Lars Bangert Struwe: Nancy Pelosi gør det rigtige, når hun rejser til Taiwan. Det burde Vesten have gjort for 33 år siden

03.08.2022

Ved at rejse til Taiwan gør Nancy Pelosi det rigtige. Kina respekterer hverken international ret eller menneskerettigheder. Kina respekterer kun Kina og Kinas interesser. Og hvis ikke vi siger nej til Kinas pres – fra Tibet-flag til Taiwan – så taber både Vesten og demokratiet.

Tegn abonnement nu: Denne artikel bringes i RÆSONS KOMMENTARSERIE, der er uden for betalingsmuren og altså gratis at læse. Det er kun muligt at lave dette indhold gratis takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv de 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler på sitet hver uge). Klik her for at tegne abonnement

Kommentar af Lars Bangert Struwe, generalsekretær, ph.d., Atlantsammenslutningen

I mange år har Kina bestemt, at Taiwan ikke er en selvstændig stat med sæde i FN, men en stat, der nærmest har pariastatus, og det på trods af, at Taiwan i modsætning til Kina er et demokrati. I Vesten har vi anerkendt denne tilstand siden 1971, hvor det kommunistiske Kina fik presset igennem i FN, at dette var det eneste lovlige repræsentant for Kina. Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har udfordret dette ved at meddele, at hun ville besøge Taiwan under sin Asien-rejse. Derved vil hun som den mest højtstående amerikaner i mange år besøge Taiwan og give det en form for anerkendelse.

Kina mener, at Taiwan er en del af Kina og har reageret meget stærkt over for USA. Den kinesiske leder, Xi Jinping, har i en mere end to timer lang videokonference gjort dette klart for USA’s præsident Joe Biden. Det bør ikke overraske nogen, at Kina har denne holdning. Spørgsmålet er, om vi i Vesten fortsat vil lade Kina bestemme, og om vi vil acceptere det kinesiske mål om at indlemme Taiwan i Kina igen.

Forholdet mellem Kina og Taiwan er et af hovedomdrejningspunkterne i USA’s Asien-politik. Taiwan er et demokrati, og forsvaret af Taiwan er en indikator for, hvor langt USA vil gå i sin konfrontation med Kina. Derfor er det også et målepunkt for de øvrige asiatiske stater for, hvor langt USA vil i forsvaret af dem.

For at forstå det diplomatiske spil, må man skrue tiden tilbage til 1949. Efter afslutningen på den kinesiske borgerkrig i 1949, hvor de nationalistiske styrker flygtede fra fastlands-Kina til Taiwan, har Beijing og Tapei været stærkt uenige om Taiwans status i nationale og internationale sammenhænge. Det kommunistiske Kina mener, at der kun er ét Kina, hvormed Taiwan må betragtes som en ø, der skal tilbage til Kina. I modsætning hertil anser Taiwan sig selv som en suveræn stat.

Taiwan har holdt igen med at erklære sig som en suveræn stat, og siden 1992 har de to stater forsøgt at finde en fælles løsning. Man skabte i 1992 det såkaldte The 1992 Consensus’, som der dog ikke helt er konsensus om. Parterne blev i princippet enige om, at Taiwan er en del af et samlet Kina, men at det er op til parterne selv at fortolke hvilken statsdannelse, der repræsenterer det samlede Kina.

 

Kina har i mange år presset Vesten – og vi har været eftergivende. EU og de enkelte europæiske stater har været interesserede i et økonomisk samarbejde og har indgået strategiske partnerskaber med Kina
_______

 

I Taiwan er man meget skeptiske over for, om Kina kan og vil acceptere et Kina med to systemer i form af et kommunistisk styre på fastlandet og et demokratisk styre på øen Taiwan. Denne holdning er forstærket af Kinas reelle indlemning af Hong Kong i Kina. Her havde man ellers en aftale om et Kina med to systemer. En aftale, der kom på plads i 1999 imellem Storbritannien og Kina, da Hong Kong kom tilbage til Kina.

Den amerikanske regering skildrede d. 28. maj i et såkaldt ’fact sheet’ forholdet til Taiwan på følgende vis:

”As a leading democracy and a technological powerhouse, Taiwan is a key U.S. partner in the Indo-Pacific. Though the United States does not have diplomatic relations with Taiwan, we have a robust unofficial relationship. The United States and Taiwan share similar values, deep commercial and economic links, and strong people-to-people ties, which form the bedrock of our friendship and serve as the impetus for expanding U.S. engagement with Taiwan.”

Præsident Joe Biden har skærpet tonen og har meddelt, at USA vil forsvare Taiwan imod en kinesisk aggression. Samtidigt insisterer Biden på, at USA’s politik over for Taiwan ikke har ændret sig. Dette er en diplomatisk balancegang og en delvis nyorientering af den amerikanske Taiwan-politik – i hvert fald officielt. USA har i mange år villet forsvare Taiwan, da der er meget store interesser på spil her – økonomiske såvel som sikkerhedspolitiske.

Kina har i mange år presset Vesten – og vi har været eftergivende. EU og de enkelte europæiske stater har været interesserede i et økonomisk samarbejde og har indgået strategiske partnerskaber med Kina. Man har lukket Kina ind i verdenshandelsorganisationen WTO, hvor de stadig sidder,  på trods af at de konsekvent ikke overholder reglerne. Virksomheder oplever, at deres ophavsret brydes af Kina. Langt værre er det, at Kina ikke blot undertrygger befolkningen i Hong Kong, der mister deres demokrati, men endda sender uighurerne i opdragelseslejre. Studenteroprøret i 1989 blev nedkæmpet med hård hånd, og billederne fra Den Himmelske Fredsplads med kampvogne imod studenter er, hvad der er tilbage af demokratibevægelsen fra 1989. Kina blæser på international ret i fx det Sydkinesiske Hav. Her skaber man kunstige øer og ”erobrer” derved territorium. Med andre ord så blæser Kina på det internationale system og på menneskerettigheder.

Det er en stormagtskonflikt, hvor Kina i høj grad har skabt sin egen position bl.a. i ly af Vestens kamp mod terror og langvarige engagement i Afghanistan og Irak. Konflikten er der, og Vesten bør reagere på Kinas position og ageren. Pelosi og Biden søger på hver sin måde at gøre dette. Biden har for længst lanceret sin kamp for demokratier, og nu melder Pelosi sig på banen med sit besøg. I hvor høj grad, det er koordineret med det Hvide Hus, ved vi ikke, men det ligger i forlængelse af Bidens politik over for Kina.

I det stormagtsopgør der er, bliver Vestens modstand over for Kina helt afgørende. Hvis ikke at man siger nej til Kinas pres – fra Tibetflag til Taiwan – så vinder Kina og får en suveræn position, mens det internationale samfund vil se Vesten og demokratiet som svagt. Helt grundlæggende har Pelosi altså ret, når hun ønsker at kunne besøge Taiwan, uden at Kina skal blande sig i det.■

 

Konflikten er der, og Vesten bør reagere på Kinas position og ageren
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise