Jan Hoby: SAS-strejken er et symbol på den danske models krise

07.07.2022

I blå blok og i store dele af mediebilledet trives et decideret had til faggrupper, der kæmper for en ordentlig løn. Og som da det gjaldt lærerne i 2013 og sygeplejerskerne sidste år, deltager en socialdemokratisk regering i kampen mod lønmodtagerne.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Jan Hoby

Alle strejker og arbejdskonflikter har en tendens til at fungere som fremkaldervæske på et grundlæggende klassehad til lønmodtagerne. Det had findes hos de borgerlige, hos medierne og hos alverdens meningsdannere på sociale platforme. Der er en særlig modus operandi. Hver gang vil de miskreditere, misinformere og undergrave de strejkende arbejdere. Sådan har det været i mands minde, men i det 21. århundrede er mekanismen intensiveret.

Vi så det under lockouten af lærerne i 2013. Et gennemkoreograferet angreb på hele den danske model – men forklædt som et forsøg på at ”modernisere” lærernes overenskomst, så den passede til det ideologiske blålys, der var udgjort af idéen om ”heldagsskolen”. Det skete på foranledning af den socialdemokratiske regering, men var flankeret af KL, medierne og hele borgermusikken, inklusiv store dele af fagbevægelsen.

 

Piloterne fremstilles som højtlønnede, overprivilegerede og som selv skyld i den situation, de står i. SAS-ledelsen fremstilles som de sande helte
_______

 

Mekanismen gentog sig under sygeplejerskernes strejke i sommeren 2021, særligt efter at strejken gik fra at være i overensstemmelse med aftalesystemet til at blive en overenskomststridig strejke. Det handlede ikke om at forholde sig til sygeplejerskernes legitime kamp mod uligeløn, men om at undergrave enhver form for kamp for løn som fortjent.

Man udstillede sygeplejerskerne som højtlønnede og overprivilegerede og mente, at de selv var skyld i, at deres løn var sammensat, som den var. Igen spillede en socialdemokratisk regering hovedrollen i at hælde legitime krav ned ad brættet og over i en syltekrukke, akkurat som Lars Løkke gjorde det i forlængelse af maratonstrejken i 2008.

SAS- STREJKEN FØLGER SAMME mønster. Piloterne fremstilles som højtlønnede, overprivilegerede og som selv skyld i den situation, de står i. SAS-ledelsen fremstilles som de sande helte, der vil gøre alt for, at der er noget, der hedder SAS i fremtiden.

Der er intet, som kan få de privilegerede og magtfuldes pis i kog, som arbejdere, der har forhandlet – læs: kæmpet – sig til værdige lønninger, der afspejler deres faglige styrkeposition, kompetencer, samfundskritiske betydning og ansvar.

Bag det raseri gemmer sig et dybtfølt had til fagforeninger, i særdeleshed stærke fagforeninger som Dansk Pilotforening, Dansk Sygeplejeråd og Danmarks Lærerforening. Det faktum, at piloterne har fremlagt forslag om markant lønnedgang og imødekommet SAS-ledelsens krav langt ud over det rimelige, har fortabt sig i tågerne af misinformation, propaganda og fælles udveksling af uvidenhed omkring forhandlingerne i de store medier.

Gidseltagningen af passagerer i sommerferien skyldes alene SAS-ledelsen. Det er SAS-ledelsen, der med åbne øjne har forkastet et tilbud om besparelser fra piloterne på først 450 millioner svenske kroner og efterfølgende yderligere 150 millioner svenske kroner.

Men det var altså ikke nok for SAS-ledelsen. For målet er ikke at redde SAS som en kronjuvel og et symbol på den skandinaviske velfærdsmodel. Målet lader til at være at få knækket Dansk Pilotforening, så de ligesom Danmarks Lærerforening mister deres styrkeposition ved forhandlingsbordet i fremtiden.

Med den ambition følger et nyt SAS, der har mere tilfælles med fagforeningsfjendske lavprisselskaber som Ryanair og EasyJet, der er skåret efter den samme nyliberale dystopiske vision, hvor de ansatte bliver udsat for umenneskelige og ekstreme forhold: permanent overvågning, lave lønninger, lange arbejdsdage, ingen hviletidsbestemmelser og ikke-eksisterende pensions- og sundhedsaftaler. En vision, som Amazon-ejeren Jeff Bezos, en af verdens rigeste mænd, har udviklet til perfektion og som er en forretningsmodel, der skaber superprofitter og kan sende ejerne til månen – bogstaveligt talt.  

KERNEN I SAS-KONFLIKTEN har vidtrækkende konsekvenser, der strækker sig ud over piloternes kamp for ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Uanset om piloterne taber eller vinder armlægningen med SAS-ledelsen, den danske og svenske stat og de to socialdemokratiske regeringer, så bliver SAS-strejken et billede på, at den skandinaviske og den danske arbejdsmarkedsmodel er i dyb, dyb krise.

Velfærdsstatens og den danske models implosion nærmer sig med hastige skridt. Et sandt trafikuheld i slowmotion. Fagbevægelsen har mistet flere end 320.000 medlemmer på 18 år, og store dele af det private arbejdsmarked er, på trods af overenskomster, de rene fagforeningsørkener.

Og hvor er fagtoppen? SAS-piloterne står mutters alene, for her er ikke noget med at stå skulder ved skulder. FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation, tidligere LO) er tavs som graven som altid, når medlemmerne strejker. Det tegner et mønster, vi har kendt i hele fagbevægelsens 150-årige lange historie, men som blev intensiveret under lockouten af lærerne i 2013 og sygeplejerskernes strejke i sommeren 2021: Fagbevægelsen er sin egen værste fjende. Dét faktum udnytter politikerne, arbejdsgiverne og alle andre, der intet har til overs for arbejdere.

FH skulle, med Lizette Risgaard i spidsen, have gjort den samlede fagbevægelses position krystalklar. Den skandinaviske arbejdsmarkedsmodel er vigtigere end SAS´ overlevelse. Hvis SAS ikke kan agere under vores arbejdsmarkedsmodel, fortjener SAS ikke at overleve.

Heldigvis er hverken verden eller klassekampen statiske størrelser. Piloternes strejke er en markør for alle grådige chefer i private og halv-statslige virksomheder, der tror, de kan bruge pandemien til at rive alle tilkæmpede vilkår og rettigheder i stykker.

Dermed sender pilotstrejken en besked på tværs af alle brancher: At alle kan vinde tilbage, hvad de tabte. Den nationale og globale rekrutteringskrise har givet arbejderklassen mulighed for at lade de magtfulde, de rige og de privilegerede betale for krisen denne gang. Det burde ikke være piloterne eller andre arbejdere, der skal frygte for deres jobs. ■
 

Piloternes strejke er en markør for alle grådige chefer i private og halv-statslige virksomheder, der tror, de kan bruge pandemien til at rive alle tilkæmpede vilkår og rettigheder i stykker
_______

 

Jan Hoby (f. 1962) er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger og uddannet blikkenslager, pædagog og cand.pæd.soc.

ILLUSTRATION: SAS Airbus, 4. marts 2020 [foto: Tony Hisgett]