Bayer og Marker: Hvad er det for et folk, SVM-regeringen vil repræsentere?

28.02.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Hverken ordbøger, leksika eller empiriske undersøgelser kan give os det endelige svar på, hvem folket er. Folket er nemlig altid genstand for politiske definitionskampe. Er folket arbejderne på fabrikken, bønderne på landet, middelklassen i forstaden eller ‘alle dem ovre i Jylland?’

Kommentar af Kristoffer Bayer og Silas Marker

SVM-REGERINGEN er et resultat af “valgets tale”, lyder det. Folket gav, ifølge statsminister Mette Frederiksen (S), mandat til en bred regering over midten. Men hvad siger regeringen om det folk, der har givet dem magten?

Ikke så overraskende er økonomi og konkurrenceevnen det overvejende fokus for det 63 sider lange grundlag for SVM-regeringen; økonomiske reformer skal styrke dansk økonomi i en krisetid. Men ganske interessant er der noget andet, der også skal gøres stærkere – nemlig folket. Man kan for eksempel læse følgende: “En af Danmarks styrker er, at vi hænger sammen som et folk – på tværs af geografiske, sociale, økonomiske og etniske forskelle og køn. Hver eneste dag skaber vi en fælles identitet og sammenhængskraft gennem vores møde med hinanden.” Derfor vil regeringen styrke civilsamfundet og foreningslivet.

Venner, vi ikke kender

I vores nye bog Folket, som udkommer den 3. marts, undersøger vi spørgsmålet om, hvad folket er. Følger man SVM-regeringen, er folket tilsyneladende en identitet, der overskrider alle andre (partikulære) identiteter som etnicitet, klasse og køn. Det er det fælles ‘vi’. Ifølge psykoanalysen er ingen identitet eller ‘jeg’ selvtilstrækkeligt og færdigt; det har derimod en indbygget mangel eller et ‘hul’, som skal fyldes ud med identifikationspunkter fra omverdenen. For at blive nogen, er man nødt til at identificere sig med noget, og denne proces kaldes identifikation. ‘Folket’ er et sådant identifikationspunkt eller et ‘tilbud’ om identifikation. Når folket skal styrkes, er det vores identifikation med det samme folk, der skal være stærkere. På den måde er folket et fællesskab.

De fleste af os er en del af mange slags fællesskaber: På arbejdspladsen, i fodboldklubben eller i familien. Men fælles for dem er, at vi kender de andre i fællesskabet. Folket er som fællesskab særpræget i og med, at dets medlemmer kun i meget begrænset omfang har mødt hinanden. Det er, som Benedict Anderson har betegnet det, et forestillet fællesskab. Derfor må folket også bindes sammen af noget fælles. Som der står senere i regeringsgrundlaget: “Kulturen udfordrer vores måde at tænke og se verden på samtidig med, at det binder os sammen som land og folk. Det er den danske identitet og den fælles historie.” Den enkelte skal altså både have en forestilling om en kontinuitet på tværs af rum (vi er som københavnere forbundet med mennesker bosat i Jylland, selvom vi aldrig vil møde dem); og en kontinuitet på tværs af tid (vi er forbundne med H.C. Andersen, selvom han døde 119 år, før vi blev født) – fordi vi alle er en del af det samme folk. Det bliver for alvor tydeligt, når landsmænd møder hinanden i udlandet og føler et instinktivt fællesskab, selvom de aldrig før har haft noget med hinanden at gøre.

 

Når man siger, at man er noget, siger man også, at der er noget, man ikke er
_______

 

Folket er dem, vi er – men hvem er det?

Fordi folket er et forestillet fællesskab, kan man ikke lave en empirisk optælling eller en endegyldig sociologisk afgrænsning af det. Nogle vil definere det danske folk som “alle danskere”, men det starter så en definitionskrig om, hvad det vil sige at være dansk, som har stået på i hvert fald siden 1800-tallet og synes uendelig. Andre vil sige, at folket er de jævne, almindelige mennesker. Men hvad betyder almindelig overhovedet, og på hvilke parametre?

