05.01.2022

“Samfundet får faktisk afgørende hjælp til at løse store udfordringer netop, når en rimelig mængde af forskningen gives fri til at forfølge egne ”uforståelige” veje. Den enorme vækst, der er sket i ledelseslagene – hele apparatet af HR, konsulenter og mediefolk og alle mulige, som omgiver en rent professionaliseret ledelse – gør, at chancen for, at noget, der kommer nede fra gulvet, nogensinde kommer op til beslutningscentrene, er meget lille. Den tragiske effekt er, at dansk forskning har potentialet til at bidrage langt bedre til de store samfundsudfordringer, end den gør.”

Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen

Interviewet er opdelt i 2. Dette er del 1 om ledelsen af universitetet. Del 2 er om ‘wokeism’ på universitetet og udkommer senere på ugen.

SENT SIDSTE ÅR udkom Videnskabernes Selskab med en hvidbog om styring og ledelse af de danske universiteter, hvori de retter skarp kritik af det ”énstrengede ledelseshierarki”, en ekstrem topstyring og dårlige ansættelsesforhold, som ifølge selskabet risikerer at kompromittere både forskningsfrihed og -kvalitet. I hvidbogen foreslås blandt andet, at man evaluerer daværende videnskabsminister, Helge Sanders, universitetslov fra 2003, der i høj grad er blevet husket under samtidens slogan ”fra tanke til faktura”. Her tilførte man flere penge til universiteterne men professionaliserede samtidig ledelsen, øgede målstyringen og gjorde bevillingerne afhængige af universiteternes performance, forskernes antal publikationer og citationer i anerkendte tidsskrifter og evne til selv at skaffe forskningsmidler fra fondene. Udover et opgør med den ledelsesstruktur og styring af den enkelte forsker, der – blandt meget andet – har været konsekvensen af 2003-reformen, foreslår hvidbogen, at man giver forskerne mere indflydelse, tryggere ansættelser og i højere grad sikrer universiteternes selvstyre.

RÆSON møder statskundskabsprofessor, topforsker, formand for det forskningspolitiske udvalg under Videnskabernes Selskab og medforfatter til hvidbogen om styring og ledelse af universiteterne, Ole Wæver, til en samtale om, hvordan fremtidens danske forskning er truet – og hvordan den kan reddes.

 

Den danske styringsramme for universiteterne er helt ekstremt militariseret. Det er en top-down-kommandostruktur, hvor man endda ikke engang gør klogt i at gå uden om sin nærmeste leder op til lederen over
_______

 

RÆSON: Fra Videnskabernes Selskab retter I kritik mod den måde, universiteterne ledes, som I kalder for ”enstrenget” og ”ekstremt topstyret”. Hvori består jeres kritik?
WÆVER: Det er først og fremmest, at den danske styringsramme for universiteterne er helt ekstremt militariseret. Det er en top-down-kommandostruktur, hvor man endda ikke engang gør klogt i at gå uden om sin nærmeste leder op til lederen over. Det er virkelig en kommandovej med ekstremt få checks and balances og umanerligt lidt reel indflydelse fra de ansatte. Der er overordnet meget, meget lidt plads til det, der på gode universiteter er omdrejningspunktet, nemlig faculty-tankegangen – dvs. fornemmelsen af, at hvis man er ansat som forsker på et universitet, så indgår man i et kollektiv, hvor man har ansvar for et fagområde, hvor man føler, at det er ens pligt at tage ansvar for, hvordan man udvikler det sammen. Og det er tørret ud i en grad, hvor det er meget svært at have tiltro til, at vi får det, vi burde kunne få ud af de danske universiteter.

Københavns Universitet bryster sig jo gerne af, at det rangerer blandt de 5-10 bedste universiteter i Europa – i hvert fald med nogle rangeringsmetoder – og Aarhus Universitet ligger i top-25 på en lang række lister. Er det ikke udtryk for, at de danske universiteter fungerer ret godt i deres nuværende konstitution?
Hvis man laver sammenligninger internationalt, klarer dansk forskning sig udmærket. Problemet er bare, at man først kan måle sådan nogle ting lang tid efter, at rammerne er blevet sat. Og vores tolkning er groft sagt, at vi er halvvejs i årsagskæden til noget, der ser rigtig slemt ud.

Vi har nationalt en syg debat om det i øjeblikket, hvor hver gang vi fra universitetsverdenen nævner problemerne, får vi det argument smidt i hovedet, at det jo er samfundets penge, og at det er en urimelig forventning, at vi forskere skulle få de 18 milliarder at lege med uden at stå til ansvar. Vores argument her er at sige, at det er omvendt. Vi vil have, at politikerne tager ansvar for, hvordan så vigtigt et område skal administreres. I øjeblikket anvender de modeller for styring og ledelse, der er uegnede for dette område, og derfor får man ikke optimal værdi for pengene. Ja, faktisk udhules fundamentet på en måde, der kan blive rigtig dyrt på langt sigt. Man har lavet en reform, der absolut ikke er evidensbaseret. Man har ikke lyttet til viden om forskningsstyring, videnskabssociologi og ledelse, som kunne fortælle en, hvad der er en god og dårlig måde at lede et universitet på.

Vil du helt overordnet sige, at politikerne i dag ikke tager ansvar for området?
Ja. Det er jo dybt uansvarligt at administrere så stort et område, som rigtig mange jo vil mene har større langtidsaftryk på vores samfund end som så, uden at interessere sig for og gennemanalysere, om det er de rigtige måder, vi gør det på.

 

Vi har nationalt en syg debat om det i øjeblikket, hvor hver gang vi fra universitetsverdenen nævner problemerne, får vi det argument smidt i hovedet, at det jo er samfundets penge
_______

 

Hvordan vil du overordnet karakterisere forskningsfrihedens status i dag?
Der er masser af begrænsninger på den frie forskning i dag, og nogle af de væsentligste begrænsninger er ikke nogen, der antaster ”forskningsfriheden” i en snæver forstand. Det er fx, at fondsfinansiering fylder så stor en andel og har en ”gøgeungeeffekt”, hvor universiteterne er nødt til at bruge det, de har tilbage af frie midler på de fondsstøttede projekter, fordi de skal medfinansieres. Så de styrede penge kommer til at sætte hele dagsordenen, og det bliver meget svært for et institut frit at kigge rundt og undersøge, hvor den næste spændende forskning sker.

Er der forskningsfrihed i snæver forstand? Altså beskyttelse mod direkte indgreb. Som især Heine Andersen stædigt har påvist i en række studier, er der ikke en entydig og tillidsvækkende lovfæstelse af forskningsfriheden i Danmark. Og når man så begynder at opleve, at ledelsens hånd kommer tættere og tættere på en selv pga. den generelle vækst i topstyringen, bliver det utrygt at kæmpe for den forskningsdagsorden, ens egen forskning peger på, selv hvis det faktisk er den, der kan give Danmark de værdifulde forskningsgennembrud. Det bliver svært at sige nej til at lave det, ledelsen synes er det rigtige, hvis man pludselig er bange for, at man kan blive fyret.

Vi ser en dramatisk stigning i antallet af midlertidigt ansatte. Og det er klart, at hvis du er midlertidigt ansat, så er du nødt til at byde dig til og virke attraktiv for dem, du gerne vil have til at give dig en fremtid. Et andet problem er, at de, der er fastansatte, faktisk ikke er fastansatte, fordi vi ikke har tenure i Danmark, så man kan reelt blive fyret.

Er det noget, der i højere grad får forskerne til at rette ind?
Der er en lang kæde, hvor politikerne ofte signalerer, at de gerne vil have mere af det ene og mindre af det andet. Klimahensyn, big data eller kunstig intelligens, eksempelvis. Sådan nogle ting, der er i vælten fra politisk hold, og så vil man gerne byde sig til på det. Så lægger institutterne strategier, og der kan man som ansat godt fornemme, at det ikke er særligt hensigtsmæssigt at sige, at man gerne vil lave noget helt andet end det, der passer i institutternes strategi.

Her hjælper det ikke meget, at der er videnskabeligt belæg fra videnskabshistorie og videnssociologi for, at samfundet faktisk får afgørende hjælp med at løse store udfordringer netop, når en rimelig mængde af forskningen gives fri til at forfølge egne ”uforståelige” veje. Især når den aktuelle målrettede forskning ofte er mere af navn end gavn; at ord som klima, big data og kunstig intelligens ryger op i flere overskrifter, uden at der nødvendigvis reelt kanaliseres penge til de miljøer, der faktisk kunne levere på de udfordringer på længere sigt.

 

Det er enten ikke klogt, fordi man er bange for at komme på kant med nogen, eller det er omsonst, fordi man godt ved, at det hele kører som et stort apparat
_______

 

Det har noget at gøre med det, vi skriver om i hvidbogen, nemlig at ledelsen er flyttet længere og længere væk fra de faglige miljøer. Og det betyder, at det bliver nogle ”fluffy” strategier, der bliver lagt. Hvis du skal lægge en strategi på et helt universitet eller på fakultetsniveau, er du nødvendigvis i gang med at lægge strategi om noget, du ikke har forstand på, for vi har ikke universalgenier i dag, der kan alle discipliner og ved alt, hvad der rører sig på de højt specialiserede områder. Strategierne bliver lagt langt væk fra den specialviden, der er på felterne.

Det mest deprimerende er, at der mange steder breder sig en passivitet, som er en blanding af frygt og desillusionering. Man føler sig så langt fra beslutningscentrene, at man ikke har nogen grund til at tro, at det giver mening at prøve at engagere sig i noget. Det er enten ikke klogt, fordi man er bange for at komme på kant med nogen, eller det er omsonst, fordi man godt ved, at det hele kører som et stort apparat. Den enorme vækst, der er sket i ledelseslagene – hele apparatet af HR, konsulenter og mediefolk og alle mulige, som omgiver en rent professionaliseret ledelse – gør, at chancen for, at noget, der kommer nede fra gulvet, nogensinde kommer op til beslutningscentrene, er meget lille.

Den tragiske effekt er, at dansk forskning har potentialet til at bidrage langt bedre til de store samfundsudfordringer, end den gør – men det ligger simpelthen i forskningens natur, at den skal udvikles indefra, ud fra indsigter, der opstår hos nogle få, specialiserede forskere, der skal overbevise de få andre, der har den relevante indsigt. Det er udemokratisk, men viden om elementarpartikler er ulige fordelt i samfundet. At forskningen er vigtig for samfundet, er ikke et argument for, at den vil blive bedre ved, at politikerne detailstyrer. Domstolene er også vigtige, men de fungerer ikke som domstole, hvis politikerne kan føre dommernes hånd. Det er også gode argumenter for, at en uafhængig centralbank har gavnlige effekter for samfundsøkonomien – og så skal politikerne skabe de rette rammer for den, men ikke træffe afgørelserne for den. Det kræver en tillid, som der i det danske samfund vist med nød og næppe er til domstolene og centralbanker men ikke til universitetsforskere. Derfor har man lavet et toptungt styringssystem, der i praksis blokerer for, at indsigt bevæger sig op fra specialisterne til beslutningstagere. Derfor træffes de forkerte beslutninger.

 

At forskningen er vigtig for samfundet, er ikke et argument for, at den vil blive bedre ved, at politikerne detailstyrer. Domstolene er også vigtige, men de fungerer ikke som domstole, hvis politikerne kan føre dommernes hånd
_______

 

I hvor høj grad er de usunde træk, I peger på i hvidbogen, direkte konsekvenser af politiske beslutninger?
I hvert fald tre typer af politiske beslutninger er meget væsentlige. Der er den politiske beslutning, der siger, at det er sådan, vores universiteter skal ledes. Og det er derfor, vi peger på Helge Sanders 2003-lov og siger, at når vi nærmer os et 20-år for den, så må vi dog være i stand til at lave en grundig evaluering og spørge, om den virkelig er hensigtsmæssig.

Den anden type politisk ansvar angår politikernes løbende aktiviteter. Det er valgene om løbende at give flere midler til mere strategiske eller kortsigtede puljer og relativt få til at opruste basisbevillingerne (de midler, som frit kan anvendes på tværs af fagområder uden at være øremærket til et særligt projekt red.). Men hvis de ikke har basisbevillingerne, så kan universiteterne groft sagt kun lave midlertidige ansættelser, og så følger alle de her afledte begrænsninger. Vigtigst: Man kan ikke reelt forfølge de forskningsdagsordner, der vokser frem nedefra. Der er rigtig mange problemer, der kommer tilbage til det her med større og mere forudsigelige basismidler. Det er i sidste ende en politisk beslutning, at de ikke er der.

Et tredje problem er reformfeberen. Det kan lyde som om, at vi, i forbindelse med hvidbogen, laver en form for ”ledelsesbashing”, men det er bestemt ikke, fordi jeg misunder nogen at være rektor for et universitet i dag. De kan sidde og udvikle alle mulige visioner, så går der en måned, og så kommer der en eller anden ny reform om udflytning, eller hvad det nu måtte være. Derefter kan man jo være sikker på, at de næste år går med at lave policy for det. Og inden man er færdig med det, kommer der et nyt, skørt tiltag. Så det er næsten umuligt faktisk at sætte nogle strategiske målsætninger for os selv.

Det er jo et af de helt store paradokser ved 2003-loven. Den blev solgt til universitetsverdenen som en noget-for-noget: ’Vi, politikere, vil gerne investere flere penge i dette område, for forskning og uddannelse bliver afgørende for Danmark i fremtiden. Men vi kan ikke give det til jer, så længe I ledes efter latterlige rundkredspædagogiske principper. I må stramme op og acceptere en moderne ledelsesform indadtil – så kan I få reelt selvstyre og jeres nye, stærke ledelse kan blive en værdig modpart for os politikere og en effektiv strategisk aktør’. Så reformerede man ledelsen derefter, men det reelle selvstyre udeblev. Mistilliden stak så dybt, at det politisk-administrative system fortsatte med at fjernstyre med målesystemer og strategier. Samtidig rammes sektoren hver tredje år af en dramatisk reform, der suger al energi og umuliggør strategisk ledelse.

 

Så reformerede man ledelsen derefter, men det reelle selvstyre udeblev. Mistilliden stak så dybt, at det politisk-administrative system fortsatte med at fjernstyre med målesystemer og strategier. Samtidig rammes sektoren hver tredje år af en dramatisk reform, der suger al energi og umuliggør strategisk ledelse
_______

 

Ole Wæver (f. 1960) er professor i international politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og formand for det forskningspolitiske udvalg under Videnskabernes Selskab. ILLUSTRATION: Ole Wæver [Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix].