Uffe Gardel følger udviklingen i Ukraine: Dag 5: Er de russiske tropper demoraliserede?

01.03.2022

”Mor, jeg er i Ukraine. Der er rigtig krig her. Jeg er bange. Vi bomber alle byerne, alle. Vi skyder også på civile. Vi fik at vide, at de ville hilse os velkommen, men de kaster sig under vores PMV’er og under hjulene, og de vil ikke lade os komme forbi. De kalder os fascister.”

Af Uffe Gardel

Man kan næsten kun have ondt af Maxim. Han er fra Pskov, og han er efterretnings-underofficer. Nu ligger han på et hårdt parketgulv, med øjnene tapet til, og bliver forhørt af en i øvrigt venlig forhørsleder, mens han bliver filmet.

Optagelsen er distribueret af ukrainske medier og lagt på YouTube. Man kan se den her, men jeg advarer om, at den ikke er rar at se på.

Maxim fortæller, at han først blev sendt på øvelse i Belarus, men i torsdags krydsede han sammen med sine folk den ukrainske grænse.

“Der blev givet meddelelse om, at ukrainerne ydmygede det russiske folk, og at vi skulle hjælpe og befri vores folkefæller, og at alt ville blive godt, ligesom på Krim.” Men godt blev det jo ikke, og Maxim blev taget til fange i kampene søndag ved Ukraines andenstørste by Kharkiv.

– Til sidst et lyrisk spørgsmål, lyrisk, følelsesmæssigt, siger forhørslederen:

– Hvad skulle du dog det her for, du er 28 år, du er gift…

“Jeg ville ikke, jeg vil ikke,” siger Maxim, eller Max, som forhørslederen familiært kalder ham, og hans underlæbe begynder at bæve.

– Men så du så nogle fascister her, som myrdede børn, som myrdede russere?

“De laver propaganda, jeg har ikke set noget…” siger Max, og nu begynder han for alvor at græde, og forhørslederen siger såh-såh, Max, og det er godt, Max.

Ja, det er synd for Max, især hvis man lige ser bort fra at den russiske hær mandag, på krigens femte dag, lod granaterne hagle ned over boligblokke i Kharkiv. Men det mest interessante er hans holdning, hans kampmoral. Han er bare en fyr på 28, snart 29, som er fuldkommen fortvivlet over at ligge dér på gulvet, med øjnene tapet til, og finde ud af at han ovenikøbet er blevet ført bag lyset af sit eget land.

Jeg er ikke i tvivl om, at der også kan findes lignende eksempler blandt ukrainske krigsfanger, men Rusland står med et potentielt kæmpeproblem: Man tager 100.000 unge mænd og bilder dem ind, at de skal på udflugt, hvor de vil blive modtaget med brød og salt, men i stedet råber lokalbefolkningen “fascister” efter dem. Og ønsker dem død og helvede, mens den hær, de sikkert havde fået at vide ville stikke af i skræk ved synet af dem, skyder, sprænger og brænder dem ihjel i deres pansrede mandskabsvogne. For de russiske soldater må det være et chok.

 

Man tager 100.000 unge mænd og bilder dem ind, at de skal på udflugt, hvor de vil blive modtaget med brød og salt, men i stedet råber lokalbefolkningen “fascister” efter dem
_______

 

En sidste besked
Mandag demonstrerede lokale i byen Berdjansk mod den russiske invasionsstyrke, op i russiske soldaters åbne ansigter: ”Putin er et pikhoved”, og “Russiske krigsskib, sut min pik”; det sidstnævnte slogan var det svar, som garnisonen på Smiinyj-øen gav på en opfordring til overgivelse. Berdjansk ligger ellers et af de steder, hvor russerne virkelig må have troet, at de ville blive venligt modtaget; vi er ved Sortehavskysten, ude mod øst, og de lokale taler mest russisk til dagligt. Men i Berdjansk er russerne ikke velkomne, og når de ikke er velkomne her, er de næppe velkomne noget sted i Ukraine. Det bliver et chok for russerne at opdage.

Mandag læste den ukrainske FN-ambassadør nogle linjer op, som angiveligt skulle være en russisk soldats sidste sms-kommunikation med sin mor.

”Hvad for en pakke kan du sende mig, mor? Jeg har bare lyst til at hænge mig selv.”

– Hvad mener du? Hvad er der sket?

”Mor, jeg er i Ukraine. Der er rigtig krig her. Jeg er bange. Vi bomber alle byerne, alle. Vi skyder også på civile. Vi fik at vide, at de ville hilse os velkommen, men de kaster sig under vores PMV’er og under hjulene, og de vil ikke lade os komme forbi. De kalder os fascister. Mor, det er så hårdt.”

Teksten kan være et komplet falsum, eller den kan være stykket sammen af flere forskellige soldaters sms’er. Men den passer i stemningen til de videoklip med russiske krigsfanger, som vi har set en del af allerede. Fællesnævneren er, at russerne fremstår demoraliserede.

Og så er der tabene. Russerne vil slet ikke fortælle om deres tab, og de ukrainske tal virker fantasifulde; over 5.000 mand, skal Rusland angiveligt have mistet, herunder en tredjedel dræbte og to tredjedele sårede. Det er alligevel en del. I den ti år lange Afghanistan-krig mistede Sovjetunionen 68.000 soldater – dræbte og sårede i alt. Afghanistan-krigen rystede Sovjetunionen moralsk. Det kommer Ukraine-krigen også til.

Putins økonomiske fæstning står på et fundament af sand
Hverken krigsfanger eller ligposer er vendt hjem endnu, så foreløbigt er rystelserne mest økonomiske. De er til gengæld også voldsomme, for de sanktioner, Vesten har gennemført, er ekstreme. Først og fremmest er indefrysningen af de russiske valutareserver et lammende slag. Putin-styret har målbevidst gennem mange år arbejdet på at gøre sig uafhængig af Vesten, netop med henblik på en situation som denne: Man har fået en russisk fødevareindustri på benene, sparet sig til statsoverskud, og man har, som det vigtigste, opbygget valutareserver på næsten 500 milliarder dollar. Disse reserver var simpelthen fundamentet under Putin-styrets økonomiske fæstning. Desværre for styret viser det sig nu, at fundamentet ligger på sand: Mindst halvdelen af reserverne ligger i vestlige banker, hvor de ikke længere er tilgængelige.

I et desperat forsøg på at få kontrol over situationen fordoblede den russiske nationalbank mandag sin styringsrente til 20 procent, og eksportører skal fremover straks omveksle 80 procent af deres valutaindtægter. Det hjalp ikke meget. Rublen mistede på krigens femte dag næsten en femtedel af sin værdi, et uhørt kraftigt fald på valutamarkedet, og aktiemarkedet i Moskva valgte man slet ikke at åbne mandag. Ruslands finanssektor er ramt af et slag, som har kraften i sig til at udløse bankkrak og markedskollaps. Inflationen vil stige, boliglån blive ubetalelige, og masser af russere vil få reduceret deres købekraft drastisk.

Og krigen? Russerne gennemførte et omfattende artilleribombardement af beboelseshuse i Kharkiv, der ifølge Ukraines myndigheder udgør krigsforbrydelser. Også andre steder i Ukraine pågår der ifølge myndighederne krigsforbrydelser, og man indsamler dokumentation til brug for senere straffesager. Der blev meldt om flere tilfælde, hvor russiske køretøjer satte ukrainske flag på deres antenner og lignende – hvilket også er en krigsforbrydelse. Der blev holdt de første ”fredsforhandlinger” – eller snarere våbenhvileforhandlinger – og de var som ventet resultatløse. Men en af præsident Zelenskijs rådgivere, Mikhail Podoljak, sagde efter mødet, at ingen af parterne endnu har stillet ”obligatoriske ultimata”. Alle store byer er stadig på ukrainske hænder; kun Berdjansk – med godt 100.000 indbyggere – er som nævnt blevet besat. ■

 

Alle store byer er stadig på ukrainske hænder; kun Berdjansk – med godt 100.000 indbyggere – er som nævnt blevet besat
_______

Apropos denne artikel:

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer

Martin Lidegaard om 2025: Europa skal blive selvforsynende på alle punkter, hvis vi skal bibeholde vores indflydelse i verdenssamfundet

Simon Skov Fougt: Hvordan debatten om læsekrisen blev en fortælling om vås, vat, voksne og bøger

Lars Bangert Struwe: I 1756 ændredes Europas alliancer. Mange havde ikke troet det muligt. Er Trump ved at gøre det samme?

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden