Bjarne Corydon i Interviewserien: Regeringen underdriver omfanget af de omvæltninger, vi står overfor
23.05.2023
”Jeg er strukturelt bekymret for, at regeringen allerede er gået i stå, både med sin fortælling, og med løsningen af den konkrete opgave, den har sat sig. Og nede under den bekymring ligger vel en endnu dybere bekymring for, om de egentlig mener det, de har sagt alvorligt.”
Interview af Niels Koch-Rasmussen
RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Bjarne Corydon, chefredaktør og administrerende direktør for Børsen.
RÆSON: Hvad tror du banede vejen for SVM-regeringen?
CORYDON: Det korteste svar på det er, at det gjorde vælgerne.
Og det er måske en af de væsentligste analytiske fejl, der trives blandt de talende klasser i Danmark, at der skulle være tale om et eller andet kup eller svigt. Eller at der står løftebrud og amoral hen over undfangelsen af den her regering. Og det kan man jo på den ene side måske godt forstå, men på den anden side må man sige, at man handlede jo i høj grad på et vælgermæssigt oprør fra midten; og det så man jo i svækkelsen af yderfløjene, hvor vi så et decideret sammenbrud i DF og et markant hug til Enhedslisten. Radikale Venstre blev straffet for at læne sig ud mod venstrefløjen, mens vi så et sensationelt valg til Løkke. Og vi så en belønning af Mette Frederiksen for at være meget klogere og meget mere bevidst om vælgerstrømninger end de to modkandidater til statsministerposten, Jakob Ellemann og Søren Pape, og fange budskabet om bredt samarbejde og en bred regering – akkurat i sidste øjeblik, men tidligt nok til faktisk at få fremgang efter at have stået helt afklædt ganske kort tid før valgkampen.
Det er nok den væsentligste forklaring. Men nede under det ligger en dybere forklaring, som er, at i virkeligheden var de tre år fra 2019 til 2022 en markant og helt uholdbar afvigelse fra den ellers dybt interessante og succesrige normal, der har hersket i dansk regeringsførelse i virkeligheden siden 1982.
Regering er selvsagt en unik konstruktion. Ikke siden 1978 har vi haft en samlingsregering, og ikke siden starten af 90’erne har vi haft en flertalsregering; men jeg synes egentlig, det giver meget mere analytisk værdi at se det som en tilbagevenden til en trend, men på en ny måde, i en ny konstellation, og med nogle nye opgaver. Historien udvikler sig jo hele tiden, men det er i højere grad en normalisering, end det i virkeligheden er et nybrud, som jeg ser det.
Læser du valgresultatet som et mandat til at gennemføre det opgør, som Lars Løkke tidligt var ude at karakterisere – altså et opgør med et politisk system, som var låst af yderfløje, som blokerede for de nødvendige reformer, og som et ja til reformer?
Absolut. Der er et meget stærkt mandat. I mine øjne er der en forvridning af den måde, vi taler om politik på. Vi er låst i en blokpolitisk logik, som er identitetsbærende for rigtig mange aktører i den offentlige debat, for mange medier, for mange meningsdannere. Hvis der er en rød eller en blå valgsejr, så anses det i et eller andet omfang for legitimt, at det også må være de røde eller de blå, der regerer.
I virkeligheden var de tre år fra 2019 til 2022 en markant og helt uholdbar afvigelse fra den ellers dybt interessante og succesrige normal, der har hersket i dansk regeringsførelse i virkeligheden siden 1982
_______
Jeg husker levende, da Johanne Schmidt-Nielsen sagde, at jeg ”havde pisset på vælgerne”, der engang ville have lavet en bred skattereformaftale, i stedet for at lave en skattereformaftale med rød blok. Og det tænkte de fleste kommentatorer, at hun jo sikkert havde ret i, men sandheden var, at hvis man kiggede på, hvad folk havde stemt, og hvad de sagde i meningsmålingerne om lige præcis den skattereform, så ville langt det bredeste flertal af befolkningen stærkt have sig frabedt, at det blev lavet med Enhedslisten som en lukket rød fest. De ønskede, at det blev lavet bredt, men det var bare ikke kodet ind i den måde, vi talte om politik på.
Hvad er din vurdering af regeringens arbejde indtil nu?
Grundlæggende er jeg nervøs. Og det er jeg ikke så meget på grund af meningsmålinger, og hvad der nu måtte være af udfordringer, med dem der leder Venstre, og hvorvidt statsministeren rejser ud af landet, eller bliver hjemme, og hvad der ellers er af snak og sladder. Jeg er strukturelt bekymret for, at regeringen allerede er gået i stå, både med sin fortælling, og med løsningen af den konkrete opgave, den har sat sig. Og nede under den bekymring ligger vel en endnu dybere bekymring for, om de egentlig mener det, de har sagt alvorligt, altså om de faktisk har dannet den her regering med de hensigter, de har gjort gældende, eller om der ligger nogle mere taktiske og derfor mere foreløbige overvejelser bag. Det mener jeg er et åbent spørgsmål lige nu, og det giver selvfølgelig grund til bekymring, når man står det sted, jeg står.
Hvad er det, du ser som et kursskifte?
Nu ved vi det jo ikke – og jeg synes det er et spændende tidspunkt at tage den her snak på – fordi det er jo nok lige nu, i de her uger og måneder, meget af det her bliver afgjort og drøftet.
Men vi kan jo tage et par nedslagspunkter. Baseret på de kilder, jeg har adgang til, og det man ellers kan læse åbent, startede det med en klar og sund overbevisning om, at det handlede om et højt, ambitiøst reformtempo. Om at få noget fra hånden tidligt, så man kunne se resultaterne begynde at virke i løbet af den her valgperiode, og så man kunne gennemløbe en normal politisk konjunkturcyklus, hvor man tager det sure først og det søde til sidst. Der er jeg bange for, at regeringen allerede ryster på hånden.
Store Bededag har efterladt et dybt indtryk. Det kan man jo på ene side godt forstå, men på den anden side er det jo svagt eller umodent, hvis man er blevet chokeret over det, fordi i virkeligheden var det jo ikke en stor reform. Det var en lille omgang i forhold til, hvad vi normalt gør eller skal kunne i Danmark, når vi taler reformer. Allerede nu kan man se, når du taler seniorpension, når du taler en række af de andre reformdagsordner, at der begynder at være en usikkerhed. Og risikoen er selvfølgelig, at der sker det i regeringen allerede efter fem måneder, som normalt sker i alle regeringer efter tre år, nemlig at man begynder at sidde og forhandle slaphedspakker med hinanden. En stærk regering er jo en regering, hvor summen er større end delene, og man går ikke efter den mindste fællesnævner, men man bytter om man så må sige ofre med hinanden. Så hvis det ene parti vil gøre noget, der er svært, så vil det andet parti til gengæld gøre noget, der er tilsvarende svært for dem, og så får man samlet set noget, der er modigt. På et tidspunkt, når man nærmer sig et valg, så skifter den logik jo, og det, man så i stedet bytter, er lempelser, tilbageskridt og bekvemmeligheder. Og det er jo et problem, hvis de allerede har ramt det punkt efter fem måneder. Det er det første nedslag for mig.
Det andet er selve fortællingen, og det tror jeg måske er endnu vigtigere. Der er meget, der tyder på, at det, der er blevet ”branded” som en krisefortælling, er under en form for omarbejdning. Vi har selv skrevet om det i Børsen, og jeg synes, vi har gode kilder på det. Jeg har fra starten påpeget, at krisfortællingen i den første udgave var primitiv. Den var svulstig, og den var en forfejlet idé om, at den måde, man kommunikerede på fra 2019 til 2022 kunne også bringes i anvendelse for en rigtig regering; altså en reformregering. Og det tror jeg er forkert. Hvis man vil have en fortælling, et narrativ om væsentlige store problemer, som kræver væsentlige store reformer, der i sagens natur vil være svære eller kontroversielle, så tror jeg, at man skal have en meget mere seriøs indgang til faktisk at beskrive landets mellemfristede problemer. Der tror jeg, at man er kommet til at overdrive problemerne på kort sigt og underdrive dem på mellemlangt sigt, og udfordringen for mig at se er jo selvfølgelig, at hvis man så holder op med at overdrive dem på kort sigt, men ikke ser dem i øjnene på mellemlangt sigt, så synes jeg, at man står et svagt sted. For så bliver det lynhurtigt en driftsregering, der i virkeligheden sidder for at sidde og falder tilbage på at forhandle med hinanden om at bruge det råderum, der nu faktisk ser ud til at blive lidt større end ventet.
Allerede nu kan man se, når du taler seniorpension, når du taler en række af de andre reformdagsordner, at der begynder at være en usikkerhed. Og risikoen er selvfølgelig, at der sker det i regeringen allerede efter fem måneder, som normalt sker i alle regeringer efter tre år, nemlig at man begynder at sidde og forhandle slaphedspakker med hinanden
_______
Og så synes jeg, at regeringsgrundlaget allerede fra starten var kendetegnet ved, at de spændende dele af det også var helt ukonkrete og åbne for fortolkning. Det var jo fint med Store Bededag, og det er jo også fint med de andre bud på øget arbejdsudbud, hvis man tør at stå ved dem, men samlet set er det jo ikke et væsentligt ambitionsniveau; det er bare et sædvanligt ambitionsniveau. Det interessante ligger i projekterne om frisættelse af den offentlige sektor, om reform af sundhedsvæsenet, om de virkelige strukturgreb på vores samfund, og der må man sige, at hvis du læser, hvad der står, så kan det blive både fugl og fisk.
Du har blandt andet i Børsens podcast peget på, at der mangler nogle konkrete tal, der underbygger den førte politik, i stedet for den svulstige retorik, hvor man har sammenkoblet Putin og Store Bededag. Hvad er det så for et regnestykke, du ser for dig? Og hvorfor lægger man ikke svesken på disken og bliver mere konkret ved det regeringsgrundlag, som du kalder ”fluffy” og abstrakt?
I mine øjne ville et langt mere solidt udgangspunkt være at lave en stor, langfristet, seriøs økonomisk plan, hvor man regner ud, hvor store problemer vi egentlig har målt i milliarder, eller målt i hænder, arbejdskraft. Der er jo forskellige parametre, man kan måle det på ud fra en konkret gennemregnet, substantiel fremstilling af, hvad det egentlig er for udfordringer, vi skal løse. Fire styks ville være oplagte at tage fat i, og ingen af dem er jo regnet fuldt ind i de nuværende økonomiske planer. Du kan tage hele velfærdsområdet, og her tænker jeg på servicesiden, altså den forventning, der jo er som en del af vores sociale kontrakt, om, at kvaliteten af velfærden udvikler sig på linje med det, vi kan købe privat. Det er der ikke taget højde for i vores økonomiske planer.
Så er der hele den grønne omstilling. Ingen har jo nogensinde stået ved en gennemregning af, hvad det egentlig koster. Der er beregninger på, hvordan det kan gøres, hvad det koster, hvis det gøres omkostnings-effektivt, altså med afgifter, men det er der jo ikke nogen politikere, der vil. Hvad koster det, hvis det skal gøres politisk og realistisk?
Så er hele spørgsmålet om vækst, udvikling og teknologisk omstilling interessant. Industripolitik er det nye sort, og det er dyrt, hvis et lille land skal matche de store. Alt det, der handler om omstillingen af dansk økonomi i en digital retning, nye teknologier, kunstig intelligens, produktivitet, uholdbare beskatningsniveauer på kapital, selskabsskat, uholdbart beskatningsniveau på arbejdsindkomst i en tid med demografisk modvind og mangel på hænder.
Og endelig er der, som det sidste og nok det største, sikkerhed. Vi taler om, at vi har et hul på 18 mia. for at nå op på 2 pct., men den samlede regning, når du kigger på vores forsyningskæder, når du kigger på alle de ting, vi ikke længere kan gøre lige så effektivt for at leve i et sikkerhedssamfund, er jo ikke på noget tidspunkt regnet ud.
Jeg tror, at hvis du lægger de her ting sammen, så er der et stort rundt hul på plus 100 mia. eller plus mange tusind hænder, som man ville gøre klogt i at lægge på bordet, for så tror jeg, at man ville stå et meget stærkere sted. Så ville man få en debat om, om der egentlig er partier eller bevægelser eller meningsdannere i Danmark, som tager lettere på tingene, altså som ikke synes, at hverken velfærd, sikkerhed, vækst eller klima for alvor er noget, man skulle adressere.
Hvorfor gør de så ikke det?
Jamen det er jo fordi, at hvis du lægger de problemer på bordet i fuldt omfang, så har du i et eller andet omfang også bundet dig til masten for at løse dem. Og så har du bundet dig på et meget højere og meget mere ubehageligt og rent ud sagt risikabelt reformambitionsniveau, end det der ligger i regeringsgrundlaget. Og det kan man jo sagtens psykologisk forstå. Det var sikkert ikke specielt nemt på en måneds tid på Marienborg at blive enige om det, man så blev enige om. Og at det kun er begyndelsen, og vi i virkeligheden skal meget længere på mange dimensioner, kan man jo godt forstå er en udmattende tanke. Men udfordringen er bare, at hvis ikke man tør se den i øjnene, så glider man baglæns. Enten flygter man fremad, eller også glider man baglæns; det med bare at stå, hvor man stillede sig, det tror jeg ikke på, at man kan.
Fuldstændig demokratisk spontanitet ødelægger alle muligheder for at drive et stærkt samfund
_______
Samtidig har vi jo set en del økonomer pege på, at den danske økonomi har det godt, og at det ikke er en nødvendighed at gå ”reformamok”. Er det fordi, at danske økonomer taler nationaløkonomi, mens det, du taler om, indlejrer globale og eksterne ting som fx forsvar og den sikkerhedsmæssige trussel?
Jeg tror egentlig, at forskellen er banal. Det, danske økonomer siger og regner på, er jo matematisk fuldstændig korrekt. Det, de jo bare meget eksplicit ikke tager højde for, er de mål, vi har for at ændre vores samfund. Og det er jo dér, man har brug for en regering og et regeringsapparat, der et eller andet sted stiller et målbillede op for økonomerne, hvor de siger, at det er fint, at vi har råd til det udgiftsniveau, vi kender, men hvad koster det, hvis vi gerne vil herhen? Så tror jeg egentlig, at du ville få en fin, bred, faglig økonomisk konsensus ret hurtigt, om hvad det er, vi snakker om, hvad det er for nogle redskaber, vi skal have fat i, hvad er det for nogle regninger, vi kigger på, og hvordan de her problemer i øvrigt hænger sammen på tværs. Det er en ret banal misforståelse, hvor man tror, man taler om det samme, men i realiteten taler man om noget helt forskelligt; fordi hvis målet bare var at sige, at vi har et samfund, der kører fint, vi har brug for lige omkring 0,7 pct. vækst i det offentlige forbrug om året, til sådan akkurat at kunne dække demografien, ellers så skal alting bare være, som det plejer, så ville der jo ikke være noget problem.
Jeg tror i virkeligheden, det er en strid om kejserens skæg. De dygtigste økonomer vil ikke være uenige i, at skal man noget andet, end det man plejer, så har det en pris. Og så er der selvfølgelig nogle indbyggede usikkerheder i de her beregninger. Det synes jeg, at særlig Nina Smith har været dygtig til at gøre opmærksom på. Der ligger nogle adfærdseffekter og venter på os, fx at rigere mennesker vil ønske sig mere af mange ting, herunder fritid, det har vi ikke taget højde for i vores fremskrivninger. Hvad der sker, hvis de begynder at skære ned på deres arbejdstid, enten ved at gå på pension tidligere eller arbejde mindre? Derfor er beregningerne matematisk rigtige, men de beskriver bare ikke det relevante problem.
I bragte for nylig i Børsen en interessant og ret opsigtsvækkende artikel om det kursskifte, vi allerede har været omkring, og lige inden jeg kom op her, der sad jeg og kiggede på Stephanie Lohse på TV2 News i foyeren, der fortalte om, hvordan økonomien så bedre ud end antaget, og hvor regeringen opjusterede forventningerne til udviklingen i BNP. Hvorfor tror du, at de grundlæggende ændrer krisefortællingen?
Det er uholdbart at stå der, hvor de har stillet sig. Nu har man to muligheder: man kan enten gå baglæns eller forlæns. Baglæns er bekvemt, forlæns kommer med risiko. Går man baglæns, så er hele den energi, det mandat, den fortælling, man kom ind på, på spil. Og så er risikoen jo, at det ikke er et skridt baglæns, men det er første skridt hele vejen tilbage til det, der ikke fungerede.
Nu talte vi indledende om det mandat, vælgerne har givet regeringen. Kan man ikke også sige, at det her med krisen egentlig bare handler om, at de danske vælgere grundlæggende ikke er modtagelige for den reformpolitik, og at det var derfor, det ikke lykkedes for jer (Thorning-regeringen red.) at blive genvalgt i 2015, og derfor at Mette Frederiksen kunne vinde med et korrektiv til jer i 2019? Og at det er derfor, SVM-regeringen nu også står så svagt?
Det vil mange mene. Der er jo utroligt mange politiske kommentatorer, der tjener en udmærket løn på at fortælle den historie i uendeligt mange variationer – forfra hver morgen. Der er vel en tre-fire ting, der nuancerer billedet. For det første, at Danmark har haft reformregeringer uafbrudt fra 1982 til 2015. Og de er ganske vist ikke alle sammen blevet genvalgt, og de har da ganske vist også fået mange tæsk undervejs, men det er dog alligevel på en eller anden måde lykkedes dem at få det til at være foreneligt med at have regeringsmagten for skiftende regeringer. Fra 2019-2022 fik vi så en undtagelse. Under Løkke fra 2015-2019 krakelerede det – og under Frederiksen fra 2019-2023 tog man så helt bevidst et frikvarter fra reformpolitikken, som man bildte vælgerne og måske sig selv ind kunne vare evigt. Nu er det heldigvis forbi.
Man skal kunne leve med, at i den første del af valgperioden, der er man nede. Og så skal man bruge den neddykning til at få samlet nogle perler op nede på havets bund, i stedet for bare at være stolt af, at man kan holde vejret
_______
Så hvis man skal se på den politiske kontinuitet igennem historien, hvor du mener, der har været et reformspor, der har samlet partier på begge sider af midten, hvad har virket dengang, og hvad er det, der ikke virker nu?
Der har selvfølgelig været bump på vejen. Men det, der har virket, er vel, at man netop har fulgt den opskrift, jeg her har prøvet at beskrive. Man har i en alliance imellem toppolitikere, topembedsmænd, førende eksperter, men jo også stærke interesseorganisationer og meningsdannere, den ene gang efter den anden formuleret et dybt strukturelt, langsigtet, ret kompliceret problem, som var svært at forklare, og så har man vundet en eller anden form for konsensus i forhold til, at det bliver man nødt til at håndtere. Det var sådan, vi fik fastkurspolitikken, det var sådan, vi fik vores pensionsreformer, det var sådan, vi fik budgetdisciplinen i forhold til de kroniske offentlige underskud. Det var sådan, vi fik strukturpolitikken i forhold til, at det ikke kunne betale sig arbejde for 20 pct. af befolkningen, det var sådan, vi fik den danske arbejdsmarkedsmodel, og det var sådan vores udenrigspolitik blev forankret i NATO og EU. Hver eneste gang til trods for yderfløjenes modstand.
Det er det, man har gjort den ene gang efter den anden, og det er jo det, man savner at gøre nu med de nye problemer. Og så er der selvfølgelig den nuance, at alle reformregeringer i Danmarks historie også har været parate til at leve med smerte, med risiko, med modvind og med en faseinddeling af det, de laver. Man kan ikke se godt ud hele vejen. Hvis man har sådan et behov for at spille lækker uge for uge, pressemøde efter pressemøde, så kan man jo ikke lave reformer, det er jo en livsløgn.
Man skal kunne leve med, at i den første del af valgperioden, der er man nede. Og så skal man bruge den neddykning til at få samlet nogle perler op nede på havets bund, i stedet for bare at være stolt af, at man kan holde vejret.
Kan man overhovedet sætte politik på sådan en formel? Er det ikke en enorm indsnævring af politik og demokrati, hvis det bare følger de cyklusser og logikker, du beskriver der?
Det er da tværtimod en afgørende udvidelse af politik og demokrati. Der er altså ærligt talt nogle gange en rimelig barnagtig diskussion om demokrati i den danske offentlighed. Det er jo ikke nogen tilfældighed, at vi i Danmark har repræsentativt demokrati. Det er jo med vilje, at vi ikke bare har folkeafstemninger om det hele. Da jeg var barn, talte man fnysende om ”Gallup-demokrati”, som det værste man kunne have – altså sådan et meningsmålingsdemokrat. ”Så ville landet da gå helt til rotterne.”
Et repræsentativt demokrati bygger på, at vi vælger repræsentanter, som så får tid og rum til faktisk at vise, hvad de vil, og hvad de kan. Og det er netop i erkendelse af, at der nogle gange er afstand mellem et problem, en løsning og et resultat i tid og i kompleksitet. Fuldstændig demokratisk spontanitet ødelægger alle muligheder for at drive et stærkt samfund.
Vi havde tidligere i Interviewserien et interview med Ove Kaj Pedersen, hvor han fortalte, at vi er på vej hinsides konkurrencestaten. Og for nylig pegede Carl-Johan Dalgaard på, at hvis vi kigger på tilskyndelsesreformerne og nogle af de værktøjer, der har knyttet sig til konkurrencestaten, så ser træet efterhånden rimelig plukket ud. Har konkurrencestaten ikke en manglende eller totalt aftagende legitimitet i befolkningen? Og hvor er det egentlig, vi skal kigge hen, hvis vi gerne vil lave reformer?
Jeg tror, der i hvert fald er tre vigtige ting at opholde sig ved. Det er jo rigtigt nok, at konkurrencestatens legitimitet i hvert fald er omdiskuteret; og det hænger nok også sammen med, at selve ordet og begrebet er formuleret bevidst provokerende. Det er jo ikke tilfældigt, at vi stadigvæk snakker om det ord 12 år efter, at Ove Kajs bog udkom. Det er jo fordi, det skaber noget dynamik i samtalen.
Men det, der jo er meget legitimt i en vestlig-demokratisk sammenhæng, er vores velfærdssamfund. Og vores velfærdssamfund er fuldstændig bundet sammen med, at vi er konkurrencestater. Det ene er ikke muligt uden det andet. Og den legitimitet, tror jeg, er stærkere, end den længe har været. Så det er én pointe. Den næste pointe er, at det er jo fuldstændig rigtigt, at der i tilgift til vedligeholdelsen af første-generationsreformerne, så er det selvfølgelig nødvendigt at opfinde en ny generation af reformer, der i højere grad handler om, med et koldt ord: effektivitet – om det, vi gør, faktisk virker.
Vores velfærdssamfund er fuldstændig bundet sammen med, at vi er konkurrencestater. Det ene er ikke muligt uden det andet. Og den legitimitet, tror jeg, er stærkere, end den længe har være
_______
Hvad vil det sige?
Hvad får vi egentlig for de penge, vi bruger på hinanden? Får vi det arbejdsudbud, den produktivitet, den livskvalitet, den trivsel, den sammenhængskraft, som vi betaler for, eller spilder vi i virkeligheden pengene på noget, der ikke virker? Det burde jo være den næste generation af reformers store hovedspørgsmål, og det burde vi alle sammen være dybt interesseret i.
Men der er også en anden pointe, som jeg mener slet ikke er introduceret i diskussionen endnu, og det er, at vi i de her uger og måneder ser en fuldstændig uerkendt sikkerhedsliggørelse af konkurrencestaten. Alle taler om, at sikkerhed er blevet vigtigere, alle taler om, at geopolitik er det nye sort, uanset om du kigger ind i virksomhederne, eller ind i Folketinget, eller ind i regeringen, og det er jo på grund af de tektoniske skift, der sker i den verdensorden, vi lever i.
Den verden, der har dannet alle nulevende danske beslutningstagere, er efterkrigstidens smørhul, hvor vi kunne få alting på en gang: en tæt og tryg alliance med USA, handelsadgang til Europa og en globalisering, der gjorde, at vi samtidig kunne åbne vores økonomi ud mod Kina og resten af verden. Det var en kinder-æg-verden. Sådan har det jo været, lige så længe nogen i praksis kan huske. Og uanset hvilket udfald krigen i Ukraine får, så er det 100 pct. sikkert, at det, der venter lige så langt øjet rækker, bliver markant værre, fordi der skal ske en re-balancering af den verdensorden, vi kender. Det vil være mindre attraktivt for et land som Danmark, og det vil have en pris.
Hvis du træder et skridt tilbage og betragter, hvad det er for en størrelse, vi dér har udsigt til; så er den fuldstændig væsensforskellig fra sidste gang, vi stod i en lignende konfrontation, nemlig under Den Kolde Krig. Der var det jo meget alvorligt – hele verden stod på spil. Men i virkeligheden var det en langt mindre kompliceret situation end i dag. Det handlede om atomsprænghoveder, og så handlede det om inddæmning af en del af verden, en blok, en ideologi, der var helt forskellig fra vores, men som også var helt adskilt fra vores.
Nu er vi filtret fuldstændig sammen med dem, vi konkurrerer med, og det, vi konkurrerer på, er ikke alene atomsprænghoveder men teknologi i allerbredeste forstand. Det er alle former for digital teknologi, kunstig intelligens, kvantecomputere, det er produktivitet, og det er i sidste instans økonomisk formåen. Og hvis vi ser en demokratisk verden, der ikke også om 10-20-50 år er økonomisk førende i forhold til den del af verden, der ikke er demokratisk, så er det jo uden tvivl en fundamental mere usikker demokratisk verden. Og derfor vil du jo se, at ikke alene den danske konkurrencestat, men for så vidt også den udgave af konkurrencestater, vi så har i andre demokratier, i realiteten bliver det vigtigste våben i forhold til at leve sikkert. Og det vil føre til en mobilisering, en – undskyld jeg bruger et udskældt udtryk – ny nødvendighed i forhold til at sige, at det jo ikke er en option at sakke bagud. Ingen seriøse beslutningstagere vil kunne samles om at sige, at vi lever fint med at bevæge os ned ad en stige, hvor vi med åbne øjne ser på, at om lad os sige 5, 10 eller 20 år er der ikke-demokratier, som er teknologisk foran os, og som også er ved at blive rigere end os, på en måde der vil gøre, at det er dem, der sætter den globale dagsorden.
Hvis du afsluttende skulle rådgive regeringen og måske prøve at sammenfatte nogle af de pointer, vi har været igennem, hvad ville det så være?
Lev med det! Vær hudløst ærlig og helt realistisk. Byg derfra en ny optimisme. Tal til middelklassen og yngre danskeres aspirationer. Repræsenter dem, der tror på en bedre fremtid. Hvis vi erkender og løser de problemer, der venter i horisonten, kommer næste generation til at leve i et langt stærkere samfund end hidtil. Rigere og mere bæredygtigt i enhver henseende. Det er helt indenfor rækkevidde – og historien beviser, at vi godt kan lave sådan et ryk. Det er gjort før og kan gøres igen. Hvis vi altså vil.
RÆSON: Hvis du skulle rådgive regeringen, hvad ville det så være? Corydon: Lev med det!
_______
Bjarne Corydon (f. 1973) var fra 2011 til 2015 finansminister under Helle Thorning-Schmidts daværende regering. Siden 1. januar 2018 har han været administrerende direktør og chefredaktør på Børsen.
ILLUSTRATION: Bjarne Corydon, chefredaktør på Børsen [FOTO: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
