Uffe Gardel: Hvis friheden i Europa skal overleve, må vores ledere besvare disse fem spørgsmål

04.08.2022

Krigen går ind i sin sjette måned, og hvad der chokerede os i det tidlige forår, er blevet sensommerens rutine af rædselsmeldinger. Det står nu klart, at krigen har virket som et forstørrelsesglas på Europas og særligt EU’s alvorlige udfordringer. Og sandheden er, at skal det frie Europa overleve, må kontinentets ledere tage stilling til en række centrale spørgsmål.

Analyse af Uffe Gardel

Første spørgsmål: Hvordan vil I sikre Europa mod ny russisk militær aggression?

Det står i dag klart, at Rusland ikke har tænkt sig at standse krigen mod Ukraine alene for at slippe af med de sanktioner, Vesten har indført. Sanktionerne er hårde, men Rusland havde i årevis forberedt sig på en situation, hvor man ville blive tvunget til en højere grad af autarki – selvforsyning og uafhængighed af leverancer udefra. Først og fremmest havde man opbygget store valutareserver, og selv om sanktionerne faktisk afskærer Rusland adgangen til halvdelen af disse reserver, så er der tilsyneladende nok tilbage, til at landet klarer sig. Og der kommer flere penge til, for selv om Europa indskrænker importen af russiske kulbrinter, er priserne på olie og naturgas steget så voldsomt – netop på grund af krigen – at Ruslands importindtægter faktisk er steget, og ikke faldet. Der er ingen vej uden om at konstatere, at energisanktionerne indtil nu har været en fuldkommen fiasko.

Sanktionerne kan samlet set blive meget generende for russisk økonomi om et stykke tid, men selv da tyder intet på, at de vil få Rusland til at standse krigen. Så hvad vil Europa nu gøre for at få Rusland til at standse krigen? Og hvad vil man gøre for at undgå en gentagelse?

Indtil nu har vi hørt mest om, hvad man ikke vil gøre. Man vil ikke sende tropper til Ukraine, man vil ikke selv gå ind i en konflikt med Rusland, man vil ikke sende tunge kampvogne og man vil ikke sende jagerfly. Og man vil ikke gennemføre nogen fuldstændig handelsboykot af Rusland, fordi flere lande, især Tyskland og Italien, har gjort sig fuldkommen økonomisk afhængige af russisk naturgas. Så hvordan har Europas ledere forestillet sig slutspillet – hvad skal motivere Rusland til at standse krigen og trække sine tropper ud af Ukraine, eller i det mindste tilbage til våbenstilstandslinjen fra før 24. februar 2022?

Og hvad skal der ske bagefter? Er Europas ledere sikre på, at Rusland ikke har tænkt sig at gå i krig med andre lande i Europa end Ukraine, eller mener man, at der kan være hold i særligt ukrainernes og balternes advarsler om, at Ukraine kun er det første mål?

Moldova kan blive det næste land, Rusland forsøger at undertvinge; landet er ikke medlem af NATO, det har en stor russisktalende minoritet, og en del af landet – Transnitrien – er allerede besat af Rusland. Hvad vil Europas ledere gøre for at forhindre et overfald på Moldova?

Og hvad med de tre baltiske lande? Balterne er selv bekymrede, og det beroligende standardsvar er, at de jo er medlemmer af NATO, og Rusland vil aldrig vove at røre et NATO-land. Men kan vi være sikre på, at Rusland ikke alligevel vil forsøge? Man kunne forestille sig, at det ville være fristende for den russiske leder at se, hvad der ville ske.

Og hvad nu, hvis kun der var tale om en lille bid? Hvis nu Rusland for eksempel sender kampvogne ind i Narva, den næsten rent russisktalende estiske grænseby? Hvad vil Europas ledere så gøre?

Tysklands kansler Scholz har allerede sagt, og netop gentaget, at man vil forsvare ”enhver centimer NATO-territorium”, men kan vi være sikre på det? Scholz vil ikke engang sende det kæmpende Ukraine tunge panservåben af angst for at provokere Rusland. Vil han virkelig gå i storkrig for en estisk grænsebys skyld? Jeg er i tvivl, og det er Putin nok også.

 

Scholz vil ikke engang sende det kæmpende Ukraine tunge panservåben af angst for at provokere Rusland. Vil han virkelig gå i storkrig for en estisk grænsebys skyld? Jeg er i tvivl, og det er Putin nok også
_______

 

Andet spørgsmål: Hvordan vil I sikre Europas almene modstandsdygtighed?

Det voldsomme piberi rundt om i Europa over de økonomiske konsekvenser af sanktionerne og Ruslands uerklærede modsanktion – at lukke for gassen – efterlader indtrykket af en verdensdel, som er blevet meget lidt modstandsdygtig rent moralsk; der skal vældig lidt til for at fremkalde stor utålmodighed i offentligheden, og utålmodigheden hjælpes godt på vej af for eksempel tyske politikere, der kappes om at udmale, hvor dramatiske konsekvenser det vil få, om Rusland virkelig lukker for gassen. ”Gas-triage” taler ansvarlige politikere om, som var der tale om en læges beslutninger på felthospitalet om hvem, der skal behandles, og hvem der skal dø.

Det er ikke så underligt, at NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg for nogle uger siden irriteret mindede om, at ukrainerne faktisk betaler med dræbte og sårede, mens EU-landenes betaling trods alt kun kan gøres op økonomisk. ”Vi burde holde op med at beklage os og bare se at støtte [Ukraine], punktum,” sagde han, og det er jo rigtigt. Så hvad vil Europas ledere egentlig gøre for at få mindre jammer og mere modstandsdygtighed i vores samfund?

Hvordan vil man blive bedre til at forudse og forberede sig på nye trusler? IMF fortæller os nu, at hvis Rusland faktisk drejer gashanen i, vil Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet opleve, at BNP falder med op til seks procent, og både Tyskland, Østrig og Italien vil gå i recession. Hvorfor har man ikke lavet en nødplan for dette tilfælde? En plan, der i det mindste kunne skabe politisk ro ved at vise Europas borgere, at situationen er under kontrol?

Og i et lidt bredere perspektiv, hvad vil man gøre for at sikre vores landes og økonomiers modstandsdygtighed, helt generelt? Det som med et af tidens modeord kaldes resiliens? Det handler om modstandsdygtighed over for falske nyheder, hvor EU’s anti-desinformationstjeneste gør en heroisk indsats, og sociale medier som Facebook følger op med advarsler mod russiske statsmedier og lignende, men hvor de nationale indsatser virker svingende i kvalitet. Hvordan vil man sikre, at borgerne ved, hvilke stemmer de kan stole på?

Og hvordan vil man sikre vores økonomier mod undergravning? Vi kender allerede, om ikke andet så anekdotisk, historier om kinesiske studerendes og gæsteforskeres misbrug af europæiske universiteters gæstfrihed til industrispionage. Hvad gør man ved det på europæisk plan? Hvad gør man ved den store kinesiske interesse for at investere i infrastruktur og nøglevirksomheder – i Europa generelt, men tilsyneladende navnlig på Balkan? Har EU en plan for et forsvar?

 

Det voldsomme piberi rundt om i Europa over de økonomiske konsekvenser af sanktionerne og Ruslands uerklærede modsanktion – at lukke for gassen – efterlader indtrykket af en verdensdel, som er blevet meget lidt modstandsdygtig rent moralsk
_______

 

Tredje spørgsmål: Hvordan vil I sikre vores indre sammenhæng?

Europa er jo grundlæggende et værdifællesskab. Vi repræsenterer demokrati og frihedsrettigheder og retsstatsprincippet over for de undertrykkende autokratier Rusland og Kina, men Polen og Ungarn har de senere år vist sig at fortolke værdierne anderledes end os andre, og EU har intet godt svar på det; der er ingen eksklusionsbestemmelse i EU’s traktater. Navnlig Ungarn har under konflikten med Rusland udviklet sig til en utålelig femtekolonne-aktør. Sanktioner er blevet bremset og modarbejdet af Ungarn, og den ungarske leder Viktor Orbán håner og spotter sanktionerne; de er et ”lungeskud”, siger han, midt i den alvorligste krise, Europa har stået i de seneste 60 år. Og alt dette kommer jo bare oveni en række andre værdikonflikter mellem Ungarn og EU – om bl.a. LGBT-lovgivning, mediefrihed og universiteters frihed.

Den manglende eksklusionsbestemmelse er et af de mange udtryk for tidligere tiders håbefuldt naive tro på, at tættere økonomiske bånd vil give flere fælles politiske værdier, men ligesom det har vist sig at være en illusion i forhold til både Rusland og Kina, har det indadtil også været en illusion. Trods øget integration bliver Ungarn og Polen stadigt mindre europæiske.

Den manglende eksklusionsbestemmelse er et af de mange udtryk for tidligere tiders håbefuldt naive tro på, at tættere økonomiske bånd vil give flere fælles politiske værdier, men ligesom det har vist sig at være en illusion i forhold til både Rusland og Kina, har det indadtil også været en illusion.

Konsekvensen er jo, at EU’s handlekraft svækkes, og det samme gør autokratiernes respekt for EU. Splittelsen øges mellem EU-lande, som er nettobidragydere, og lande, der som Ungarn og Polen er nettonydere, og allerværst: Andre lande fristes til at følge efter. De næste kunne være et Italien regeret af den russiskvenlige Femstjernebevægelse, eller Østrig, som tidligere har haft anløbne, russiskvenlige politikere i regeringen. Det siger sig selv, at det ikke kan fortsætte, og det siger også sig selv, at løsningen må være, at i hvert fald Ungarn ekskluderes af EU. For hvad vil EU’s ledere helt generelt gøre for, at EU fortsætter med at være et værdifællesskab?

Det umiddelbare alternativ er naturligvis, at EU i stedet bliver det rent økonomiske samarbejde, briterne ønskede sig, og som kræfter i blandt andet Danmark stadig foretrækker. Men et rent økonomisk samarbejde havde ikke kunnet stille noget op over for krigen i Ukraine; det havde ikke haft de fælles værdier, man havde kunnet begrunde en indsats med. Det havde altså ikke været i stand til at hjælpe Ukraine. Det havde heller ikke kunnet stille noget op mod russisk undergravning af vores demokratier. Altså forekommer det umiddelbare alternativ mere og mere at være en blindgyde.

Fjerde spørgsmål: Hvordan vil I sikre, at EU kan vokse uden at miste beslutningsevne?

Da tættere økonomisk integration nu engang ikke sikrer, at man også begynder at tænke ens, betyder det voksende antal EU-lande i sig selv, at EU’s beslutningsprocesser risikerer at sande til, selv uden kriser, og risikoen for en krise vokser naturligvis også: Jo flere medlemmer, jo større risiko for at ét af dem udvikler sig til et nyt Orbánland.

Den tyske forbundskansler Scholz skrev for få dage siden i et debatindlæg, at vi ikke længere ”har råd” til national vetoret i udenrigspolitikken, hvis EU fortsat vil høres i en verden af konkurrerende stormagter. Det har han jo ret i, men hvad siger EU’s ledere til det? Synspunktet er på ingen måde nyt. Det blev faktisk indarbejdet i et forslag til ny EU-traktat, Forfatningstraktaten, i 2004, men den faldt ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland, og tanken blev i første omgang opgivet, og EU fik en mindre ambitiøs forfatningsreform med Lissabontraktaten.

Siden da er forslaget om at afskaffe eller svække vetoretten dukket op igen og igen – ikke mindst fra tysk side. Men hvad har man egentlig gjort i den forløbne tid for at gøre tabet af vetoretten mere spiselig for lande som Danmark? Bare at gentage et synspunkt overbeviser jo ingen.

Er der andre tænkelige løsninger? Det haster med et svar. EU’s konflikt med Rusland vil stille større og større krav til EU’s evne til at træffe hurtige og markante beslutninger, for krigen mod Ukraine kommer formentlig til at vare længe, og et mere og mere desperat Rusland vil i så fald øge presset på EU for at få krigen sluttet.

Femte spørgsmål: Hvordan vil I sikre, at EU overhovedet kan vokse?

For et par år siden sænkede Frankrig, med assistance og opbakning fra blandt andre Danmark, en bom ned over den vej, som skal føre Balkan-landene mod et medlemskab af EU. Alle ved, at vejen vil være lang og snoet, og at flere af kandidatlandene formentlig ikke i den næste generations tid vil klare at nå frem til målet, men nu meldte en række medlemslande altså ud, at kandidatlandene ikke engang fik lov at sætte fod på vejen, for man ville ikke acceptere, at der overhovedet blev indledt optagelsesforhandlinger.

Det skabte en dødsensfarlig situation, for det gælder for de fleste af Balkan-landene, at deres demokratier er skrøbelige, og deres økonomier korrumperede, og det eneste, som reelt bare i nogen grad holder dem fast på et reformspor, er udsigten til en dag at blive medlemmer af EU. EU har dermed været den ”skinnende by på et bjerg”, som præsident Reagan engang – med et skjult bibelcitat – kaldte USA. For når den skinnende by bliver umulig at nå, så kommer lygtemændene frem i stedet, for eksempel i form af russisk militærhjælp eller kinesiske investeringer.

 

Det gælder for de fleste af Balkan-landene, at deres demokratier er skrøbelige og deres økonomier korrumperede, og det eneste, som reelt bare i nogen grad holder dem fast på et reformspor, er udsigten til en dag at blive medlemmer af EU
_______

 

Nu har EU så, under indtryk af situationens absolutte alvor, valgt alligevel at indlede optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien – landet som jo egentlig hed Makedonien, men måtte skifte navn for at undgå, at Grækenland blokerede for optagelsesforhandlinger. Det er naturligvis en god symbolhandling, og er hilst velkommen som sådan, men på et tidspunkt vil det gå op for alle, at symbolhandlinger netop er symbolske, ikke reelle.

Og så vil skuffelsen melde sig, og lygtemændene komme frem igen.

For Kosovo og Bosnien-Hercegovina er der reelt slet intet perspektiv. Kosovo – som i øvrigt formelt ikke har ansøgt om optagelse i EU endnu – er ikke engang anerkendt af alle EU’s medlemslande. Og Bosnien-Hercegovina er kun på papiret et land; den serbiske del af landet fungerer i praksis som en selvstændig mikrostat, der holdes på benene af serbisk og russisk støtte – og derved støder vi igen på den grundlæggende konflikt mellem Europa og Rusland.

Hvad vil EU gøre ved det? Forbereder EU sig overhovedet på, at den bosniske krig kan bryde ud igen, denne gang initieret af Rusland? Gør man noget for at løse knuden om det ikke-anerkendte Kosovo og den krig med Serbien, som truer her xxomformuler til at dække de seneste optøjer? Og hvad med de øvrige kandidatlande? Vil man genoplive de gamle diskussioner om et EU i flere hastigheder; en diskussion som dengang mere var beregnet på at håndtere integrationsuvillige lande som Danmark og Storbritannien, men i dag måske kunne rettes mod at skabe et yderlag i EU, der bevæger sig så langsomt, at selv de aktuelle kandidatlande ville kunne klare at være med?

Krigen i Ukraine har gjort en reform til en nødvendighed. Det er åbenlyst, at Ukraine ikke i en menneskealder vil blive i stand til at opfylde betingelserne for et fuldt medlemskab af EU. Det er lige så åbenlyst, at det er uholdbart at holde Ukraine hængende så længe i forværelset. Krigen understreger, at EU’s konstruktion må ændres.

 

Vil man genoplive de gamle diskussioner om et EU i flere hastigheder; en diskussion som dengang mere var beregnet på at håndtere integrationsuvillige lande som Danmark og Storbritannien, men i dag måske kunne rettes mod at skabe et yderlag i EU, der bevæger sig så langsomt, at selv de aktuelle kandidatlande ville kunne klare at være med?
_______

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten