
Overvismand Carl-Johan Dalgaard i Interviewserien: Nationaløkonomisk betragtet findes der ikke nogen nødvendighedens politik
11.05.2023
.”Der er ikke nogen nationaløkonomisk brændende platform for statsfinanserne, som tingene ser ud nu. Men der kan godt være en politisk brændende platform.”
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Carl-Johan Dalgaard, som er professor i økonomi ved Københavns Universitet og overvismand i De Økonomiske Råd.
RÆSON: Hvad er det for nogle bevægelser, vi har set i økonomien over de seneste år, hvis vi tager fra corona og frem til den nuværende inflationskrise?
DALGAARD: Vi kommer ikke udenom, at det har været usædvanlige tider for en nationaløkonom. For det første blev vi ramt af en pandemi, som man ikke har set siden kort efter Første Verdenskrig. Med nationaløkonomiske briller måtte vi se i øjnene, at vi ikke stod et sted, hvor vi nationaløkonomisk set havde så gode erfaringer med at lave vurderinger af, hvad der var i vente.
Det lavpraktiske er selvfølgelig, at når du går så langt tilbage i tiden, så kniber det med data, hvilket betyder, at det historiske erfaringsgrundlag på, hvordan en økonomi ophører sig, var begrænset. Spørgsmålet om, hvad vi nu kan forvente, i det øjeblik, at du støder til et samfund som fx Danmark, som er kompliceret og industrialiseret, og på sådan noget som konjunkturfrekvenser – den slags redskaber var nærmest ikke til stede. Så det var en meget usædvanlig situation.
Som nationaløkonom var refleksionen, at der fundamentalt set ikke var sket noget med økonomien, så strategien måtte være at lægge økonomien i fryseren, i håb om at man, når man kunne lempe på nedlukningerne, kunne tø den op igen. Det var ikke sådan, at investeringer, der var vurderet rentable i december 2019, at de i april 2020 var irrelevante, eller at vi fundamentalt havde ændret adfærd på forskellige måder. Det handlede om at stabilisere så meget som muligt, og ud af det kom forskellige former for lønkompensation og kompensation for faste omkostninger til erhvervslivet. I bakspejlet må man sige, at den strategi viste sig at være virksom, fordi det tillod en meget hurtig tilbagevenden til det aktivitetsniveau, man kendte fra før krisens udbrud.
Noget af det, man overser, er, at meget af det, der gør, at vi har en pæn holdbarhedsindikator, er ting, der forventes at ske efter 2050, altså et godt stykke ude i fremtiden – det er der, alle overskuddene ligger
_______
Men også en lidt for hurtig tilbagevendelse, fordi vi nu har det modsatte problem med inflationen?
Jeg vil ikke sige, at det var for hurtigt, men det er rigtigt, at det er gået stærkere, end hvad forventningen var. Og det er rigtigt, at den hurtige tilbagevenden til aktivitetsniveauet betød, at måske særligt den pengepolitiske linje, der er blevet lagt sideløbende med finanspolitisk stimulans – egentlig ikke så meget herhjemme, men hovedsageligt i Europa og verden omkring os – har været medvirkende til, at vi så et inflationsudbrud i 2022, som så er blevet forværret, dels af efterdønningerne af corona – ikke mindst af forstyrrelserne i forsyningskæderne – men naturligvis også af krigen mellem Ukraine og Rusland, som har påvirket særligt energipriserne. Lægger man de ting sammen, har det været medvirkende til, at vi har set en inflation i 2022, hvis styrke er kommet bag på professionen. Der var ikke nogen prognosemager, der forudså det niveau, som vi røg op i.
Hvis vi så springer frem til situationen i dansk økonomi, som den er nu, hvad er så de største udfordringer?
Det er et svært spørgsmål, for der er også meget politik i det. Der er to samtaler, som knytter sig til statens finanser, og som ser ud til at sameksistere. Det ene synspunkt er, at statsfinanserne er bundsolide, så langt øjet rækker. Det er en argumentationskæde, der starter med holdbarhedsberegningerne og den konstatering, at statens finanser er mere end holdbare, når vi ser meget langt frem.
Og så er der det andet synspunkt, som siger, at medmindre vi gør noget dramatisk og laver reformer, så går det helt rivravruskende galt. Og jeg tror, at den samtale er den vigtigste lokale samtale, der er i øjeblikket.
Hvordan kan de to udsagn leve side om side hos de samme mennesker, for de synes jo på overfladen modstridende. Mette Frederiksen har siden corona understreget, at vores finanser er bundsolide. Men samtidig lever den her kriseretorik, som regeringen har slået sig op på og nærmest har som sit raison d’etre. Hvordan hænger det sammen?
Du har ret i, at det på overfladen lyder som noget, der ikke kan sameksistere, men det kan det godt. Udgangspunktet er, at man skal være meget opmærksom på, hvad holdbarhedsberegningen egentlig er for noget. Holdbarhedsindikatoren er i øjeblikket større end 0, hvilket vil sige, at statsfinanserne er mere end holdbare..
Det, den svarer på, er følgende: Hvis vi nu forestiller os, at staten i fremtiden opfører sig på samme måde, som den gør i dag, i den forstand at den bruger penge på samme måde, helt ned til hvor mange penge vi bruger på forskellige befolkningsgrupper på forskellige stadier i deres liv osv., og vi forestiller os, at staten opkræver penge på samme måde, og hvis vi som tankeeksperiment fastholder, at vi som borgere opfører os, som vi gør i dag, og at økonomien grundlæggende strukturelt er, som den ser ud i dag, mødes enderne så, når vi ser ud i fremtiden hvor alderssammensætningen af befolkningen forandres? Er staten solvent?
Det er det, som holdbarhedsindikatoren siger. Og der er svaret, at ja, man kan godt bruge penge på samme måde som i dag. I den forstand er statsfinanserne bundsolide.
Man skal så være opmærksom på, at når man kondenserer en meget lang fremtid ned i ét tal – i princippet hele vejen til solen brænder ud, men i praksis i første omgang i hvert fald frem til 2100 – så misser man også en hel masse detaljer. . Noget af det, man overser, det er, at det, der gør, at vi har en pæn holdbarhedsindikator, er ting, der forventes at ske efter 2050, altså et godt stykke ude i fremtiden. Det er der, alle overskuddene ligger. Men hele vejen frem til 2040-45 stykker, kommer vi virkelig til at mærke, at der er store årgange, der forlader arbejdsmarkedet. Det mindsker statens skatteindtægter. Og i takt med, at vi bliver ældre, trækker vi mere på statsfinanserne, idet vi trækker mere på sundhedsudgifterne. Så statens udgifterne stiger samtidigt.
Så vi har en meget lang periode, hvor statsfinanserne er pressede. Og det i en sådan grad, at det kan vise sig uforeneligt med budgetloven, som siger, at du ikke må have et underskud på mere end minus 1 pct. af BNP.
Tror vi på, at vi i fremtiden kan bevare velfærdsstaten, som vi kender den i dag?
_______
Så det, du siger, er, at økonomien er i virkeligheden langsigtet holdbar, men på kortere sigt er den udfordret?
Det kan godt vise sig spændinger på kort sigt, ja. Nu er det så en midlertidig ting, vi her taler om. Og hvis beregningerne for det lange sigte holder, er det ikke noget, man behøver være vildt bekymret for. Men hvis man politisk ønsker at holde sig inden for budgetlovens grænse kan der være behov for politisk handling. Det kan være reformer, og men det kunne i princippet også være skattestigninger eller offentlige besparelser. Andre vil måske politisk foretrække at suspendere budgetlovsgrænsen i nogle år, selvom økonomer nok vil advare i mod dén kurs, og bare optage noget gæld der jo lader sig betale i lyset af de langsigtede udsigter for statsfinanserne.
Alt det her er ét eksempel på, at der kan være de der mener, at der er behov for handling her og nu, selvom , der på lang sigt er mere end rigeligt på kistebunden.
Det er én måde, hvorpå de to synspunkter kan mødes, men der er en anden, som måske er den mere interessant. Men det kræver, at man begynder at spekulere over fremtiden for statsfinanserne på en lidt anden måde, end man normalt gør, når man laver holdbarhedsberegninger.
Det kræver for det første, at man stiller spørgsmålet: Tror vi på, at vi i fremtiden kan bevare velfærdsstaten, som vi kender den i dag? Bemærk, at det er et helt andet spørgsmål, end det som holdbarhedsberegningen stiller. Holdbarhedsberegningen undersøger blotom staten er solvent. Nu stiller vi spørgsmålet, om vi vil bevare den, “som vi kender den i dag”, og der har vi allerede sagt noget, der knytter sig til kvalitet af offentlig service. Der er intet kvalitetsaspekt i holdbarhedsberegningen – den siger bare, at du kan bruge penge på samme måde. Det er ikke det samme som at sige, at du får den samme ydelse. Statsfinanserne kan udmærket være mere end holdbare samtidigt med at kvaliteten af offentlig service falder år for år. Dert er der ingen garantier i den henseende.
Og hvis du for eksempel er nervøs for, at staten eller den offentlige sektor med tiden bliver stadig mindre produktiv i forhold til den private sektor – og det er en trend, vi har set i en længere årrække som økonomer i øvrigt omtaler som ”Baumol’s syge”– så har du den udfordring, at det kan være svært at fastholde kvaliteten med mindre du bruger stadig flere penge i den offentlige sentor.
Ligeledes ligger det i holdbarhedsberegningerne som en forudsætning, at arbejdstiden ikke falder over tid. Men det har den jo altså gjort over de seneste 100 år. Kunne man ikke forestille sig, at det også sker fremadrettet?
Så når holdbarhedsberegningerne siger, at vi kan bruge penge i fremtiden, som vi bruger penge i dag, så er det ikke det samme som at sige, at statsfinanserne vil være holdbare, hvis vi opfører os på en helt anden måde, end vi gør i dag. Hvis vi mindsker vores arbejdsudbrud systematisk, så er det en anden måde at opføre sig på. Det vil have den samme effekt på statsfinanserne, som hvis vi lige pludselig begynder at opføre os anderledes fremadrettet i forhold til tilbagetrækning. At folk reagerer på tilbagetrækningsreformer i dag er jo ikke det samme som at sige, at folk opfører sig på den måde om 40 år. Det kan jo godt være, at man har så meget opsparing, at man bare trækker sig tilbage for egne penge.
Så man tænker for abstrakt og for ensidigt på tallene, hvis man ikke siger, at der er nogen krise, bare fordi man ser, at tallene på bundlinjen ser holdbare ud, men så glemmer man at inddrage kulturelle udviklinger?
Sagen er, at mens det første spørgsmål om økonomiens holdbarhed er et veldefineret økonomisk og apolitisk spørgsmål, er den anden samtale er i udgangspunktet en politisk samtale. Hvis spørgsmålet er, om man kan bevare velfærdsstaten, som vi kender den, i fremtiden, og man jf. de tendenser, jeg har nævnt, kan tale sig frem til, at det ser svært ud – hvad er så implikationen af det? Det er selvfølgelig alvorligt, hvis man er tilhænger af velfærdsstaten, som vi kender den. Men jeg kan også godt forestille mig mennesker, som gerne vil frabede sig velfærdsstaten, som vi kender den i dag. Det er ikke noget, som nationaløkonomer sædvanligvis bør blande sig i. Det er en politisk prioritering, og der er noget moralfilosofi over det, når vi er ovre på den banehalvdel, hvis man tænker efter.
Det er klart, at der kan være en politisk brændende platform, men det er ikke en nationaløkonomisk brændende platform
_______
Det er spørgsmål som: Hvis jeg nu i fremtiden kan se, at vores tendens i retning af at mindske arbejdsudbuddet – ønsket om at arbejde mindre i takt med, at vi bliver rigere – er en tendens, der fortsætter. Det tror jeg, er en meget sandsynlig udvikling. Bør staten så gøre noget ved det? Det svarer til, at jeg stiller dig spørgsmålet: Hvis du ved, at dine børn ikke har lyst til at arbejde så meget, som du gør, betyder det så, at der er en brændende platform, som tilsiger, at du arbejder mere i dag, således at dine børn kan arbejde mindre? Jeg kan sagtens forestille mig, at der er mennesker, der siger ja, men jeg kan også forestille mig folk, der siger: ‘Ah, vent nu lige lidt, kan de ikke selv betale for det, hvis de ikke har lyst til at arbejde så meget?’
Så når du er ovre i den afdeling, hvor vi taler om brændende platforme, så er det en mere politisk debat. Den er helt legitim, men den er politisk. I det job, jeg har, er min opgave at prøve at separere, hvad der er det rent lavpraktisk nationaløkonomiske, og hvor politik starter. Til syvende sidst er der et demokrati og et Folketing, der beslutter, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have. Og så er det nationaløkonomiens begrænsede rolle at undersøge, hvordan vi får enderne til at mødes og kassen til at stemme, givet de prioriteringer.
Så den brændende platform, regeringen taler om, er ikke nationaløkonomisk men politisk? Det handler om, hvordan velfærdsstaten skal se ud, og ikke om at få enderne til at mødes økonomisk?
Det er i bund og grund er en politisk samtale. Det handler om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have fremadrettet. Men til syvende og sidst så udkrystalliserer der sig jo i et flertal, som siger, at vi skal gå den ene eller den anden vej og så rejser der sig mere konkrete nationaløkonomiske spørgsmål. For eksempel er der politiske partier, der siger, at de ikke vil blive ved med at løfte tilbagetrækningsalderen i takt med, at vi lever længere. Det er jo et helt legitimt politisk valg. Men man skal være klar over, at når det gælder den rene holdbarhed, så er det en krumtap. Hvis man vil fjerne aldersindeksering af tilbagetrækningen, så er det utrolig vigtigt, at det synspunkt ledsages af ideer til, hvad man så vil i stedet. For så åbner der sig et helt lavpraktisk gab i statsfinanserne.
Så hvis man siger, at man ikke i fremtiden tror, at folk vil arbejde så meget, og at man derfor bliver nødt til at gøre noget for at styrke statens indtægter fremadrettet, så er vi ovre i en meget mere politisk og ideologisk samtale. Det kan være en politisk brændende platform, for det handler om ”velfærdsstaten som vi kender den i dag”, men det er ikke en nationaløkonomisk brændende platform som sådan.
Problemet er, at de steder, hvor der er et meget stort potentiale, er meget svære at regne på
_______
Regeringen har igangsat et større reformarbejde med særligt fokus på arbejdsudbud, hvor man vil øge den strukturelle beskæftigelse med 45.000 personer. Og her har de grebet til arbejdsudbudsreformer i samme spor, som vi har set over de sidste årtier. Er det for dig at se det rigtige at fortsætte i det spor, der hedder arbejdsudbud – er der mere at hente?
Fælles for meget af det, vi har set indtil videre, er, at det er tiltag, man kan regne på. Jeg tror ikke, det er for meget at sige, at de områder, man her skruer på, ikke er der, hvor der er for mig at se er det største potentiale, når det gælder arbejdsudbuddet. Problemet er, at de områder, hvor der er et meget stort potentiale, er meget svære at regne på. Og det har den politiske realitetskonsekvens, at når du har truffet beslutningen, så kan du ikke prioritere de midler, der kommer ud af en sådan forøgelse af arbejdsudbuddet her og nu.
Hvad er det for områder?
Der er to typer af reformer, når det gælder arbejdsudbuddet, som man med fordel kan sondre imellem. Den ene er tilskyndelsesreformer. Der er nogle, der kalder det førstegenerationsreformer, men jeg vil heller kalde det tilskyndelsesreformer, for det siger noget om, hvad det er. Det er reformer, som vi her til lands har fulgt siden 90’erne, og som alle har det fællestræk, at de går ud på at tilskynde folk til at være arbejdsmarkedsaktive. Det knytter sig til at beskære ydelsesniveauer, justere ved skat eller andet, så man er inde at justere ved og gøre det attraktivt at være på arbejdsmarkedet. Det kan også handle om, at man siger, at man først kan få folkepension lidt senere. Og jeg tror, at konsensus nationaløkonomisk vil være, at selvom den slags tilskyndelsesreformer selvfølgelig altid er vigtige – og også vil være det fremadrettet – så er de lavthængende frugter på det område blevet plukket.
Bagtæppet er, at vi i 1990’erne stod i en situation, hvor du velsagtens havde syv års dagpengeperiode, og så kunne du i princippet tage orlov, så det var ni, og efter seks måneder på arbejdsmarkedet kunne du så tage ni år mere. Det var set med nutidens øjne en helt anden verden. Så det at arbejde med tilskyndelser som fx dagpengeperiodes længde havde rigtig meget for sig. Det har været med til at transformere samfundet fra et, som var karakteriseret ved tocifrede ledighedsniveauer, til det vi kender i dag.
Men vi må også erkende, at der ikke er så meget mere at komme efter ad den vej. Tilskyndelserne er i store træk så gode, som de kan være. Det bliver mere ideologisk herfra, kan man sige.
Men der er også en anden slags reformer, som jeg vil kalde mulighedsskabende reformer. Det er reformer, som retter sig mod de facto at øge borgernes mulighed for at deltage. Det giver næsten sig selv: Du skal have tilskyndelser, men du skal også have mulighed for at kunne reagere på tilskyndelserne. Det er to sider af samme sag, men i bund og grund har vi ikke rigtig arbejdet med denne anden type af reformer på noget tidspunkt. Hvis der er lavthængende frugter tilbage her i tilværelsen, er det herovre, de befinder sig.
Et oplagt eksempel er tilbagetrækning. Det kan jo godt være, at du har masser af tilskyndelser til at blive på arbejdsmarkedet, men hvis du er dødssyg, så kan du jo ikke reagere på den tilskyndelse. Altså du har de facto ikke mulighed for at deltage. Så ét perspektiv knytter sig til sundhed. Men det gælder også i det, som man kunne kalde de erhvervsaktive år. For et år siden udkom vi [De Økonomiske Råd red.] med en rapport, hvor vi satte fokus på aldring og sundhed. Og noget af det, som du ser, er, som jeg erindrer tallene, at mellem 5 og 10 pct. af de 50-årige er på førtidspension. Og den andel stiger jo frem mod pensionsalderen. Det er syge mennesker der ikke kan arbejde. Men hvis man kan nedbringe dét tal med tiden – måske via forebyggelse – så er der et meget stort potentiale for en større arbejdsstyrke. Effektive ”forebyggelsesreformer” vil kunne være mulighedsskabende reformer.
Men det er nogle større problemer, som er svære at løse med de greb, man er bekendt med og kender effekterne af?
Det kræver, at man skal ind og arbejde med de processer, der fører til, at fx 10 pct. af bare gruppen af 50-årige er så syge, at de rent faktisk ikke har mulighed for at være på arbejdsmarkedet. Og så skal man prøve på at justere alt det, man kan fra statens side, i retning af at gøre det bedre. Men igen, der er ikke noget quick fix. Du har måske i størrelsesordenen 100.000 kontanthjælpsmodtagere. Og der er en andel af den gruppe, som dybest set ikke bevæger sig, om du er i højkonjunktur eller i lavkonjunktur. I praksis er det, fordi den gruppe af mennesker har det, man ofte kalder sammensatte problemer, hvilket slet og ret betyder, at man har større problemer end det at de står uden arbejde. Hvor kommer den gruppe fra?
Det peger over i Nina Smiths Reformkommission, hvor de for alvor forhåbentlig kan komme med noget, hvor der virkelig er bundtræk. Hvis du sporer det længere tilbage i tid, aldersmæssigt, på tværs af befolkningen, så finder du ud af, at når du står ved folkeskolens afslutning, så er der hen mod 20 pct. af en ungdomsårgang, som ikke færdiggør en ungdomsuddannelse. Og i hvert fald en tredjedel af den gruppe har sammensatte problemer som den primære årsag til, at de ikke gør det.
Så siger jeg bare: Lur mig, om dét ikke er hovedstrømmen ind, der er med til at give den beholdning på de her føromtalte ca. 100.000 mennesker. Med andre ord, hvis du kan gøre noget ved den der tredjedel – måske to tredjedele i virkeligheden, fordi der er en yderligere tredjedel som har andre udfordringer af indlæringsmæssig karakterer – så taler spil og chancer trods alt for, at du måske varigt kan nedbringe den restgruppe, som du ellers normalt ikke kan nå, og som du i særdeleshed ikke kan nå med tilskyndelser. De kommer ikke på arbejdsmarkedet, hvis du mindsker ydelserne – de bliver bare fattigere.
Et tredje område er stress, som også er en kolossal kilde til sygefravær. Det er måske mere lavpraktisk. Men igen kan du så spørge, hvordan knapperne ser ud, og hvad det er, de skal gøre inde på Christiansborg, og ja, det er jo så det, der er problemet. Sagen er bare i al sin gribende enkelhed, at hvis man alvorligt for alvor vil gøre noget i retning af at øge arbejdsudbruddet, så er det den vej, man er nødt til at gå, for det er der, potentialet ligger.
Så det paradigme, vi har været i siden 90’erne, hvor man har kørt en form for arbejdsudbudsreformer, det er ved at være udtjent, og vi står nu et sted, hvor vi skal tænke i en anden type af reformer, hvis effekter er svære at regne ud, måske i virkeligheden på samme måde som med pandemien, hvor det var svært at gennemskue, hvad konsekvenserne ville blive – og det er en politisk?
Selvfølgelig er det en politisk diskussion derhen, at du kan spørge dig selv, om arbejdsudbuddet er noget, som borgerne i udgangspunktet værdsætter. Historien tilsiger jo, at vi kan godt lide at holde fri. Det er derfor, vi gerne vil have mere fritid i takt med, at vi bliver mere velstående. Det viser historien.
Den gode nyhed er, at med de mulighedsskabende reformer er vi ovre et sted, hvor du giver nogle muligheder for borgerne for at kunne leve et på mange måder rigere og mere aktivt liv. Det taler både konstruktivt ind i det gode liv, ligesom det kaster noget af for staten, fordi det muliggør, at vi kan arbejde mere.
Så der er rigtig meget, der taler for, at den her type reformer, og den måde at tilrettelægge den økonomiske politik fremadrettet, i realiteten vil være meget værdifuld for vores samfund, næsten ligegyldigt hvilken politisk observans du har. Modsat den anden kategori, hvor det handler om tilskyndelse, som slås lidt med nogle tendenser og ønsker, som i praksis ligger i de fleste af os, nemlig retning af at holde mere fri. Så jeg tror der er et behov for at gå i den retning, men ja, det er rigtig svært, for det tager tid, før det sætter sig. Og det er uklart, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
Og du kan godt se det parallelt til corona på den måde, at nu står vi i en situation, hvor vi har nogle typer af udfordringer, og vi har brug for nogle tiltag, som vi ikke har set før. Og mens man havde bedre greb om konsekvenser og adfærdseffekter af de redskaber, som man kunne betjene sig af i 90’erne – skatter og afgifter og sådan noget – er vi mere på gyngende grund her. Det ændrer bare ikke ved, at når vi kan se baseret på de data, vi har, så er det der, potentialet i realiteten ligger, hvis vi for alvor skal skaffe staten flere ressourcer, og samtidig vil gøre det på en måde som vil forekomme de fleste borgere ret så attraktivt.
Hvis vi har svært ved at fastholde kvalitet, eller hvis borgerne ønsker en mindre ugentlig arbejdstid, så er vi ude i nogle størrelsesordner, hvor du nødsaget til at tænke i mulighedsskabende reformer og begynde at arbejde seriøst med det. For de lavthængende frugter på tilskyndelsesreformerne er plukket
_______
Ser vi ind i en længere periode med konsensus i dansk politik om, at vi skal gennemføre store reformer, og at der skal arbejdes mere. Er vi på vej ind i en længere periode med en form for “nødvendighedens” økonomiske politik som den, regeringen har slået sig op på?
Det er ikke et ord, jeg bruger. Du kan sikkert godt finde politikere, der siger det der. Det, jeg siger, er, at hvis staten opfører sig og bruger penge på samme måde, som den gør i dag, så kan den i princippet godt blive ved med det. Men hvis borgernes krav ændrer sig, skal der noget til, hvis man gerne vil bevare det samfund, vi kender. Men det starter med den politiske diskussion. Altså der er jo alternative samfundsmodeller. En anden måde, du kunne få statens ender til at mødes, er jo at sige, at så privatiserer vi i store dele af sundhedsvæsenet – fordi vi kan ikke opretholde kvaliteten alligevel. Det er der dem, der ikke har politisk smag for, men andre der har. Og der er min mening som nationaløkonom jo hverken værre eller bedre end din eller alle mulige andres meninger om, hvordan man ønsker samfundet skal se ud.
På den måde er der ikke nogen nødvendighedens politik. Altså nødvendighedens politik ville tilsige, at medmindre vi gør noget bestemt, så eksploderer økonomien, og statens finanser brænder sammen. Det var tingens tilstand i begyndelsen af 00’erne, hvor det var nødvendigt at få lukket et hul. Det dikterer handlingen, men ikke nødvendigvis hvad løsningen skal være. Der var så et flertal, der sagde, der ikke ville øge skatterne, og ikke ville sænke udgifterne, i det omfang der skulle til for at få enderne til at mødes, og derfor blev det arbejdsudbudsreformer, man slog ind på. Det var et bevidst politisk valg, som et flertal af folketinget tog.
Hvis borgerne ønsker en mindre ugentlig arbejdstid men samtidig vil fastholde eller måske ligefrem øge kvaliteten, er vi nødsaget til at tænke i mulighedsskabende reformer og begynde at arbejde seriøst med det. For de lavthængende frugter på tilskyndelsesreformerne er plukket. Og det er en svær manøvre. Det kræver tålmodighed, og det er vanskeligt for os alle sammen.
Men der er ikke nogen nationaløkonomisk nødvendighed i, hvor vi skal hen nu. Det handler om muligheder, og det handler om en diskussion om, hvilke retninger vi tør bevæge os i, hvor vi er usikre på, hvad der kommer ud af det?
Der er ikke nogen nationaløkonomisk brændende platform for statsfinanserne, som tingene ser ud nu. Men der kan godt være en politisk brændende platform. Og det skal man være åben over for. Hvor vi står lige nu, er der ikke noget, der er nationaløkonomisk tvingende nødvendigt. Først i det øjeblik, hvor du siger, at dit projekt er at fastholde samfundet, som det ser ud i dag – eller måske endda vil øge kvaliteten af sundhedsvæsenet – vil en nationaløkonom sige, at så vil der være et behov for at tilvejebringe nogle ressourcer. Så er der et behov, givet den politiske prioritering.
Min bekymring er, at den samtale, der er i øjeblikket, får mange almindelige mennesker til at tænke, at nationaløkonomer simpelthen ikke ved, hvad der er op og ned. Det er der også situationer, hvor vi ikke ved – jf. vores manglende evne til at forudsige inflationens niveau i 2022. Men lige på det her punkt skal man bare være opmærksom på, at selvom det virker som to modsatrettede synspunkter, der sameksisterer, så er det faktisk muligt, fordi de er baseret på to forskellige præmisser. Det er to forskellige spørgsmål, der leder til to forskellige svar.
Så den brændende platform er kun en brændende platform betinget af nogle politiske prioriteringer. Og det skal man være bevidst om som borger, for deri ligger jo en prioritering, deri ligger en fælles samtale, en diskussion om, hvilket samfund vi ønsker. Der er ikke noget nødvendighedens politik i det i en abstrakt forstand. Nogle gange er der bare en utilstrækkelig tydeliggørelse af, hvor det er, nationaløkonomien stopper, og politik begynder. Det her er måske et godt eksempel på en samtale, hvor den grænse er lidt rigeligt udvisket undertiden, set med mine øjne.
■
Nogle gange er der en utilstrækkelig tydeliggørelse af, hvor det er, nationaløkonomien stopper, og politik begynder
_______
Carl-Johan Dalgaard (f. 1971) er Ph.d. og professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet samt formand for De Økonomiske Råd. Han forsker og underviser i makroøkonomi, langsigtet vækst og udvikling.
ILLUSTRATION: Carl-Johan Dalgaard [FOTO: Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix]