Peter Lautrup-Larsen: Det radikale forklaringsproblem er kolossalt. Hvordan vælter man Mette Frederiksen – fordi hun er magtfuldkommen – samtidig med at man fastholder hende som partiets statsministerkandidat?

28.08.2022


Godt, nogenlunde eller skidt: Hvordan står partierne i den valgkamp, der forlængst er i gang?


Kronik af Peter Lautrup-Larsen


Meningsmålingerne taler deres tydelige sprog: Det kommende folketingsvalg ligner et jordskred og pilen peger på blåt flertal. Uge for uge vinder de øjeblikkelige oppositionspartier til højre yderligere terræn på vej mod regeringsmagten.

Men selvfølgelig: Meningsmålingerne er ikke valgresultatet. Selv om de sjældent tager fejl, når det gælder mandatfordelingen mellem blokkene, har de seneste folketingsvalg været karakteriseret ved vælgerholdninger – nogle vil lidt højtravende kalde det en tidsånd – som meningsmålingerne ikke rigtig opfangede. Ved det seneste valg var det daværende statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens opsigtsvækkende råb om bredt samarbejde, der gav ham og hans parti en uforudset mandatgevinst. Og tilbage i 2015 måtte politiske reportere og valgeksperter efterfølgende tage på studietur til det sønderjyske for at finde forklaringen på Dansk Folkepartis fremgang i almindelighed og daværende partiformand Kristian Thulesen Dahls succes i særdeleshed. De – lad mig bare sige vi – havde ikke set det komme.

Denne gang er det måske nemmere. Vælgermagnetismen synes samlet om én person – Inger Støjberg. Politikken kender vi kun sporadisk. Det synes ikke at gøre noget. Partiets kandidatliste er domineret af personer med fortid i Dansk Folkeparti – uden markante profiler fra nogen andre partier. Det gør heller ikke noget. Hun er dømt ved Rigsretten. Det gør slet ikke noget. Når meningsmålingerne lader pilen svinge mod blåt er det først og fremmest, fordi Inger Støjberg flytter vælgere over midten. Op til hver tiende, der stemte på Socialdemokratiet sidst, hvis man tror på tallene. Og der er næppe grund til andet. Det er udgangspunktet for alle partier og deres valgstrateger, der i øjeblikket nærlæser målingerne, får foretaget deres egne og prøver deres strategi af i diverse fokusgrupper.

For nogle er fokus på kampen om magten. Mandattallet er af mindre betydning, hvis ellers dem, man får, er af afgørende som tungen på vægtskålen og indflydelse. Omvendt er det for de partier, der kan stemmemaksimere, når hverken de eller deres vælgere for alvor forventer, de får fingrene snavset til af magtens beg.

Men lad os prøve at tage temperaturen på partierne. Et for et. Hvor er der medvind og modvind? Styrke og svagheder. Udfordringer om man vil. Karakterskalaen er enkel. Godt, nogenlunde eller skidt.

 

Støjberg flytter vælgere over midten. Op til hver tiende, der stemte på Socialdemokratiet sidst, hvis man tror på tallene. Og der er næppe grund til andet
_______

 

SOCIALDEMOKRATIET

Prøv at tænke tre måneder tilbage. Den 1. juni om aftenen. Ja-partierne har fået afskaffet det danske EU-forbehold på forsvarsområdet med et overraskende stort flertal blandt vælgerne. Statsministeren kommer endda forbi den radikale valgfest i Kødbyen på Vesterbro i København og lader sig hylde af det parti, hun viste vintervejen, da hun op til valget i 2019 garanterede vælgerne, at de radikale i hvert fald ikke kom med i hendes regering. Efter afstemningen talte alle om forsøstring og udsigt til en treparti-regering med S, SF og R.

I dag er det fortid. Sofie Carsten Nielsen kalder statsministeren ”magtfuldkommen” og ”egenrådig”. Der kom en minkkommission i vejen. Det kan godt være, at Mette Frederiksen gerne vil diskutere, om minksagen overhovedet er en skandale – men hun kommer ikke uden om den. Slet ikke i valgkampen.

Formentlig foretrækker statsministeren derfor en lang valgkamp. Op til fire uger – når hun efter alt at dømme udskriver valget den 4. eller 5. oktober i forbindelse med folketingets åbning.

Hun håber, at hun får lov at tale politik. Bekymring over inflationen, forslag om velfærdsforbedringer og al den slags ligger normalt godt til det store regeringsparti og den socialdemokratiske valgmaskine.

Men statsministereffekten synes væk. Hun går til valg på sin etparti-regering, men med anbefaling af noget andet: Et bredt samarbejde hen over midten, som dog på forhånd bliver afvist af alle partier i blå blok. Om ikke med andre argumenter, så med henvisning til, at det er Mette Frederiksen selv, der er problemet. Hun skal ikke sidde for bordenden.

Mette Frederiksen er både Socialdemokratiets styrke og svaghed. Stærk i debatter og med et godt slogan, der nok bliver noget i retning af ”Mette eller kaos” med henvisning til blå bloks to statsministerkandidater uden et fælles valgprogram og uenighed om fx Arne-pensionens fremtid. Men efter minksagen og debat om magtfuldkommenhed kæmper budskabet med, at hun mere splitter end samler nationen. Mandatmæssigt er karakteren nogenlunde, men udsigten til at tabe regeringsmagten vejer tungere. Karakter: Skidt.

 

Støjberg flytter vælgere over midten. Op til hver tiende, der stemte på Socialdemokratiet sidst, hvis man tror på tallene. Og der er næppe grund til andet
_______

 

DE RADIKALE

Hvis der var en delete-knap som på en computer til politiske budskaber, ville de radikale og Sofie Carsten Nielsen nok overveje at trykke på den nu. Da partiet fremsatte sit valgkrav den 2. juli og triumferende konstaterede: ”Vi vælter Mette Frederiksen” var det en anden virkelighed. Vælgerne var endnu ikke i bevægelse. Nu risikerer partiet en politisk ørkenvandring. Med færre mandater og uden indflydelse.

Det radikale forklaringsproblem er kolossalt. Hvordan forklarer partiet vælgerne, at man vælter Mette Frederiksen, fordi hun er magtfuldkommen og egenrådig, og så alligevel er partiets statsministerkandidat? Hvor troværdigt er det at påstå, at Mette Frederiksen ikke mere er egenrådig, fordi Sofie Carsten Nielsen og Co. får ministerposter i hendes regering?

Små bøvser om, at partiet ikke udelukker en blå statsminister, er naturligvis nødvendige, når statsministeren helt afviser de radikale påstande. Men ingen tror på det og det trækker nærmest yderligere den forkerte vej, når radikale vælgere gennem snart tredive år har vænnet sig til, at partiet hører til i den røde blok.

Sofie Carsten Nielsen må håbe på, at radikale holdninger på værdipolitik og økonomi stadig har en trofast skare. Og udelukkes kan det ikke, at meningsmålingerne i løbet af en valgkamp tyder på et så grumset folketing – med total uforudsigelighed om en kommende regering – at den radikale vision om bredt samarbejde som en slags fugl Føniks vokser ud af asken. Det kan gøre Sofie Carsten Nielsen til en central figur i valgkampens sidste dage. Men alligevel. Karakter: Skidt


 

Små bøvser om, at partiet ikke udelukker en blå statsminister, er naturligvis nødvendige, når statsministeren helt afviser de radikale påstande. Men ingen tror på det og det trækker nærmest yderligere den forkerte vej
_______

 

SF OG ENHEDSLISTEN

De to venstrefløjspartier – hvis SF overhovedet stadig er det? – må finde sig i at blive slået sammen i denne analyse. For lige nu tyder ikke meget på, at de to partiers afgørende betydning for rpå regeringsmagten fortsætter efter valget.

Pia Olsens Dyhrs tale om ministerposter vil – i en valgkamp, hvor interessen i bogstavlegen samler sig om muligheden for bredt samarbejde – blive mødt med skuldertræk. Ligeledes bliver det nærmest mødt med ligegyldighed, når Enhedslisten kræver, at en kommende rød regering opgiver det socialdemokratiske Rwanda-projekt på udlændingeområdet, hvis partiet fortsat skal støtte Mette Frederiksen. Spændingsfeltet ligger et andet sted.

Det giver til gengæld plads til at tale politik. Pia Olsen Dyhr prøver at overtage rollen fra Mette Frederiksen om ikke som ”børnenes minister”, så SF som børnenes parti – og valget som ”børnenes valg”.

Enhedslisten må glæde sig over, at selv om partiet igen-igen stiller med en ny partileder i spidsen, så får Mai Villadsen næppe venstrefløjsvælgere til at savne Pernille Skipper eller Johanne Schmidt- Nielsen. Hun er på niveau med sine forgængere – og det giver nok også øget muskelkraft, at partiets kommentatorudnævnte chefideolog Pelle Dragsted igen er på stemmesedlen.

Karakter for SF og Enhedslisten: Nogenlunde

 

Pia Olsens Dyhrs tale om ministerposter vil – i en valgkamp, hvor interessen i bogstavlegen samler sig om muligheden for bredt samarbejde – blive mødt med skuldertræk
_______

 

ALTERNATIVET, FRIE GRØNNE OG VEGANERPARTIET

Ikke en eneste meningsmåling tyder på, at andre end den faste menighed sætter kryds ved ét af de tre partier. Klimapolitikken er ikke mere ledig og forskelle i ambitionsniveau i forhold til mere etablerede partier trækker ikke nok. Tværtimod virker det endnu mere ødelæggende, at de tre partier – heller ikke efter opfordringerr fra både Pelle Dragsted og Franciska Rosenkilde – ikke kan finde ud af at etablere den fælles liste, der faktisk kunne få dem i Folketinget.

En mulighed kunne være, at et af partierne optager kandidater fra de to andre på deres opstillingslister i kredse med mulighed for valg. Men foreløbig er det strandet på, at Frie Grønne mener, de skal være moderpartiet, mens Alternativet holder på, at det må være hos dem.

Første spørgsmål i DR’s og TV2’s fælles partilederrunde på valgudskrivelsesdagen er til at forudse: Hvorfor kan I ikke enes? Så kan de skændes videre om det, mens de politiske budskaber kæmper mod strådøden. Karakter: Skidt

 

Første spørgsmål i partilederrunden er til at forudse: Hvorfor kan I ikke enes?
_______

 

MODERATERNE

Af respekt for stemmesedlen bruger vi partinavnet. Men den præcise overskrift havde nok været ”Lars Løkke Rasmussen”. Det er både en styrke og en svaghed for partiet, at det står og falder med den tidligere statsminister og Venstre-formand. Nok mest en styrke.

Det bliver bogstavleg, debat om dronningerunder og brede regeringer uafhængige af yderfløjene som afgør, hvor central Lars Løkke bliver i en valgkamp, Mere end nogen anden er han afhængig af, at meningsmålingerne ikke giver noget klart svar på, hvem skal lede landet efter valget.

Budskabet gav medvind ved sidste valg, da han stod i spidsen for V. Men nu konkurrerer han med radikale og vel også statsministeren. Det er ikke mere et ledigt standpunkt.

Noget navn sætter han ikke på – Mette Frederiksen skal det nok ikke være, men klart siges det ikke – alligevel og så videre.

Lars Løkkes styrke er i debatterne. Han er nok den af partilederne, der er hurtigst til at kombinere og konkludere. Den tidligere statsminister vil boltre sig, hvis alle muligheder er åbne og han vil tage stilling hen af vejen efterhånden, som de åbner sig.

Svagheden kan han dog ikke løbe fra. At Moderaterne er mere til for ham end omvendt. At partiet mere er etableret af hensyn til ham og hans politiske fremtid end for folkestyrets skyld. Karakter: Nogenlunde

 

Lars Løkkes styrke er i debatterne. Han er nok den af partilederne, der er hurtigst til at kombinere og konkludere
_______

 

KONSERVATIVE

Søren Pape Poulsens selvudnævnelse som statsministerkandidat var nok den mest ventede nyhed i månedsvis. Tilsyneladende giver den også pote i meningsmålingerne, der igen giver ryk fremad for partiet.

Den populære Søren Pape er mere end nogen anden styrken hos de Konservative. Partiet vil givet også selv hævde, at selvtilliden giver sig udtryk i, at traditionelle konservative mærkesager får ny medvind. Valgløfter om skattelettelser især i toppen parret med sparekrav – politikerordet er effektiviseringer – i den offentlige sektor og afskaffelse af Arne-pension har dog før vist sig at være en farlig cocktail, hvis man ikke kun vil være konservativ, men også opbygge et folkeparti.

Søren Pape var som partiformand en ”krammebamse”. Som statsministerkandidat bliver han nu trykprøvet af medier og politiske modstandere på en helt anden måde. Ekstra Bladet sætter på tabloid vis spørgsmålstegn ved hans troværdighed, fordi ægtefællen har pyntet på en familiær tilknytning til en tidligere præsident for Den Dominikanske Republik. Inger Støjberg har om ham sagt, ”at han vælter omkuld, når det blæser”. Den slags kommer der mere er i løbet af valgkampen.

Men ingen kan tage fra de Konservative og Søren Pape, at de lige nu har blå bloks førertrøje. Både i meningsmålingerne og positiv omtale. Karakter: Det går godt

 

Inger Støjberg har om Pape sagt, ”at han vælter omkuld, når det blæser”. Den slags kommer der mere er i løbet af valgkampen
_______

 

VENSTRE

Mandatmæssigt ligner Venstre valgets helt store taber. Det er lige før, at man vil se en halvering som at bevare skindet på næsen.

Tabet af Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg er naturligvis en del af forklaringen, som en smart opstilling af populære Søren Gade ikke retter meget op på. Jakob Ellemann-Jensen har ikke fået sat sig igennem som formand og politikfornyelsen har ikke rettet op på indtrykket af et parti, der desperat leder efter fordums styrke. Lige nu ligner partiformanden en lillebror. Også i forhold til spørgsmålet om, hvem der er blå bloks reelle statsminister. Nok vil de andre blå partier endnu ikke melde deres præference, men de færreste – og næppe heller i V – er i tvivl om, at Ellemann bliver fravalgt. Selv Venstres forsøg på at holde ham inde i kampen med krav om, at statsministerposten skal tilfalde det største parti, ligner lige nu et nederlag.

Venstre har ellers lagt sin politik an på at få magten. Krav om skattelettelser er erstattet af partiets gamle skattestop. Arne-pensionen er accepteret. I det store hele ligner det en kopi af den kontraktpolitik, der i 2001 gjorde daværende partiformand Anders Fogh Rasmussen til statsminister. Under Ellemann har det bl.a. ført til, at Venstre stod uden for det brede politiforlig, fordi det delvist blev finansieret af afgiftsforhøjelser. Det vigtigste signal var at overholde skattestoppet.

Venstre og Jakob Ellemann skal sætte deres lid mere til muligheder i situationen efter valget end til antallet af kryds i stemmeboksene. Hvis de radikale mod al forventning skifter side og de radikale mandater er nødvendige for blå blok, vil han stadig være i spil som regeringschef. Men mon dog. Karakteren: Skidt

 

Dommen ved Rigsretten har Støjberg nærmest vendt til en fordel – en martyrrolle – blandt sine egne
_______

 


DANMARKSDEMOKRATERNE – INGER STØJBERG


På rekordtid lykkedes det Inger Støjberg og hendes parti at blive opstillet til Folketinget. Øgenavnet ”den jyske hævner” betragter hun næsten som et ridderslag. Mens hun og hendes parti kun står til få procent øst for Storebælt, så ser det helt anderledes ud på den anden side af den jyske højderyg. Sandsynligvis taber Danmarksdemokraterne luft i en valgkamp, men partiet og dets stifter har alligevel udsigt til at blive den helt store vinder.

Kampen om den offentlige mening er vundet. Dommen på 60 dage i fodlænke ved Rigsretten har hun nærmest vendt til en fordel – en martyrrolle – blandt sine egne.

København er noget med ”fine saloner” og hendes politik er mest ”I kender mig”. Også selvom det er en sandhed med modifikationer i takt med, at hun bliver konfronteret med, hvad hun mente som Venstre-minister og politisk ordfører. Her lod hun åbenbart partidisciplinen trumfe sin egen holdning – bl.a. på EU-området. Men foreløbig slipper hun afsted med det.

Inger Støjberg får en central placering i valgkampen. Det er især hende, der i øjeblikket hiver vælgere over midten og sikrer blå bloks fremgang. Og nok kan kun de nordjyske vælgere stemme direkte på hende, men med hendes navn som en del af partibetegnelsen på stemmesedlerne over alt i landet vil følelsen også der være tæt på det samme. Smart.

Mediedækningen vil kun – og endda kun måske – blive overgået af de tre statsministerkandidater. Valgkampen i Nordjylland vil blive et præsidentvalg mod Mette Frederiksen, der formentlig vil blive tvunget til mindst en duel i formatet ”Mette mod Inger” for rullende tv-kameraer med seertal på niveau med de afgørende partilederrunder.

Der er ingen vej udenom: Inger Støjberg bliver simpelthen Mette Frederiksens hovedmodstander i valgkampen, hvis Socialdemokratiet skal beholde regeringsmagten. Foreløbig ved vi ikke, hvordan statsministeren vil tackle hende. Bortset fra, at Mette Frederiksen allerede har slået fast, at hun trods Rigsretsdommen vil samarbejde med Støjberg som med alle andre, der bliver valgt ind. Statsministeren gentager dermed ikke Poul Nyrup Rasmussens fejl, da han tiltalte Dansk Folkeparti med ordene ”stuerene bliver I aldrig”.

Kort sagt. Debatten om Støjbergs værdighed og ministerfremtid vil køre i en valgkamp. Men ikke blandt dem, der slås om de vælgere, der overvejer at sætte kryds ved liste Æ. Karakter: Godt

 

Inger Støjberg får en central placering i valgkampen. Mediedækningen vil kun – og endda kun måske – blive overgået af de tre statsministerkandidater
_______

 

LIBERAL ALLIANCE

Efter valget i 2019 lignede Liberal Alliance et ophørsudsalg. Partistifteren Ander Samuelsen opnåede ikke engang genvalg selv – og hans ”wingman” Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlod partiet efter en tabt magtkamp. Men trods en kort sygeperiode med stress slår den nye partileder Alex Vanopslagh i dag igennem både på Christiansborg og blandt liberale vælgere.

Ingen taler mere om spærregrænsen. Vanopslagh har som – som en eminent debattør med markante meninger frigjort af taktiske hensyn til ministerdrømme og indflydelse – fået en slags kultstatus især blandt et yngre vælgersegment, hvor en socialdemokratisk velfærdsstat og høje skatter bliver opfattet som en bremseklods på ethvert personligt initiativ. Det er ikke en folkebevægelse, men nok til at sikre fremgang ved næste valg. Karakter: Godt.

NYE BORGERLIGE


Man behøver ikke være valgforsker for at se, at Nye Borgerlige og partistifter Pernille Vermund vælgermæssigt lider under Inger Støjbergs succes. Nyhedens interesse glimrer nu ved sit fravær og ansvarets åg rammer også Nye Borgerliges politik. Med et blåt flertal inden for rækkevidde er den seneste valgkamps ultimative krav erstattet af lidt mere fremkommelige vendinger.

Nye partier slås altid med valgkamp nummer to. Men NB er kommet for at blive. Partiet har sat sig på de mest vidtgående holdninger i udlændingepolitikken med krav om dansk udmeldelse af diverse konventioner, hvor ikke engang Inger Støjberg råber med. Koblet med liberale holdninger om skattelettelser og hvad partiet selv kalder realisme i fx klimapolitikken er der stadig udsigt til en mandatgevinst, selv om den er svundet ind. Karakter: Nogenlunde.

 

NB er kommet for at blive. Partiet har sat sig på de mest vidtgående holdninger i udlændingepolitikken med krav om dansk udmeldelse af diverse konventioner, hvor ikke engang Inger Støjberg råber med
_______

 

KRISTENDEMOKRATERNE

Beundringsværdigt nok står Kristendemokraterne igen på stemmesedlen. Gang på gang samler ildsjælene ind til ny opstilling, selv om det valg efter valg viser sig at være forgæves. Partiets mærkesager – herunder på abortområdet og almindelig især borgerlig anstændighed – slår ikke igennem. Tabet af trods alt markante personer som Isabella Arendt nu konservativ og multipartimedlem Jens Rohde gør opgaven tæt på håbløs også denne gang. Hvis partiet får indflydelse på valgresultatet, så bliver det ikke med mandater, men måske med spildte stemmer, hvis blå blok ender med at mangle dem. Karakter: Skidt.

 

For syv år siden det største blå parti. I dag slås Dansk Folkeparti med spærregrænsen. En nedtur uden fortilfælde i dansk politisk historie
_______

 

DANSK FOLKEPARTI

For syv år siden det største blå parti. I dag slås Dansk Folkeparti med spærregrænsen. En nedtur uden fortilfælde i dansk politisk historie. Et parti, der er blevet splittet fra isse til hæl i en lang magtkamp og har mistet mere end halvdelen af sine folketingsmedlemmer. Den nye formand Morten Messerschmidt kæmper noget, der ligner en håbløs kamp. Endda stadig med en retssag om svindel med EU-midler hængende over hovedet.

Inger Støjberg løber med de jyske vælgere. Pernille Vermund med udlændingepolitikken og Mette Frederiksen har genvundet de ældre. Alligevel kan man ikke tage talentet fra Morten Messerschmidt. Selv om man må konstatere, at det er længe siden han i 2015 som EU-parlamentariker satte Danmarksrekord i personlige stemmer til EP samme år var med til at sikre ja-sidens nederlag i afstemningen om retsforbeholdet, så ligger hans styrke givet i debatterne med de andre partiledere.

Problemet er blot, at de mange år, hvor Dansk Folkeparti var dansk politiks kongemagere og tog deres pris for at være støtteparti for blå Venstre-regeringer, er endegyldigt forbi. Partiet er tæt på at lige meget i dansk politik. Det vil blive afspejlet i interessen – også selvom man nok skal klare spærregrænsen. Men hvordan vil det gå ved næste valg? Karakter: Skidt.



ILLUSTRATION: Sofie Carsten Nielsen under åbningsdebatten 2021 [foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]