Hverken ordbøger, leksika eller empiriske undersøgelser kan give os det endelige svar på, hvem folket er. Folket er nemlig altid genstand for politiske definitionskampe. Er folket arbejderne på fabrikken, bønderne på landet, middelklassen i forstaden eller ‘alle dem ovre i Jylland?’ Er folket dem, der kører traktor, går i gule veste eller Men in black, som selv proklamerer, at de er folket? Vil folket have gode vilkår for virksomhederne eller tryghed i ældreplejen – og vil det have lukkede eller åbne grænser? Svaret på disse spørgsmål er aldrig givet på forhånd og vil altid være resultatet af en kamp om at definere, hvem vi er som fællesskab, og hvad vi vil.

Folket skabes af ikke-folket

Når man siger, at man er noget, siger man også, at der er noget, man ikke er. Når Inger Støjberg taler om eliten i de københavnske saloner, handler det netop om at skabe folket ved at afgrænse det: Folket er alle dem ude i virkeligheden, uden for salonerne. Vi kan hverken påvise folket eller de københavnske saloner empirisk, men det er heller ikke nødvendigt, for vi forstår udmærket modsætningsparret, fordi de to identiteter, “folket” og “eliten i salonerne”, definerer hinanden gensidigt, ligesom når kontrasten mellem to farver gør, at begge farver står tydeligere frem end før. Vi kender det også fra fodboldens verden: Der er få øjeblikke, hvor den danske identitet og samhørighed er så stærk, som når landsholdet spiller mod arvefjenden Sverige.

Der er intet odiøst i dette skel. Der findes ikke grænseløse fællesskaber. Identitet skabes derimod af forskel, så i kampen om at definere folket bliver det især defineret gennem alt det, det ikke er – dets konstituerende udenfor, som Jacques Derrida ville sige. Det interessante er derfor ikke, at folket ekskluderer nogen, men derimod hvor grænserne for folket går, og hvem, der ikke er en del af folket.

Derfor bliver det også spændende at se, hvem SVM-regeringens folk og ikke-folk vil være, og hvor stort modsætningsforholdet vil være. Regeringsgrundlaget peger ikke på noget tydeligt konstituerende ydre for sit folk. I det hele taget er der meget lidt konflikt i denne tekst. Tanken om et konstituerende ydre for folket er dog hverken fremmed for Socialdemokratiet eller Venstre. Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek skelner i sin bog De lærdes tyranni mellem “det folkelige Danmark” med de korte uddannelser i de små- og mellemstore byer og “den kreative klasse” med de lange uddannelser i storbyerne. Venstre har tidligere opstillet en skarp modsætning mellem et folkeligt “vi” på den ene side over for “eksperter og smagsdommere” på den anden. Mette Frederiksen skrev op til dannelsen af regeringen, at hun og regeringen ville “repræsentere danskerne, som I er flest.” Men hvad med dem, som ikke er, som folk er flest? ■

 

Mette Frederiksen skrev op til dannelsen af regeringen, at hun og regeringen ville “repræsentere danskerne, som I er flest.” Men hvad med dem, som ikke er, som folk er flest?
_______

 

Kristoffer Bayer (f. 1994), BA i filosofi. Tidligere skribent ved bl.a. ATLAS Magasin. Arbejder som strateg i et globalt designbureau.

Silas Marker (f. 1994), cand.mag. i filosofi. Forfatter til bogen Os og dem: Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter (Gyldendal 2019) samt adskillige artikler om populisme, demokrati og identiteters betydning i politik. Tidligere forsker ved Københavns Universitet og skribent ved blandt andet RÆSON. Arbejder som embedsmand i centraladministrationen.

Bayer og Marker er forfattere til bogen ’Om Folket’, som udkommer 3. marts på forlaget Problema. Bogen introducerer den politiske filosofis tanker om, hvad folket er, og hvordan begrebet bliver brugt i dansk og international politik i dag.

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover