28.02.2022
.RÆSON KOMPAKT er en nye serie af korte analyser for RÆSONs abonnenter.
Af Mikkel Vedby Rasmussen
Præsident Putin har søndag meddelt, at de russiske atomstyrker sættes i forhøjet beredskab. Men som alle præsidentens udmeldinger er beskeden underlagt præsidentens narrativ – og reelt er det svært at vide, om beredskabet allerede var iværksat eller der er tale om en ny ordre. Det vender jeg tilbage til.
Russerne er tydeligvis nervøse for reaktionen på deres invasion.
Store russiske styrker er i beredskab uden for Ukraine. Dette beredskab kan sættes ind for at styrke fremrykningen mod ukrainerne, men det kan også bruges til at forsvare flanken mod angreb fra NATO. Hvis man synes dét scenarie lyder langt ude – så genhør Putins tale, da den russiske hær blev sendt ind i Ukraine. At atomstyrkerne allerede blev sat i beredskab på samme tid, giver strategisk mening. Men uanset det beredskab, som styrkerne faktisk er i, så er præsident Putins udmelding et udtryk for, at han ikke frygter – eller ikke vil se ud til at frygte – en eskalation af konflikten.
Tværtimod begyndte Putins ukrainske ekspedition med en massiv eskalation. Ved at kræve en forandring af hele den europæiske sikkerhedsorden forandrede Putin Ukrainespørgsmålet fra en strid om to provinser i den østlige del af landet til at handle om hele Europa. En mere forsigtig type havde gjort sig store anstrengelser for at understrege overfor Vesten, at ”what happens in Ukraine, stays in Ukraine”. Han har gjort det modsatte.
Præsident Putin er tydeligvis rystet – både over den modstand, som hans soldater har mødt og den støtte, som Ukraine har fået. Givet hans tydelige foragt for den ukrainske regering, virker det ikke urimeligt at konkludere, at Putin nu vil forklare ukrainernes succes i at mobilisere og dermed sin egen hærs langsomme fremrykning med den vestlige støtte til Ukraine. Man kan forestille sig, hvordan præsidenten har alle mulige fantasier om, hvordan vestlige styrker og efterretningsfolk i virkeligheden er dem, der står for modstanden mod den russiske hær.
Atomtruslen har i sig selv løftet Ukrainekrisen fra at være et regionalt til et europæisk spørgsmål. Det er faktisk kun i ukrainernes interesse, og den ukraineske regerings accept af fredsforhandlinger må ses som et udtryk for, at regeringen for alt i verden ikke vil fremstå som den krigeriske part – den rolle overlader de til præsident Putin, som synes stålsat på at påtage rollen som Thanos i øjnene på den vestlige offentlighed, der i stigende grad kræver af deres regeringer, at de påtager sig rollen som The Avengers.
Men Putins trussel undergraver reelt hans mulighed for at afskrække vesten. For han gør det klart, at man ikke blot kan betragte Ukraine som en undtagelse, der kan inddæmmes, men som en invasion, der er forløberen for et en russisk insisteren på igen at bestemme over Centraleuropa.
Effektiv afskrækkelse kræver begrænsede mål. Når Putin overtræder grænser – samtidig med, at han truer med atomvåben – gør han det klart, at Ruslands mål ikke er begrænsede. Dermed har han selv besluttet, at det ikke kun er Ukraine, men hele den europæiske sikkerhedsorden, som er på spil. ■
Putins trussel undergraver reelt hans mulighed for at afskrække vesten. For han gør det klart, at man ikke blot kan betragte Ukraine som en undtagelse, der kan inddæmmes, men som en invasion, der er forløberen for et en russisk insisteren på igen at bestemme over Centraleuropa
_______
ILLUSTRATION: Præsident Putin besøger byggeriet af Ruslands nye Nationale Rum Administration i Moskva, 27. februar february 2022. Foto: Sergei Guneyev/EPA/Ritzau Scanpix