Schultz og Latour i nyt økologisk manifest: I det 21. århundrede vil vi få en ny og afgørende klasse – den økologiske klasse

01.10.2022


”I en klimasmadret verden intensiveres og forandres klassekonflikten og bliver til en kamp ikke blot centreret omkring produktionsmidlerne, men omkring de jordlige subsistensbetingelser, der tillader sociale kollektiver at overleve. Det er dét, vi kalder et nyt ’geosocialt klasselandskab’.”

Interview med sociolog, Nikolaj Schultz, af Janus Elmstrøm Lauritsen

”Under hvilke betingelser kan økologien, frem for blot at udgøre en række bevægelser blandt andre, organisere det politiske omkring sig?” Det er det spørgsmål, de to sociologer, franske Bruno Latour og danske Nikolaj Schultz, stiller i bogen ”Notat om den nye økologiske klasse”, som netop er udkommet på dansk.

Bogen, som på nuværende tidspunkt er på vej i yderligere 11 oversættelser, vakte stor opsigt, da den udkom i Frankrig i starten af året, hvor den både skabte forsider i Le Monde og Liberation og toppede bestsellerlister. Og det er da heller ikke småting, de to anerkendte sociologer har kastet sig ud i. Tværtimod kalder de til kamp – sågar til klassekamp – men ikke mellem arbejdere og kapitalister eller andre økonomiske klasser. Denne gang handler det om det, de betegner som en ny ”økologisk klasse”, og i bogen forsøger de gennem 76 punkter at skitsere, hvem denne klasse består af, hvilken kamp den står overfor og ikke mindst, hvordan den kan mobiliseres. Det indebærer et opgør med vores vante politiske kategorier, med socialismen og liberalismen, og med selve ideen om moderniteten.

RÆSON har talt med den ene af de to forfattere, Nikolaj Schultz, i anledning af bogens udgivelse.

RÆSON: Hvad skal vi forstå ved en økologisk klasse? Er det en klasse i klassisk marxistisk forstand, som har klassebestemte interesser, den kan blive bevidst om og kæmpe for?

SCHULTZ: Det vi argumenterer for er, at vi begynder at se mulighederne for og konturerne af en fremspirende ”økologisk klasse”, som kan samles omkring dens kamp mod udvidelsen af produktionens praksisser, dens horisont og dens destruktive konsekvenser – og som kæmper for jordens beboelighedsbetingelser, lokalt såvel som planetært. Det er således ikke en klasse som er defineret i klassisk marxistisk forstand jævnfør en ”økonomisk” position og økonomiske interesser. Det er derimod en klasse, som vi foreslår kan blive selvbevidst og samles omkring dens kollektive ”jordlige” interesser i at sikre eller bevare de planetære eksistensbetingelser for samfundets og menneskernes fortsatte overlevelse. De nutidige danske eksempler jeg ind imellem bruger er Amager Fælled, Lynetteholmen eller Aarhus havn; folk kæmper ikke for at overtage produktionskræfterne, men mod selve produktionspraksissen og dens ødelæggende virkninger.

Men I bruger stadig et marxistisk sprog. Hvor overlapper jeres analyse med Marx’ klasseanalyse?

Vores analyse flugter med en række grundlæggende pejlemærker i Marx’ klasseanalyse. Klasseteorien var altid en måde at spørge: Hvordan reproduceres samfund socialt og materielt; hvor i denne proces er folk positioneret; hvem er deres allierede og antagonister, hvilke konflikter involveres de i, og – ikke mindst – hvad er den kollektive handlings horisont. Den var altså et slags kompas, der gav folk en forståelse af, hvad der tillod dem at overleve, hvor i det sociale landskab de befandt sig, med hvem de delte eksistensbetingelser, hvem de kæmpede imod og hvad de kæmpede for, samt disse kampes udsigter.

Marx’ klasseteori var med andre ord både deskriptiv og performativ – den gav en beskrivelse af samfundets struktur, samt perspektiver for handling. Dette udgangspunkt deler vi i vores analyse. Der er ingen tvivl om, at en af grundene til marxismens enorme historiske vigtighed – både sociologisk og politisk – var, at dens analyser både beskrev den sociale virkelighed og samtidigt knyttede an til idealer om samfundsforandring. Og som vi skriver, så må en økologisk klasseanalyse på samme måde tilbyde både en beskrivelse af tilvejebringelsen af betingelserne for samfundets kollektive overlevelse, samt identificere en række konfliktlinjer, som folk kan knytte an til politisk. Så, Marx havde ret – men i dag tager han fejl!

 

Vi ser nu, at samfundets materielle infrastruktur transformeres, hvilket nødvendiggør en ny beskrivelse af, hvordan samfundet reproduceres, hvor folk befinder sig i denne proces, samt hvilke konflikter, der opstår som følge heraf
_______

 

Hvor er jeres analyse så forskellig fra denne tradition?

Marx’ og socialismen besvarede de nævnte spørgsmål ved at rette blikket mod produktionskræfterne og produktionsforholdene: samfundets fortsatte eksistens sikredes gennem produktionen. Folk levede af dens frugter, og de var forskelligt positionerede indenfor et produktionssystem, hvor de indgik i konflikter over produktionsmidlerne, som ifølge Marx på et tidspunkt ville lede til et revolutionært skifte i ejerskab. Som bekendt en konflikt mellem kapitalisterne, der sad på produktionsmidlerne, og proletariatet.  

Men så længe man kun fokuserer på produktion, kan man i dag hverken besvare, hvorledes samfund består, eller hvordan klasseinteresserne forandrer sig. I vores ”Nye Klimatiske Regime” – en epoke karakteriseret af økologiske katastrofer, klimatiske mutationer etc. – så ser vi nu, ligesom ved den industrielle revolution, at samfundets materielle infrastruktur transformeres, hvilket nødvendiggør en ny beskrivelse af, hvordan samfundet reproduceres, hvor folk befinder sig i denne proces, samt hvilke konflikter, der opstår som følge heraf.

Den afgørende forskel er her, at samfund ikke længere blot kan siges at overleve på grund af produktion – tværtimod, så kan vi sige, at de overlever på trods af produktion. Som vi skriver, så er produktionssystemet blevet til et destruktionssystem, som dag efter dag destabiliserer planetens og samfundenes jordlige beboelighedsbetingelser. Endnu engang, som hos Marx, så ser vi at ”Alt fast og solidt fordufter”! Vi opdager, at samfundet har en anden materiel basis – ikke bare baseret på produktion, men på en længere liste af jordlige betingelser og processer der tillader menneskers overlevelse.

I forlængelse heraf, hvordan bryder den økologiske klasses kamp med den traditionelle klassekamp?

Det, vi identificerer skitserne af, og påtaler nødvendigheden af at udvikle analytisk og normativt, er forståelsen for en ny slags klasseinteresser og en ny slags klassekonflikt. Som nævnt, er det ikke blot en klassekonflikt om produktionsmidlerne – eller, for den sags skyld, om at finde en mere retfærdig distribuering af produktionens goder. I stedet er det, vi mener at se de begyndende omrids af og behovet for at skabe, en økologisk klasse, bestående af dem, som i stedet kæmper imod selve produktionens praksisser, hvis kollektive interesser er rettet imod bevarelsen af betingelserne for beboelighed på jorden, og som derfor hverken kan identificeres eller definerer sig selv indenfor produktionssystemet. Det er en klasse, som har identificeret, at verden har skiftet form – og som derfor redefinerer sine interesser på bølgelængde hermed.

Men giver det overhovedet mening at tale om ”klasse”, når klimaforandringerne formentlig kommer til at ramme os alle? Er det ikke et problem for mobiliseringen af klassen, at den er alle og dermed ingen?

Klimaforandringerne kommer til at ramme os alle, men de splitter os stadig. For det første, fordi vores udledninger bidrager til dem forskelligt, og fordi deres konsekvenser rammer ulige. For det andet, fordi de økologiske spørgsmål jo tydeligvis ikke har sat en stopper for sociale konflikter, men derimod synes at have intensiveret dem. Disse spørgsmål forener os ikke, de deler os.

En anekdote; I sidste uge gav Bruno Latour og jeg bl.a. et interview til Politiken – du burde gå ind og se kommentarsporet på Facebook, næsten et flertal af folk, som kommenterer, synes det er noget vrøvl at snakke om en ’klimakrise’! Naturen har ikke bragt os samlet i flok, den har splittet os, om end på nye måder. Problemet er så at, at vi ikke har formået at beskrive sådanne forandrede konfliktlinjer, og at økologien derfor blev et falsk ”fredsprojekt”, der tænktes at forene alle.

Økologien har ikke formået at samle disse konflikter i en samlet fortælling, der kan mobilisere til forenet handling. Det er derfor, vi tager fat i klasse-begrebet, for at beskrive disse konflikter, også selvom vi giver begrebet en ny betydning. Jorden forsvinder under fødderne på os alle, men i forskellige grader, og med forskellige privilegier, udbytningsforhold og klasseinteresser og konflikter til følge.

De klimatiske mutationer forandrer altså klasseforholdene på en måde, så ’klasse’ ikke længere blot bliver et spørgsmål om økonomi eller kultur, men i lige så høj grad territorielle eller jordlige forhold, relationer og interesser. I en klimasmadret verden intensiveres og forandres klassekonflikten, og bliver en kamp ikke blot centreret omkring produktionsmidlerne, men omkring de jordlige subsistensbetingelser, der tillader sociale kollektiver at overleve. Det er dét, vi kalder et nyt ”geosocialt klasselandskab”, og i bogen forsøger vi at fremanalysere én grundlæggende konfliktlinje i dette landskab – en konfliktlinje mellem dem, som ønsker at udvide produktionen, og så en økologisk klasse, som ønsker at bekæmpe dette mål.

Så, i en tid hvor samfundets jordlige betingelser forandres og trues, så går ”klasseinteresser” hen og bliver ”jordlige” eller ”klimatiske interesser”?

Præcis. Det har de i en vis forstand altid været, men i dag hvor de klimatiske mutationer accelererer, så intensiveres også nødvendigheden af at skabe et sprog for sådanne kollektive interesser. Som eksempelvis Karl Polanyi argumenterede for, så justeres klasseinteresser i takt med, at samfundet forandrer sig. Derfor er dét at tænke klasseinteresser som noget essentielt økonomisk en forfejlet doktrin.

 

Vi ser ødelæggelserne dag efter dag, men vi handler stadigt ikke i passende omfang med katastrofens størrelse. Hvordan kan det være?
_______

 

I taler ikke om en ”omstilling” men en ”omvending”. Hvorfor?

Vi bruger ordet ”omvending” som modpol til det mere brugte ord ”omstilling”, til på den ene side at forstå økologiens lammelse af politiske affekter, samt på den anden side at foreslå, hvorhen imod disse må rettes.

Tænk over det – vi ved alle, at jordens klimatiske systemer destabiliseres. Vi ser ødelæggelserne dag efter dag, men vi handler stadigt ikke i passende omfang med katastrofens størrelse. Hvordan kan det være?

Én måde at forklare det på, er at stort set samtlige kollektive, politiske energier og mobiliseringer de sidste 200 år har været rettet mod produktionens horisont. De forskellige liberalistiske og socialistiske politiske projekter ses ofte som hinandens modsætninger, men i grunden spejlede de hinanden på et afgørende punkt: de ønskede begge at øge produktionen, også selvom de så var uenige om ejerskabet over produktionskræfterne, eller over hvorledes man burde fordele det som produceres.

Det er nok endnu en af årsagerne til, at vi i dag er komplet politisk stagnerede: pludseligt er vi nødt til at rette vores opmærksomhed og vores politiske energier i den modsatte horisont – netop fordi det er gået op for os, at en fortsat øgning af produktionen er det, som truer vores samfunds jordlige vilkår. Med andre ord er det ikke blot en ”omstilling”; vi har fundet ud af, at vi skal i den anden retning, at produktionskræfternes eksplosion betyder en destruktion af vores grundlæggende livsbetingelser, og at vi fremover er nødt til at prioritere planetens beboelighedsbetingelser frem for udviklingen af produktionen.

Selve ideen om fremskridt og udvikling er jo en fundamental del af det, man kunne kalde modernitetens projekt. Er jeres tænkning grundlæggende et opgør med ideen om ”moderniteten”?

Idéen om fremskridt kan vi måske beholde, men i så fald er vi nødt til at give idéen om fremskridt et nyt ansigt. I moderniseringsprocessen var ”fremskridt” forbundet med vækst og produktion, men hvor progressivt er fremskridt er vækst og produktion, egentligt, hvis de efter lader samfundets grundlæggende livsbetingelser destrueret? ”Fremskridt” må i dag betyde løbende og uden prædestineret vished at forhandle samfundenes skæbne med de jordiske væsener, som betinger samfundenes videre overlevelse – med andre ord, at kæmpe for en bevarelse af jordens beboelighedsbetingelser.

At tænke ”udviklingen” som politisk og økonomisk mål har haft den konsekvens, at det har skabt en urealistisk forbindelse mellem politik, folk og deres økologisk-materielle levebetingelser. Derfor taler vi også om at gå fra ”udvikling” til ”indhylning”. Det betyder, at man accepterer behovet for at genskabe denne forbindelse, og at enhver vej “fremad” nødvendigvis må være en vej som indlejrer organiseringen af samfund i deres jordlige overlevelsesbetingelser. Vi skal ikke ”udvikle” samfundene eller produktionen, vi skal ”indhylle” dem i, flette dem sammen med de levende væseners frembringelsespraksisser, som har gjort jorden beboelig i milliarder af år, og som samfundenes og menneskenes videre overlevelse og trivsel til stadighed afhænger af.

 

Vi må skabe et narrativ, som kan mobilisere til forenet handling, og som giver økologien ideologisk autonomi og konsistens
_______

 

I skriver også, at ”det mest foruroligende for den økologiske klasse er, at den må gøre op med selve ideen om, at historien har en enkelt retning”. Hvis den ikke har én retning, hvad har den så?

Tidligere troede man, at man ’vidste hvor man var på vej hen’. Det var netop idéen om, at historien havde én allerede defineret retning – en ensidig forestilling om fremskridt og udvikling – som har bragt os ind i den knibe, vi står i nu, ikke mindst fordi man troede, at man boede i en stabil materiel verden, hvor ”naturen udenfor” blot bestod af ressourcer for en produktion, som ville sikre dette fremskridt og denne udvikling. Men vi bebor ikke den samme materielle verden eller den samme stabile jord, vi bebor en jord iblandt en mangfoldighed af andre levende væsener, som reagerer på, hvordan vi behandler dem, reaktioner som vi lidt efter lidt lærer at kende, men som vi allerede nu kan se efterlader jorden mere eller mindre beboelig for os mennesker.

Med andre ord har vi brug for en ny forståelse af ”tidens pil”, for pludseligt drejer det politisk-historiske kompas rundt i alle retninger, fordi dens magnetisme følger jordens mærkværdige reaktioner, om du vil. Idéen om, at historien er skrevet i sten, om at vi ”kender vejen”, umuliggør således, at vi vores samfund ”kommer ned på jorden”, for at bruge Brunos metafor. Økologismen, hvis vi kan kalde den det, har måske nok en horisont foran sig – men denne kræver en diskontinuerlig refleksivitet, nysgerrighed og en række diplomatiske gestusser omkring, hvad det vil sige at bo på en jord, som truer med at ”ryste os af”, hvis vi ikke behandler den ordentligt.

Det virker som enorme mentale og politiske transformationer, som vil tage enormt lang tid at udvikle. Hvordan bliver den økologiske klasse en politisk magtfaktor?

Klart, men vi er nødt til at forsøge os med konstruktionen af en økologisk klasse og en politisk-økologisk ideologi, for lige pt. er vi på vej til at gå i søvne ud over jordens planetariske grænser – udover, selvfølgelig, at vi er lysvågne, og har været det længe!

