Forsker bag nyt studie om indlandsisen: Havstigningerne kommer, og vi er slet ikke forberedt
06.09.2022
”Man bliver nødt til at omfavne undergangen og forstå, hvordan den verden kan komme til at se ud, og hvordan man stadig kan nyde sin plads i den. Men det er ærlig talt ret svært, når studier viser, at stormskyerne fra klimaforandringerne bliver større og mørkere, og når man kigger sig omkring, leger alle på stranden, nyder solen og forbereder sig ikke på, at det kommer.”
Interview med William Colgan, klimatolog og seniorforsker, af Jakob Sloma Damsholt
William Colgan er seniorforsker ved GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, og han er, sammen med kolleger, aktuel med en ny undersøgelse af den grønlandske iskappe, der forudser, at verdens havniveau stige med mindst 27 cm. RÆSON har talt med klimatologen om udsigterne og konsekvenserne ved sådan et scenarie.
RÆSON: Du og dine kolleger har netop offentliggjort et nyt studie om isen i Grønland. Hvilken ny viden har I fundet?
COLGAN: Når folk vil forudse, hvad der sker i Grønland i fremtiden, bruger de ofte en fancy model, der forudser alle de fysiske systemer i et meget langt scenarie, og det er meget kompliceret. Vi valgte en anden tilgang og kiggede i stedet på, hvordan iskappen har det i dag, og hvad den kan opretholde. Når man stiller de simple spørgsmål, er det vores indtryk, at området, der smelter, er øget i løbet af de seneste få årtier, og at iskappen må smide 3,3 pct. af sin masse for at være bæredygtig. Det svarer til en stigning i verdenshavene på 27 centimeter.
Vi er meget sikre på, at uanset hvad der sker i fremtiden, om vi udleder mere eller mindre, så vil vi se en stigning på 27 centimeter
_______
Vi prøver ikke at sige, hvor meget havene vil stige på grund af ændringerne i Grønland i et specifikt år i fremtiden, men vi prøver at se på, hvor meget stigning i vandstanden, der allerede er på vej fra Grønland. Jeg synes, det er et mere relevant for spørgsmål for dem, der skal tage politiske beslutninger, at se på det bidrag til stigningen i verdenshavene, som man som minimum kan være sikker på vil ske.
Det vil sige, at hvis verden stoppede med at bruge fossile brændstoffer i dag, hvilket selvfølgelig ikke er realistisk, ville vi stadig se en stigning i verdenshavene på 27 centimeter fra smeltende is i Grønland?
Det er korrekt. Vi er meget sikre på, at uanset hvad der sker i fremtiden, om vi udleder mere eller mindre, så vil vi se en stigning på 27 centimeter. Det er mere usikkert, hvornår stigningerne vil være sket, men vi gætter på omkring år 2100.
Og hvad vil det betyde, hvis verdenshavene stiger med 27 centimeter?
Den fundamentale konsekvens ved et gennemsnitligt højere havniveau er, at sjældne begivenheder som oversvømmelser bliver hyppigere. Det kunne være fx være det sjældne tilfælde af en oversvømmelse med forhøjet vandstand på 1 meter. Hvis du hæver den gennemsnitlige vandstand med 27 cm. er du allerede 27 pct. på vej mod den sjældne oversvømmelse. Det øger altså hyppigheden af de ekstreme hændelser i fremtiden.
Hvor tror du, vi vil se de værste konsekvenser i forhold til at kunne leve som menneske?
Stillehavsøerne er blevet hårdt ramt over de seneste årtier, og jeg tror, at det vil fortsætte sådan et godt stykke ud i fremtiden. De vil blive ramt meget direkte på grund af geografiske forhold disproportionalt meget i forhold til resten af verden.
Vi kan altså være sikre på en stigning i havene fra isen i Grønland på 27 centimeter. Hvordan ser scenariet ud, hvis vi begynder at begrænse udledningerne, og alle lever op til Paris-aftalen?
Hvis vi implementerer Paris-aftalen i dag, vil det generelt begynde at gøre en forskel for stigningen i vandstanden om 20 år og altså omkring år 2040. Frem til 2100 er der meget, der tyder på, at Paris-aftalen mange steder kan afbøde omkring halvdelen af stigningen i forhold til, hvis vi fortsætter som nu og udleder meget. Der er altså meget magt i Paris-aftalen til at reducere skaden fra stigende vandstand, hvis vi implementerer den.
Specifik med hensyn til isen på Grønland har vi kigget på 2012, der var et meget varmt år i Grønland. Hvis klimaet i 2012 bliver normalen for Grønland, så vil det betyde et bidrag til stigningen i vandstand på 78 centimeter og altså tre gange mere, end den stigning vi allerede nu kan være sikre på.
Hvis vi har den her samtale igen om fem år, kan jeg garantere dig, at tallet er blevet endnu højere. Usikkerheden går kun én vej, når man taler om stigningen i havniveauet fra den grønlandske iskappe, og det er opad
_______
Det er svært at sige, hvornår 2012 kunne blive normalen, hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser som nu, men jeg tror, at det kunne være i løbet af et eller to årtier. Hvis vi lader klimaet blive varmere og varmere, sådan at 2012 bliver gennemsnittet, er vi altså på vej mod tre gange så høj en stigning i vandstanden i løbet af et menneskes levetid. Det er ret chokerende.
Lad mig forstå dig korrekt. Hvis vi ikke gør noget anderledes og fortsætter med at udlede drivhusgasser som i dag, så kunne varmen i 2012 være normen om 20 år, og det vil føre til en stigning i verdenshavene op 78 centimeter alene fra isen i Grønland?
Ja, det er korrekt. Det er sådan, klimaforandringer virker. Det, der er ekstremt i dag, bliver normalt i morgen. Det grønlandske klima og den grønlandske iskappe er så sårbar overfor ændringer i vandstanden, at det ikke kræver ret meget at slå den ud af balance. Vores studie er kun ét i en lang række af studier, der bliver ved med at opjustere dens bidrag til en stigning i havniveauet. Hvis vi har den her samtale igen om fem år, kan jeg garantere dig, at tallet er blevet endnu højere. Usikkerheden går kun én vej, når man taler om stigningen i havniveauet fra den grønlandske iskappe, og det er opad.
Det er en interessant pointe. Jeg har bemærket, at ofte når man hører om et nyt studie, er det endnu mere alarmerende, end det sidste man hørte om. Hvordan kan det være? Er I for konservative i jeres estimater, eller får vi bare mere og mere viden?
Det handler om to ting. Den øgede mængde viden er den ene – og meget vigtige – af dem. Vi opdager nye processer og vi får nye metoder og computere til at modellere de processer ud i fremtiden.
Generelt er det sådan, at når vi opdager en ny proces omkring iskappen, viser den os, at den er mere sårbar overfor klimaforandringer, end vi hidtil har vurderet. Den stigende viden driver altså helt sikkert opjusteringerne i forudsigelserne, men det handler også bare om forværringerne af klimaforandringerne. I løbet af de seneste årtier har klimaforandringerne nået et meget udtalt niveau, og det har reduceret støjen, så vi virkelig kan se, hvilken rolle det spiller.
En væsentlig pointe fra jeres studie er vel også, at vi kommer til at opleve klimaforandringer, lige meget hvad vi gør? Vi kan stadig forsøge at reducere dem, og vi kan forsøge at undgå de værst tænkelige scenarier, men vi kommer til at opleve forandringerne i en eller anden form?
Ja. Det bedste tidspunkt for at handle var i 1992 ved Rio Earth Summit, men det næstbedste tidspunkt er i morgen. Jo tidligere vi starter, jo mere kan vi reducere effekterne.
Jeg vil gerne gå tilbage til det værst tænkelige scenarie, hvor vi fortsætter med at udlede drivhusgasser som nu. Det kan føre til en stigning i vandstanden op 78 centimeter fra isen i Grønland. Hvordan ser sådan en verden ud?
Der er allerede mange steder i verden, der kan se frem til mere end en meters stigning i havniveauet ved år 2100. Det er alvorlige stigninger. Andre steder vil opleve endnu mere voldsomme stigninger, fordi de pumper grundvand op, der får deres land til at synke ned ca. lige så hurtigt som havet stiger.
Når vi taler om stigninger på 1 meter, så vil kystlinjen ændre sig. Og ethvert samfund skal vælge imellem at forsøge at beholde sin kystlinje som den er, eller trække sig tilbage fra den – enten gennem en kontrolleret eller en ukontrolleret tilbagetrækning. Alle tror selvfølgelig at lige netop deres stykke kystlinje vil blive bevaret. Det er nogle meget svære beslutninger, der skal træffes, når et samfund skal beslutte, hvor man vil bevare sin kystlinje og hvor man ikke vil.
Alle vil gerne beholde deres eget område, men regeringen og skatteyderne kan normalt kun bevare 5 pct. af kystlinjen afhængigt af, hvor mange skattebetalere og hvor meget kystlinje, du har. Det er en svær politisk beslutning, for allerede når den er truffet, vil den begynde at få ejendomspriserne til at falde i de områder, der kan blive tabt, og priserne vil blive fastholdt eller stige i de områder, der bliver bevaret.
Mange lande har endnu ikke gennemgået denne proces, fordi alle arbejder ud fra den antagelse, at hele kystlinjen vil blive bevaret. Dermed får ejendomspriserne lov til at stige i meget udsatte områder. Jeg tror, der vil komme et opgør, når de store klimabegivenheder indtræffer.
Det bedste tidspunkt for at handle var i 1992 ved Rio Earth Summit, men det næstbedste tidspunkt er i morgen. Jo tidligere vi starter, jo mere kan vi reducere effekterne
_______
Det lyder som om et politisk opgør af en karakter vi ikke har prøvet i noget tid, hvis vi skal til at diskutere, hvem der kan blive boende, og hvem der skal flytte længere ind i landet?
Ethvert land skal gå igennem sine egne kampe og sine egne stigende problemer for at tilpasse sig de stigende have. For nogle lande med korte kystlinjer og store befolkninger, som fx Tyskland, kan det godt blive rimelig let. Men for et land som Danmark med en enorm kystlinje og en lille befolkning bliver det svært.
Jeg tror, at problemet på tværs af alle europæiske regeringer er, at de handler rationelt på den korte bane. Som individ kan man godt forstå behovet for at bruge penge nu for at undgå smerte senere. Det kan man, fordi det er det samme individ, der bruger pengene, som undgår smerten.
Men det er meget svært for regeringer, der arbejder på kort sigt, at indføre omfattende initiativer for at sikre kysterne, hvis det først skal gavne andre en hel generation fremme i tiden. Hollænderne er godt forberedt på havstigning på en meter, fordi de har så meget erfaring med det. Men for et land som Danmark, der har ingen erfaring med at leve bag mure mod havet og pumpe sit grundvand ud, bliver det meget hårdere at tilpasse sig.
Det er også meget, meget dyrt at sikre sine kyster mod stigende have. Det kræver mere end bare at bygge en mur, der holder bølgerne ude. Du skal også have et pumpesystem, for ellers stiger dit grundvand bare, og så kommer du til at leve i en sump. At sikre sin kystlinje er altså en kæmpe opgave.
Hvis et land som Danmark vil bevare 1 pct. af sin kystlinje, er det 70 kilometer der skal sikres, og det vil være et gigantisk projekt, der får metroringen i København til at ligne en badeværelsesrenovation.
Med alt det, du ved om, hvad der sker og kunne komme til at ske i verden, hvordan forbliver du så rolig og sover godt om natten?
Det er godt spørgsmål.
Der er noget, der hedder klimasorg, som mange folk kæmper med. Det er følelsen af at være ubetydelig og fuldstændig overvældet af problemernes størrelse og de udfordringer, vi står overfor. Personligt har jeg været igennem alle sorgens faser. Fra vrede og fornægtelse til accept.
Jeg kan godt forestille mig, hvordan en verden kunne se ud uden et land som Bangladesh. Jeg forstår, at der er undergang foran os.
Man bliver nødt til at omfavne undergangen, og forstå, hvordan den verden kan komme til at se ud, og hvordan man stadig kan nyde sin plads i den. Men det er ærlig talt ret svært.
Det her studie viser, at stormskyerne fra klimaforandringerne bliver større og mørkere, men når man kigger sig omkring, leger alle på stranden, nyder solen og forbereder sig ikke på, at det kommer. Det kan godt gøre en meget urolig, når man ser, hvor meget der er på spil og så den manglende handling. Det giver kognitiv dissonans, fordi de to dele af ens verden ikke overlapper. ■
Hvis et land som Danmark vil bevare 1 pct. af sin kystlinje, er det 70 kilometer der skal sikres, og det vil være et gigantisk projekt, der får metroringen i København til at ligne en badeværelsesrenovation
_______
William Colgan (f. 1982) er klimatolog og seniorforsker ved GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland).
ILLUSTRATION: Pituffik, Grønland: Smeltevand fosser ud af en grønlandsk iskappe og ud i Baffin Bay, 17. juli 2022. Fotografiet er taget under en NASA-mission for at måle smeltet isvand i samarbejde med University of Texas [FOTO: Kerem Yücel/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
