ikke møder frem. FN’s generalsekretær skal opfordre verdensbefolkningen til global strejke mod krig i form af globale arbejdsnedlæggelser og civil ulydighed, hvis stormagterne ikke møder frem og indgår konstruktivt i mæglingsprocesserne. ■
 

Guterres bør tage FN’s mest centrale opgave – at forhindre, at fremtidens generationer oplever krigens rædsler – på sig, indkalde de neutrale landes ledere og bede dem om at stille med militære styrker, der skal stille sig imellem de kæmpende styrker
_______

 



Claus Kold er leder af NGO’en TurningPoints. Han er tidligere post-doc ved Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre i København. Før dette var han ansat på Forsvarsakademiet, hvor han arbejdede med militær ledelse og organisation. Hans forskningsinteresser er: soldaters adfærd i krigs- og fredsoperationer, akut kampstress og PTSD, militær ledelse og organisation og ændring af målene for militære operationer. Han har udgivet en række videnskabelige artikler om dette og skrevet bogen ‘Krigen er slut – konflikterne fortsætter’. ILLUSTRATION: Amerikanske howitzer-kanoner står klar til at blive transporteret fra Californien til Ukraine, 23. april 2022 [foto: Officielt pressefoto/Marine Corps Staff Sgt. Royce H. Dorman/US Dept. of Defense]