Vi må skabe et narrativ, som kan mobilisere til forenet handling, og som giver økologien ideologisk autonomi og konsistens. Som forklaret foroven, så er første skridt her accepten af at økologien kræver kamp; vi må skabe et ”os”, et ”dem”, en forståelse af de konflikter den økologiske klasse, samt en handlingshorisont. På samme måde som Marx’ definerede et ”folk” der stemmede overens med det ”sociale spørgsmål”, så må vi i dag forsøge at definere et folk der stemmer overens med det ”økologiske spørgsmål”.

Her er det desuden vigtigt at huske på, at skabelsen af en klasse aldrig kun har handlet om ”objektive interesser”, men lige så meget om kultur. Objektive interesser har aldrig været nok til at skabe et ”vi”, eller til at forene og mobilisere folk til kamp. Tværtimod, så viser socialhistorien, at man har brug for et helt kulturelt register at støtte sig op ad ideologisk. Her kommer vi ind på et andet vigtigt aspekt i vores bog; nødvendigheden af, at den økologiske bevægelse forsøger at tage del i, forsøger at vinde, den kulturelle kamp om idéer. Dette er, hvad Antonio Gramsci kaldte for ”jagten på hegemoni”, forstået som forestillingen om, at før en klasse kan overtage den politiske magt, så må den kæmpe for kulturelle magt først.

Her slår det os, at den politiske økologi har fejlet. Til tider virker det til, at de grønne partier og den økologiske bevægelse slet ikke har taget denne kamp op. Kig rundt omkring i Europa på de grønne partier og deres kandidater: hvor er hele deres univers af ideer, begreber, billeder, fortællinger, æstetikker? De glimter ved deres fravær, i hvert fald hvis du sammenligner med det, de socialistiske og liberalistiske kandidater har at trække på!

De troede måske det var unødvendigt, og at folk simpelthen ville tilslutte sig dens projekt når blot de hørte alarmklokkerne ringe katastrofen ind. Men et sådant kulturelt arbejde absolut nødvendigt, det kan ikke skippes. Som jeg har nævnt før, så svarer det til at forsøge at opdrage et barn kun på vand og protein! Hvem gider stemme på et parti, som man er nødt til at stemme på, eller som man bør stemme på? Igen, man er nødt til at skabe et helt kulturelt repertoire af visioner, begreber, billeder, ideer, værdier, æstetikker og så videre, som gør økologien ønskværdig, som skaber begejstring, som folk kan genkende sig selv i, og som tillader at skabe politiske affekter.

Men selvfølgeligt har du ret, og her ligger forskellen fra de tidligere ideologier: De havde uendeligt med tid til at formulere, præcisere, definerer sådanne kataloger – og som E.P. Thompson har vist i sit arbejde, så tager det mere end 100 år at skabe en stærk klassebevidsthed! Men, som Bruno siger, så er det netop fordi vi ikke har tiden, at vi er nødt til at tage den. Det er netop, fordi vi har travlt, at vi er nødt til at arbejde langsomt.

Alternativet er at forblive stagnerede. Og her tilbyder vores bog et første udkast til en række punkter, som vi bør diskutere og gennemarbejde kollektivt, i vores forsøg på at kreere en økologisk klassebevidsthed. 76 styks, for at være helt præcis… ■

 

Den politiske økologi har fejlet. Kig rundt omkring i Europa på de grønne partier og deres kandidater: hvor er hele deres univers af ideer, begreber, billeder, fortællinger, æstetikker? De glimter ved deres fravær
_______

 

’Notat om den nye økologiske klasse’. Hans Reitzels forlag. 150 kr., 90 sider. Udkom d. 30. september 2022.

Nikolaj Schultz (f. 1990) er ph.d.-studerende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, hvor han forsker i det, han kalder ”geosociale klasser”. Han har blandt andet redigeret ’Det epidemiske samfund’ (2020), og hans nye bog ’Mal de Terre’ er netop udkommet på fransk og udkommer til foråret på dansk, italiensk og engelsk.


ILLUSTRATION: Demonstranter fra Extinction Rebellion på Trafalgar Square i London, Storbritannien, 8. oktober 2019. [FOTO: Neil Hall/EPA/Ritzau Scanpix]